Vold – den første byggesten i enhver civilisation

IDEOLOGI: Voldshandlinger bliver ofte opfattet som noget dårligt i dagens samfund. Det er ufortjent, eftersom vold er limen i ethvert menneskeligt samfund.

Det er forkert at bruge vold i det svenske samfund. Slogans som »vold er aldrig ok« og »vold er aldrig acceptabelt« printes ind i befolkningen lige fra børnehavealderen. Det er endnu værre, hvis man er nationalsocialist og anvender vold. Nationalsocialisten får konstant at vide, at enhver brug af vold, som han eller hun vil udøve, er dårlig – af samfundet, af den nuværende magt, men måske også af venner og familie. Sidstnævnte påvirkes af den nuværende magt gennem fjendtlig propaganda fra regimekontrollerede medier som public service og fra jødiske avisejere som Bonnier-familien.

Mange betragter voldsudøverne som uciviliserede, men det er forkert, for vold er efter min mening den første byggesten i skabelsen af et civiliseret samfund, hvor magten bruger vold til at håndtere dem, der overtræder magtens regler. Dette gør det muligt at opbygge en mere permanent struktur på lang sigt, ofte gennem beskatning. Alle, der ikke betaler deres skat til magthaverne, er altid blevet sparket, på en eller anden måde.

En voldelig kamp om retten til demonstrationsfrihed.

Vold er også noget, som forældre bruger mod børn. Hvis der er en interessekonflikt mellem barnet og forældrene, bruger forældrene vold eller trusler om vold for at få deres vilje igennem. Nu føler I læsere måske ikke, at I begår vold mod børn, når I hæver stemmen eller tager dem i armen og fører dem ind på værelset, fordi de har spist småkager før aftensmaden, eller hvad det nu måtte være. Men vold er faktisk ikke altid negativt, det kan også være positivt og frem for alt absolut nødvendigt i nogle tilfælde.

Accepterer den nuværende stat vold?
På trods af al den snak om, at vold er dårligt, er regeringen så ligeglad med, om en civilperson udsættes for vold? Svaret på dette spørgsmål er både ja og nej. Ja, hvis magtens egen sympatisør blev ramt af en nationalsocialist, men samtidig er et nej lige så sandt, da magten ikke har noget problem med at kæde hidtil uset indvandrervold mod almindelige mennesker i dagens samfund sammen. Indvandrere, der begår vold, bliver endda glorificeret og forsvaret i medierne.

Medierne ville aldrig acceptere, at Greta Thunberg poserer med en nationalsocialist, mens de ikke har noget problem, når hun gør det med en rappende forstadsgangster. Fra magtens side bliver det således vigtigere at dømme efter, hvem der udøver volden, end efter, at volden overhovedet har fundet sted.

Det er ikke overraskende, at myndighederne vælger at forsøge at pacificere deres modstandere ved at straffe nationalsocialistisk vold. Sympatisører og måske deres egne medlemmer føler spontant efter det propagandistiske angreb, at en forandring til et minimum af voldsanvendelse er nødvendig. Ofte i håb om ikke selv at blive straffet eller ikke at skulle stå til ansvar for deres politiske holdninger over for folk, der fordømmer volden.

En sådan adfærd er at skyde sig selv i foden, for hvis det lykkes magthaverne at få deres vilje, vil nationalsocialisterne eller andre modstandere af den nuværende magt aldrig kunne lede noget samfund. Alle ledere i alle samfund i hele verden styrer i sidste ende ved hjælp af vold eller trussel om vold. Når man ser nøgternt på det, er mange af de nuværende ledere i vesten nogle rigtige slagtere, som ikke har noget moralsk problem med at sørge for, at børn, kvinder, mænd og ældre mennesker bliver dræbt i tusindvis i de konflikter, som de bevidst starter for at få flere ressourcer.

Folk i almindelighed har heller ikke noget problem med at vælge sådanne mennesker som ledere, de gør det gang på gang, ofte ved at retfærdiggøre drabet (en nation skal »demokratiseres«) som et nødvendigt onde. De svenske ledere tager ikke selv stilling til alle de uskyldige, der bliver dræbt, men giver i stedet gladeligt hånden til de ledere, der gør det, og det svenske folk accepterer det. Adolf Hitler og de andre nationalsocialistiske ledere er ingen undtagelse i denne henseende, og det vil du heller ikke være, hvis du på et tidspunkt i fremtiden tilfældigvis kommer til at indtage en høj stilling i en nation.

De iboende problemer ved pacifisme
Kan dette ikke ændres? Kan vi ikke skabe samfund efter pacifistiske principper? Svaret på dette er nej. Pacifisme tilskynder til en tænkning, der undgår vold som konfliktløsningsmetode, men vold eller truslen om vold er altid mere effektiv end debat. Nutidens socialliberale overtaler ikke folk med deres ofte hjernedøde argumenter, men med trusler om, at enhver, der er i modstrid med deres dagsorden, vil miste sit job eller blive chikaneret af deres budbringere. Hvis man ser på det fra et endnu større perspektiv, truer det zionistiske USA, NATO eller EU de lande, der uafhængigt forsøger at tilsidesætte deres ret til at lade folket bestemme frit, selv om de beslutter det med demokratiske midler.

Pacifisten er altid på voldsmandens nåde, og for at overleve den voldelige konflikt er pacifisten tvunget til at acceptere voldsmandens principper. For at give et historisk eksempel på min pointe kan et af de få mere pacifistiske samfund nævnes. Den polynesiske høvding Nunuku-whenua havde pacifistiske ideer, som senere blev til lov. Selv da en anden stamme invaderede dem og gjorde dem til slaver, gjorde de gamle høvdinge ikke modstand. Det var vigtigere at opretholde de gamle love, selv om de var ved at uddø. De forsvandt således også fra historien, fordi voldsudøverne ønskede det.

Vores forfædre var næppe pacifister.

Nye tider betyder, at den ældre generations moral skal væk
Ligesom de gamle høvdinge ikke var i stand til at ændre deres moral til at passe til de nye forhold, har nordmænd heller ikke været i stand til at ændre deres moral. Deres reaktion på indvandrernes vold har været at afvise brugen af vold endnu mere ved at moralisere og gøre nar af indvandrernes vold på nettet, eller bag lukkede døre. Det kan de ikke gøre i indvandrerghettoen, for så ved de, at de ville få røvfuld af Ali og hans 40 røvhulsfætre. Et fænomen, som de også klager over, er, at indvandreren opfordrer slægtninge til at komme og hjælpe til med at slå dem. Nordmændene påpeger, at det er svagt og sætter derfor sit håb i at forsøge at overbevise indvandrerne om, at de bør stoppe deres adfærd. Det, de i virkeligheden beder dem om, er at holde op med at gøre det, der gør dem så succesfulde i dag. Indvandrerne ville være gode fjolser, hvis de opgav deres vinderkoncept.

For i sidste ende handler det hele om, at de har en større voldskapacitet end alle deres modstandere tilsammen, både lokalt og globalt. Nordmændende er derfor alt i alt gået den forkerte vej. De burde for længst have fornyet deres moral og påbegyndt det arbejde, der skal sætte folket i stand til at forsvare sine egne interesser mere effektivt. Her kan vi lære af Hitlerjugend, som begyndte at træne børn fra en ung alder til at bruge fysisk vold for at forsvare folket.

I Den Nordiske Modstandsbevægelse lærer alle medlemmer at bruge vold til at forsvare sig selv.

Det vil være en lang proces for nordmændende at ændre deres holdning til vold. Der vil være mange fiaskoer og konflikter på vejen tilbage til retten til at forsvare sig selv. Til gengæld vil nutidens magthavere gøre alt for at forhindre en tilbagevenden til den historiske kultur, hvor mænd trænes i at forsvare sig selv uafhængigt. Uanset om man er nationalsocialist eller ej, vil alle børn i Norden skulle trænes i forskellige kampsportsgrene af deres mandlige slægtninge for at kunne hævde sig i det stadig mere fysisk voldelige samfund i Norden. Kun de virkelig rige vil have råd til at isolere sig selv, men det er kun et spørgsmål om tid, før det samfund, de har skabt, også kommer og bider dem i røven.

De, der nægter at tilpasse sig det nye samfund, vil blive tvunget til at underkaste sig. Sådan er naturen, og naturens love gælder også for os nordboere.