Danmarks historie i racebiologisk belysning – del 1

HISTORIE: Nordfront præsenterer Ejnar Vaabens racebevidste genfortælling af Danmarks historie – en kampberetning om blod, folk og fædreland. Mod fremmed indflydelse og indre forræderi kæmpede slægten for overlevelse, fra vikingetiden og frem til i dag.

Nordfront præsenterer Ejnar Vaabens genfortælling af Danmarkshistorien – en fortælling fri for systemets historieløse selvhad. Med racebevidsthed og folkelig forankring blotlægges den virkelige kamp: en blodig og langvarig strid for slægtens overlevelse og for det ubrydelige bånd mellem folk og fædreland.

Her afdækkes, hvordan fremmed indflydelse, indre forfald og nationale forrædere har forsøgt at knække det danske – og hvordan modstanden har levet videre siden vikingernes sværd første gang blev løftet.

DANMARKS LAND er et barn af lyset. Lyset skænkede det livet, og gennem årtusinder har landet klart forkyndt solens sejr over kulde og mørke.

I den fjerne fortid, da den nordeuropæiske kæmpebræ gradvist bukkede under for et nyt og mildere klima, dukkede et nyt land op over Nordsøens bølger. Siden da har dets historie været en uafbrudt kamp med havet. Hvad kridtets mikroskopiske alger gennem millioner af år tålmodigt havde opbygget i lag på lag, blev siden æltet, presset og formet under uhyre ismasser – med en så mægtig skaberkraft, at det kunne minde om kæmpevæsener, der slyngede vældige sten og jordmasser ud over landskabet.

Højtliggende bakkedrag, hvis stejle skrænter mange steder rejser sig dramatisk og vildt – som f.eks. Svanninge Bakker på Fyn – dukker igen og igen op i synsfeltet og præger overalt det danske landskabs karakter. Den danske jordbund rummer en enestående rigdom af kampesten og andre stenarter, hvis betydning ikke kun har været at udgøre naturlige kystværn, men også at give stenalderens mennesker let adgang til værktøjsmaterialer. Fra højderne strømmede vandet i rivende løb gennem bratte slugter. Det førte ler og sand med sig og skabte snart grundlag for en rig flora og fauna.

Mens floders og bækkes aktivitet – sammen med vind og vejr – formede landet og langsomt bredte og udjævnede enge og dale, fortsatte havet sine vedholdende angreb på kysterne. Da der efter den såkaldte fastlandstid indtrådte en landsænkning, gennembrød Østersøen omkring år 5000 før vor tidsregning landmasserne og dannede de tre udløb: Lillebælt, Storebælt og Øresund. Bortset fra senere landtab ved Jyllands vestkyst og den gradvise indskrænkning af fjorde og søer, har Danmark stadig det samme omrids, som det fik for omkring 7000 år siden.

Allerede i den ældre stenalder var landet beboet af mennesker. Intet andet område i Nordeuropa har skænket eftertiden så mange redskaber fra denne periode. Forskningens tyngdepunkt ligger i de såkaldte køkkenmøddinger.

Også for den yngre stenalders vedkommende (3000–1500 f.v.t.) vidner en næsten uoverskuelig rigdom af fund – bevaret på Nationalmuseet og i samlinger landet over – om en tæt beboelse og om den dybtgående samfundsændring, der fulgte med netop denne epoke.

Yngre stenalder. (år 4000 – 1700 f.v.t.): Landskab med hytter, skov, marker og græsningsarealer til dyr. I baggrunden ses en stendysse – et gravkammer bygget af sten.

Den ældre stenalders befolkning i landene omkring Østersøen levede som samler-, jæger- og fiskerfolk. Disse egne var dengang – og indtil langt op i den tidlige middelalder – det tættest befolkede område i Europa. Årsagen var, at netop dette landskab bød på de bedste betingelser for stenalderens teknologi og levevis.

Denne kendsgerning gjorde, at Østersøområdet – særligt Danmark med Skåne, Halland og Blekinge – blev en slags smeltedigel for de stammer, der i den yngre stenalder træder frem som den nordiske race. På baggrund af omfattende gravfund har den forhistoriske forskning kunnet fastslå, at disse stammer – som indvandrede til Nordeuropa og Skandinavien dels fra vest og dels fra sydøst – satte deres præg på den yngre stenalders kultur. De østfra kommende indvandrere medbragte kundskaber om kvægavl og agerbrug, mens de vestfra kommende især var søfarere og fremragende håndværkere.

