Interview med Fredrik Vejdeland om sit engagement i Bevægelsen

INTERVIEW: I et åbenhjertig interview fortæller Fredrik Vejdeland om sin baggrund og sit engagement i Den Nordiske Modstandsbevægelse, Nordfront og Nordisk Radio.

Den Nordiske Modstandsbevægelses organisatoriske hjemmeside har offentliggjort et langt skriftligt interview med Fredrik Vejdeland, som i dag er chef for Nordisk Radio og før det stod i spidsen for netavisen Nordfront. Efter at have spillet en central rolle i avisens grundlæggelse i 2012 var Vejdeland chefredaktør i de første fem stormfulde år. Som ansvarlig udgiver lærte han gennem adskillige HMF-domme (hetz mod folkegruppe, red.), hvordan ytringsfriheden krænkes i det liberale demokrati.

Interviewet indledes med spørgsmål om opvækst og politisk opvågning, og derefter gennemgås fire emner, hvor Vejdeland indtager eller har indtaget en central rolle: Nordfront, Nordisk Radio, Den Nordiske Modstandsbevægelses parlamentariske gren ifm. valgkampagner og politisk strategi.

Nedenfor følger interviewet i sin fulde længde.


Fredrik Vejdeland meldte sig ind i Den Nordiske Modstandsbevægelse, eller egentlig Den Svenske Modstandsbevægelse, som den hed dengang, kun få år efter organisationens dannelse i 1997. I dag har han længe været medlem af dens landsråd, hvor han har bl.a. rollen som politisk strateg. Som chef for Nordisk Radio har han haft ansvaret for Modstandsbevægelsens og andre landsdækkende radioindsatser de seneste fem år. Inden da drev han den nu veletablerede netavis Nordfront i udgivelsens første fem år.

»Radioboss« Vejdeland også kendt som »Hr. HMF« – et øgenavn, der stammer fra en række domme mod en ihærdig forkæmper for ytringsfriheden. Med sin evne til gennem årene at kombinere et familieliv, som omfatter otte børn, med en stor og løbende indsats i kampen for vores folks overlevelse – blandt andet som leder, skribent, foredragsholder, oplægsholder, redaktør og munter inspirator – har Hr. HMF gennem årene bevist sig for alle nordiske frihedskæmpere.

Vil du lave en kort præsentation af dig selv – alder, fritid, familie og sådan noget?

Jeg er 44 år, bor i Kungälv og har otte børn sammen med Paulina Forslund. Udover kampen, en stor familie og et lønnet arbejde, bruger jeg tid på træning, og når jeg ikke træner alene, gør jeg det gerne sammen med mine børn. Ellers kan jeg godt lide at være alene med mine tanker og læse.

Du er født og opvokset i Jämtland. Var det i din barndom, at du oplevede din nationale opvågnen?

Der er ingen konkret begivenhed at pege på, som udløste min opvågnen, eller nogen særlig dårlig oplevelse af det multikulturelle samfund, som fik mig til at vågne op. På det tidspunkt var Jämtland ligesom Hobsala i Tolkiens verden, dvs. i høj grad beskyttet mod alt, hvad der foregik i omverdenen.

I stedet var min nationale opvågnen en lang proces, som begyndte tidligt, og som jeg ikke var klar over på det tidspunkt. Det hjalp også, at jeg var lidt af en bogorm i en tidlig alder, for det var med boglæsning, at det begyndte. Jeg har været meget fascineret af vores kultur og historie fra en tidlig alder, hvilket fik mig til at begynde at læse en masse bøger om nordisk mytologi som 12-årig. I gymnasiet udvidede jeg min læsning til at omfatte andre dele af vores folks historie, men også europæisk historie generelt.

Samtidig var »Thule-bølgen« på sit højeste. Teksterne inspirerede mig og fik mig til at identificere mig yderligere med og føle stolthed over for mit folk. Der skulle gå endnu et par år, før jeg definerede mig selv som nationalsocialist, men det var sådan det begyndte. Kald det raceinstinkt, om du vil, men det var nok noget, der kaldte på mig.

Var der nogle nationale organisationer, som tiltrak din interesse på et tidligt tidspunkt?

Da jeg var omkring 18-19 år gammel, så jeg mig selv som klar til at tilslutte mig en organisation, men jeg ville gerne gøre det i en organisation, der var værd at investere i, og som havde en fremtid. Efter at Riksfronten gik under, blev National Alliance dannet, hvilket jeg fandt meget interessant. Jeg var træt af den nationale bevægelses subkultur og mente, at NA ønskede at bryde med den, men organisationen kollapsede hurtigt, og jeg fortsatte min søgen.

På dette tidspunkt – i midten/slutningen af 90’erne – var der vel to organisationer, der var aktive: Sverigedemokraterne og Nationalsocialistisk Front. Det var altså på det tidspunkt, hvor SD ønskede at stoppe indvandringen og lejlighedsvis talte om race, men samtidig var det et reaktionært parti, der manglede et verdenssyn, så for mig var SD aldrig interessant. Desuden var der allerede dengang mistanke om, at SD ville liberalisere, hvilket også skete med svimlende hastighed – først under Mikael Jansson og derefter under Jimmie Åkesson.

Selv om NSF på sin vis var et frisk pust, så opfattede jeg dem som for meget tredje rigsfetichister. Tredje Riges æstetik kan være god i små doser, men det var hverken det eller den subkulturelle del, jeg var på udkig efter. Så blev Den Svenske Modstandsbevægelse dannet, som var noget nyt, og hvis mål og visioner stort set var sammenfaldende med mine egne.

Hvornår ville du sige, at du blev nationalsocialist? Kan du beskrive den proces, der førte til dette?

Det var i gymnasiet. Grundlaget for dette blev som sagt lagt, da jeg nogle år tidligere var begyndt at identificere mig med vores forfædre, men også med deres syn på verden, som faktisk ikke er helt ulig det nationalsocialistiske verdensbillede, og så andre aspekter af vores folks og vores races historie. Men der skulle stadig gå flere år, før jeg erkendte betydningen af race eller det jødiske spørgsmål.

Det positive ved denne tid var, at halvnationale, som jeg måske kunne beskrives som et eksempel på, ofte færdedes i de samme kredse som nationalsocialister, og snart nok læste jeg også Nordland og lyttede til såkaldt WP-musik. Alligevel var det i nogen tid svært at slippe de mentale barrierer, hvilket er lidt absurd i betragtning af det selskab, jeg havde, og den litteratur, jeg læste, som med tiden kom til at omfatte værker som Mein kampf, der også viser, hvor stærk den psykologiske krigsførelse mod os faktisk er.

En dag holdt de betingede reflekser op med at virke, og jeg holdt op med at lyve for mig selv. Jeg kan ikke huske præcis, hvad det var, der fik brikken til at falde, men jeg husker oplevelsen, og hvor jeg var, da det skete. Det var en meget stærk begivenhed og en befriende følelse. Der og da svor jeg mig selv en ed på at gøre alt, hvad der skulle til for at redde vores folk.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, blev du medlem af Den Svenske Modstandsbevægelse i 2000, tre år efter at organisationen blev grundlagt i 1997. Vil du fortælle mig, hvordan det skete?

Jeg har fulgt Den Svenske Modstandsbevægelse med stor interesse lige fra starten. Den Svenske Modstandsbevægelse kaldte sig ikke nationalsocialister, en beslutning, som jeg i sig selv var imod, men som nok var nødvendig på det tidspunkt for at finde nye veje fremad. Det afgørende for mig var, at de optrådte som nationalsocialister. Fokus var på uddannelse, på at skabe kultur og fællesskab og lignende, men også på stor aktivisme – og dette uden attributter fra Det Tredje Rige, røverhatte eller skinhead-kultur. Dette tiltalte mig. Desuden udgav Den Svenske Modstandsbevægelse Folktribunen, som var noget unikt og en fantastisk avis. Det var også her, jeg blev involveret som nyhedsskribent, inden jeg blev ansat i 2000.

Hvis du sammenligner Den Svenske Modstandsbevægelse i 2000 med Den Nordiske Modstandsbevægelse i dag, hvad er så de mest afgørende forskelle i den måde, kampen føres på?

