Du skal også dø en dag!

KRONIK: I denne kronik opfordres folk til at begynde at tænke på deres eftermæle og gøre noget for deres folk.

Fæ dør,
frænder dør,
selv skilles du bort en dag,
men ét ved jeg,
som aldrig dør:
dommen over død mand.

– Hávamál vers 77

Sådan lød Odins visdom. Ordene er ikke til for at trøste, men for at vække. De skærer gennem tidens tåger, gennem menneskers bekvemmelighed og frygt. Vi skal alle dø. Vi kan ikke undslippe det. Men vi behøver ikke dø tomme. Vi kan vælge at stå, at handle, at efterlade noget, der ikke kan udslettes af tidens ubarmhjertige flod.

Den, som lever for sig selv, dør to gange: først når kroppen slukkes, dernæst når hans navn glemmes. Er det dét, du vil? At dit liv skal være en hvisken i mørket, hurtigt glemt, ligegyldigt? Eller vil du brænde som en ild, der tænder andre, som ekkoer gennem generationer?

Eftermælet er alt

Vi er her kun en kort stund. Vores kød og blod er midlertidigt. Vores styrke kan brydes. Men det, vi efterlader, kan leve for evigt. Det er eftermælet, der adskiller manden fra kujonen, helten fra skyggen.

“At blive glemt er den sidste død; at leve videre i mindet er udødelighedens gave.”

For vikingerne var eftermælet det vigtigste – så hvorfor anser du ikke, at dit eget er det vigtigste?

Få forstår dette i dag. De søger tryghed, bekvemmelighed, små fornøjelser og kalder det liv. De lever som skygger og de dør som skygger. De efterlader intet. Men vi, der kan se, vi, der ved, vi forstår, at der findes noget større. At ofre sig selv, at stå ret, at kæmpe mod odds, som skræmmer andre – det er vejen til udødelighed.

Fejhedens foragt

Fejhed er foragtelig. Bekvemmelighed er dødens slør. De, der gemmer sig bag frygt og dovenskab, er allerede døde, før kroppen forlader jordens favn. Historien husker dem ikke. Deres navne er tabt, deres handlinger intet.

Vi er efterkommere af folk, som byggede, kæmpede, døde og blev husket. Vore forfædre stod i stormen, slog igen, gav alt. Vælger du feghed, vælger du glemsel. Vælger du bekvemmelighed, spilder du din styrke og din ret til at kaldes menneske.

Vov at stå. Vov at tale. Vov at handle. Vov at dø for noget større. Lad ikke dit navn falde i skygge. Lad ikke dit blod og din styrke gå tabt i tidens flod.

Den, der ofrer sig, lever videre. Den, der lever for andre, for større mål, for ære og hæder – han forsvinder aldrig helt. Hans navn bæres i mindet, hans handlinger bliver fortællinger, hans mod bliver lys for dem, der følger efter.

“Den, som vinder ære blandt mænd, han vinder evig glæde.” Evig glæde er ikke rigdom eller magt. Evig glæde er visheden om, at man har levet fuldt, ikke spildt sin tid på det ubetydelige, men gjort noget, som andre kan se, føle og huske.

Rejs dig! Tag din plads blandt dem, som skriver historien! Ofre, kæmp, lev med ære! Dit eftermæle venter – men kun, hvis du tør.

Verdens tavshed belønner ikke de feje

De, der lever for bekvemmelighed, som skjuler sig i frygt, som lader andre bære byrderne – de dør først som mennesker og siden som navne. Vi er skabt til mod, til ære, til at efterlade spor. Vov at stå. Vov at tale. Vov at dø. Lad ikke verden bestemme, hvem du er. Lad ikke tiden udslette dig. Dit blod, din vilje, din handling – de skal leve videre.

En forrådnende grav, egnet til kujoner, som aldrig tog handling.

Kald dig levende eller glemt

Spørg dig selv: Hvem vil du være? Den, der dør i glemsel uden spor, eller den, der lever i eftermælet, hvis navn bliver en ild, der tænder andre?

Rejs dig. Handl. Ofre. Lev for noget større end dig selv. Den, der vover, dør aldrig helt. Den, der dør med ære, lever for evigt.

Verden belønner ikke de svage. Historien husker ikke de bekvemme. Men den, der står ret, den, der tør brænde, han bliver udødelig.

Bevis, at du er en af de store. Slut dig til Den Nordiske Modstandsbevægelse og kæmp for et evigt liv – det er sejr eller død, der gælder!