Rødder del 1: Genetisk slægtskab

RACEHISTORIE:  Nordfront præsenterer her gæsteskribent Johan Perssons første af ni artikler om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.

Jamna-kulturen

Mennesket er et produkt af gener og miljø. Jeg har tænkt mig at skrive en artikelserie som fokuserer på det førstnævnte. Gener spredes generelt set ad to veje; den langsomme vej og den hurtige vej. Den langsomme vej for et gavnligt gen at spredes er, at det spredes fra by til by, når en mand møder en kvinde og det gavnlige gen derefter øger børnenes (genetiske) fremgang og genets fremtidige udbredelse. Den hurtige vej er ved, at et folk erobrer og underkuer eller udrydder et andet.

Laktosetolerance har for eksempel spredt sig ad begge veje, dels gennem dets gavn, men også gennem erobring, hvilket vi ser i og med, at disse gener er nået helt til det nordlige Indien, som en følge af de indoariske invasioner af landet.

En analogi på dette er, hvordan en skefuld sukker spredes i en kop te, fordi du rent faktisk anvender en lignende matematisk model til spredningen af sukkeret i koppen, som man anvender til genernes spredning i en population. Sukkeret spredes i koppen dels gennem en langsom mikroskopisk bevægelse som beror på, at molekylerne bevæger sig tilfældigt og således over tid vil spredes jævnt i koppen. Men den væsentligste årsag til spredningen af sukkeret  er strømmen i koppen, især når vi rører i koppen med en ske. Lod vi sukkeret sprede sig udelukkende ved molekyleforflytning i en kop med stillestående, koldt vand, ville det tage 30 dage inden det var jævnt fordelt! Mens det blot tager sekunder, når vi rører med skeen.

Den aktuelle folkeforflytning kan bestemt ikke sidestilles med en ske som rører rundt i sukker. Men snarer som en klam hånd der hælder brun farin i koppen indtil skeen står selv i den brune masse.

Stiller man en far og hans voksne søn et enkelt spørgsmål, “Er du for dødsstraf?”, giver de kun med en marginal højere sandsynlighed samme svar på spørgsmålet, end hvis man stillede samme spørgsmål til to tilfældigt udvalgte mænd af samme population. Men stiller man en hel stribe af spørgsmål om dødsstraf, yndlingsfarve, yndlingsmusik, interesser osv., vil de beslægtedes samlede svar være betydeligt mere ens, end hvis man havde stillet spørgsmålene til to tilfældigt udvalgte personer.

Det samme gælder for gener. Udvælger man tilfældigt et af mine gener, så er sandsynligheden  kun marginalt større for, at jeg deler dette gen med en anden nordbo, end at jeg deler det med en ikke-europæer. Men vælger man et stort antal gener, så er sandsynligheden mere eller mindre 100% for, at jeg og nordboen deler flere gener, end at jeg og ikke-europæeren gør det. Denne forskel på at sammenligne ét gen, i stedet for at sammenligne mange, anvender den jødiske populationsgenetiker Richard Lewontin, til at sprede misforståelsen om, at der altid var mere variation inden for en folkegruppe, end hvad der er mellem individer fra forskellige folkegrupper, hvilket altså ikke er tilfældet, da man sammenligner et stort antal gener.

For at give et eksempel: Nordboere er generelt større end pygmæer, så der er altså mere variation  mellem  folkegrupperne for denne del, end hvad der er inden for folkegrupperne. Højde er en fænotype som afhænger af et stort antal gener, og selv om vi deler et antal specifikke gener med pygmæen, så er den genetiske forskel i højde større mellem grupperne, end inden for grupperne, når man ser på hele rækken af gener, som koder for højde.

Hvor genetisk lige er så to europæere? Det er almindeligt kendt, at jeg deler 50% af mine gener med mine forældre, mine børn og mine søskende; 25% med bedsteforældre, fastre, onkler og børnebørn; 12,5% med fætre og kusiner osv. Dette er dog ikke hele sandheden, da disse tal kun gælder, hvis man sammenligner slægtninge inden for en population. Vi nordboere deler et stort antal gener og genvarianter: Gener for hudfarve, hårfarve, hovedform, hjerneform, mave- og tarmsystem og meget andet; vi deler altså mere en 0% gener, hvilket indebærer, at en forælder og hans barn deler mere end 50% af deres gener, hvilket også gælder for fætre og kusiner osv.

