Antisemitisme – et afgørende element

KOMMENTAR: I denne artikel argumenterer Lukas Lindgren for, hvorfor en national organisation skal være tydeligt bevidst om jødespørgsmålet.

Det israelske flags retmæssige plads. Foto: Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Når det kommer til Den Nordiske Modstandsbevægelses partiprogram Vores Vej, er der mange, som bruger de første to punkter som selve definitionen af, hvad en nationalistisk, tredjepositions-tilhørende organisation faktisk er. Jeg vil sige, at den definition historisk har været så udbredt også uden for Modstandsbevægelsen, blot i et andet format, at jeg vil påstå, at den på nuværende tidspunkt er konventionelt accepteret.

Har man altså en forståelse for både race-spørgsmålet og jødespørgsmålet, anses man for at være nationalsocialist. Og der findes faktisk en logisk grund til, at disse to punkter og idéer kobles sammen: det er fordi, de begge omhandler en form for race-spørgsmål. I Norden 2025 handler race-spørgsmålet om den biologiske trussel i form af den massive indvandring, som sker lige nu, mens jødespørgsmålet handler om de zionister – hvoraf mange er racefremmede – som truer vort folk gennem magtudøvelse og kontrol, både via vores institutioner og internationale finansinstitutioner samt andre magtorganer.

Zionister har desuden haft en betydelig indflydelse i skabelsen af masseindvandringen, så også dér hænger tingene sammen. Begge disse spørgsmål handler altså i høj grad om konflikter mellem nordboere og racefremmede.

“Øjeblikkeligt stoppe masseindvandringen. Repatriering af majoriteten af alle, som ikke er etniske nordeuropæere eller nært beslægtede folkeslag, skal indledes så hurtigt som muligt. På en så human måde som muligt, skal de sendes tilbage til deres respektive hjemlande eller nærområder til disse. “

Vores Vej, side 8

“Med alle tilgængelige midler, på langt sigt, arbejde for at vinde magten tilbage fra den globale zionistiske elite, som økonomisk og rent militært har okkuperet større dele af verden. “

Vores Vej, side 13

Når antisemitismen tones ned

Men på trods af at begge disse problematikker handler om en slags race-spørgsmål, findes der enheder inden for den nationale bevægelse, som – selv om de har kendskab til jødespørgsmålet – vælger at tone det ned. Her vil jeg ikke pege fingre ad nogen specifik person eller gruppe og heller ikke forsøge at kvantificere, hvor meget dette gøres. Jeg vil blot påpege, at det er et fænomen, som jeg ser eksisterer i kredse, der bevæger sig omkring, men alligevel tæt på, organisationen.

Den vigtigste grund til, at dette sker, vil jeg sige, er, at det er betydeligt lettere at forstå, at størstedelen af racefremmede i Norden må repatrieres, end at magten må tages tilbage fra den globale zionistiske elite, som styrer den vestlige verden. Masseindvandringens konsekvenser bliver man i princippet oplyst om, så snart man går uden for døren, og det er noget, engagerede danskere ofte lærer at forstå allerede i de unge teenageår. At derimod få greb om jødisk magt kræver i mange tilfælde, at man introduceres til begreber inden for almen historie, monetære strukturer, fremvæksten af politiske ideologier samt flere historisk betydningsfulde personer og meget andet.

En anden væsentlig grund er, at magten faktisk kan behandle dig bedre, hvis du lader jøder og zionisme være i fred, samtidig med at du fortsætter med at agitere mod muslimer og andre ikke-hvide folkeslag. Et tydeligt eksempel på dette er al kontrajihadisme og ligefrem hyldest af folkedrabet i Palæstina, som tillades netop nu.

Længere tilbage, da Palæstina-bevægelsen var betydeligt svagere i Norden, Israel endnu ikke havde fortsat sine krigsforbrydelser til det niveau, hvor omverdenen ikke længere kunne lukke øjnene, muslimer som etnoreligiøs gruppe var få i Europa, og jøderne havde behov for at få flere minoriteter ind i hvide lande for selv ikke at skille sig så meget ud – da var al form for kontrajihadisme og racisme stærkt forbudt og kunne på mange måder udelukke et individ fra samfundet.

Aktivisme imod terror-staten Israel.

Vær konsekvent i din racisme!

At bekæmpe alle racemæssige trusler mod vort folk er en integreret del af at være nationalsocialist. Hvis man bekæmper én trussel men lader en anden være af rene bekvemmelighedshensyn, er man ganske enkelt ineffektiv. Hvis man derudover bevidst skifter fokus i sin racemæssige kamp på grund af pres, bedrag eller samfundsforandringer skabt af zionistisk indflydelse, udviser man en fjendtlig og mistænkelig adfærd i forhold til kampens bedste.

Jeg har fuld forståelse for, at jødespørgsmålet kan havne lidt i baggrunden for nogle, når indvandringens og multikulturens konsekvenser fylder så meget i vores liv. Jeg forstår, at det bliver et chok for sindet, når Danmark – et af verdens bedste lande – nedbrydes til noget uigenkendeligt, grimt og degenereret, samtidig som vi og mange andre hele tiden har advaret mod udviklingen.

Men man må forsøge at forstå og sprede kendskabet til, hvordan dette skete, hvordan Danmark og Europa blev multikulturelt, og hvordan en lille, men meget etnocentrisk folkgruppe kunne igangsætte en samfundsforandring, som førte til svækkelsen og besættelsen af vores hjemlande. Forstår man ikke, hvordan man tabte, eller hvordan fjenden fik et overtag, vil man heller aldrig få forståelsen af, hvordan man i fremtiden kan vinde eller selv få et overtag.