Danmarks historie i racebiologisk belysning – del 2

HISTORIE: Nordfront præsenterer del 2 af Ejnar Vaabens racebevidste genfortælling af Danmarks historie – en kampberetning om blod, folk og fædreland. 

Nordfront præsenterer del 2 af Ejnar Vaabens genfortælling af Danmarkshistorien – en fortælling fri for systemets historieløse selvhad. Med racebevidsthed og folkelig forankring blotlægges den virkelige kamp: en blodig og langvarig strid for slægtens overlevelse og for det ubrydelige bånd mellem folk og fædreland.

Her afdækkes, hvordan fremmed indflydelse, indre forfald og nationale forrædere har forsøgt at knække det danske – og hvordan modstanden har levet videre siden vikingernes sværd første gang blev løftet.

Har du ikke fået læst første del? Så kan den læses her.

VALDEMAR ATTERDAG BLEV NU KONGE I DANMARK

Ved sin tronbestigelse rådede Valdemar blot over den nordligste del af riget. Resten måtte han generobre – med fast vilje, hårdhed og offervilje fra både konge og folk. Over to årtier formåede han at genoprette kongemagten og øge sin magtbase. Hans sejre betød en styrkelse af kronens rettigheder og indtægter, men også et nybrud i magtbalancen, hvor adelen måtte vige. I 1346 havde Valdemar solgt Estland til de tyske ridderes orden. Men efter 1360 var han i stand til at begynde på en ny dansk ekspansionspolitik, og i 1361 erobrede han den svenske ø Gotland og ødelagde og brandskattede Visby, der stod under hansaens beskyttelse

(Hanseforbundet var et handels- og byforbund af hovedsageligt nordtyske købmænd og byer, der fra 1100-tallet til 1600-tallet dominerede handelen i Nordeuropa. red.)

Valdemar Atterdag brandbeskatter Visby. Maleri fra 1882.

Kongen havde herved ført den danske udvidelsespolitik ind i en storskandinavisk retning og indledt kampen mod hansaen. En nærmere betragtning viser os Valdemars politiske linje som den naturlige sammenfatning af Skandinaviens kræfter med front mod det fremtrængende holstenske riddervæsen, men frem for alt mod hansastædernes politiske og økonomiske overmagt i Nordeuropa. På dette punkt gik Valdemar imidlertid for hastigt og for voldsomt til værks, han vakte en modstand til live, som han ikke kunne mestre. På hansedagen i Köln 1367 sluttede 77 byer et krigsforbund mod den overmægtige konge. I begyndelsen undervurderede Valdemar sine fjenders kræfter, og ved modtagelsen af de 77 krigserklæringer skal han hånligt – og på plattysk – have ytret:

„Seven unde seventig hense
heft seven unde seventig gense.“

Men da Sverige, Holsten og den jydske adel sluttede sig til de tyske byer, flygtede kongen til udlandet, og ved freden i Stralsund (1370) måtte han overlade Hansastæderne alle Skånes fæstninger på 15 år. I løbet af krigen havde de holstenske grever besat Jylland og tvunget adelen og byerne til at hylde sig. Ved fredsslutningen tre år senere måtte de give det vundne tilbage, men de bevarede deres panteret til Slesvig.

Kongemagt og rige var dog allerede kommet til kræfter igen, da Valdemar Atterdags handlekraftige og højtbegavede datter Margrethe (1375–1412) tiltrådte arven efter sin fader; først som formynder for sin lille søn Oluf, der som søn af Norges konge Haakon VI (død 1380) og som barnebarn af den afsatte svenske konge Magnus Smek besad dynastiske rettigheder til alle tre riger. Da den unge Oluf var blevet valgt til konge både af den danske og den norske rigsadel, kunne han betro sin kloge moder en dobbelt magtstilling, og ved Olufs tidlige død (1387) udnævnte nordmændene Margrethe til herskerinde over Norge, ligesom hun fik samme stilling i Danmark. På grund af de forvirrede politiske forhold i Sverige fik dronningen også snart det svenske rige i sin magt.

Margrete den Første

Magnus Smeks efterfølger, Albrecht af Mecklenburg, var kommet i strid med den svenske adel, og denne henvendte sig nu til Margrethe. Det afgørende slag fandt sted på Falen 1389; Albrecht mistede sit rige og Margrethe blev dronning i Sverige. Det var lykkedes denne enestående kvinde at skabe et statligt forenet Skandinavien, og på rigsdagene i Kalmar 1397 blev hendes søsterdattersøn Erik af Pommeren (1397–1439), højtideligt kronet til konge over de tre riger. Indadtil og udadtil stod den danske kongemagt stærkere end nogensinde før.

Ja, det truende skæbneproblem, faren for det alt for lille leve- og landområde, syntes løst og afværget ved det storskandinaviske fremstød.

Med den skandinaviske dækning i ryggen vendte den utrættelige dronning sig nu mod holstenerne og gav sig i gang med generobringen af Slesvig. Ved en våbenstilstand på 5 år (i Kolding, 1411) kom Nordslesvig med Tønder og Flensborg i Margrethes besiddelse. Da bortrev døden hende. Hun blev ramt af pesten og døde på sit skib i Flensborg havn den 28. oktober 1412.

Den ældgamle danske kongeslægt var uddød. Ville efterfølgerne være i stand til at løfte den store arv og bære den videre?

NATION MED RINGE LEVE- OG LANDOMRÅDE.

Erik af Pommern ejede ikke den store dronnings personlige format og statspolitiske klogskab. Han søgte vel at føre Margrethes holstenske politik videre og havde i begyndelsen for så vidt heldet med sig, som kejser Sigismund i året 1415 og 1424 anerkendte den danske krones ret til Slesvig. Også militært set stod kongen godt en tid lang; men da hansaen havde sluttet forbund med holstenerne mod Erik, blev han trængt over i forsvaret, og ved freden i Vordingborg (1435) formåede han kun at fastholde den nordøstlige del af Slesvig med Haderslev.

Siden Kalmarmødet havde hansaen mistet sin politiske forestilling i Skandinavien, men sine handelsprivilegier havde den bevaret. At sikre disse og at genvinde den tidligere politiske indflydelse ved Baltikum var nu dens naturlige mål. Erik havde imidlertid endnu en tredje fjende: den danske og svenske adel, og da han nu også ville påtvinge bondestanden og den fremvoksende borgerstand sin politik og til og med gik alt for hastigt frem for at virkeliggøre sine planer, manede han fjendtlige ånder frem, som han ikke formåede at tøjle.

En bondeopstand i Sverige – rettet imod de danske og tyske „fogeders“ fremfærd – måtte ikke blot drage Eriks regering, men overhovedet den skandinaviske enhed i tvivl, og til sidst blev Erik afsat af „rigsrådet“. Indenrigspolitisk set betyder Eriks tronfrasigelse en ny styrkelse og en forøgelse af adelens herredømme, udenrigspolitisk en tilsyneladende videreførelse af den skandinaviske enhed og bekæmpelsen af hansaen . Men Eriks efterfølger som konge, Kristoffer af Bayern (1439–1448), overlod de holstenske grever Slesvig som arveligt len, og da Kristoffer døde, og Kristian den I af Oldenburg (1448–81), stamfaderen til det danske kongehus (indtil dato), blev Danmarks konge, brast den skandinaviske enhed. Den danske og den norske adel valgte Kristian, men i Sverige besteg den svenske adelsmand Karl Knutson tronen. Med året 1448 havde den skandinaviske union i virkeligheden ophørt at eksistere. Det lykkedes ganske vist Kristian og hans nærmeste efterfølgere at tiltvigne sig herredømmet over Sverige for kortere eller længere tid, og da Kristian II (1513–23) 1520 holdt sit indtog i Stockholm som sejrherre, syntes det endelig som om den politiske virkeliggørelse af den panskandinaviske tanke var nær. I begyndelsen af november fejrede Kristian II fred og forsoning med den svenske adel på Stockholms slot. Men da indtraf midt under de prægtige festligheder den pludselige og uventede fængsling, domfældelse og henrettelse af de forsamlede gæster. Den blodige bøddeldåd, halshugningens uhyggelige skuespil i den strømmende novenberregn, der var beregnet på at skulle tjene til at styrke den skandinaviske enhed og et borgerligt-enevældigt kongedømme, tilintetgjorde for evigt Margrethes storpolitiske skaberværk og skabte mellem de to broderfolk et tragisk had, der skulle kaste sin skygge op gennem århundreder.

Kristian II’s forsøg på at indlemme den svenske adel i Unionen resulterede i det Stockholmske Blodbad.

Hanseforbundet havde udspillet sin storpolitiske rolle i Østersøområdet, og hverken det tyske rige eller de tyske småstatsfyrster ejede vilje og kraft til at række hånden ud efter Nordeuropa. Endvidere var Danmarks sydgrænse styrket ved, at Kristian I i året 1460 af det såkaldte slesvig-holstenske ridderskab var blevet valgt til greve af Holsten og hertug af Slesvig. Følgelig havde både Sverige og Danmark-Norge ryggen fri til at kunne begynde deres blodige indbyrdes kampe til lands og til vands.

For Danmark selv var der faktisk begyndt en kamp på liv og død, efter at det sidste storpolitiske fremstød var slået fejl. Men både uadtil i udlandets øjne og i vor egen opfattelse forblev vi endnu i lang tid Nordeuropas førende stormagt. Kong Frederik II’s stolte „Kronborg“ ved den nordlige indgang til „Øresund“ knejsede som et symbol på dansk storhed og magt, og da den tyske protestantisme under 30-års krigen måtte se sig om efter forbundsfæller i udlandet, var Kristian IV (1588–1648) i første række manden. Men heltekongens forsøg på at bringe hjælp strandede, og efter slaget ved Lutter am Barenberg (1626) var Danmark ingen stormagt mere. Nu blev det Sverige, der under sin heltekonge Gustav Adolf, som sejrrigt havde grebet ind i 30 års-krigen, tiltrådte sin stormagtsperiode. Denne skulle vare indtil 1721.

Styrkeforholdet mellem Sverige og Danmark-Norge var ændret, og følgerne lod ikke længe vente på sig. Af frygt for Sveriges stigende magt havde den danske regering ad diplomatisk vej nærmet sig det tyske riges kejser, og af finansielle grunde havde den forhøjet toldsatserne for besejlingen af Øresund. Ved det første af disse skridt skaffede den sig svenskerne til fjender, ved det andet irriterede den det mægtige Holland. 1643 faldt svenske hære ind i Jylland.

Den gamle Kong Kristians kraftige optræden afværgede en militær katastrofe, men ved freden i Brømsebro 1645, ved hvilken lejlighed også Holland gjorde sin indflydelse gældende, led Danmark territoriale tab. Endnu hårdere ramtes Danmark af skæbnens hårde slag ved „Karl-Gustav-krigen“ 1657–58. Sveriges konge, Karl X Gustav, var indviklet i en militært set ret tvivlsom krig med Polen, da han modtog en krigserklæring fra Danmark. Til danskernes store overraskelse gjorde han sig løs og sendte sine frigjorte hære op i Jylland. Situationen blev endnu mere ulykkesvanger for Danmark på grund af den usædvanlig strenge vinter. Den danske flåde var svenskerne overlegen; men nu frøs den inde, og isen gjorde de danske øer landfast med Jylland.

Over Fyn, Tåsinge, Langeland og Lolland-Falster marcherede svenskerne til Sjælland og tvang Kong Frederik III (1646–70) til freden i Roskilde, ved hvilken vi måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm til Sverige. På lignende måde som tyrolerne under Andreas Hofer gjorde de stærkt nationalt sindede bornholmere oprør mod øens svenske besætning og gav sig atter ind under deres gamle fædreland. Men Skåne, Halland og Blekinge forblev svensk eje.

Den svenske guvenør over Bornholm, Johan Printzensköld. Skuddræbt under bornholmernes oprør imod svenskerne.

I efteråret 1658 fornyede Karl Gustav krigen og forberedte det store tilintetgørelsesslag mod Danmark-Norge. Men København forsvarede sig tappert, og da hollænderne, der af handels- og toldpolitiske grunde ikke ønskede noget Storskandinavien, kom byen til undsætning, blev resten af det gamle danske riges uafhængighed bevaret.

Freden 1660 stod således under de europæiske vestmagters indflydelse. De statsdannende normanners egen hjemstavn var nu blevet et af den europæiske politiks anliggender. –

Østersøområdets nærbeslægtede folk formåede ikke at overvinde hinanden og grundlægge en nordeuropæisk stormagt. I de følgende tider erkendte man dette, – en gensidig og fordybet forståelse kom til og gjorde sit værk, og nye politiske retningslinjer blev skabt. Til at begynde med i „Skandinavismens“ tegn, men derefter i den racebetonede nordiske tankes ånd.

Norges statslige afhængighed af Danmark i årene 1380–1814 skyldtes ikke nogen forringelse af racen og folket, men historiske tilskikkelser. Beviser herpå er den spirende folkelig-nationale opvågnen i Norge i det 19. århundredes begyndelse, årene 1814 og 1905 samt den forbløffende selvstændige og rige udvikling af den norske digtning og videnskab i det 19. og 20. årh.

At fællesstatens historie så stærkt prægedes af det danske overherredømme, ligger for det første begrundet i, at Norge i modsætning til Danmark og Sverige ikke havde nogen betydelig rigsadel, og for det andet i, at både befolkningstæthed og erhvervsliv først i alleryderste tid nåede den nødvendige bærekraft i Norge. Tager man den daværende struktur af stat og samfund i betragtning, er det især klart, at mangelen på en virkelig rigsadel måtte koste den norske stat uafhængigheden. På ganske lignende måde gik det til, når i løbet af den senere middelalder og den nyere tid Holstens og Slesvigs adelsbønder vel kunne holde sig på deres gamle højde som race og som folk, men statsligt og politisk set blev løbet over ende, først af den holstenske standsadel og derpå af den enevældige monarks bureaukrati.

Den danske erobringspolitiks nederlag i Sverige og det svenske riges voksende styrke som stat førte uomgængeligt til de rumpolitiske tilbageslag, der ramte Danmark 1645 og 1658. At der ikke påfulgte et politisk tryk mod den danske sydgrænse, ligger i mindre grad begrundet i det mellem kongemagten og ridderskabet afsluttede kompromis af 1460 end i den altovervejende kendsgerning, at Tyskland i tiden efter hansaforbundets undergang og indtil Bismarcks indtræden i den preussisk-tyske historie befandt sig i en tilstand af opløsning og politisk svaghed. Med den westfalske fred blev det tyske riges politiske opløsning så at sige statsretligt fastlagt, medens den dansk-norske stat stod styrket ved den kongelige enevælde, som Frederik III (1648–1670) og hans kansler Griffenfeld indførte.

De delinger af Slesvig og Holsten, som de danske konger foretog 1544 og 1581 til fordel for yngre sønner, tilblivelsen herved af det Gottorpske hus og dettes danskfjendtlige politik i det 17. og 18. årh. formåede heller ikke at gøre noget indgreb i det danske rige, hverken statsretligt eller grænsepolitisk set. Ved flensborger konventionen af 1581 bevaredes den af det slesvig-holstenske ridderskab forlangte enhed af hertugdømmerne samtidig med de indviklede opdelinger i „kongelige“, „hertugelige“ og „fælles“ dele. 1721 blev den hertugelige (gottorpske) del af Slesvig forenet med den kongelige, og endelig lykkedes det i året 1773 den tyskblodede danske statsmand Andreas Peter Bernstorff med støtte af greverne Schimmelmann og Reventlow at slutte en overenskomst med zaren af Rusland – der nedstammede fra huset Gottorp – i følge hvilken denne gav afkald på både sin slesvigske og sin holstenske del.

Slesvigs og Holstens forvaltningsmæssige enhed bestod imidlertid stadigvæk, og dennes vigtigste anliggender blev for fremtiden underlagt det „tyske kancelli“ i København. Ved universitetet i Kiel modtog embedsmændene i begge hertugdømmer deres uddannelse og tyske kulturpræg. Således skred fortyskningen af Mellem- og Sydslesvig fremad under dansk overhøjhed, og i den første halvdel af det 19. årh. fik den også tag i bondebefolkningen fra Slien op til en linie syd for Tønder og Flensborg.

For det 20. århundredes nationalbevidste tyskere og danskere er den daværende regerings holdning, ja overhovedet hele tilstanden i hertugdømmerne, uforståelig. Men i forskningen såvel som i livet må tingene betragtes, som de nu en gang er, og slægterne før os har krav på at blive forstået og bedømt ud fra deres forudsætninger. Inden for det danske riges grænser levede dengang tyskere, nordmænd og danskere i god indbyrdes forståelse. Tyske mænd trådte i den danske stats tjeneste, tyske digtere, som Schiller og senere Hebbel, blev understøttet af Danmark, – og den ædle danske digter Johannes Ewald meldte sig 16 år gammel under den store preusserkonges faner.

Johannes Ewald. Danmarks første moderne digter, han skrev bl.a. Danmarks kongesang.

Det var først den – racemæssigt beslægtede – folkeligt-nationale opvågnen i Mellem- og Nordeuropas enkelte stater, der viste sig i stand til lidt efter lidt at bringe klarhed og skabe sunde retningslinjer. Nu står det os klart, at denne opvågnen på langt sigt vil komme til at betyde den nordiske races og Vesterlandenes frelse; men i første omgang måtte den nødvendigvis føre tragiske konflikter. Det kom til broderkampene om Slesvig, der fandt sin afslutning 1864 med mit fædrelands smertelige, men ærefulde nederlag.

Den tysk-danske statsgrænse blev skudt frem til Kongeåen, og hertugdømmerne blev en preussisk provins.

Ret ligegyldige i forhold til dette tragiske opgør mellem de stammebeslægtede broderfolk tyskere og danskere er de af de to parter benyttede kunstgreb til fordel eller skade for de arvekrav, som blev rejst af en af oldenbrugernes sidelinjer. Oldenburgernes hovedlinje uddøde 1863 med Frederik VII.

Det afgørende i hele denne sag er udelukkende tyskernes og danskernes folkeligt-nationale opvågnen i det elskede, omstridte land Slesvig. Skønt mangt et ufolkeligt og unationalt tilbehør og løsens har været i stand til at plumre forholdet, har det i grænsekampen været af stor og værdifuld betydning, at de to nationer hver for sig er begyndt at blive sig bevidst som folk. Endelig har i vore dage den tyske frihedsbevægelses gennembrud under ADOLF HITLERS førerskab banet vejen for en ærens og anstændighedens epoke i den dansk-tyske historie.

Det nye, nordisk betonede Tyskland og den nationalt og folkeligt bevidste danske ungdoms indstilling er borgen for, at den afgørende kamp om Slesvig, der nu en gang nødvendigvis må komme, vil blive udkæmpet i ridderlighedens og det nordiske skæbnefællesskabs ånd.

ET VÅGNENDE FOLK

Det er i racens sjæl og dennes udtryksformer, at historiens inderste mening og væsentlige indhold rummes.

De historiske tildragelser, sejrene og nederlagene indadtil og udadtil, stiller atter og atter hvert enkelt folk ansigt til ansigt med det dybt alvorlige spørgsmål, om det i alle tilskikkelser formår at godtgøre sin duelighed og herved bekræfte sig selv som folk, og den indstilling og hele holdning over for livet og verden, der har sin rod dybt i selve folkekarakterens grund, kan, når det for alvor gælder, besejre selve skæbnen.

Slægt og hjemstavn er enhver levedygtig nations nødvendige forudsætning; men hvorvidt den kan blive sig bevidst som folk, afhænger af historien og den nationale evne til at kunne besinde sig på sig selv. Den nordiske races vigtigste kendetegn er den statsdannende evne og den medfødte trang til uafhængighed, to karaktertræk, som snart har skabt en frugtbar spænding, snart har udløst tragiske konflikter.

Selv om også alle forstyrrelser fra anden side var udeblevet, ville de af Vesterlandenes nationer, hvis historie præges af den nordiske racesjæl, have kunnet fremvise en saga fuld af vildfarelser og broderkampe; thi livet selv forlanger kamp og heroisk holdning, og den sunde ligevægt mellem pligterne over for folkefællesskabet og den frie personligheds uafviselige rettigheder må atter og atter vindes gennem fornyet kamp og ved førerudvælgelse.

Det var ikke de vågnende folks og stænders indbyrdes kampe og opgør som sådanne, der blev det skæbnesvangre moment i det sidste årtusind af Europas historie; faren lå deri, at kristendommens og den senromerske stats fremmede idealer og institutioner truede racens beståen og sjælelige ligevægt. Den fra Orienten stammende utålmodighed i trossager, det unationale kongedømme „af guds nåde“ og de andre „gud velbehagelige“ samfundsformer fremkaldte begivenheder og tilstande, der indtil året 1933’s store verdenshistoriske tidehverv meget vel kunne sætte „der Untergang des Abendlandes“ (Vesterlandets undergang) på dagsordene.

