Broderkrig i øst – visse betragtninger, del 3

UKRAINEKONFLIKTEN: Arjuna ser på de nationale, så vel som lokale aktører involveret i konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Skærmdump: Twitter.

Der er både nationale såvel som lokale aktører involveret i konflikten mellem Rusland og Ukraine, som angivet i den foregående artikel.

Af nationale aktører, der er værd at nævne (ud over Tyrkiet), er elefanten, der normalt befinder sig i ethvert hus, i ethvert rum, til enhver tid, i denne konflikt forvist til terrassen på en observatørstatus. Israel er blevet skubbet ud på sidelinjen på trods af Ukraines opfordring til stærkere involvering, og noget af årsagen kan spores til flere, tilsyneladende små hændelser (men med eksplosive politiske konsekvenser), her i kronologisk tidslinje:

Vladimir Putin udtaler, at Hamas ikke kan beskrives som en terrororganisation – Putin har er for nylig kommet med udtalelser, der indikerer, at Rusland ikke uden videre vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad – Putin fordømmer »Israels besættelse af Golanhøjderne« – der gennemførtes store demonstrationer til støtte for Ukraine, og kun Ukraine, i israelske byer – Putin inviterede den israelske premierminister Naftali Bennett til Moskva med det formål, mente Bennett, at han skulle have til opgave at mægle mellem Rusland og Ukraine; Kort efter landingen vendte Bennett dog tilbage til Israel, Putin havde straks meddelt, at Israel IKKE var ønsket som fredsmægler. Parallelt hermed har Israel som sædvanlig været diffus i sin holdning til, hvad der sker, men den 13.03 fordømte Israel officielt den russiske intervention af Ukraine.

Så meget for nationen Israel i denne omgang, vil de sandsynligvis komme stærkt tilbage ved en senere lejlighed, hvis vi kender dem ret.

På russisk side er kombattanterne først og fremmest de regulære militærstyrker, og i de indledende faser hed det, at denne hovedsageligt bestod af værnepligtige og ikke-professionelle soldater. Det blev senere foreslået, at Rusland ville bringe syriske soldater, fra de kristne militser og Hizbollah, som en genydelse for Ruslands befrielse af landet, men dette er ikke blevet bekræftet og er højst sandsynligt blot misinformation. Der tales meget om de tjetjenske soldater, som personligt ledes af Tjetjeniens fungerende premierminister Ramzan Kadyrov, og som kæmper for Rusland. Disse tilhører shia/sufisme-bevægelsen indenfor islam og anses for moderate (sufierne og shiitterne er normalt dem, der udsættes for terror og massakrer af andre muslimske bevægelser, hovedsageligt sunnimuslimer, rundt omkring i verden). Mindre kendt (og underkommunikeret) er det dog, at Ukraine også har sin egen islamistiske, tjetjensk-baserede bataljon i frontlinjerne, som netop tilhører den sunnimuslimske retning af islam. Denne er dog langt mindre aktivt på sociale medier og langt mindre fremhævet af traditionelle medier nu end i 2014-2015, simpelthen fordi deres navn er forbundet med nogle af de værste terrorhandlinger, verden har set, og fordi de har udtrykte bånd til ISIS . Det gælder først og fremmest Sheikh Mansour-bataljonen, som efter eget udsagn kæmper skulder ved skulder med Pravyi Sector / Right Sector på grænsen til Rusland. Tjetjenerne fra Sheikh Mansour-bataljonen tilhører den tyrkiske sprogfamilie.

Ledelsen af ​​den tjetjenske og islamistiske Sheikh Mansour-bataljon (leder Sheik Mansour nr. 3 fra venstre), en efterkommer af Dzhokhar Dudayev-bataljonen, sammen med ledelsen af ​​Pravyi-sektoren/højre-sektoren engang i 2014. Bataljonen består hovedsageligt af islamister fra Tjetjenien, men også fra Krim (Tartarerne) og Aserbajdsjan. Bataljonen arbejder også tæt sammen med ISIS, og det var islamister fra det, der senere blev Sheikh Mansour-bataljonen, der udførte massakrerne på skoler i Beslan, Rusland i 2004 og Center Theatre i Moskva i 2002, hvor mindst 500 mennesker, mange af dem børn, blev dræbt. Skærmbillede fra Twitter.

De muslimske Krim-tartarer har også deres egne bataljoner, der kæmper for Ukraine (og NATO), herunder Noman Çelebicihan-bataljonen og Krim-bataljonen. Disse arbejder tæt sammen med de tyrkiske Grå Ulve, og har gjort det siden 2014. Disse er, som navnet antyder, baseret på Krim-halvøen og udgør dermed en væsentlig sikkerhedsrisiko for russerne, som en femte kolonne, der kan underminere, og i sidste ende mobilisere militært. Krim-tatarerne tilhører den tyrkiske sprogfamilie, er sunnimuslimer og kæmper også efter eget udsagn skulder ved skulder med Pravyi Sektor / Højre Sektor på grænsen til Rusland.

Skærmdump fra Twitter og fri brug fra Imam Yevhen Hlushchenko.

Derudover er georgiske frivillige bataljoner aktive på ukrainsk side.

Så til et ømtålig og noget absurd emne: de angivelige nationalistiske/nationalsocialistiske militante kampenheder, som er et berygtet fænomen i det ukrainske samfund, med bånd til den øverste politiske og økonomiske magt, og som også inkorporerer jødiske kræftr. Det har længe været antydet, at disse i virkeligheden driver en ekstrem form for LARP’ing (Live Action Role Playing), at den uhyrlige og radikale brug af symboler blot er et patchwork og brugt som en chokeffekt, fordi det er »edgy«. Udtalelser fra medlemmer af organisationen selv og dem, der har fulgt dem, peger på, at brugen af ​​symboler og det radikale udtryk er blevet brugt mere som en brod mod Rusland, mere end som et udtryk for at omfavne en bestemt ideologi. For at bruge moderne terminologi: den bedste måde at »trolde« og ydmyge Rusland og russere er at omfavne det nationalsocialistiske Tysklands æstetik. At dette også fører til nihilisme er ikke overraskende, og heller ikke at dette vil tiltrække ustabile individer og grupper.

Norske Joachim Furholm er edgy for Ukraine og Azov-bataljonen, men nationalsocialisme betyder nok ikke det, han tror det gør. Skærmdump: Twitter.

Israelske Jewish Telegram Agency offentliggjorde for nylig en rapport om ukrainsk-jødiske Konstantin Batozsky, oprindeligt fra en af ​​udbryderrepublikkerne i det østlige Ukraine, hvor han var rådgiver for guvernøren i Donetsk og nu soldat i Azov-bataljonen. Her problematiserede avisen rygterne omkring den berygtede militærafdeling:

»For nylig blev det hævdet, at nogle af disse paramilitære soldater, der kæmpede mod Ruslands invasion af det østlige Ukraine, såsom Azov-bataljonen, er ekstremister og ultranationalister, der viser nazistiske symboler. »Jeg ved, at det kan være svært for jøder i udlandet at forstå, men disse handlinger er beregnet til at være anti-russiske, ikke anti-jødiske«, sagde Petukov. »Der er kun et ubetydeligt antal af disse ekstremister sammenlignet med de andre, der støtter ukrainsk uafhængighed og kultur«. Som en del af nationalgarden har bataljonen op mod 1.500 soldater i sine rækker, og udadtil udtrykker de en nazistisk ideologi.

Batozsky siger, at han arbejdede tæt sammen med Azov-bataljonen også i konfliktårene 2014-2015, men dengang bag kulisserne som politisk konsulent i Donetsk. Med dette arbejde, og hans eksplicitte forsvar af Ukraines forsøg på at besejre separatisterne, endte Batozsky på russernes dødsliste, og det gør ham også sikker på, at russernes påstande om nazister i Ukraine er forkerte. »De var fodbold-hooligans og ville have opmærksomhed, men jeg blev lidt afskrækket, da jeg så et tatoveret hagekors«, siger han om de Azov-medlemmer, han blev venner med. »Men jeg talte med dem hele tiden om at være jøde, og de havde ikke noget negativt at sige om det. De havde ingen anti-jødisk ideologi«. Han insisterer på, at billedet af Ukraine som et arnested for antisemitisme er absurd. »Jeg er ikke en praktiserende, men alle ved stadig, at jeg er jøde, jeg har et åbenlyst jødisk ansigt! Og jeg har aldrig oplevet antisemitisme fra ukrainere«, insisterer han. »De militærfolk, jeg arbejder med nu, er simpelthen ligeglade med, at jeg er jøde«.

Han har ikke samme holdning til sine russiske naboer. »Jeg havde en jødehadende russisk lærer i første klasse, som gjorde grin med mig og kaldte mit hår payos«, husker Batozky. Payos er et hebraisk navn for de lange sidekrøller, som mange ortodokse mænd har. Og han siger, at han hørte flere nedsættende ord brugt mod jøder på Ruslands statsuniversitet i Moskva, hvor han studerede i 1990’erne, end han nogensinde gjorde hjemme i Ukraine. Daniel Kovzhun, en jøde fra Kiev, der arbejdede med logistik under den sidste krig i Donetsk, beskriver en lignende oplevelse. »Der var ortodokse jøder i Azov, det ved jeg, fordi jeg var der ved fronten. Ingen brød sig om, hvem der var jøde, vi brød os bare om at holde landet forenet og udelt«. En anden artikel fra en anden jødisk publikation, Forward, fastslår, at Kovzhun nu arbejder på propaganda og informationskrig for den ukrainske hær.

Delegationen fra Azov på NATO-øvelse i Letland omkring 2015, sammen med blandt andre norske soldater. Svenske Mikael Skillt til højre. Skærmdump: Twitter.

Det burde næsten ikke være muligt, men bag alle disse grupperinger er der faktisk kun én mand, en mand, der driver denne virksomhed som enkeltmandsvirksomhed. Edderkoppen hedder Igor Kolomoisky, og er en jødisk-ukrainsk oligark (med tre statsborgerskaber: ukrainsk, cypriotisk og israelsk) og en af ​​de mest indflydelsesrige personer i Ukraine. Kolomoisky står på egen hånd bag alle disse førnævnte ukrainske bataljoner og organisationer (udover det politiske parti Svoboda), og det var Kolomoisky, der bragte de tjetjenske bataljoner til Ukraine.

Fra tablet: »Den ukrainske oligark Igor Kolomoisky startede de første bataljoner af frivillige, Dnipro og Dnipro-1, med ca. 500 soldater. I starten støttede han også andre bataljoner, såsom Azov, Aidar, Donbass og Right Sector. Kolomoisky inviterede også tjetjenerne i håbet om, at de ville hjælpe med at beskytte hans forretning og fabrikker«. Han flygtede dog til sidst til Tel Aviv, hvor han styrede sin forretning i mange år, men vendte tilbage, da den tidligere præsident, den jødiske chokoladekonge Petro Poroshenko, tabte valget til jødiske Volodymyr Zelenskyj i 2019. Kolomoisky levede efter dette i Kiev, men efter Ruslands intervention er nu højst sandsynligt i Israel igen.

Kolomoisky er også tæt på præsident Zelensky; de er personlige venner gennem lang tid, med et omfattende forretningspartnerskab; Zelenskyjs tv-komedie blev sendt på en af ​​Kolomoiskys tv-kanaler, Kolomoiskys tv-kanaler promoverede Zelenskyjs kandidatur som præsident indtil valgsejren og rådgivere fra Kolomoiskys eget apparat må have været afgørende for at sikre denne sejr. Det er ikke overraskende i betragtning af, at Ukraine i flere år topper listen over de mest korrupte lande i Europa, men det er ikke desto mindre specielt, at økonomisk magt er så synonymt med politisk magt i et land, der stræber efter og omtales som »demokratisk« . Og det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at begge tilhører den samme etno-/religiøst chauvinistiske kabale.

Pravyi Sektor/Right Sector, i folkemunde også kendt som Rabbiner Sektor, indvier her sin egen synagoge.

Læs også:
Broderkrig i øst – visse betragtninger, del 1
Broderkrig i øst – visse betragtninger, del 20

Kilder:
Wikipedia
Wikipedia
Wikipedia
Tablet
The Economic Times
The Guardian
JTA