Aktionsdag i Berlin med Der Dritte Weg
TYSKLAND: Lørdag deltog repræsentanter fra Den Nordiske Modstandsbevægelse i Der Dritte Wegs aktionsdag i Tyskland, der omfattede en demonstration i Berlin-Marzahn, en mindehøjtidelighed og åbningen af et nyt partikontor i Wittstock. Her følger en personlig rejseberetning.

Foto: Der Dritte Weg
Først på formiddagen ruller den tyske S-Bahn ind på stationen i Berlin-Marzahn. Bydelen ligger i den østlige del af Berlin og er stærkt præget af de lange, monotone rækker af betonblokke fra DDR-tiden.
Allerede efter afstigningen fra toget stod det klart, at politiet var mødt talstærkt op. Politibiler, ambulancer og de karakteristiske salatfade holdt i sidegaderne, og langs Marzahner Promenade var der opstillet barrikader, hvor betjentene stod langs i mindre grupper.
På pladsen begyndte folk efterhånden at samle sig. Mens arrangørerne gjorde klar med højtalere og bannere, kunne de forventningsfulde deltagere netværke og tale på tværs. Stemningen var koncentreret og lidt afventende, som om alle ventede på, at dagen for alvor skulle gå i gang.

Foto: Der Dritte Weg
Kort efter begyndte talerne. Ordene rungede mellem betonbygningerne, mens de fremmødte lyttede. Dagens overordnede budskab var samlet i parolen “Vores alternativ hedder revolution”. Der blev talt om økonomiske problemer, indvandring, boligproblemer, og kritik af den politiske udvikling i Tyskland.
Ved pladsen dukkede også en lille gruppe moddemonstranter op. De stod bag politiets afspærringer et stykke væk, råbte enkelte slagord og afspillede dårlig hiphopmusik på en medbragt højtaler, mens de viftede med regnbueflag. Gruppen virkede dog ubetydelig lille i forhold til de flere hundrede mennesker, der stod og lyttede koncentreret.
Efter åbningstalerne begyndte demonstrationen at bevæge sig gennem Marzahns gader. Optoget satte sig i gang i samlet tempo, mens slagord blev råbt i takt. Lyden blev kastet frem og tilbage mellem de høje boligblokke og gav marchen en kraftfuld klang i det ellers stille kvarter.

Foto: Der Dritte Weg
I takt med at optoget bevægede sig frem, blev det tydeligt, hvor omfattende arrangementet egentlig var. Veje blev spærret af politiet, biler og busser måtte holde ind og vente, og S-Bahn-trafikken i området blev total standset. I den del af Berlin var det svært ikke at lægge mærke til, hvad der foregik. Beboere stod ved fortove og på altaner, og mange forbipasserende stoppede op for at følge optoget, mens det bevægede sig gennem kvarteret.
Marchen fortsatte gennem flere gader og endte til sidst ved East Gate Center, et stort indkøbscenter i området. Her blev der holdt en afsluttende manifestation. Folk samlede sig igen foran højtalerne, mens de sidste taler blev holdt, og deltagerne stod tæt foran scenen og lyttede.

Foto: Der Dritte Weg
Efter den sidste tale begav demonstranterne sig tilbage mod stationen i Berlin-Marzahn, som politiet midlertidigt havde spærret af. Et S-Bahn-tog ventede allerede på perronen. Kort efter var vognene fyldt, og toget satte i gang mod en anden station i byen.
Her viste den tyske sans for logistik sig tydeligt. Den ene transportform afløste den anden i et næsten mekanisk tempo. Biler og busser stod allerede klar, og deltagerne blev hurtigt fordelt og sendt videre. Med en effektivitet, der virkede stereotypisk tysk – Ordnung muss sein – blev over hundrede mennesker på kort tid organiseret og transporteret videre nordpå mod Wittstock. Dagen var nemlig langt fra slut endnu.
Turen nordpå gennem Brandenburg tog en times tid. En time der gradvist erstattede storbyens tætte bebyggelse med åbne landskaber, skove og mindre landsbyer. Da kolonnen af biler og busser nåede frem til Wittstock, var stemningen allerede begyndt at ændre sig.
Hvor dagen i Berlin havde været præget af march, slagord og massiv polititilstedeværelse, var atmosfæren her mere rolig. Den lille brandenburgske by dannede rammen om næste punkt på programmet. På torvet begyndte folk igen at samle sig, denne gang i en mere ceremoniel stemning.

Foto: Der Dritte Weg
Der Dritte Wegs leder, Matthias Fischer, trådte frem og begyndte mindehøjtideligheden. Navne på forskellige grupper af faldne fra tidligere krige blev nævnt én efter én, og forsamlingen svarede samlet i kor. Den kølige aftenluft og den stille plads i den lille by gav ceremonien en særlig tyngde. I modsætning til demonstrationens rytmiske slagord tidligere på dagen var der her tale om et mere ceremonielt og eftertænksomt øjeblik.

Foto: Der Dritte Weg
Efter mindehøjtideligheden bevægede deltagerne sig samlet gennem byen til et nærliggende hus, hvor et nyt partikontor blev indviet. Bygningen skal fremover fungere som møde- og aktivitetssted. En kort tale markerede åbningen, hvorefter dørene blev åbnet, og folk strømmede indenfor.
Stemningen skiftede hurtigt karakter igen. Hvor torvet få minutter tidligere havde været præget af højtidelighed, var der nu tale om en mere afslappet afslutning på dagen. I lokalerne blev der serveret aftensmad, og folk samledes i mindre grupper omkring borde og stole. Samtalerne gik på kryds og tværs, mens dagens begivenheder blev vendt og diskuteret.

Foto: Der Dritte Weg
Udenfor var mørket for alvor faldet på. Indenfor fortsatte aftenen i en roligere rytme med mad, samtaler og fællesskab. En dag, der var begyndt mellem betonblokkene i Berlin-Marzahn, sluttede nu i roligere omgivelser i Wittstock.






















Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.