Disse sidste tusind år har i racemæssig henseende for det nordiske menneske været en nedgangens tid, den gradvise opløsnings-, den åndelige og politiske undertrykkelsestid. Men samtidig præges denne epoke af de begyndende folkedannelser og af den nordiske races frihedskamp på alle livets områder.

Det lader sig lige så lidt for danskernes som for andre folkslags vedkommende tidfæste, hvornår de begyndte at blive sig selv bevidst som folk. Som folkebevidst dansker kan man betegne den store middelalderlige historieskriver Sakse, som har forherliget ikke blot sin samtidige, Valdemar den Store, men også de gamle daners heroiske fortid i værket med den betegnende titel: „Om danernes bedrifter“.

Sakse er kun en vars­lende budbringer om danskernes folkelige selvbesind­en; det er først ved det 17. og 18. århundredes ærefulde oplysningsarbejde, at det danske folks oprindelse og den nationale overlevering bliver underkastet en mere vidtgående åndelig og videnskabelig behandling. Her bør nævnes bl.a. Th. Bartholin, hvis bemærkelsesværdige skrift: „Antiquitatum Danicarum de causis contemptae a Danicis adhuc gentilibis mortis“ (1689) har påvirket Lessings „Laokoon“, samt Ludvig Holberg (1684-1754), der ikke blot som komediedigter, men også som tænker og historieskriver har skænket sit folk værdifulde arbejde, som f.eks. det tankevækkende skrift „Niels Klim“ og „Jødernes historie“.

Det var dog „romantikken“ i det 19. århundredes begyndelse, der i egentlig og åndelig forstand bevirkede den danske nations nordisk-germanske opvågnen. Mænd som Steffens, Øhlenschlæger og Grundtvig skuede grebne ind i de høj­sindede aners nyopdagede verden, og den akademiske ungdom stræbte gennem „nationalliberalismen“ og „skandinavismen“ at hidføre et politisk nybrud. Gennem nationalliberalismen skulle den gamle nordiske frihed kaldes til live, og ved skandinavismens hjælp skulle ikke blot et nyt Storskandinavien skabes, men også Slesvig værnes mod slesvig-holstenernes krav.

N.F.S. Grundtvig.

Det lykkedes ikke ungdommen at gennemføre den store nordiske fornyelse. Det stod alt for uklart hen, hvad den egentlig ville, og hvad for mål den havde sat sig. Forklaringen er at søge i mange årsager, tendenser, der ikke blot udenom i Europa, men også i Danmark og det øvrige Skandinavien gjorde deres ødelæggende indflydelse gældende: Åndslivets forfalskning ved fremmede og tid­els i det skjulte arbejdende påvirkninger, det moralske og økonomiske uføre i den begyndende industri­tidsalder under liberalismens auspici­er – og endelig de germanske folks tiltagende åreforkalkning i bytilværelsens rodløshed og kulturkaos.

Men efter det danske nederlag 1864 udvikler der sig efter beskedne tilløb en folkelig-national bevægelse, der både i Danmark og – navnlig – i det til Preussen indtil 1920 afståede Nordslesvig viser sin nordiske kraft og retning. Den udgik fra Grundtvig og den af ham grundlagte danske folkehøjskole.

Som skjald og vækker for sit folk har Grundtvig udøvet en uoverskuelig og stadig vedvarende indflydelse. Den nationalt og folkeligt bevidste dansker modtog af Grundtvig et forbløffende stort antal fædrelandssange og poetiske, livsbekræftende salmer til levende eje; ved sin verdenskendte folkehøjskole med dens hovedvægt på den nationale historie og digtning skabte Grundtvig en skoletype af største folkelig-nationale bæreevne. Selv om også den danske folkehøjskole efterhånden er blevet forfalsket og udvandet i den ufolkelige liberalismes og andre „modernismers“ ånd, selv om også den oprindelige og mandigt kraftige grundtvigianisme for største delen er udartet i talemåder og „lyrisk forrådnelse“ (Pontoppidan), vil den danske folkehøjskole alligevel komme frelst igennem sin nære skæbnetime og tjene den nordiske tankes sag med fornyede kræfter.

En forudsætning er det ganske vist, at den går ind for en klar og sober sætten skel i trosspørgsmål. Grundtvig selv erklærede sig efter en hedensk-religiøs ungdom for personligt kristen og søgte at redde sin nordiske verdensanskuelse ikke ved at overvinde kristendommen, men ved at give den et „mere nordisk“ væsen. Men ved denne udvortes sammenknytning af uforenelige modsætninger blev en fremtidig spaltning af den folkeligt-nationale grundtvigianisme uundgåelig.

Grundtvig hadede instinktivt alt fremmed væsen, først og fremmest alt det, han kunne sammenfatte i ordet „Rom“. For den mere overfladiske betragtning gælder han også for at være „tyskerhader“.

Danskernes fjendtlige indstilling over for tyskerne har ikke blot sin grund i grænsestridighederne, men også i den kendsgerning, at vi atter og atter har modtaget fremmede idéer og sæder via Tyskland.

Grundtvig forstod dog meget vel at skelne mellem det tyske folk selv og dets indtrængen som fremmede element. Han ønskede udtrykkeligt et „gøto-germansk“ sammenhold imod „dødens magter“ og det „vælske fremmedherredømme“. I det bemærkelsesværdige skrift af Vilhelm Birkedal „Norden, Tyskland og Bjørnstjerne Bjørnson“ (1872) følges denne tanke videre; men det af Bjørnson foreslåede venskabsforbund mellem Skandinavien og Tyskland afvises med den begrundelse, at Tyskland endnu ikke er vågnet op; i stedet for at forsvare liv og frihed spiller det Roms rolle. –

Grundtvigs intuitive ærefrygt for det tyske folk uddybedes af hans bedste elever; således skildrer f.eks. Morten Pontoppidan i „anno 13“ den tyske folkeresjning i året 1813 med varme og ildhu og advarer i sin fortale imod „ikke at ville se guds store gerninger“ blandt tyskerne. Uddybelsen af den folkelig-nationale tanke i Danmark betyder imidlertid ikke blot en voksende evne til at forstå andre folkeslag, men også en tiltagende principiel ændring af den folkeligt-nationale selvhævdelses karakter. Ikke krav til modstanderen, men krav til sig selv – det er det standpunkt, som den store Grundtvig-discipel Jacob Knudsen tager til orde for i sin roman „En ungdom“.

Brendekildes maleri ”Fortrykt”

Grundtvigs indflydelse gør sig især gældende efter 1864 og navnlig i bondebefolkningen. Ranke danske mænd og kvinder har af ham fået en nordisk-folkelig-national rejsning for livet, og det dag i dag sporer man de danske folkehøjskolers velsignelsesrige arbejde. Men trods alt lader det sig ikke nægte, at den folkeligt-nationale bevægelse i Danmark er blevet trængt over i defensiven, dels på grund af grundtvigianismens indre uklarhed, dels på grund af jødernes overhåndtagende indflydelse.

Siden århundredskiftet er der imidlertid i kulturel henseende begyndt en helbredelsesproces i nordisk ånd. I denne forbindelse bør i første række Johannes V. Jensen nævnes. I et ofte uforligneligt smukt og ligefremt sprog, for hvis skyld den blodsbeslægtede udlænding burde lære dansk, har han i „Den lange rejse“ skildret den nordiske races opståen og dens verdenshistoriske vandringer og bedrifter. Desuden er Johannes V. Jensen trådt i skranken for en klaring af det danske åndsliv. I den læseværdige indledning til sin sagaoversættelse hævder han, at natur og dannelse må falde fra hinanden, når dannelsen blot er kunstig, og han tager til orde for en verdensanskuelse, der bunder i racens eget væsen.

Men – altsammen er det kun tilløb. I vore dage skrider Danmarks udvikling videre under en uhyggelig voksende tilgang til byerne og flugt fra landet og jorden. Gennem skolerne og de moderne „kulturbærere“. Presse, radio og film bliver bycivilisatoriske idealer og livsformer hamret ind i folket, og i samme retning virker hele tilrettelæggelsen af samfundets økonomiske liv. Talmæssigt set frembyder Danmark, hvad tilvæksten til byerne angår, næsten det samme billede som Tyskland:

Disse forskydninger lader sig ganske vist tidels forklare ved de tekniske fremskridt, men arbejdsløsheden i byerne og manglen af arbejdskraft på landet til dyrkningen af jorden afslører et styre, som fremmer tilvæksten til byerne på bekostning af slægt og hjemstavn.

Denne voksende tilgang til byerne og den kulturnivellerende bycivilisations overhåndtagen betyder den største alvorlige fare for det danske folk i racemæssig henseende.

Selv om kristendommen altid havde været afgjort fjendtligt indstillet over for raceforædlingen, blev den religiøst betonede race- og slægtsfølelse dog aldrig helt udryddet i det danske folk. De ændringer, der kan have fundet sted i Danmarks racemæssige helhed på grund af kristendommens indflydelse, kan ikke have været af større betydning i det korte tidsrum fra det 12. til det 19. århundrede.

Heller ikke det af skæbnen beskikkede utilstrækkelige leve- og landområde eller den med adelsvældet og middelalderens krigsteknik indledte udelukkelse af folket fra nationens politiske og militære virkefelter kan have bevirket nogen forringelse af det nordiske racepræg – men „kun“ en unordisk form for en rangelig af samfundet.

Den danske standsadels forfald og talmæssige forringelse i løbet af det 16. og 17. århundrede hidrører ikke fra nogen almen svækkelse i det danske folk, men har sin grund i, at adelen havde sondret sig ud fra folket – og det vel at mærke i så eksklusive kredse og inden for så snævre rammer, at racemæssigt mindreværdige individer og krigsuuduelige familier med ostisk præg i det lange løb tog overhånd.

I betragtning af samfundets daværende struktur var den danske standsadels svigten naturligvis ikke uden store og sørgelige følger; men det danske folks sunde kerne blev dog først for alvor truet i løbet af det 19. århundrede, da den altnivellerende bycivilisation med dens raceforringende befolkningsmiskmask begyndte at vise sine uhyggelige resultater.

Hertil kom, at dogmet om den nationale afmagt, sammen med det for lille leve- og landområdes fremskeln af de ringere elementer i samfundet, ikke blot socialt set knugede mange slægter med værdifuldere racemæssige arvepræg til jorden, men også tilintetgjorde – eller dog i det mindste stærkt forringede – velsignelsen ved børnerigdommen.

I dansk nationalsocialistisk partis (D.N.S.A.P.) program imødegås denne udvikling. Paragraf 1 slutter med disse sætninger:

„Ingen nation er raceren, men hvert folk, som skal have et sundt levnedsløb, må have sin retning givet af en bestemt race, for ikke at ende i indre modsigelse og ydre magtesløshed.“

Frits Clausen, mest alment kendte Fører fra DNSAP.

Danmarks historie er blevet bestemt af den nordiske race og dennes idealer, og derfor kan danskernes folkeligt-nationale enhed og enighed også kun bygges og det alt for lille leve- og landområdes problem kun løses på grundlag af en raceforædling i nordisk ånd og en tilbagevenden til jorden. Men – også udadtil vil den nordiske racetanke skabe en ny verden. Denne nytid i folkenes historie vil komme til at stå i fredens og den gensidige agtelses tegn, men pacifisme, sentimentalitet og andre svagheder vil den stå uendelig fjern; den vil ved hjælp af erkendelse, forståelse og kammeratskabsbånd stille de af den nordiske race bestemte nationer over for fælles opgaver.

Efter at det tyske folk som intet andet er vågnet op af sin „forvælsning“ og på forbilledlig vis har bekendt sig til den nordiske races idealer og livsformer, efter at Tyskland gennem den nationalsocialistiske folkerejsning af 1933 åndeligt og magtpolitisk set har overvundet „Asien“ og „Rom“, må tyskerne nødvendigvis stå os danskere lige så nær som svenskere og nordmænd.

At en unordisk, liberalistisk anløben „skandinavisme“ kæmper imod denne følgerigtige udvikling og ynder at affærdige vore egne folkeligt-nationale spirer med titler som „tyske“ eller på anden måde „mindreværdige“ – ja, det kan virkelig i denne forbindelse kun betragtes som en tragikomisk foreteelse i den nordeuropæiske histories annaler.

På grundlag af racetanken vil de skandinaviske nationer vågne op og blive sig bevidst som folk. Denne udvikling lader sig nu engang ikke standse! Og Danmark? – Som et led i den store kæde af alle de nationer, hvis liv bestemmes af den nordiske race og under det nordiske skæbnefællesskab vil det danske folk atter tilkæmpe sig fædrenes ÆRE og FRIHED.

/ Ejnar Vaaben, 1938