Allerede omkring år 3000 før vor tidsregning blev der drevet kvægavl og agerbrug i Danmark. Vore stenalderforfædre holdt okser, svin, får og geder – og fra omkring år 2000 også heste. De bearbejdede jorden med hakker, dyrkede hvede og byg, og høstede kornet med segl. Da hverken mergling eller gødskning var kendt, og hverken intensivt agerbrug eller egentlig fast bosættelse fandt sted før bronzealderens afslutning, benyttede man sig af det såkaldte svedjebrug: Man ryddede og afbrændte skov, når de gamle marker var udtømte.

I bronzealderen (ca. 1500–500 f.v.t.) blev nye kornsorter som havre og hirse indført. Også hør blev anvendt – dels til beklædning, dels i husholdningen. Samtidig blev ploven – i sin primitive form kaldet ård – taget i brug. Men frem for alt vidner fundene fra bronzealderen om en usædvanlig ensartet og stilsikker kultur hos et nordisk bonde- og krigerfolk, hvis udviklede sans for kunst kulminerede i skabelsen af de berømte lurer.

Bronzealderen (år 1700 – 500 f.v.t.): Et landskab med spredte huse, skov, marker og græsningsarealer til husdyrene. Man lever og arbejder ved husene.

Talrige fund – heriblandt Solvognen fra Sjælland – vidner om, at soldyrkelsen var den dominerende religion i bronzealderens Danmark. Hvad de samfundsløse og ufrie trælle troede på, hvilken rolle de reelt spillede inden for vores frie forfædres verdensanskuelse og samfundsorden, hvor stor en del af befolkningen de udgjorde, og hvor nært deres race­mæssige slægtskab med deres herrer har været – på alle disse spørgsmål tier historien.

Når alt kommer til alt, er det kun et folks handlinger og samlede holdning, der i sidste ende kan belyse det egentlige spørgsmål om det danske folks herkomst og forfædre.

RIGET GRUNDLÆGGES 

Sagnagtige overleveringer fra forhistorisk tid beretter om et samlet Danernes Rige. Om Skjold, der blev regnet som søn af Odin, fortælles det, at det danske folk engang stod uden konge. Da landede et fremmed, prægtigt skib ved Danmarks kyst. Der var ingen ombord – undtagen en lille dreng, som lå i stævnen og sov fredeligt med et kornneg under sit hoved. Danerne forstod, at dette barn var sendt dem af guderne som deres fører. De løftede ham på skjold og udråbte ham til deres konge.

Også Skjolds efterkommere – skjoldungerne – hædres i sagn og digtning. De slog deres kongesæde op i Lejre ved Roskilde. Prægtigst blandt dem fremtræder Rolf Krake som en ædel helteskikkelse. Rolfs og hans kæmpers tragiske undergang – en højsang om mandighed, ære og troskab – har fundet dyb genklang hos alle danske historieskrivere og skjalde af rang, fra Saxo til Grundtvig. Denne digtning, med sin jævne og ligefremme bekendelse, hører til blandt de ypperste udtryk for nordisk ånd – og har sin hjemstavn i samme heroiske verden som den, der er blevet besunget i værker som Nibelungenlied eller Fændrik Stål.

Skjold tages til konge af det danske folk.

Selv om man med en vis ret kan formode og til dels fastslå, at der siden år 500 efter vor tidsregning har været konger, som herskede over alle danskerne, vil det dog være overilet at tale om nogen egentlig grundlæggelse af et dansk rige før Kong Gorms tid (ca. 950); hverken kongeværdigheden eller rigstanken havde da nået tilstrækkelig modenhed. I den urolige vikingetid fremstod skiftende magtdannelser som følge af store enkeltpersonligheders vældige foretagender – et eksempel herpå er den navnkundige Regnar Lodbrogs herredømme.

Ofte ser vi de sejrrigeste af disse eventyrere og landnamsmænd løsrive sig fra det, der bandt dem til slægt og hjemstavn, og blive sø- eller hærkonger over store skarer fra det overbefolkede Skandinavien – mænd, der i det fremmede ikke blot søgte eventyr og bytte, men også ofte nyt land som nybyggere. Danelagen i England udgør et eksempel herpå – og de kom derved til at øve en både varig og afgørende indflydelse på Vesterlandenes udvikling gennem århundreder, således som normannernes enestående historie vidner om.

At Danmark fra gammel tid bestod af tre “lande”: Skåne, Sjælland og Jylland-Fyn med deres tingsteder henholdsvis i Lund, Ringsted og Viborg, udelukker i sig selv ikke muligheden af, at der kan have eksisteret en folkelig enhed i forhistorisk tid. Men disse tre landsdele, som hver især udgjorde selvstændige politiske samfund med eget retsvæsen og egen retsoverhøjhed, bevarede denne særstilling helt op i den tidlige middelalder og mistede først i løbet af 1100-tallet resterne af denne magt. De nærede i sig selv ingen forståelse for en styrket kongemagt i europæisk-kirkelig forstand.

De så tværtimod deres interesse i at modsætte sig kongernes magtkrav – og senere biskoppernes. Først da bønder og krigere af fag havde gjort deres indtog, og en ny sværdadel dannedes, fandt kongemagten og riget det grundlag, som – styrket af kirkens indvielse og organisatoriske former – kunne bære gennem det næste halve årtusinde.

På tærsklen til denne udvikling – dels tilhørende sagnets verden, dels historien – og ved indgangen til det tusindårige tidehverv i korsets og kristendommens tegn, som langsomt trængte frem fra syd mod Norden, står Kong Gorm og hans dronning, Thyra Danebod. Som ægtefolk hviler de efter gammel fædrene skik, gravlagt i den ene af de to mægtige høje i det gamle kongesæde Jelling. Mellem højene står den lille landsbykirke side om side med de berømte runesten. På den største af stenene lod Kong Harald Blåtand indhugge:

“Harald konge satte denne sten over Gorm sin
fader og over Thyra sin moder, den Harald,
som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde
danerne kristne.”

Tegning af Harald Blåtands runesten i Jelling.

Kongedømmet var blevet styrket, og de hidtil vilkårlige og folkeforødende togter over land og hav synes nu at være afløst af mere bevidste politiske fremstød. Den store runesten i Jelling beretter om erobringen af Norge, og under Haralds efterfølgere præges Danmarks historie af vikingetog, der nu udgår fra riget selv – navnlig mod England.

Men hvad angår danernes omvendelse til kristendommen, er sagen ikke så ligetil, som Jellingestenens runer og den gængse overlevering lader forstå. Det er derfor nødvendigt at se nærmere på dette store religionsskifte – ikke mindst for at forstå den senere danske historie og dens hovedskikkelser.

Troen på en guddommelig verdensorden er uadskillelig fra sund menneskelig værdighed, og den frie udfoldelse af et folks åndelige kræfter bliver i sidste ende afgørende for dets beståen eller undergang. Religionerne i sig selv er dog undergivet forandringens lov, uanset om de er verdensreligioner eller folkebundne trosformer.

I et ubrudt folk forbliver de grundlæggende trosværdier og den verdensanskuelse, de bærer, intakte så længe racen består, mens ydre former og navne langsomt og næsten umærkeligt forandres – indtil et brud indtræffer.

Når “ragnarok”, gudernes tusmørke, bryder frem, overtages de gamle helligdomme, festdage og skikke af nye guder. Ligesom soldyrkelsen gradvist blev fortrængt af troen på aserne, var det nu aserne selv, der stod foran deres undergang. Ved begyndelsen af den store brydningstid mellem hedenskab og kristendom var troen på den gamle gudeverden allerede væsentligt svækket.

Som den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech har påvist i sit værk Religionsskiftet i Norden, fandt overgangen til kristendommen i vidt omfang sted i det ydre – uden dybere indvirkning på menneskenes sjælelige og karaktermæssige grundholdning.

Man bøjede sig for den kristne gud Hvide Krist som for en stærkere helt, der havde besejret aserne, men levede fortsat efter de nedarvede nordiske idealer: dygtighed, tapperhed, og et liv funderet i slægt og familie. Ja, selve overgangen til kristendommen blev ofte begrundet i ønsket om at bevare familiesamfundet og dets normer. På Island blev kristendommen f.eks. indført ved lov i år 1000 – netop for at undgå splittelse og opløsning.

Hvide Krist / Jesus fremstod på denne tid som en såkaldt gudekonge. Læg mærke til kongekronen i stedet for den velkendte tornekrone.

I modsætning til de voldsomme omvendelser, der blev gennemført over for nordmænd og saksere, fandt kristendommens indførelse i Danmark – ligesom på Island – sted i en ånd af religiøs fordragelighed. Denne tolerance er et oprindeligt træk ved de indoeuropæiske folk, som omvendelsesiver derimod er fremmed for.

Trosskiftet i Danmark, som først blev fuldbyrdet i løbet af 1000-tallet, var i begyndelsen overvejende overfladisk. At trællene blev ophøjet til fribårne mænd ændrede næppe væsentligt på folkets sociale og etniske struktur. Men i det øjeblik, hvor kirken og kongemagten trådte frem som egentlige fremmede elementer i det organisk ordnede samfund, og stødte an mod folkets nedarvede retsfølelse og tænkemåde, indledtes en dybtgående konfrontation.

Denne konflikt mellem fremmede og nedarvede værdier blev både blodig og kompleks. Den blev kompleks, fordi kongemagten i skiftende perioder tjente både nationale og antinationale interesser – og tragisk, fordi de førende slægter trak sig tilbage fra folkets bredere lag. De lod størstedelen af de frie bønder forfalde til retsløshed og evnede ikke at udnytte folkets koloniale og økonomiske potentiale. I stedet indledtes en udenrigspolitik, der skulle få skæbnesvangre følger.

Selv om danerne i førkristen tid undertiden viste tegn på moralsk forvildelse i tider præget af opbrud og nød – som under de krigsfyldte vikingetog – ændrer det ikke ved det faktum, at retsfølelse, mildhed og storhed var dybt virksomme kræfter i datidens danske folk. Disse egenskaber havde større evne til at danne sjæl og samfund end f.eks. bersærkergang og rå vold.

Kristendommens gradvise sejr – og den voksende modstand mod den – repræsenterer set fra et folkesjæleligt perspektiv et brud i både den enkeltes og folkets psyke. Kristendommens værdier og livssyn var grundlæggende i modstrid med de nedarvede: hvor det nordiske menneske troede på dennesidens verden og det jordiske livs guddommelige mening, prædikede kristendommen fornægtelsen af netop dette – herunder af ære, troskab og slægtsstolthed.

Den ene livsform byggede på en etisk stræben efter forædling, børnerigdom og arveduelighed (jf. Günther), den anden på afkald, bod og arvesynd.

Indførelsen af kristendommen under Harald Blåtands regering medførte i første omgang ingen ændring i Danmarks ekspansionspolitik. Ud over erobringen af Norge forsøgte Harald at trænge syd for Ejderen og grundlagde Jomsborg ved Odermundingen.

Hans søn og senere modstander, Svend Tveskæg (985–1014), rettede blikket mod England og søgte at lægge landet under sig. De skandinaviske folk havde i årtusinder foretaget vogn- og vikingetog i alle retninger – nu søgte Danmark, halvt vilkårligt, halvt målbevidst, at udstrække sin magt og udbrede danernes rige hinsides Østersøen og Vesterhavet.

Vikingekongen og erobrer af England, Sven Tveskæg.

Vi står her ansigt til ansigt med et problem, der går som en rød tråd gennem Danmarks historie, og som fremtidens historieforskning og historieskrivning vil blive nødt til at tage grundigt hensyn til: den inderlige sammenhæng mellem race og landområde.

En undersøgelse af denne sammenhæng må tage sit udgangspunkt i den kendsgerning, at Danmark i tiden fra den yngre stenalder til omkring år 1200 var det tættest befolkede land i Nordeuropa. I modsætning hertil samlede hovedparten af de øvrige nordeuropæiske folk sig først senere – især i løbet af 1800-tallets industrialisering og urbanisering – i kul- og metaldistrikterne. Omkring år 1200 havde Danmark over én million indbyggere, et tal der først igen blev oversteget for lidt over hundrede år siden. Til sammenligning havde England dengang knap to millioner indbyggere, og Tyskland omkring fem millioner.

Danmark var Norge og Sverige overlegen – både hvad angår befolkning og politisk betydning – og de skandinaviske folks sprog blev på denne tid simpelt hen kaldt “den danske tunge”.

Men det var ikke selve befolkningstætheden, der var det afgørende: de frie stammer ved Østersøen udmærkede sig især i racemæssig henseende. Som følge af Skandinaviens tiltagende overbefolkning blev de store folkevandringer og vikingetog nærmest en naturnødvendighed. Heraf fulgte – lige så nødvendigt – Vesteuropas, og navnlig Englands, opgang og racemæssige forædling. Denne udvikling gjorde det bydende nødvendigt, at Danmark førte en ekspansiv politik – med rumlig og oversøisk udvidelse for øje.