Men hvor lige er to europæere i forhold til nogen, som kommer fra det sorte Afrika? Vores genetiske slægtskab er da knap 25%! To europæers slægtskab i forhold til en genetisk fjern race er omkring 20-25%. Sammenligner man en nordisk far og søns slægtskab i forhold til en neger, så er slægtskabet mellem far og søn omkring 62,5% (50% direkte arvet fra faderen, af de resterende 50% er en fjerdedel (25%) fælles, altså 50% + 0,25*50% = 62,5%)! Ligeså genetisk beslægtet som en nordisk bedstemor og hendes barnebarn er, sammenlignet med andre nordboere, er to tilfældigt udvalgte nordboere sammenlignet med mennesker af genetisk fjern race. Det betyder, at hvis min far fik børn med en hunneger, så ville jeg og en anden nordbo være mindst lige så genetisk lige, som jeg og denne halvbroder, da jeg og halvbroderen deler 25% gener (50% af de gener jeg arvede af min far, har også denne halvbroder arvet), ligesom jeg og en anden nordbo også har et slægtskab på omkring 25%, overfor den subsahariske afrikaner.

Hvis vi yderligere sammenligner europæernes indbyrdes slægtskab i forhold til østasiatere, så ligger vores genetiske indbyrdes slægtskab på omkring 20%. To europæere er altså betydeligt mere genetisk lige, end hvad en europæer er med en fætter, som har samme europæiske bedstefar, men i øvrigt er asiat. For videre læsning, se Wikipedia-artiklen om Fixation index. For den matematisk alsidige, anbefaler jeg varmt Henry Harpendings artikel Kinship and Population Subdivision (2002).

Ariske mennesker

Som I ved, så har i et fåtal procent neanderthal-DNA, omkring 2%. Men det er ikke hvilke som helst 2%, men det bedste som neandertalerne havde at tilbyde mennesket som forlod Afrika. Over den lange tid siden blandingen af Homo sapiens og Homo neanderthalensis er fordelagtige DNA-stykker blevet forseglet og bevaret. Vi ved, at europæeren og asiaten har fået gener til keratindannelse fra neandertaleren, altså gener for hud- og hårstruktur. Sandsynligvis er der tale om gener, som har at gøre med kulde- og klimatilpasning til tilværelsen i Europa og det nordlige Asian. Den første blanding med neandertalere synes allerede at have fundet sted  i Mellemøsten, og fortsatte derefter videre, da Homo sapiens spredte sig over den Eurasiske landmasse.

I dele af det østlige Asien blandede det moderne menneske sig med sig ikke kun med neandertalere, men også med denisova-mennesket, måske for omkring 30.000 år siden. I Tibets høje bjerge synes blandingerne af det moderne menneske og denne arkaiske mennesketype at have overlevet ekstraordinært, fordi denisova-mennesket længe levede i disse høje bjerge og udviklede gode genetiske reaktioner på højdesyge og iltmangel. Det er et faktum, at nutidens tibetaner har et gen (EPAS1), arvet fra denisova-mennesket, som koder for kroppens reaktion på iltmangel.

Det samme gælder for de gode løbere i det etiopiske højland, det vil sige, de er blevet blandet med en gammel mennesketype og fået gode egenskaber som letter deres iltning. Indianerne i Andesbjergene har derimod en forholdsvis dårlig tilpasning til de høje højder de lever i. Deres tilpasning er frem for alt, at de har ekstra store lunger, og det er forbundet med problemer både omkring ved fødslen og ved disse bjergindianeres alderdom. Årsagen til deres dårlige højdetilpasning er, at de ikke har fået de gavnlige fra en ældre mennesketype – en sådan manglede eller var ikke i området længe nok til, at de kunne erhverve disse egenskaber den.

Men det er interessant at bemærke, at Andesbjergenes indianere alligevel var tilpas tilpassede, at det var et af de få steder, hvor indianerne klarede sig godt efter Columbus, og hvor de stort set undgik europæisk blanding.

Vi kan forestille os flere miljøer, hvor det moderne menneske havde svært ved at konkurrere med gamle gamle mennesketyper, som eksempelvis sygdomsfyldte tropiske områder som Afrikas jungler, hvor pygmæen fik succes. Eller visse sydasiatiske jungler, hvor de småvækstede negritoer klarede sig frem til vore dage, og på Papua Ny Guinea og de omkringliggende øer. Papua Ny Guinea og Melanesiens befolkning har hele 5% DNA fra denisova-mennesket, udover 2% fra neandertaleren.

To negritoer fra Andaman-øerne syd for Burma.

/Johan Persson

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.