Midsommer i Norden

HISTORIE: Omkring den 21. juni er tidspunktet for sommersolhverv, hvilket er grunden til at vi fejrer Sankt Hans. Men hvordan fejres midsommer i andre nordiske lande?

Midsommerbål i Ålesund, Norge.

Fejringen af den længste dag på året har en meget lang historie. Historikere har konstateret at den skibsformede stensætning, Ales stener i Sverige, blev bygget som en solkalender i den yngre jernalderen. Når solen står op ved sommersolhverv, det vil sige midsommer, så står solen op over kalenderens sydøstlige spids og går ned over dens nordvestlige. Også helleristninger rundt omkring i Sverige antyder, at man har fejret denne solfest i meget lang tid.

Sommersolhverv indtræffer den 21. juni, men midsommeraften fejres nu for tiden på lørdagen mellem den 20. og den 26. juni. Frem til 1953 var dagen skemalagt til den 24. juni. Dette blev bevidst gjort af kirken, da dagen da ville sammenfalde med Johannes Døberens dag.

Den kristne kirke i Rom forbandt i 300-tallet sommersolhverv til Johannes Døberen. I lang tid blev midsommer bekæmpet i hele Norden og af det germanske folk på kontinentet, et faktum som er dokumenteret i historiske kilder. I 700-tallet advarede for eksempel en Sankt Eligius det kristne folk i Flandern mod at fejre sommersolhverv, da det havde aspekter af «dansende eller hoppende eller diabolske ritualer». En anden kilde fortæller, at ærkebiskoppen Johannes i Lund, i år 1425, forfærdede sig sådan over disse folkelige danse og «diabolske ritualer» at han forbød fejringen af midsommer. I 1500-tallet blev midsommerfejringen modarbejdet i hele Norden, da det af kirken blev anset for at være en umoralsk fejring.

Midsommerstang i Skara afbilledet af Erik Dahlberg i slutningen af 1600-tallet. Stangen ses til højre på billedet.

Svensk midsommer
Sverige er det land som bedst har bevaret midsommerfejringen, og som også officielt fejrer netop midsommer og ikke Johannes Døberens dag. Mange såkaldte hedenske ritualer finder man stadig i nutidens midsommerfejring. Forfædrenes dyrkelse af naturen gør sig stadig påmindet gennem midsommerstangen, som er «majet» (dekoreret med løv, kviste, blomster osv.), hvilket også er en ældre sædvane. At folket samler sig rundt om træer, egetræer, hellige lunder og så videre, var af stor betydning for vore germanske forfædres sammenhold.

Midsommer har også været forbundet med kærlighed, romantik og frugtbarhed. I midsommernatten kan pigerne drømme om den mand de engang kommer til at gifte sig med, hvis de sover med blomster under puden. Ritualet at plukke disse blomster skal dog tages seriøst og gennemføres i stilhed før det virker, hævdes det. Midsommeren regnes også som en af årets magiske dage, hvor man kunne sikre sig styrke og vigør hele året, hvis man gik barfodet omkring på midsommerdagen. Nogle steder har man til og med rullet nøgen rundt i midsommerduggen på midsommermorgenen.

Midsommerbål i Norge, Finland og Danmark
I Norge, Finland og Danmark har man fortsat midsommerbål. Dette er ikke længere en tradition i Sverige, men forekommer i stedet under valborgnatten, natten til 1. maj. I Norge, Finland og Danmark tændes der bål ved strandene, søerne og kysterne. Selv om der sammen med bålet er fællessang – i Danmark synger man Midsommervisen – mangler man mange af skikkene som man kender fra Sverige. I Danmark og Norge fejres midsommer den 23. juni under navnet Sankt Hans, jonsok eller johannesvake.

Midsommerbål i Ålesund, Norge

«Midsommervisen» synges i Danmark.

«Det skjulte folk» på Island
På Island kaldes midsommer for Jónsmesse. Der findes ikke midsommerstang eller bål i nogen stor udstrækning. En grund til dette kan være manglen på træ i landet. Dagen har dog stærkere aspekter af folketro end i de øvrige nordiske lande, og det er en dag hvor forskellige væsener slippes løs blandt menneskene. Blandt andet opfordres man til at være på vagt for «det skjulte folk» Huldufólk, som regnes for at være et synonym for alfer (álfar på islandsk). Alfer udgør en stor del af den islandske kultur, og enkelte mener, at de faktisk eksisterer. Fire dage om året er alferne ude: nytårsnatten, helligtrekongersdag (eller 13. juledag, 6. januar), midsommernatten og juleaften.

På julenatten sætter islændingene mad ud til alferne, på nytårsaften tænder man lys så alferne kan finde hjem, mens man på 13. juledag brænder bål (álfabrennur) for dem. På midsommernatten er alferne igen ude blandt menneskene. I følge sagnene kommer man på midsommertid til at støde på alferne hvis man befinder sig ved et vejkryds. Alferne vil da forsøge at forføre dig og lokker med mad og gaver. Hvis du falder for fristelsen havner du i alfens klør, men hvis du ikke lader dig friste vil de på den følgende morgen forsvinde og efterlader maden og gaverne.

«Engalfer» af Nils Blommér.

Tordenguden Ukkos bål
Næst efter Sverige er Finland det nordiske land som mest grundigt fejrer midsommer. Rigtignok mangler midsommerstangen (de forekommer dog i finsk/svenske kystområder), men man har midsommerbål, midsommerdans og man spiser sild og kartofler, røget fisk med mere. I Finland drager man på midsommeren gerne ud til søer og sommerhuse, hvor man tænder bål. En anden tradition er midsommerbadstuen.

Midsommerbål i Finland.

Ukkos økse.

Før kristningen af midsommeren i Finland blev der frem til 1300-tallet fejret et finsk sommersolhverv kaldt Ukon Juhla, for at hædre den finske gud Ukko. Ukko er tordenguden i den finske mytologi og har klare paralleller til Tor. Foruden at de begge er tordenguder bar Ukko øksen Ukonvasara, som minder meget om Tors hammer Mjølner, og de rejser begge med vogn. Ukko beskrives som bredskuldret, hvidhåret og med et stort bølgende skæg. Bålet regnes også for at være specielt for tordenguden og kaldes Ukko-kokko (Ukkos bål). Ukko regnes også for at være en frugtbarhedsgud, noget som passer godt ind i midsommeren, hvor man i Finland før i tiden brugte trolddom for at øge fertiliteten.