Den ekspansive udenrigspolitik med folkevandringer og togter var et nødvendig resultat af begyndende overbefolkning.

Det gjaldt om at komme den truende skæbne i forkøbet: den mulige indsnævring af leve- og landområder. Man måtte skabe sig rum og handle offensivt – “være hammer, ikke ambolt”. Uanset om det var det politiske klarsyn eller den hårde nødvendighed, der var udslagsgivende, så begyndte Danmark – fra det øjeblik, hvor balancen mellem folk og land blev forrykket – en århundredlang kamp for at løse sit rumlige problem.

Da alle storpolitiske fremstød til sidst led skibbrud, blev Danmark reduceret til en småstat. Men det skete uden, at folket bukkede under. Ligesom Tyskland efter trediveårskrigen fandt frem til et nyt åndeligt gennembrud, således udvikledes der i Danmark – fra 1600-tallet og frem – en intuitiv erkendelse af forfædrenes livs- og karak­terværdier.

Denne folkelige og nationale fordybelse skabte et nyt sindelag og en politisk linje, hvor både imperialisme og småstatstænkning fremstod som uværdige og uholdbare. Problemet var aldrig en racemæssig forringelse – for udvandringer, der ikke omfatter hele slægter eller landsbyer, fører næppe til nedgang. Det egentlige problem lå i de små forholds åndelige og samfundsmæssige virkninger: en udvikling, hvor sundt førerskab og ægte “sønner af huset” trænges tilbage, fordi racens naturlige udfoldelsesrum bliver uudholdeligt snævert.

I ethvert folks historie kan nederlag og åndelig fordybelse være nødvendige faser. Men det er først digterne og tænkerne, der skænker et folk værdighed og varig betydning. Selvbesindelsens tider må dog følges af tider med handling og politisk kraft – for fortiden er ikke blot et rørende minde, men en hellig forpligtelse.

Den danske ekspansion kulminerede i første omgang med erobringen af England i 1013. Svend Tveskægs søn, Knud den Store (1018–1035), kom herefter til at herske over Danmark, Norge og England. Men forskellene i folkekarakter mellem danskere og englændere var allerede for store, og forholdene i Nord- og Vesteuropa for urolige, til at en dansk oversøisk rigs­dannelse kunne bestå i længden.

Knud valgte at have sit kongesæde i England og forblev i praksis mere engelsk end dansk konge. Han opnåede bemærkelsesværdige resultater gennem en fast organiseret hird – tingliden – og en stærk centralregering. Sin interesse for Danmark viste han bl.a. gennem bestræbelser på at indføre angelsaksiske kirke- og kulturformer i hjemlandet.

Efter sønnen Hardeknuds død i 1042 faldt det dansk-engelske rige atter fra hinanden. Danmark kom i fem år under norsk overhøjhed, og da England i 1066 blev erobret af normannerhertugen Vilhelm, var landet blevet et stærkt, racemæssigt fasttømret rige, som ikke lod sig overvinde.

Svend Estridsen – Knud den Stores nevø – foretog flere togter mod England efter at have genopbygget det danske rige, men uden held. Og med hans søn, Knud den Hellige (1080–1086), led tanken om et fremstød mod England endeligt nederlag, efter en række dramatiske indenrigspolitiske begivenheder.

Knud den Store. Konge af Nordsøimperiet, der bestod af Danmark, Norge og England.

Konge- og kirkemagten havde gennem gensidig støtte gradvist styrket deres stilling. Men den gamle danske samfundsorden – repræsenteret ved landstingene i de tre landsdele – viste sejg modstand og holdt fast ved valgkongedømmets og folkeoverhøjhedens principper.

Da Harald Hen blev valgt på Isøre Ting i 1074, spillede folkets vilje en afgørende rolle. Kongemagten blev her holdt i skak. Men Haralds efterfølger, hans broder Knud den Hellige, forsøgte – båret af fanatisk kirkesind og en brutal vilje – at udvide både kongens og kirkens magt, blandt andet ved med magt at indføre tiende. Det førte til folkelig opstand.

I 1085 havde Knud planlagt en ny invasion af England og indkaldte hele rigets flåde til samling ved Limfjorden. Flåden – en organiseret national krigsmagt – lå klar til afsejling, men Knud blev forsinket på grund af stridigheder med den tyske kejser Heinrich IV. Da han omsider nåede frem, var forsyningerne opbrugt, og han måtte sende flåden hjem. Denne mislykkede mobilisering forøgede hadet til kongen.

I sommeren 1086 opholdt Knud sig i det nordlige Jylland med sin hird. Kongens fogeder havde i mellemtiden groft overtrådt nedarvede retsnormer, og den folkelige vrede slog ud i åbent oprør. Knud flygtede sydpå, men måtte opgive fodfæste overalt. Til sidst sejlede han til Fyn og søgte tilflugt på sin kongsgård i Odense. Men heller ikke her blev han modtaget. Den 10. juli 1086 blev han og hans hirdmænd dræbt af vrede bønder i Sankt Albani Kirke.

Senere blev Knud helgenkåret, da man mente, at der var sket mirakler ved hans grav.

Knud den Hellige dræbes af oprørske bønder i Skt. Albani kirke i Odense i 1086.

Betragter man de danske bondeopstandes historie fra 1086 til 1534 – og den danske bondes kår fra det skæbnesvangre nederlag i 1534 og frem til i dag – fremstår et klart mønster: en tusindårig brydning mellem nordiske og fremmede værdier og samfundsformer på dansk grund.

Inden for rækken af bondeopstande danner folkerejsningen mod Knud den Hellige ikke blot et naturligt kronologisk udgangspunkt, men også et indholdsmæssigt klart startpunkt for historisk forståelse. Denne første bondekrig i Danmarks historie havde ikke en social, men en national og folkelig karakter. Den var rettet mod en kongemagt og en kirke, der begge oplevedes som folkefremmede. Det samme gælder bondeopstanden i Skåne mod ærkebiskop Absalon i 1178–81, selvom dette oprør var mere rettet mod kirkens vasaller end mod kongemagten.

Med bondeopstanden i 1260 under Erik Klipping ændres billedet. Her er der tale om en social rejsning mod en ny herrestand, dannet dels efter fremmede forbilleder, dels med nye krigs- og forvaltningsformer. Disse herrer – rigets “bedste mænd” – var i færd med at udskille sig som en særskilt klasse og afgrænse sig nedadtil. De blev i stigende grad en rigsstand, som snart betragtede sig selv som statens egentlige bærere. Det betød, at rigets politiske og åndelige anliggender ikke længere var folkets eller en folkelig elites sag, men adelens og kirkens.

Kompleksiteten voksede, da kongerne Kristoffer I (1252–59) og Erik Menved (1286–1319) i deres modstand mod pavemagten og ærkebisperne Jacob Erlandsen og Jens Grand på ny antog en folkelig og national kirkefjendtlig holdning – men uden den nødvendige åndelige klarhed eller faste retningslinjer. Det hele forblev en episode uden varig betydning.

I løbet af 1300-tallet voksede kløften mellem adel og bonde til en uoverstigelig forskel. Erik af Pommern (1397–1439) forsøgte at støtte sig til bondestandens utilfredshed, men blev afsat pga. modstanden fra rigsrådsadelen. Under Kristoffer af Bayern blev kongemagt og adel forenet, og den store jyske bondeopstand i 1441 blev brutalt slået ned.

Hermed begyndte en systematisk umyndiggørelse af bondestanden, som kulminerede i vornedskabet på øerne øst for Storebælt. Her havde de fleste bønder opgivet deres frihed og økonomiske selvstændighed til fordel for adelens beskyttelse og styring.

Kong Christian II (1513–23) forsøgte – af både idealistiske og magtpolitiske grunde – at føre en adelsfjendtlig politik med støtte fra borgere og bønder. Men han formåede ikke at gennemføre den. Rigsrådet, rigets forfatningsbærende institution, afsatte ham og tvang ham i eksil.

Bonde- og borgeroprørene i Skåne under Søren Nordby i 1525 og under Grevens Fejde (1534–36) i resten af landet endte i blod og nederlag. De danske bønder blev knust.

Et århundrede senere havde Kong Christian IV (1588–1648), folkelig og populær, intentioner om at forbedre bøndernes kår, men også disse reformforsøg mislykkedes – ligesom flere lignende under hans efterfølgere.

Først i 1780’erne, under kronprins Frederik (den senere Kong Frederik VI) og hans “oplyste enevælde”, samt i samarbejde med adelsmændene Reventlow og juristen Colbjørnsen, blev de store bondereformer gennemført. De lagde grunden til bondefrigørelse og beskyttelse – men denne sejr blev senere udhulet af det liberalistiske 1800-tals bykultur og antifolkelige ånd.

I dag ser vi på den ene side et landbrug, der i mange henseender fremstår som et mønster, og på den anden side en bondestand, der har mistet sit nationale og folkelige præg. Pantsættelsen af bondegårde til lånekapital er gået så vidt, at det er vanskeligt overhovedet at tale om den frie, økonomisk uafhængige danske bonde. Samtidig er flugten fra landet vokset til et omfang, der nødvendigvis må lede til nye, storpolitiske opgør.

Skipper Klements Morgensang er en alment kendt folkelig sang. Den knytter sig til det store bondeoprør 1534–36, hvor landets bønder for sidste gang rejste sig i væbnet kamp mod adelens og rigsrådets magt. Sangen er et udtryk for den nedarvede nordiske frihedsvilje og troen på slægtens og hjemstavnens ret.

Vi ser altså, hvordan der allerede i Knud den Helliges korte regeringstid påbegyndes en udvikling, som først i vore dage nærmer sig sin afslutning – og som kun kan finde sin løsning under det folkeligt-nationale kald: blod og jord! 

Det 12. århundredes første halvdel var præget af svaghed og opløsning. Vendiske sørøvere hærgede de danske kyster, og mordet på Knud Lavard i 1131 kastede landet ud i borgerkrig og forfald. Knud Lavard, som Kong Niels havde betroet styret af Sønderjylland (Slesvig), viste sig som en fremragende kriger og leder – og mange håbede, at netop han kunne redde riget.

Efter et længere ophold ved det saksiske kejserhof havde Knud tilegnet sig fremmed livsførelse og fremtoning, men ved sin ligefremhed og sin ædle karakter havde han vundet folkets hjerter. Kongens søn, Magnus, grebet af frygt og misundelse, lokkede Knud i baghold og myrdede ham i Haraldstedskoven på Midtsjælland.

Følgen blev, at Niels og Magnus mistede både ære og liv, mens Knud blev gjort til folkehelt og helgenkåret af kirken i 1170.

Knuds søn, Valdemar den Store (1157–1182), blev konge og genoprettede sammen med sin ven Absalon rigets enhed og magt. Han indledte Danmarks store fremstød over Østersøen. Rügen blev erobret og omvendt til kristendommen, og Knud VI (1182–1202) indtog Pommern. Hans broder, Valdemar Sejr (1202–1241), førte Danmarks sydgrænse frem til Elben og erobrede Estland i 1219 med støtte fra de tyske ordensriddere.

Dannebrog falder ned fra himlen under Valdemar Sejrs invasion af Estland. Flaget gav mod og vendte slagets gang til danskernes fordel.

Men Valdemarernes baltiske imperium var skrøbeligt. Allerede i 1223 blev Valdemar og hans søn taget til fange under et jagtselskab på øen Lyø af den troløse grev Henrik af Schwerin. I næsten tre år sad de fanget, og for deres løsladelse måtte Danmark afstå Pommern og områderne mellem Ejderen og Elben.

Valdemars forsøg på at genvinde sin magt førte til nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvor han blev slået af nordtyske byer og fyrster – heriblandt Adolf IV af Holsten og byerne Hamburg og Lübeck.

Nu vendte jævnbyrdige og racebeslægtede fjender sig mod Danmark. Henrik Løve og Valdemar den Store havde tidligere fordrevet de slaviske folk øst for Elben. Germanernes fremtrængen i disse egne fik stor betydning for det tyske folks geografiske og rumlige udvikling – mens Danmarks erobringer i Baltikum fik en betydning for os, der kan sammenlignes med italiensk politik for de tyske kejsere.

Danmark var en søfarernation med en velorganiseret flåde og derfor naturlig først i Østersøens kapløb. Men fraværet af egentlig kolonisation betød, at det i længden blev de fastboende tyskere, der fik magten. Den første, der forstod dette og udnyttede det, var Henrik Løve, som med sværd og plov indledte den tyske ekspansion øst for Elben.

De senere danske fremstød i Nordtyskland skete under særlige historiske omstændigheder, og selv disse såkaldte “erobringer” bør snarere betragtes som midlertidige lens- eller overhøjhedsforhold. De var hverken målrettede eller dybere forankret – hvilket også viste sig tydeligt, da Erik Menved (1286–1319) genoptog Valdemarernes Østersøpolitik uden varig virkning.

Alligevel må én ting ikke overses: bag det skiftende spil af forbund, fejder og krige stod Danmark uafbrudt over for det ubønhørlige spørgsmål om rigets beståen eller undergang – og det uomgængelige valg mellem territorial udvidelse eller en gradvis, tilbagepresset indskrænkning. I yderste konsekvens truede en statslig udslettelse af både rige og folk.

Historien følger sin egen strenge logik: da de danske fremstød mod Nordtyskland og den vendiske kyst mislykkedes, blev Danmark tvunget over i en defensiv kamp mod den tyske ridderstands og handelsstands målrettede fremtrængen.

Efter Erik Menveds død indtrådte endnu en periode af opløsning og nedgang. I otte år stod Danmark endda uden konge og blev reelt styret af den holstenske greve Gerhard III. Erik og hans efterfølgere havde gennem en overanstrengt finanspolitik pantsat store dele af riget til udenlandske fyrster, og i 1326 overtog greve Gerhard magten over det udmarvede Danmark som rigets hovedkreditor.

Den holstenske greve Gerhard III, i Danmark kendt under navnet “grev Gert eller den kullede (skaldede) greve”.

For at forstå denne situation og den langvarige brydning mellem det danske og det tyske, må vi se nærmere på Slesvigs og Holstens historiske udvikling.

Allerede ved begyndelsen af Danmarks historiske tid finder vi spor af nære forbindelser mellem danskere og nordsaksere. Den saksiske helt Widukind opholdt sig ved det danske hof, og Karl den Store opfattedes som en fælles fjende. Han lykkedes med at knuse de fribårne sakseres politiske og religiøse frihed, men formåede ikke at bryde danernes forsvarslinje ved Danevirke. Hedenskabet og grænsen forblev intakte.

Det var først på grund af kristendommens voksende indflydelse, understøttet af interne danske tronstridigheder og kejserlig indblanding under Ludvig den Fromme, at missionen fik fodfæste – især i den driftige handelsby Slesvig. Herfra begyndte kristendommens udbredelse i Danmark.

Den politiske uafhængighed holdt danerne dog fast ved. I 1000-tallet blev landsdelen Sønderjylland (Slesvig) formelt organiseret som grænseland med Knud Lavard som den første betydelige leder. Men allerede i 1111 blev Adolf af Schauenburg udnævnt til greve af Holsten – og dermed var grundlaget lagt for den senere spænding mellem de to landskaber.

Til at begynde med var udviklingen præget af dansk magtoverlegenhed og adskilt udvikling af Slesvig og Holsten. Men i 1300-tallet ændredes dette. En sidelinje af det danske kongehus, huset Abel, blev arvelige hertuger i Slesvig. Deres modsætningsforhold til kongehuset og riget førte uundgåeligt til en tættere tilknytning til greverne af Holsten. Samtidig fik holstenske riddere fodfæste i Slesvig – og her begynder den fælles historie for de to områder.

Denne udvikling blev båret frem af en overklasse, der i stigende grad regerede hen over hovedet på både danske og tyske bønder.

Ingen enkeltperson har fremmet denne sammenkobling så målbevidst som Gerhard III. Da han i 1326 i Viborg blev formynder for den umyndige konge Valdemar III (1326–1330), lod han i håndfæstningen – den såkaldte Constitutio Valdemariana – indføre den bestemmelse, at hertugdømmet Slesvig aldrig måtte forenes med den danske krone, således at én og samme fyrste herskede over begge dele.

Med hensyn til Slesvig var greve Gerhards politik tydelig nok og i sig selv ganske logisk. Men hvad hans overordnede planer var som leder af den danske stat, står mere uklart – og i sidste ende kom det danske “eventyr” til at koste ham livet.

Niels Ebbesen flygter fra Randers efter mordet på Gerhard III.

En national og folkelig rejsning blandt jyderne var under opsejling, da adelsmanden Niels Ebbesen natten til den 1. april 1340 red ind i Randers med 60 sammensvorne, trængte ind i den holstenske greves hus og dræbte grev Gerhard i mørkets skjul. Med nød og næppe undslap Ebbesen og hans følge igen fra den tyskbesatte by, der var fyldt med krigere og lejetropper.

Herefter brød det jyske oprør ud i lys lue.

Samtidig greb Hanseforbundet – et nordeuropæisk handelsforbund domineret af tyske storbyer, men med medlemmer fra hele Østersøområdet – ind i udviklingen og trådte frem som politisk aktør. Under hansaens ledelse, med Lübeck i spidsen, begyndte bestræbelserne på at få valgt en ny konge: sønnen til den tidligere afsatte Kristoffer II.

FORTSÆTTES I DEL 2