Tanker om Iran

KOMMENTAR: Vera Oredsson reflekterer over Israels og USA’s lumske og internationalt lovbrydende overraskelsesangreb på Iran.

Skabt af AI. Illustrationsbillede.

Begivenhederne i de sidste par dage kan forbindes med fortiden.

Folkets reaktioner, for eksempel. Jeg husker med næsten en følelse af rædsel, hvordan skarer af kvinder klædt i sort i 1979 jublede over forandringen fra den luksuriøse shah til en dyster ayatollah.

Vores medier bemærkede denne kendsgerning med velvilje dengang.

Som I kan se, har tonen ændret sig, og i dag fremhæver medierne i stedet jublende iranere efter de israelske og amerikanske angreb, der dræbte ayatollah Ali Khamenei.

Vi har tidligere set billeder efter Anden Verdenskrig, der viser, hvordan pøbelflokke vanhelligede Benito Mussolinis lig. Jeg har også set billeder af de jublende italienere, da han var ved magten (og jeg var også beæret over at hilse ham med jubel under hans besøg i Berlin).

Hensynsløse udsving er almindelige blandt nogle mennesker…

Med en vis respekt kan det derfor konstateres: Russiske soldater, berusede af sejr, hængte propagandaminister Josef Goebbels‘ forbrændte lig op til beskuelse – i håb om, at den tyske pøbel ville byde på den samme ubehagelige scene som italienerne, men tyskerne nagede ikke lokkemaden! Nogle berlinere krøb sammen, nogle gjorde korsets tegn, og nogle græd. Liget forsvandt ret hurtigt.

Det krævede stadig årtiers indoktrinering af det tyske folk, som desværre blev så ulækker i sin udformning, at selv gravene for berømte nationalsocialister og deres afdøde familier vanhelliges af de “demokratiske” myndigheder og deres håndlangere i den yderste venstrefløj. Ingen anstændig regering i Europa protesterede imod dette. De findes bestemt ikke.

Hvad vil der nu ske med disse nye begivenheder i Iran?

Israel vil sandsynligvis kræve hævn og ydmygelse som sædvanlig. De vestlige demokratier vil fortsætte med at opildne mod det iranske regime med fantasifulde beskyldninger om dets overgreb mod sin egen befolkning og overdrivelser af, hvordan Iran truer omverdenen. Omvendt vil de vende det blinde øje til og give pøblen frie hænder, hvis en revolution kan fremprovokeres i landet.

De lærer aldrig, at de overlevende rester af overbeviste idealister vil kæmpe videre. En virkelig anstændig sejrherre starter forfra uden et ønske om hævn, men de eksisterer ikke – og derfor kan der aldrig blive fred.