Voldsbekæmpende overvejelser om værdien af kampsportskonkurrencer

KOMMENTAR: Martin Saxlind deler sine tanker om værdien af at deltage i kampsportskonkurrencer efter bokseturneringen, der blev afholdt i lørdags.

En konkurrence giver dig ekstra motivation og et mål for din træning. Du skal træne og forberede dig for at øge dine chancer for at vinde og mindske risikoen for skader eller et pinligt nederlag.

Før og under en kamp lærer du dig selv at kende og håndterer følelser som nervøsitet, stress og frygt. Hvis du ikke er rolig og klar i hovedet, når du træder ind i ringen, kan det være en stor ulempe. I det mindste når kampen starter, bør ingen følelser distrahere dig. Følelser bør ikke aktivt forstyrre din bevidsthed, men i stedet bør de kanaliseres til gavn for dig på et mere ubevidst plan; uden at du behøver at tænke over det, vil din krop forstå, at du befinder dig i en farlig situation, og give dig et adrenalinrus, der gør det muligt for dig at håndtere situationen bedre.

Denne udforskning af psyken svarer til oplevelsen af vanskelige vandreture i vildmarken. Under en vandretur kan du også have at gøre med træthed, smerte og lysten til at give op, men det er mere lavintensivt og langvarigt i forhold til det, du oplever i en kamp. Så det er ikke for ingenting, at soldater ofte er tvunget til at udføre pinefulde marcher som en del af deres træning, hvilket styrker deres psyke og gør dem til bedre krigere. »Hvad der ikke dræber, hærder«, som man siger.

En anden lighed er, at man både i naturen og i ringen lever mere i nuet. I det første tilfælde er det en langvarig og fredfyldt oplevelse, hvor fraværet af distraherende teknologi (mobiltelefoner/computere/TV) betyder, at man lever mere i nuet og bedre kan fokusere på den ofte storslåede og smukke natur, man er omgivet af, sine egne tanker eller de mennesker, man måske har med på vandreturen. I det andet tilfælde er det i stedet en hurtig og stressende oplevelse, hvor den fare du befinder dig i giver dig et ekstremt stærkt fokus, hvor du kun ser din fjende og instinktivt angriber den og forsvarer dig selv. Begge disse oplevelser er efter min mening naturlige og grundlæggende for mennesker. At leve helt fremmedgjort fra naturen og ikke opleve stærke følelser er noget, der gør os til ulykkelige og robotagtige væsener.

Et almindeligt problem for moderne mennesker i den vestlige verden er, at de bliver chokeret over vold, fordi de aldrig har oplevet det. Ofte kan det være nok, at nogen opfører sig aggressivt og truende over for dem, for at de går i panik. Hvis de får en lussing eller noget værre, »fryser« de ofte og kan ikke bevæge sig eller sige noget, fordi de er så chokerede over den nye og ubehagelige oplevelse. Et andet problem, der ofte opstår, når nogen begynder at dyrke kampsport, er, at de er blevet indoktrineret i, at de ikke skal slås, og at de altid skal være venlige over for andre. Så når de får besked på at slå en anden person under sparring, tør de næsten ikke røre deres træningspartner og vil nervøst undskylde, hvis de ved et uheld lander et godt slag. De, der fortsætter med at træne på trods af disse negative impulser, vil til sidst blive relativt trygge ved både at tage imod slag og slå tilbage.

Træning er dog bare træning, og det næste skridt, der skubber dine grænser, er at tage til en kamp. Ved træning træner man med andre mennesker (ikke mod dem). Under sparring ved et træningspas slår man normalt ikke med fuld kraft, man forsøger at være afslappet, og målet er ikke, at den ene person skal vinde, men at begge skal lære af hinanden. Når det er en konkurrence, er det helt anderledes. Så går man ind i ringen mod en person, der vil gøre alt hvad han kan (og ifølge reglerne har lov til) for at skade dig i en begrænset periode. Hvis du ikke går ind med den samme indstilling, vil du tabe, blive såret og måske blive alvorligt skadet, hvis du er uheldig. Så du skal angribe din modstander uden tilbageholdenhed, indtil han giver op, eller dommeren siger, at kampen er slut. Dette kræver et skarpere sind end til træning og evnen til at være virkelig ondskabsfuld til tider.

Under og efter en kamp får du så en ærlig vurdering af din form, og hvor forberedt du er til kamp. Ligesom vægtene i træningscenteret ikke lyver, får du sandheden at se i ringen.

Jeg vil sige, at de, der konkurrerer på eliteniveau i MMA og lignende kampsport, er de ultimative atleter og til en vis grad måske også de ultimative mennesker. De har brug for kondition, styrke, psyke og teknik. Alt dette udfordres og testes under ekstreme forhold, som meget få mennesker kan klare. Andre atleter er måske bedre på et bestemt område, men inden for kampsport skal de, der konkurrerer på eliteniveau, have alle disse kvaliteter, og vold er simpelthen den ultimative og originale sport. Hvis man skulle samle forskellige typer atleter i et rum for at diskutere dette, ville kampsportsmændene simpelthen slå alle skiløbere, fodboldspillere, curlingspillere osv. i stykker, og spørgsmålet ville blive afgjort på den måde.

Personligt ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg i øjeblikket prioriterer kampsportstræning højere end gymnastiksalen, men jeg anbefaler alligevel alle kammerater, der har mulighed for det, at forsøge at træne så meget seriøs kampsport som muligt og helst også konkurrere på så højt et niveau som muligt.

Så for at opsummere:

Konkurrencer er gode til at have et mål at træne mod.
Man lærer sig selv bedre at kende.
Vold er en del af den menneskelige natur, som det er forfriskende at opleve i moderat store doser.
Konkurrencer skubber dine grænser mere end træning gør.
Ved at konkurrere finder man ud af, om man har trænet godt eller ej.
MMA og lignende er de fedeste sportsgrene, og dem, der har mulighed for det, bør prioritere kampsportstræning frem for andre sportsgrene.