Netanyahu: Israel vil besætte hele Gazastriben

PALÆSTINA: Israels premierminister har meddelt, at besættelsesmagten vil tage fuld kontrol over Gazastriben. Planen indebærer omfattende militære offensiver, tvangsforflyttelser af civilbefolkningen og fortsat blokade af nødhjælp.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Screenshot: GPO Israels premierminister

Israels premierminister Benjamin Netanyahu meddelte i dag, at israelske styrker vil tage kontrol over hele Gazastriben. Udmeldingen kommer efter, at Israels sikkerhedskabinet har godkendt en plan udarbejdet af forsvarschef Eyal Zamir, som indebærer en ny og intens offensiv i Gaza. Ifølge Netanyahu skal den palæstinensiske befolkning tvangsforflyttes mod syd for at “beskytte dem”, og israelske styrker vil ikke trække sig tilbage fra de områder, de har besat.

Israels finansminister Bezalel Smotrich har desuden udtalt, at planen går ud på at “udslette” Gaza og fordrive den palæstinensiske befolkning fra området. Han har også foreslået, at civilbefolkningen flyttes til et tredjeland i overensstemmelse med tidligere amerikanske forslag, og at kun en “minimal” mængde mad og medicin skal tillades til de tilbageværende palæstinensere. De israelske myndigheder har besluttet, at distributionen af nødhjælp ikke længere skal varetages af FN eller hjælpeorganisationer, men af private aktører under israelsk og amerikansk kontrol.

Siden Israel genoptog sine angreb efter våbenhvilen blev brudt i marts, har blokaden af nødhjælp til Gaza været total. FN og Verdenssundhedsorganisationen har advaret om, at næsten hele befolkningen på 2,3 millioner risikerer at sulte ihjel, og at tusinder risikerer at dø på grund af mangel på medicin og medicinsk udstyr.

— To millioner mennesker sulter, mens tonsvis af madvarer er blokeret ved grænsen, kun få minutter væk. Risikoen for hungersnød i Gaza forværres af den bevidste tilbageholdelse af nødhjælp, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus, direktør for Verdenssundhedsorganisationen.

Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder er mindst 52.500 mennesker blevet dræbt i israelske angreb siden oktober 2023, hvoraf størstedelen er kvinder og børn. Tusinder er stadig savnede og menes at ligge begravet under ruinerne af bombede bygninger. Siden Israel brød våbenhvilen i marts, er yderligere 2.500 mennesker blevet dræbt, herunder over 800 børn. WHO rapporterer også om flere dødsfald blandt børn som følge af underernæring efter blokaden.

Israels politik har mødt omfattende kritik for at overtræde folkeretten og forværre den humanitære krise. Tvangsforflyttelser af civilbefolkningen, blokade af nødhjælp og omfattende militære angreb har ført til store tab af menneskeliv og lidelser blandt civile, og mange advarer om, at det kan få langvarige konsekvenser for regionens stabilitet og Israels forhold til det internationale samfund.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //