Irak-krigen

DAGENS DATO: Den 20. marts 2003 blev Irak invaderet af USA og deres allierede. Hvad lå bag invasionen?

Den 20. marts 2003 omkring klokken 02.30 ramte de første bomber Bagdad. Dette skete 90 minutter efter, at fristen for Saddam Hussein og hans sønner udløb for at forlade Irak. Otte års krigsførelse og mange civile tab ville følge bomberne fra USA og dets allierede.

For at legitimere krigen citerede Bush-administrationen hovedsageligt to årsager. Det ene var, at et angreb på Irak var en del af “krigen mod terror”, og at Irak kunne kædes sammen med begivenhederne den 11. september 2001. Det andet var, at Irak påstås at have adgang til masseødelæggelsesvåben.

Propagandaapparatet i USA arbejdede i døgndrift på at forbinde den sekulære irakiske leder Saddam Hussein med den saudiarabiske militante islamist Osama bin Laden og al-Qaeda. Saddam Hussein siges at have forbindelser til bin Laden og kunne sælge ham disse masseødelæggelsesvåben til enhver tid. Mange har afvist dette som ren gallimatias. Saddam Hussein havde forfulgt radikale islamister i sit eget land, og bin Laden betragtede til gengæld den irakiske leder som en frafalden eller “sekulær hund”, som han gentagne gange kaldte ham. Hvis Hussein havde solgt atomvåben til bin Laden, var der en betydelig risiko for, at disse ville være blevet brugt mod ham.

Saddam Hussein.

Med hensyn til påstande om masseødelæggelsesvåben bemærkede FN’s våbenobservatører tidligt, at Irak ikke havde den teknologiske kapacitet til at bygge atomvåben. Det skyldtes blandt andet, at UNSCOM (UN Special Commission on Iraq) i perioden 1991-1998 havde ødelagt alle produktionsfaciliteter, alt udstyr og alle bæresystemer, der kunne være blevet brugt til at bygge masseødelæggelsesvåben. Under inspektionerne 2002-2003 fandt Hans Blix og FN’s våbeninspektører hverken masseødelæggelsesvåben eller laboratorier. I dag ved vi, at der aldrig har været nogen masseødelæggelsesvåben i Irak. Vi ved også, at den amerikanske regering i et kynisk spil brugte “visse beviser” fra CIA og Mossad for at få en grund til at komme ind i Irak. Og vi ved, at folkene bag denne meningsløse krig, der resulterede i over 100.000 ofre, for det meste civile, aldrig vil blive stillet for nogen international domstol. Dette til trods for, at folk som Bush og Blair ifølge våbeninspektør Scott Ritter “kunne blive arresteret som krigsforbrydere for at have udført lignende handlinger som dem, vi fordømte Tyskland for i Nürnberg i 1946”.

Hvad var så årsagen til krigen? De havde tidligere været venner med Saddam Hussein i krigen mod Iran og mod den antizionistiske leder Ayatollah Khomeni. USA havde støttet, bevæbnet og leveret efterretninger til Irak, selv efter at Irak brugte kemiske våben mod Iran. Hvorfor dette pludselige sceneskift? Olien var den egentlige årsag, siger mange. Men olie- og andre økonomiske interesser (såsom genopbygning eller “demokratisering” af bombede nationer) er langt fra hele sandheden. Hovedårsagen til, at USA bomber lande i Mellemøsten, er, at landet fungerer som et skjold for Israel.

Det udtaler professorerne Walt og Mearsheimer også i en kontroversiel 83-siders rapport om den israelske lobby i USA fra 2006. I kapitlet “Israel and the Iraq War” skriver Walt og Mearsheimer:

Pres fra Israel og lobbyen var ikke den eneste faktor bag USA’s beslutning om at angribe Irak i marts 2003, men det var det afgørende element. Nogle amerikanere mener, at dette var en “krig for olie”, men der er næppe noget bevis for denne påstand. I stedet var krigen i høj grad motiveret af et ønske om at gøre Israel sikkert.

Walt/Mearsheimer mener, at den 11. september for de neokonservative blev en “gylden mulighed for at bringe krigen mod Irak frem på dagsordenen”. Det var den neokonservative jøde Paul Wolfowitz, der på et møde i Camp David foreslog Bush, at USA først skulle angribe Irak og derefter Afghanistan. Paul Wolfowitz var på det tidspunkt viceforsvarsminister og ville i 2005 blive chef for Verdensbanken, udpeget af Bush. Wolfowitz er blevet beskrevet af Forward som “den mest høgagtige, pro-israelske stemme i administrationen”, og avisen titulerede ham i 2002 som den person, der “mest bevidst forfulgte jødisk aktivisme.”

Blot et par måneder før krigen udtalte den daværende pensionerede NATO-kommandant Wesley Clark i et interview med The Guardian:

Det er nok rigtigt, at Saddam Hussein ikke er en trussel mod USA, men de er bange for, at hvis han nogensinde får adgang til atomvåben, at de vil blive brugt mod Israel.

To jødiske forfattere har også udtalt sig om krigen i Irak.

Joe Klein, Time Magazine, 5. februar 2003:

Ødelæggelsen af ​​Saddams Irak vil ikke kun slette en langvarig fjende, men vil også ændre den grundlæggende magtligning i regionen. Det vil sende et budskab til Syrien og Iran om farerne ved at støtte islamiske terrorister. Det vil også sende et budskab til palæstinenserne: Demokratiser og skab fred på israelske betingelser eller glem alt om din egen stat.

Ari Shavit, Haaretz, 5. april 2003:

I det seneste år er der opstået en ny tro i Washington: Troen på krigen mod Irak. Denne brændende tro blev spredt af en lille gruppe på 25 eller 30 neokonservative, næsten alle var jøder, næsten alle var intellektuelle (en ufuldstændig liste: Richard Perle, Paul Wolfowitz, Douglas FeithWilliam Kristol, Eliot AbramsCharles Krauthammer ), folk, der er fælles venner.

Indflydelsesrige jøder, der opildner USA til krig mod deres fjender, er ikke noget nyt. Charles Lindbergh – en af ​​de vigtigste fortalere for, at USA ikke går ind i Anden Verdenskrig – blev persona non grata i USA, da han i en tale åbent udtalte, at avispressen, som allerede var kontrolleret af jøder, gav Roosevelt-administrationen motivationen til at gå ind i krigen for at vælte det nationalsocialistiske Tyskland.

Efter Anden Verdenskrig begyndte USA at interessere sig for Mellemøsten. De fik en mærkelig allieret i Israel. Mærkelig fordi en supermagt af USA’s kaliber ikke har noget at vinde ved at alliere sig med et land med en befolkning svarende til Sveriges og daværende militære kapacitet på stenalderniveau. Alligevel var USA den første nation under Truman, at anerkende Israel som en jødisk stat (1948) og siden da er der blevet pumpet milliarder ind i bistand hvert år, så Israel har været i stand til at opbygge sit militære potentiale. De har også forsynet Israel med tophemmelige våbensystemer, som ingen anden nation har haft adgang til. I årenes løb er USA kommet Israel direkte til undsætning, for eksempel i krigen mod Egypten, men foretrak ofte at føre krig mod Israels fjender som en forebyggende foranstaltning. Krigen mod Irak var en krig for israelske interesser, hvor lobbyen i USA brugte hele sit propagandaapparat (massemedier) til at dæmonisere deres modstander og maskere krigen som “for demokrati”. Det samme skete mod Libyen og nu mod Syrien.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på nordfront.se 2013-03-20.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • noel khamo says:

    US and A


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //