Jøder dominerer Hollywood

Historie: Den 6. december 1974 afslørede avisen Jewish Post and Opinion, at jøder kontrollerer filmindustrien.

At gøre mennesker opmærksomme på det faktum at jøder kontrollerer, eksempelvis massemedia og filmindustrien, bliver som regel anset som ”konspirationsteori”. Men dette er noget jøder selv anerkender, ikke mindst i deres egne publikationer til deres egne læsere.

I over 40 år har Hollywood været næsten fuldstændig domineret af jøder, hvor bl.a. manuskriptbranchen har været ”en lukket jødisk forretning”. Dette afslørede den jødiske avis Jewish Post and Opinion i USA i en artikel med overskriften ”Jews Dominant in Hollywood” den 6. december 1974.

I denne artikel fremgår det endvidere hvordan jødiske karakterer og karaktertræk dominerer, hvilket betyder, at filmene er typisk jødiske eller omhandler emner af jødisk interesse. En sådan interesse kan være opmuntring til multikulturalisme og raceblanding for ikke-jøder, hvilket er meget almindeligt i Hollywoodproduktioner.

Artiklen ”Jews Dominant in Hollywood” er ikke den eneste af sin slags. Et andet kendt eksempel, hvor jøderne anerkender, at de kontrollerer hvordan film skal produceres og hvilke film der skal vises, er artiklen ”Jews Run Hollywood – So What?”. Denne artikel blev også publiceret i et jødisk tidsskrift – magasinet Moment Magazine – i 1996.

Artiklen ”Jews Dominant in Hollywood” anerkender den unaturlige overrepræsentationen af jøder i Hollywood, men nedtoner den jødiske magt overfor modstandere med udtalelser som hævder, at jøderne i Hollywood ”ikke er selvbevidste omkring deres jødedom”.

Nedenfor publiceres en oversættelse af artiklen, samt originalartiklen længere nede:
“Jøder dominerer i Hollywood i dag som de gjorde i filmindustriens barndom. Dette gælder skuespillere, regissører og producenter.
Tom Tugend skriver i ugeavisen The Jewish Chronicle i London: “I det store hele”, hævder han, ”er den jødiske tilstedeværelse i Hollywood et historisk faktum, og få mennesker finder jødernes antal, indflydelse eller karakterer i filmindustrien alarmerende.
Samtalerne til cocktail-festerne kan berører emner som ”vort folks” seneste triumfer eller katastrofer
– Paul Newman, Barbara Streisand, Joel Grey, Tony Curtis, Dustin Hoffman, Kirk Douglas eller Woody Allen – efterfulgt af et par runder af legen ”Er han… eller er han ikke … til dels i det mindste? (Douglas Fairbank Senior? Charles Chaplin? C.B. de Mille? Måske Charlton Heston?)”.

Når det kommer til jøderne på toppen nævner Tugend følgende: Ted Ashley hos Warner Bros., Gordon T. Stulberg hos 20th Century Fox, Frank Rosenfelt og Dan Melnick hos Metro Goldwyn Meyer, David Begelman hos Columbia, Lev Wasserman og Jennings Lang hos Universal Pictures og Charles Bloudon og Robert Evans hos Paramount.

Angående producenterne og regissørerne siger Tugend, at ”majoriteten er jødiske, mens Manuskriptforfatternes Laug i praksis er en lukket jødisk forretning hvor jøder udgør 70-80 procent af medlemmerne”. Tugend spørger så: ”Hvor jødisk er den nye generation af Hollywood-jøder?”, og citerer Charles Powell, MGM’s vicepræsident, som siger: ”De er ikke selvbevidste omkring deres jødedom. I dag forbliver skærmnavnet George Segal, hvorimod det for 20 år siden ville være blevet ændret til George Simpson, og det samme er gældende for Richard Benjamin, Elliot Gould, Ron Leibman med flere. Men med enkelte undtagelser, er det at være jøde, ikke en central faktor i deres liv”.