Der var helt sikkert mange gode mennesker, da jeg kom til, men da det først var etableret, føltes det meget ustruktureret og lidt ustabilt. Der var meget netværksarbejde i denne periode, og ikke alle trak i samme retning, hvilket også førte til en stor splittelse, som næsten fik hele organisationen til at gå under. Strukturen blev gradvist forbedret, men det var først efter Lindbergs overtagelse, at den blev rigtig god. Den Svenske Modstandsbevægelse gjorde imidlertid mange gode ting fra begyndelsen, og uden dens oprettelse ville vi måske ikke have en egentlig national bevægelse i dag.

Havde du tidligt i forløbet noget ansvar i organisationen?

Jeg blev leder af Rede 4 ca. et år efter, at jeg kom til, som dengang omfattede hele Norrland. Jeg boede i Östersund på det tidspunkt, men flyttede snart til Sundsvall, som også blev centrum for redens aktiviteter.

Hvornår blev du medlem af modstandsbevægelsens nationale råd?

Samtidig med at jeg blev næstkommanderende.

Kan du fortælle os lidt om, hvordan det nationale råd fungerer?

Som en forretningsledelse, vil jeg sige. Vi er ansvarlige for at sikre, at virksomheden udvikler sig og er »rentabel«, hvilket i vores tilfælde ikke altid handler om penge, men om at virksomheden er effektiv i forhold til at vække vores folkekammerater, appellere til de rigtige mennesker og rekruttere til sagen. Vi holder regelmæssige møder, følger op på beslutninger og kommunikerer med rederne og andre dele af vores virksomhed.

 

Nordfront

Vil du fortælle os lidt om omstændighederne omkring lanceringen af webmagasinet Nordfront i 2012? Jeg kan huske, at jeg dengang læste Patriot.nu, men jeg mindes, at denne publikation pludselig forsvandt.

Jeg drev Patriot.nu i omkring et år, før vi lancerede Nordfront med et nyt, frisk websted. Det, jeg havde opdaget som forfatter gennem årene, var, at vi havde meget gode forfattere i organisationen, men at de kun var aktive 1-2 personer ad gangen, hvilket betød, at vores medier aldrig rigtig kom i gang. Vi kunne stadig gøre lidt som vi ville, hvilket bestemt kan være rart og nyttigt i nogle sammenhænge, men jeg opfattede det som et strukturelt problem, som gjorde, at vi var i en snublende situation. Det, jeg gjorde, var simpelthen at samle alle skribenterne og oprette en redaktionsgruppe og en nyhedsgruppe, hvor vi holdt regelmæssige møder og stillede krav til os om at levere varen. Det var hårdt arbejde, men det gav hurtigt pote.

Hvordan opfattede du, at Nordfront ved og efter lanceringen blev modtaget i nationale kredse og samfundet som helhed?

Vores »konkurrenter« kunne måske ikke lide Nordfront, der var nogle konflikter mellem nationale på det tidspunkt, og vi var heller ikke altid så konstruktive i vores kontakter med nationale. Men jeg følte alligevel, at mange nationale borgere satte pris på Nordfront, som på kort tid blev en aktør at regne med – uden at tage genveje for at nå dertil. Hårdt arbejde og fremragende skribenter, der regelmæssigt leverede både nyheder og klummer, betød, at Nordfront i løbet af 1-2 år gik fra at være en marginal netavis til at være den største på den nationale scene og endda større end de fleste alternative medier, selv om sidstnævnte havde helt andre økonomiske ressourcer. Det gav os nye medarbejdere, men også nye rekrutter til organisationen og bidrog til det momentum, som organisationen fik et par år senere.

Kan du huske nogle scoops, der er særligt bemærkelsesværdige i avisens tidlige år?

Scoops fandtes, men jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at det var vores største styrke, det var mere det kvantitative arbejde med nyhedsrapportering og kvaliteten af vores kommentarer og ideologiske artikler. Men vi afslørede Expos hemmelige hovedkvarter og forskellige venstreekstremister, og jeg husker, at Pär Öberg var en feltreporter af rang, der klatrede ind her og der og stillede ubehagelige spørgsmål og fik bl.a. Säpo og andre til at gøre sig selv til grin.

Du var chefredaktør på Nordfront 2012 – 2017. Var du sideløbende hermed også ansvarlig udgiver?

Jeg var chefredaktør fra 2012 til 2017, da Martin Saxlind, som var med fra starten og arbejdede sig op fra nyhedsskribent, overtog posten. Jeg var ansvarlig udgiver fra starten og indtil 2015.

Vil du kort beskrive baggrunden for den første HMF-dom mod dig, som var motiveret af en Nordfront-artikel?

Jeg blev dømt i min egenskab af ansvarlig udgiver for en nyhed med overskriften »Negerfar puttede sit barn i vaskemaskinen«. Det var noget, som alle medierne skrev om, men alene ordvalget i vores meget uskyldige notat resulterede i en to måneders fængselsstraf til mig selv.

Hvis du sammenligner Nordfront i 2012 med Nordfront i dag, hvad ser du så som de afgørende forskelle? Hvordan vil du beskrive udviklingen af avisen generelt?

Nordfront har en endnu bedre struktur i dag og dækker flere områder og emner, det føles mere komplet på en eller anden måde. Nordfront kan ikke være lige så åbenlyst »edgy« i dag på grund af HMF-lovens begrænsninger i ytringsfriheden, men er i stedet lidt mere humoristisk og satirisk. Jeg kunne godt tænke mig flere kommentarartikler, for de, der gør det, gør det sgu godt, men lidt for sjældent. Jeg håber at kunne bidrage lidt mere på dette område i fremtiden.

Du skriver stadig for Nordfront og har stadig skriveopgaver for redaktionen på trods af alle dine andre forpligtelser. Hvad driver dig her?

Jeg har vist ikke været i stand til at give helt slip på det. Nej, men det kan nok være nyttigt fra tid til anden at tvinge sig selv til at følge med i, hvad der sker i verden, samtidig med at man bidrager lidt.

 

Nordisk Radio

Fortæl os lidt om baggrunden for dannelsen af Nordisk Radio i 2017.

Faktisk var det en lignende historie som den om Nordfront, at jeg så, at der var ressourcer, som ikke rigtig blev brugt, og at jeg ønskede at engagere mig i det. På det tidspunkt var der Radio Nordfront, som var og stadig er vores flagskib, men jeg følte, at der var mange andre, som ville have været egnede som faste radiostemmer, da de havde forskellige perspektiver og vidensområder. Når alt kommer til alt, har vi skabt noget af et radioimperium med et utal af forskellige podcasts.

Modstandsbevægelsens politiske strateg forlod rollen som chefredaktør til fordel for rollen som radiochef. Er der nogen dybere symbolik i dette? Er lyttede medier blevet mere relevante for kampen på bekostning af de læste medier, vil du sige?

Nej, det var bare en raket, der skulle få Nordfroen og det, der blev til Nordisk Radio, til at fungere så effektivt som muligt. Radioen har en meget stor relevans for kampen i den forstand, at lytterne lærer os at kende på en helt anden måde, end de gør, når de læser en artikel. At lære os at kende er vigtigt, da folk som os beskrives som monstre i de almindelige medier, men nogle gange også opfattes som for radikale og strenge for andre nationalister og nationale. Der er mange, der er endt hos Den Nordiske Modstandsbevægelse via radio.

Jeg ved ikke, om tidligere Nordfront-læsere har opgivet at læse til fordel for radiolytning, men det vigtigste er, som jeg ser det, at vi rekrutterer og påvirker uanset medie. For mig at se er radiobranchen velkommen til at blive »udkonkurreret« af en yderst initiativrig person, der skaber et tv-imperium inden for vores sfære. Der vil altid være folk, der foretrækker radio, tv eller læsning – vi bør bruge alle platforme.

Nordisk Radio har i øjeblikket 17 aktive podcasts med varierende frekvenser. Tre af disse er på engelsk. Tre af dem har dig som en af podcastværterne: Ledarperspektiv, Leadership Perspective og Mimers Well. Vil du fortælle os lidt om de tre podcasts og din rolle som vært for hver podcast?

Ja, det har vist sig, at jeg er vært for tre programmer, hvilket ærligt talt ikke var min hensigt i første omgang. Faktisk foretrækker jeg at skrive artikler frem for at tale i radioen, så vi får se, om det lykkes mig at snige mig ud af nogen programmer i fremtiden. Ledarperspektiv er Den Nordiske Modstandsbevægelses officielle radioprogram, hvor især Simon Lindberg taler, og Leadership Perspective er den engelsksprogede version, hvor vi kan nå ud til både vores nordiske organisationskammerater, som ikke forstår det svenske sprog, men også til andre nationaliteter rundt om i verden. Vi sender henholdsvis en gang om måneden og en gang hver anden måned og forsøger at formidle Den Nordiske Modstandsbevægelses officielle holdninger og ideologi så præcist som muligt.

Mimers Brunn sender jeg sammen med Jonas De Geer og Mikael Hovila, som ikke er medlemmer af Den Nordisk Modstandsbevægelse, så der er mere plads til diskussioner og holdninger, der går ud over de rent organisatoriske rammer.

Nyhedspodcastene Coronabunkern fra 2020 og Den enda valpodden fra sidste år var begge meget populære og kan tages som bevis på, at Nordisk Radio er i stand til at håndtere en daglig direkte nyhedspodcast. Er der i øjeblikket nogen ambitioner om at starte et?

Vi er meget stolte af disse podcasts, da vi har vist, at vi ikke blot kan sende daglig nyhedsradio, men at det også har været af høj kvalitet med et stort antal involverede mennesker, der trækker i samme retning. Jeg kan ikke huske det præcise tal, men i den sidste podcast, Den enda valpodden, havde vi mellem 20 og 30 personer på skift, hvoraf flere var interessante gæster uden for vores sfære, og vi opdagede også nye talenter, som nu er involveret i andre radioprojekter. At det lykkedes os at gøre det – på et tidspunkt, hvor stort set alle radiopersonligheder var involveret i en valgkamp – er virkelig en bedrift.

Vi kunne køre en daglig live nyhedspodcast over en meget længere periode, end det var tilfældet med Coronabunkern og Den enda valpodden, men vi har fundet ud af, at vi skal afsætte for mange ressourcer til at køre et så stort projekt. Vi vil dog fortsat lancere nye daglige nyhedspodcasts, når der sker større begivenheder i verden, og vi undersøger også mulighederne for programmer, der laver kortere nyhedsudsendelser.

»Lokalradio« har været en vigtig del af Nordisk Radios udbud gennem årene. Vi har haft Radio Ludvika, som blev til NR Dalarna, og Radio Kungälv, som blev til NR Bohuslän. Det er mit indtryk, at disse podcasts har haft gode lyttertal, og at de har tiltrukket nye publikummer til organisationen. I dag er NR Småland den eneste, der stadig er aktiv. Hvad er din mening om lokalradio? Er der planer om en ny podcast af denne art – eller endda en tilbagevenden af en tidligere aktiv, men nu hvilende podcast?

Lokalradioen tjener bestemt sit formål ved at tiltrække folk ud i landet. Jeg synes, at alle vores lokalradioprojekter har været gode til lokalhistorie, noget, der appellerer til dem, der bor lokalt, men som også kan være interessant for folk udefra. I øjeblikket er der ingen konkrete planer om en ny lokal radiostation eller om at genoptage en i øjeblikket inaktiv radiostation. Generelt set er det ikke nye ugentlige podcasts og lignende, som vi vil bruge ressourcer på i fremtiden, men snarere at udvikle vores evne til at lave dokumentarfilm, nyhedsindslag og lejlighedsvise nyhedspodcasts som Coronabunkern og Coronabunkern.

Valgkampagner

Vil du fortælle os lidt om, hvornår og hvordan modstandsbevægelsens bestræbelser på at etablere en parlamentarisk afdeling og deltage i valg til både Riksdagen og kommunalbestyrelser kom i stand? Var der sådanne planer eller ambitioner allerede på det tidspunkt, hvor Den Svenske Modstandsbevægelse fandt sted?

Vi havde faktisk seriøse diskussioner om at stille op til valg allerede i 2010 og 2014. 2010 blev det til, at vi startede arbejdet for sent og ikke havde tid til at lave alt papirarbejdet, og i 2014 besluttede vi endelig at lade være, fordi det var unødvendigt og ukonstruktivt, når der allerede var et nationalt parti (SvP). Dengang var jeg ret lunken over for at stille op til valget, og Öberg var heller ikke et drivende part, hvis jeg husker rigtigt. 2018 var en anden historie.

Klas Lund havde besluttet, at vi skulle oprette et parti og stille op til valg, og efter at Lindberg overtog ledelsen, havde vi vind i sejlene og var i gang med en intensiv aktivisme i hele landet, som vi ville bruge til at føre en stor valgkampagne og til at kunne rekruttere endnu flere til vores rækker.

En ting, som vi altid har haft med os, er erkendelsen af, at vi før eller siden bliver nødt til at stille op til valg, bl.a. for at gøre det sværere at forbyde organisationen. Det gælder i endnu højere grad i dag, og derfor stillede vi også op til valget sidste år.

Jeg er i øvrigt ikke grundlæggende modstander af at stille op. Argumentet om ikke at »spille efter fjendens regler« kan lige så godt påberåbes for puristens brug af sociale medier – hvilket i nogle tilfælde er det samme som at være ejet af jøderne, men som vi har brugt og bruger med succes. Målet må aldrig være at konkurrere om at være den »mest autistiske«, men at vinde. Hvis valg og valgkampe er en måde at nå dertil, hvorfor så ikke?

Ved to valg, i 2018 og 2022, har du stået i spidsen for Den Nordiske Modstandsbevægelses bestræbelser på at komme ind i kommunalbestyrelserne i Kungälv og Munkedal. Hvordan vil du vurdere denne indsats i et tilbageblik?

Vi har vundet valgkampen ved begge lejligheder og intensiveret vores aktivisme, da vi har påvirket folk i vores retning i en tid, hvor almindelige mennesker er mere interesserede i politik. Vores mål er at fokusere på små kommuner, hvor vi har en chance for at påvirke folk og muligvis også komme ind, hvilket dog er meget svært, så længe SD-kurven fortsat peger opad. I 2022 fokuserede vi på endnu mindre kommuner end tidligere, og læren vi lærte var, at vores kandidater først og fremmest skal være mere etableret i lokalområdet.

Er der nogle øjeblikke i valgkampen, som du gerne vil dele?

Der er så mange. Det var rigtig sjovt, at vi jagede venstreekstremisterne væk i Munkedal under deres moddemonstration, men ellers var demonstrationen i Boden en rigtig god oplevelse, hvor vi havde tusindvis af kommunister imod os, men hvor vi stadig ejede byen og holdt utrolig stærke taler. Et andet minde er, da Annie Lööf ledede en moddemonstration mod os i Stockholm; at en så jødeelskende, ond og ulækker kælling betragter os som det værste, hun kender, er et meget godt tegn for os. Det, som jeg synes var meget specielt for mig, var de torvemøder, som vi holdt i Kungälv i 2018, som var ret store, og hvor både arbejdskolleger, naboer og bekendte var blandt publikum.

Det føles lidt som om, at mens etablissementet og pressen havde en strategi om at advare mod modstandsbevægelsen under valgkampen i 18, var strategien fire år senere snarere at forsøge at lukke munden på os. Noget, der blev gjort lettere med den censur, der blev indført efter det sidste valg på bl.a. YouTube, men som stadig ikke lykkedes. Er du enig?

Ja, det er rigtigt, selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det massive skriveri om os i 2018 blot var en del af en bevidst strategi. Da vi klatrede ind i deres firmafest i Almedalen og udsatte dem for det svenske folk, sårede vi dem på en måde, som ingen andre havde gjort det før. Hvor vover vi at stille spørgsmål til dem i deres egen arena og stjæle deres show, når de drikker bobler sammen og bare vil fortsætte med at lyve over for hele nationen, uden at nogen generer dem? Ved valget i 2022 havde de lært lektien, men de havde sandsynligvis også fået ordre fra World Jewish Congress – som satte regeringens forsøg på at forbyde os i gang – om at lukke munden på os.

I dag kan vi arbejde mere uforstyrret og uden de store krigsoverskrifter, hvilket også har sine fordele, da vores budskab bliver mere normaliseret. At de stadig tænker på os og drømmer mareridt, bekræftes dog fra tid til anden af Annie Lööf, som stadig taler om os ved første lejlighed, og af alle de journalister, som stadig bliver fornærmet over udtalelser som f.eks. at vi vil rydde op i mediekorpset, og at de er kriminelle. Hvem ved, måske mødes vi igen i Almedalen en gang i fremtiden.

Tror du, at organisationen fortsat vil stille op til kommunalvalget i Kungälv eller Munkedal?

Måske, men vi har faktisk slet ikke drøftet spørgsmålet endnu.

Politisk strategi

For at skitsere de store linjer i en udvikling gik den nationale bevægelse i 2017, efter mindst to års konstant ekspansion, ind i en ny fase – en fase med stærkt stigende censur og undertrykkelse. Siden da har systemet forsøgt at kriminalisere systemkritik på forskellige måder og har udforsket forskellige juridiske muligheder for at håndhæve organisatoriske forbud. Fredrik, hvad tror du, der kan forventes at ske på dette område i de næste par år? På hvilket tidspunkt og under hvilke betingelser kan vi forvente et nyt nationalt opsving?

Systemet havde, set fra deres synspunkt, fuldstændig ret i at øge censuren og undertrykkelsen i 2017, hvor vi havde et massivt momentum, og hvor blot en enkelt artikel eller en xnormal« aktionsvideo kunne nå ud til 100.000 mennesker. Samtidig har det afsløret systemet, og efterhånden som censuren og undertrykkelsen også har smittet af på andre dissidenter eller på dem, der blot stiller ubehagelige spørgsmål, har systemet afsløret sig selv. Nødvendigheden af deres handlinger har skabt mange dissidenter og forårsaget skader, som de ikke vil være i stand til at reparere.

Ændringen vil ske, når systemet ikke længere kan klare de interne modsætninger i samfundet, mens den sociale og økonomiske sikkerhed er blevet slået ud for altid. Jeg forventer endnu mere kaos i de kommende år med mere social og økonomisk usikkerhed, men måske også en tredje verdenskrig, mere drakoniske love og korruption.

Den Nordiske Modstandsbevægelse har en klar ambition om at møde mennesker i deres forskellige miljøer. Vi har f.eks. ikke skåret ned på vores gadeaktivisme, når vi har udvidet vores internetaktivisme. Du har i dine taler og skrifter i de seneste år understreget vigtigheden af innovativ ny aktivisme og har fået støtte til dette. Er der nogen foranstaltninger, som du vil fremhæve som særligt gode pejlemærker for den kommende kamp?

Det er svært at pege på en særlig spektakulær aktion, men jeg sætter personligt pris på Rede 3’s fantastiske repellerende aktioner. Vi har lavet et par trollaktioner og vil blive endnu bedre til det. Så som sagt, da vi moddemonstrede mod venstrefløjen i Munkedal og stort set jagede dem ud af byen.

Begrebet »accelerationisme« er genstand for en bred debat blandt de nationale borgere på forskellige sociale medier. Nok modgang eller materielle problemer er det, der skaber ægte modstand og i sidste ende sejr, hævder nogle. Andre fremhæver kampen i form af velorganiseret modstand som den afgørende faktor, der skal være til stede, for at tilbageslag kan skabe konstruktive modstandshandlinger og faktisk vække selv de sovende og mætte »NPC’er«. Kalder du dig selv for accelerationist, og i så fald, hvilken betydning tillægger du ordet?

Det er rigtigt, at accelerationismen kan få alting til at eksplodere, men vi vil stadig ikke være i stand til at handle i en revolutionær situation – hvis det er det, de mener og sigter mod – uden en velorganiseret modstand i kernen, der leder revolutionen. En sådan ting opstår ikke fra den ene dag til den anden, når situationen er rigtig, men er noget, der skabes gennem mange år, i fiaskoer, som vi lærer af, og i succeser. Det, som aktivisterne i Den Nordiske Modstandsbevægelse får med i kampen, er træning til enhver sådan situation, hvad enten det drejer sig om, hvordan man som gruppe reagerer på en anden gruppe, der bruger vold, hvordan man håndterer et forhør, en fængselsdom eller anden form for undertrykkelse – eller hvordan man lærer at leve med en lav materiel standard over en længere periode. At være med i Den Nordiske Modstandsbevægelse betyder ikke automatisk, at man får sådanne problemer – det er ofte et spørgsmål om, hvor aktiv og fremtrædende man vælger at være – men vi har en hel del blandt os, som er endt der, fordi de har været eller er blevet af det træ, der skal bruges i »skarp tilstand«.

For at give et kort svar: Der skal nok materiel nød, social uro og ustabilitet i samfundet til for at sejre, men vi skal skabe de bedste betingelser for os selv nu ved at være så stærke, organiserede og testede som muligt, når den dag kommer!

Tak for din tid og dine svar Fredrik – og for din indsats for vores folk!

Tak!


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Baseret arisk gigachad


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //