Da Jyllands-Posten ikke kunne lide jøder

HISTORIE: Omkring 1920 indtog Jyllands-Posten førstepladsen som Danmarks mest antisemitiske avis og bragte lange lederartikler om løsningen på jødeproblemet.

»De maa forstaa, at der kun er en Vej til at slippe af med Bolshevismen, og det er at drukne Lenin og hans jødiske Kreaturer i deres eget Blod.«

Sådan skriver Jyllands-Postens lederskribent lørdag den 6. december 1919. Skribenten er den tidligere typograf Hans Hansen, der var tiltrådt som redaktionssekretær på Jyllands-Posten allerede i 1904. I de følgende år arbejder han sig op til at blive avisens chefredaktør, hvor hans ledere i en lang årrække signeres med en firkant. For firkanten er det en urokkelig kendsgerning, at jøder står bag mange, hvis ikke de fleste, af verdens ulykker. Især de russiske bolsjevikker, som Hans Hansen konsekvent beskriver som f.eks. »hele det Kobbel af tyske Jøder, der agerer Bolsjevik-Førere« (30. april 1919) eller »de tysk-jødiske Blodhunde« (28. februar 1920).

Firkant-Hansen sætter lighedstegn mellem tysker, jøde og bolsjevik, og han påviser gang på gang, hvordan f.eks. den russiske udenrigsminister Litvinoff »er en Bolsjevik af den rigtige Slags. Hans virkelige Navn er David Finkelstein, og han er altsaa en Jøde som de fleste andre Bolsjevikførere.« (6. december 1919).

»Før eller senere vil de civiliserede Samfund alligevel blive nødt til at kværke den tysk-jødiske Forbryderbande, der regerer Rusland,« konkluderer Firkant-Hansen i endnu en leder (28. februar 1920).

Flue-Hansen

Det er nu en anden fast skribent på Jyllands-Posten, som for alvor går til stålet i en forrygende kampagne mod jøderne, nemlig ’Flue-Hansen’, hvis rigtige navn er Hans Jacob Hansen. Sit tilnavn havde han fået, fordi han i sin doktordisputats fra 1883 beskrev fluernes munddele, men – som det udglattende formuleres i Jyllands-Postens 125 års-hushistorie fra 1996 – »som følge af et stridbart sind« opnår Flue-Hansen ikke nogen karriere på Københavns Universitet.

Så meget desto mere tid har han til at skrive artikler og kommentarer til Jyllands-Posten, og det gør han i så rigt mål ifølge hushistorien, at »hans artikler blev i reglen bragt under fuld navn og erstattede ofte dagens leder«. At den stridbare professor ikke mindst skriver stærkt antisemitiske artikler om jøderne, forbigår hushistorien diskret.

I årene 1920-1923 bringer Jyllands-Posten (ofte på lederplads) meget lange artikelserier af Flue-Hansen om »jødespørgsmålet«, »jøder og revolution« eller »jødiske politikere & matadorer«. Sidstnævnte series 27. afsnit (den 29. maj 1921) handler om Danmark, og »de temmelig faa Jøder, der i de sidste 10-15 Aar politisk er naaet frem til Rigsdagsmænd«. Om disse danske jøder mener Flue-Hansen, at de alle er »radikale, altsaa tilhørende – og forøvigt tillige væsentligt ledende – dette underlige, socialist-snobbende, tysklogrende, halvnationale, nivellerende, akrobatagtige og indbildske Parti«.

Om Carl Theodor Zahle, Danmarks statsminister 1913-1920, skriver Flue-Hansen, at »den delvis jødiske Ex-statsminister Zahle er saa ubetydelig, indbildsk, tyrannisk og prokuratoragtig«, om Zahle-regeringens indenrigsminister Ove Rode (senere chefredaktør på dagbladet Politiken) mener han, at han »har forøvrigt i Følge en udbredt Mening jødisk Blod i Aarerne«, og »blandt vore litterære og tillige politiserende Jøder er egentlig Prof. Dr. Georg Brandes den eneste nævneværdige«, om end denne »viste sig efterhaanden at være en i Bunden anarkistisk og forøvrigt ret holdningsløs Herre med Uvilie mod Ententen og tyskvenlig Tendens.«

Jødepressen

For Flue-Hansen og læserne af Jyllands-Posten er københavneraviserne noget fælt og vederstyggeligt: »man fik indtryk af, hvad man forresten vidste noget om i forvejen, at næsten hele den kjøbenhavnske Presse er i betydelig eller høj Grad under jødisk Paavirkning«, beretter Flue-Hansen i sin 27. artikel, hvor bl.a. også nationalbankdirektør Marcus Rubin og Bankrådets formand, vekselerer Lamm, nævnes.

Til sidst når Flue-Hansen frem til en konklusion på sine artikler, som han mener tilsammen »giver et overmaade mørkt Billede«:

»De Herrer har i betydelig til uhyggelig Grad skadet deres Land, har skadet eller vil i Længden skade eller ødelægge sig selv – og de er i Virkeligheden nærmest kun dristige udspekulerede Dosmere. Men der er ingen, ikke den ringeste Tvivl om, at disses og deres jødiske Følgesvendes skadelige Færd vil sætte Animositet, Frygt og Forbitrelse op mod Jøder i en i det sidste Aarhunderede ukendt Grad.«

Derfor kommer Flue-Hansen med et sikkert velment råd:

»Man kan kun give det anseelige Antal af skikkelige, rolige Jøder det Raad, at de ser at lægge Baand paa dem af deres Racefæller, der ved dristig Radikalisme eller lidt for kraftig Paagaaenhed eller Gridskhed skader Racens Renommé blandt de danske, sætter ondt Blod og gjør Fortræd, forøvrigt ikke mindst for sig selv.«

Tidløs jødeløsning

I en artikel beskriver Flue-Hansen et typisk jødisk træk, nemlig »et socialistisk eller halvt anarkistisk Element«, hvorefter han fortsætter: »og netop det Karaktertræk plus en overdreven Forfængelighed kommer Racen, desværre baade slette og en Del af de gode, til i den nærmeste Fremtid at betale dyrt for.«

I artikelserien ’Jødespørgsmålet’, som Flue-Hansen flittigt skriver løs på fra 1923, hedder det i syvende afsnit, at jødernes »fif« med at råbe antisemit efter alle, der tør kritisere dem, nu har spillet fallit:

»Resultatet af denne jødiske Strategi er blevet, at der nu over hele Europa findes en Masse ærlige Mennesker, der ikke lader sig skræmme af falsk Latterliggørelse, men er mere besluttede end nogen sinde paa at diskutere Jødeproblemet og komme til et rimeligt og endeligt Resultat.« (14. februar 1923)

I samme artikel noterer han, at »Man kan tænke sig flere Muligheder for det jødiske problems Fremtid i de talrige Lande, hvor der for Tiden er et voxende Jødefjendskab blandt den hvide Race, om der vil komme skarpe Udslag færre eller flere steder eller om en fredelig, af begge antaget Løsning maaske kan naaes. Dog maa det strax siges, at en virkelig fredelig Løsning eller Overenskomst eller en stille Gliden ud på Forhaand ser noget tvivlsom ud, i hvertfald i en Række Lande.«

Og som Flue-Hansen fortsætter: »Mange Ikke-Jøder nærer endnu den anskuelse, at Jøderne kan absorberes af, at smælte sammen med de Nationer, hvor de for Tiden lever. Men denne mening eller Forhaabning er sikkert i det væsentlige urigtig.«

I seriens sidste afsnit, der handler om »Jødevæsenet i Danmark,« causerer Flue-Hansen over nogle af de danske jøder, han har mødt:

»Nogle af dem fortræffelige mennesker, der ikke syntes at skille sig ud fra gode, dygtige Personer af vor egen Race, medens andre var indbildske, taktløse, paagaaende og nogle blandt de Yngre var moralsk depraverede individer. Mærkeligt nok har jeg iagttaget, at et ikke ringe Tal af Halvjøder af begge Kjøn og forskjellige Familier var i en eller flere Henseender uheldige Størrelser.«

Jøderne er overalt. De dominerer pengevæsnet, pressen og også landets styre, mener Flue-Hansen, der opsummerer:

»Den Rolle, de særlig i de senere Aar har spillet i vort politiske og økonomiske Liv, er urimeligt stor i Forhold baade til Antallet af Jøder og til deres Evner, vel at mærke naar man ved det Begreb forstaar Evner til at virke væsentlig i det Godes Tjeneste og ikke indbefatter Evner til at lave Demoralisation, Halv-Bolshevisme eller Svindel.«

Til allersidst skriver flueprofessoren i den jyske avis (den 18. februar 1923), at »det må forhindres, at nogen Hel- eller Halvjøde bliver direktør i nogen af vores større Banker«. Ligeledes bør jøder »forøvrigt heller ikke have Pladser i Udenrigsministeriet eller i generalstaben, heller ikke kunne indtage de højeste Poster i Hæren«.

Og som professoren slutter sin serie:

»Forøvrigt har Historien gjennem mange Aarhundreder Gang på Gang vist, at naar Jødernes Pengevæsen synker i et Land, taber Racen sin Indflydelse – hvad der herhjemme trænges en Del til.«

Flere på vagt

Flue-Hansen var ikke alene om at give udtryk for antisemitisme. Skribenten ’xy’ mente således, at selv om mange danske jøder opførte sig hæderligt, var der alligevel god grund til at være på vagt:

»Magten over de andre Danske har de i høj Grad. De føler sig som et Herrefolk, Davids Stamme. Vi andre ejer ikke deres Initiativ, deres Sammenhold, deres Forbindelser og Flid. De egentlige Danske er nærmest magelige og altfor elskværdige til at tage Konkurrencen op med skrappe Midler.«

Endnu en skribent, Johs. Jensen, kunne i en rejsereportage fra Tyskland i 1924 berette om »Hagekorsetdette ældgamle, mærkelige Korstegn (Swastika), som siden den tyske Revolution 1918 fra Oldtidsgravenes Friser er draget ind i Millionrigets hidsige, politiske Kampe som et Tegn paa det yderste Højres uforsonlige Jødehad.«

Selv om den voksende tyske antisemitiske under Hagekorset »i nogen grad« var »usmagelig« for Johs. Jensen, så var han mildt sagt ikke helt uden forståelse for fænomenet:

»Antisemitismen er lige saa gammel som Jødefolket selv. Det kan jo ikke undre, at dette evigt vandrende Folk med sit aldrig svigtende Instinkt for Penge eller Penges Værdi ganske selvfølgeligt – alene af den Grund, at det heri er andre Folkeslag overlegent – har mattet faa Fjender, i Særdeleshed i vanskelige Tider.«

Jysk forståelse for Krystalnatten

Journalisten Lasse Egebjerg var redaktionssekretær på Jyllands-Posten og forfatter til flere opsigtsvækkende ledere om udviklingen i Tyskland og jødeforfølgelserne, som han udviste forståelse for, f.eks. i en leder fra september 1934:

»Der var f.eks. Jødeforfølgelserne, som adskillige herhjemme ikke kan forstaa, fordi Hovedparten af vores egne Jøder lever iblandt os og selv føler sig som ligeberettigede Medlemmer af Familien Danmark, mens der i Tyskland – som Følge af den isolerede Stilling, Jøderne har haft anvist helt op til vore Dage – virkelig var et Skel mellem den jødiske og den ikke-jødiske Befolkning og derfor ogsaa udviklede sig et Jøde-Regime i Storfinansens, Storhandelens og Kunstens Verden.«

Det var også Lasse Egebjerg, der skrev den vel nok mest berømte leder i Jyllands-Posten leder nogen sinde. Den blev bragt seks dage efter Krystalnatten, hvor synagoger blev sat i brand og jødiske forretninger og kirkegårde i hele Tyskland blev smadret:

»Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse. Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling som i de mellemeuropæiske Lande, har man i de senere Aar bemærket deres uheldige Egenskaber.«

Lasse Egebjerg fortsatte:

»Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder. Men til gengæld kan man stille det Krav, at det sker paa anstændig Vis.«

Kunne en »anstændig« løsning ikke ske ved, foreslår lederskribenten, at »et af de Koloniomraader, som nu kommer på Auktionsbordet, blev sat til side som et Fristed for Jøderne? Her kunde de faa det ’nationale Hjem’, som Palæstina alligevel aldrig kan blive for dem (…) Det maatte ret naturligt blive et af de Koloniomraader, som ellers skulle gaa tilbage til Tyskland; det ville være et Offer for Tyskland at give afkald paa det, men man kan vel heller ikke fra tysk Side forlange, at andre skal paatage sig Byrden ved at udskille Jøderne af det tyske Folkelegeme«.

KILDE:
Information
Information


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Og så var der mig, der troede Jyllandsposten altid havde været en gruppe landsforrædere. Godt vi har den dybdegående journalistik på nordfront, der ikke findes blandt andre medier, som kan vise, at dette er en ny udvikling. Den gamle Jyllandspost er savnet.

  • Spændende! Tak for informationen, det havde jeg ikke selv fundet.

  • Og 100 år ser vi konsekvenserne af at folk ikke tog advarslerne alvorlige eller direkte bekæmpede modstanden!


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //