CNN: »Der findes intet mere skræmmende end vrede hvide mænd«

ANTI-HVIDHED: I en CNN-artikel, gennemsyret af utilsløret anti-hvidhed, beskriver den sorte gæsteforfatter, hvordan den tidløse onde hvide mand umuliggør opbygningen af »det amerikanske multiraciale demokrati«.

»Hvidhed« er ifølge kronikøren ren ondskab. Foto: Albin Olsson (CC BY-SA 3.0 via Wikemedia Commons).

CNN fulgte efter et stykke tid op på frifindelsen af Kyle Rittenhouse med en maratonlang såkaldt op-ed artikel, hvor den sorte gæsteforfatter John Blake allerede i overskiften advarer:

Der er intet mere skræmmende i Amerika i dag end en vred hvid mand.

Blake beklager sig indledningsvis over, hvad han mener er myten i politik og populærkulturen om, hvor dårlige sorte mennesker er, og han mener, at han »har set virale videoer om, hvordan uskyldige sorte mennesker mister livet på grund af denne stereotyp«.

Han hævder, at sorte er raceprofilerede på en måde, der gør hvide mennesker bange for dem – og får dem til at låse deres døre, når sorte er i nærheden.

Han taler om »en psykologisk skat«, som sorte amerikanere ifølge ham er tvunget til at betale: det at blive set som »Public Enemy No. 1«.

»Det er hvide, der er ansvarlige for volden«

Men i virkeligheden er det, mener Blake, de hvide, der er ansvarlige for volden.

I artiklen lister han en række retssager op, der skal bevise den tese, han forsvarer – at den største trussel, der er at finde i dagens USA, er hvide mænds vrede.

Hovedfokus lægges på retssagen mod Kyle Rittenhouse, sagen om demonstranterne i Charlottesville, samt den mod tre hvide mænd, der var anklaget for et angreb på joggeren Ahmaud Arbery.

Læs mere: Kyle Rittenhouse besejrede det jødiske system

I sidstnævnte retssag, som fandt sted i Georgia sidste år, blev tre hvide mænd anklaget for at have jagtet og dræbt Ahmaud Arbery, en 25-årig sort mand, mens han var ude at jogge et år tidligere.

Manden, der skød Arbery, handlede ifølge omfattende beviser, på en tilsvarende måde som Kyle Rittenhouse og som de fleste af de anklagede deltagere i Unite the Right-demonstrationen i Charlottesville – i selvforsvar.

Men det der skræmmer gæsteskribenten Blake mere end noget andet, er stadig tanken om, at han kan »møde en hvid bevæbnet mand, der er blevet inspireret af de hvide mænd, der har siddet på anklagebænken i disse tre retssager«.

Samtidig udtaler Blake, at han er så tolerant, at han stadig ikke går ind for »raceprofilering af hvide mænd«.

Og han forklarer hvorfor:

Utallige hvide mænd slugte tåregas og blev ramt af gummikugler, da de marcherede med demonstranter under sidste års protester mod mordet på George Floyd.

Men »den seneste tids begivenheder« har overbevist Blake om, at det er på tide at udsætte fænomenet hvidhed for en mere skånselsløs undersøgelse på et mere generelt plan.

Og sådan en undersøgelse har fået ham til at fokusere på, hvad han anser for at være kernen i denne problemstilling:

Visionen om mandlig maskulinitet, der tillader visse hvide mænd at føle, at de kan herske og brutalisere uden konsekvenser.

»Den tidløse vrede hvide mand«

Blake peger her på den tidløse vrede hvide mand, hvis onde ånd svæver over opbygningen af det amerikanske samfund gennem dets historie.

Han skriver:

Denne vrede hvide mand har været en hovedperson gennem amerikansk historie. Han gav landet slaveri, masseslagtningen af Amerikas oprindelige folk og Jim Crow-lovene.

Hans vrede var også med til at nære oprøret ved Capitol den 6. januar.

Det er denne vrede hvide mand – ikke den sorte eller den brune, du ser nærme sig på gaden om natten – der udgør den største trussel mod demokratiet i Amerika.

Blake husker en kommentar fra en New York Times-skribent med titlen »The Angry White Male Caucus«.

Her hævdes det, at det destruktive onde sind i det amerikanske samfund er blevvet besat af hvide mænd, som frygter et Amerika i forandring, »hvor privilegiet ved at være en hvid mand ikke længere er, hvad det plejede at være«.

Kronikforfatteren Blake oplister derefter ytringer af dette fænomen.

Valgembedsmænd og skolebestyrelsesmedlemmer rundt om i landet rapporterer, påpeger han, om eskalerende trusler.

Og en nylig meningsmåling afslører, at 30 % af republikanerne mener, at vold er nødvendig for at redde landet.

Blake påstår endvidere, at hvide mænd har gjort »angreb og drab på politiske modstandere« til noget normalt i det amerikanske samfund.

Men for at få et komplet billede på det, skal man tilføje endnu et element til »denne giftige politiske atmosfære«:

Amerikansk lov beskytter ikke kun allerede begået »hvid civilbeskyttelsesvold« – men »indgyder også til ny vold« blandt »hvide borgerværn«.

Blake beklager sig også over, at »den konservativt indstillede amerikanske højesteret, nu synes klar til at gøre det lettere for folk at bære skydevåben offentligt«.

Han vender her tilbage til de tre retssager beskrevet ovenfor og afviser uberettiget det selvforsvar, som skytterne i både Rittenhouse- og Arbery-sagen påberåbte sig.

Blake afviser fuldstændig volden udøvet af de ikke-hvide, der er involveret i disse sager, og foreslår i stedet, at læseren udelukkende fokuserer på de hvide mænds adfærd – samt tager sig i agt for den potentielle fare ved de [de hvide mænd] »der er blevet tilskyndet til at bruge dødelig vold, selv mod en ubevæbnet person …«.

»Vrede hvide mænd ødelægger demokratiet«

Blake hævder, at masseskyderier i USA oftere udføres af hvide mænd end af nogen anden gruppe, og han understreger, at »den hvide mands vrede« får mange – også andre hvide mænd – til at »se sig over skulderen, når de bevæger sig ude i offentligheden« – og han hævder her, at de to mænd, der blev skudt og dræbt af Rittenhouse i Wisconsin, ligesom den han sårede – var hvide.

Blake runder sin anti-hvide kronik af med at citere marxisten Ijeoma Oluo, forfatter til bogen Mediocre: The Dangerous Legacy of White Male America.

I en bog præget af paranoide forestillinger beskriver Oluo et liv i konstant frygt for, at vrede hvide mænd vil blive voldelige over for hende selv, såvel som mod »utallige andre mennesker, brune, handicappede, queer-personer, transpersoner samt kvinder fra samtlige demografiske grupper«.

Blakes artikel kulminerer ikke desto mindre i en konklusion, der med garanti vil blive delt af mange af hans (hvide) modstandere: