Trump genåbner Alcatraz-fængslet

USA: Donald Trump har meddelt via sociale medier, at det nedlagte Alcatraz-fængsel skal renoveres og tages i brug igen til landets værste forbrydere. Fængslet siges at være undvigelsessikret og betragtes som et symbol på lov og orden.

Alcatraz Fængsel. Foto: Pfnatic (CC BY-SA 3.0)

USA’s Præsident Donald Trump har via sin sociale platform Truth Social annonceret, at han har givet myndighederne ordre om at genåbne det ikoniske Alcatraz-fængsel. Det skal ombygges og udvides, før det kan huse “landets mest hensynsløse og voldelige forbrydere”.

“Dengang vi var et mere seriøst land, tøvede vi ikke med at låse de farligste forbrydere inde og holde dem langt væk fra dem, de kunne skade. Sådan skal det være,” skriver Donald Trump på Truth Social.

Alcatraz ligger på en ø ud for kysten ved San Francisco i Californien og blev anset for at være umuligt at flygte fra, da vandet omkring øen er koldt og uroligt. Blandt de mest berømte indsatte var Al Capone og George “Machine-Gun” Kelly. Fængslet blev lukket i 1963 og har siden fungeret som turistattraktion.

“Jeg har beordret en øjeblikkelig vurdering for at finde ud af, hvilke behov vi har, og hvad de næste skridt bliver. Alcatraz har en rig historie. Vi ser frem til at genoprette dette stærke symbol på lov, orden og retfærdighed. Vi vil samarbejde med politimyndigheder og andre føderale partnere for at gennemføre denne vigtige mission,” siger William K. Marshall III, direktør for USA’s føderale fængselsmyndighed.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //