Generobringen

KOMMENTAR: I denne artikel beskriver Lukas Lindgren, hvordan tålmodighed, udholdenhed og viljen til aldrig at give op – selv når alt synes tabt – er afgørende egenskaber for den, der vil se en reel sejr i fremtiden. Ved at spejle nutidens kamp i den iberiske reconquista mindes vi om, at historien tilhører dem, der nægter at bøje sig.

Det tog omkring 770 år for spanierne og portugiserne at generobre deres land fra de ikke-europæiske, arabiske horder og fordrive mange af de jøder, der boede der. Reconquistaen – eller generobringen – begyndte med en yderst lille modstandslomme i de nordlige egne af den Iberiske Halvø. De kunne lige så godt have kapituleret. De kunne lige så godt have overgivet sig til det samme defaitistiske pladder, som nogle ytrer i dag: “Danmark er tabt.” “Det er tid til at flytte.”

Men det gjorde de ikke. De forstod, at defaitisme er fjendens psykologiske våben. En anden vej blev valgt – en bedre vej.

I små landsbyer og glemte dale overlevede sydeuropæernes tro, sprog, kultur og vilje, selvom disse værdier mange andre steder var blevet presset ud i deres tabte fædreland. Det var heller ikke let for disse værdier at bestå. At bevare genetik og kultur kræver ofte bevidste valg – og nogle gange ofre. Selv dem, der levede under fjendtlig besættelse, valgte aktivt at holde ud og bevare deres folk. Før spanierne og portugiserne for alvor begyndte at kæmpe med sværdet, havde de længe kæmpet med troen på en fremtid for deres folk.

De kongeriger, der indledte generobringen – Asturien, León og Kastilien – var ikke stormagter, ikke i forhold til tidens imperier. Trods deres underlegenhed lykkedes det dem med snilde, tro og tålmodighed at genvinde deres landområder – bid for bid. Og når man ikke kunne sejre i åben kamp, ventede man. Når man manglede ressourcer, opbyggede man dem i stilhed.

Sejr er ikke noget, man får foræret. Naturen giver os ikke fordele, bare fordi vi i vores hoveder synes, vi fortjener det. Mange gange kræves generationer af hårdt arbejde og strategisk tænkning for at virkeliggøre sin vilje.

Det mauriske Granada falder – den sidste emir overgiver byen til de spanske konger, Granada 1492.

Den åndelige forberedelse: Udholdenhed, tro og den totale kamp

Vi lever i en tid, hvor alt skal gå hurtigt. Resultater forventes øjeblikkeligt, og tålmodighed er en mangelvare. Men hvis man kæmper for race og nation, må man nogle gange anlægge et andet perspektiv – et længere, mere historisk blik. Det betyder dog ikke, at man skal opgive kortsigtede mål eller se bort fra resultater i nær tid. Den kortsigtede vurdering er nødvendig for at forstå, hvordan man ligger i det lange løb.

Når man – desværre alt for ofte – ser især nye personer i den nationale bevægelse have en alt for kort horisont i deres kamp, forstår man, hvor vigtigt det er at kunne holde ud, når andre mister håbet og kampviljen.

En ægte tilbageerobrer giver ikke op og forlader den politiske kamp for komfort eller andre overfladiske årsager. En ægte tilbageerobrer fortsætter kampen og træffer strategiske valg, men han frygter ikke at tabe en kamp, han selv har valgt at indgå i. Nederlag er en del af livet. Det er naivt at tro, man kan undgå undergang blot ved at undgå kamp. At skulle stå til ansvar i sine ældre dage for, at man stoppede med at kæmpe – eller aldrig begyndte – er i mange henseender værre end at gå ned i nederlag.

Maurerne angriber – Guzmán el Bueno ofrer sin søn under forsvaret af Tarifa i 1294.

Folk må holde op med at gøre sig afhængige af hurtige belønninger i en sådan grad, at deres politiske liv kollapser, så snart denne tilfredsstillelse udebliver. Hvad gør det, om den bedste strategi lige nu er krævende eller ikke så effektiv, som man havde håbet? Så må man enten udføre noget bedre – eller fortsætte med den metode, der er mest gennemprøvet. Valget står ikke mellem hurtige gevinster fra urealistiske idéer og total opgivelse. Der findes altid en vej frem.

Man må bære sin stræben, selv når den er tung. Og hvis man alligevel lider, kan man lige så godt forsøge at finde glæde i det, der ellers føles for langsomt. Som individ har man ikke altid kontrol over, om tingene går godt eller skidt. Det handler om at finde det sindelag, hvor man ikke bekymrer sig for meget om hver enkelt modgang.

Det er blevet sagt mange gange før, men i sidste ende handler det om at redde de nordiske folk fra undergang. Det er sejr eller udslettelse. Vil du være den, der ikke orkede at kæmpe, fordi liberale bekvemmeligheder kom i vejen? Vil du være den, der gav op, efter fem millioner tyske soldater døde for at sikre din fremtid?

Vil du være den, der bøjer knæet for folkeforræderne, når conquistadorerne kæmpede i 770 år for deres frihed?