Elon Musk har stiftet nyt politisk parti
USA: På den amerikanske uafhængighedsdag, 4. juli, offentliggjorde milliardæren og tech-mogulen Elon Musk stiftelsen af et nyt politisk parti ved navn America Party.

Elon Musk under en politisk konference for konservative i USA, 2025. Foto: Gage Skidmore from Surprise, AZ, United States of America, CC BY-SA 2.0.
Den opsigtsvækkende udmelding kom på det sociale medie X – hvor Elon Musk erklærede krig mod det, han kalder “et étpartisystem forklædt som demokrati”.
– Når det handler om at ruinere vores land med spild af penge og korruption, så lever vi i et étpartisystem, ikke i et demokrati. I dag er America Party stiftet for at give jer jeres frihed tilbage, skrev Musk.
Dermed gør Musk alvor af tidligere advarsler om at etablere et alternativt parti, hvis præsident Donald Trump fik sin omstridte lovpakke, kaldet “Big, Beautiful Bill”, vedtaget. Lovpakken blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus torsdag og underskrevet af Trump dagen efter – på netop uafhængighedsdagen.
Musk har tidligere støttet Donald Trump og fik tidligt under Trumps nuværende præsidentperiode en central rolle som leder af Departementet for Regeringseffektivitet (Doge), en myndighed med ansvar for at reducere det føderale bureaukrati. I løbet af de første fem måneder blev der nedlagt 260.000 føderale stillinger – svarende til 12 procent af den samlede offentlige arbejdsstyrke.
Men i maj trådte Musk tilbage fra posten, og siden har han udviklet sig til en af Trumps mest prominente kritikere. Deres relation er i dag præget af offentlige sammenstød og uenigheder, særligt i kølvandet på den nye lovpakke.
Ifølge Musk er lovpakken et økonomisk selvmål. Den indebærer store skattelettelser til de rigeste amerikanere og massive nedskæringer i sociale og sundhedsmæssige ydelser til samfundets svageste. Samtidig hæver pakken USA’s gældsloft med hele 5.000 milliarder dollar – i et land, hvor den nuværende statsgæld allerede har rundet 37.000 milliarder dollar.
Musk har kaldt pakken “katastrofal” og beskyldt Trump for at have svigtet sine egne vælgere:
– Det her handler ikke om højre eller venstre, men om at stoppe det svindelnummer, Washington kører mod det amerikanske folk, skrev han fredag aften.
Musk lod sit følgerantal på X stemme om, hvorvidt han skulle stifte partiet. Resultatet var overvejende positivt – og ifølge Musk selv, folkeligt mandat nok til at sætte projektet i gang.
Men eksperter advarer om, at vejen til politisk gennemslagskraft bliver lang. Det amerikanske valgsystem er strukturelt indrettet til at favorisere de to etablerede partier – Demokraterne og Republikanerne – og nye partier skal gennem komplicerede procedurer i hver enkelt delstat for overhovedet at blive opstillingsberettiget.
I Californien kræver det fx enten støtte fra ca. 75.000 registrerede vælgere eller over 1,1 million stemmeberettigede.
– Kun det rigeste menneske i verden kan gøre et seriøst forsøg på at skabe et nyt, amerikansk politisk parti, siger valgjurist Brett Kappel til CBS News.
Elon Musk er muligvis den eneste, der har både ressourcerne og den mediemæssige gennemslagskraft til at forsøge at skabe et nyt parti.
Det er endnu uklart, om America Party vil forsøge at opstille egne kandidater til præsidentvalget i 2028, eller om Musk har andre strategier for at påvirke den amerikanske politiske scene.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.