Ære, hæder, loyalitet og pligt

KOMMENTAR: Redechef Daniel Gerdås reflekterer over manglen på højere idealer i dagens samfund og fremhæver tre eksempler fra fortiden til inspiration.

Vi lever i en tid som mangler højere idealer. I en tidsalder med et sløvt folk uden drømme og visioner. I en tid, hvor livet ikke har noget formål. Det eneste folk stræber efter, er kortvarige fornøjelser, som midlertidigt kan berige deres liv, materiel status og måske en meningsløs karriere på arbejdspladsen. Helte og rollemodeller er i dag folk, der sparker til en bold, influencers der tester makeup og dekadente berømtheder. Folk lever et egoistisk liv uden at bekymre sig om fremtiden for kommende generationer. Et folk, der mangler visioner og idealer, er et dødsdømt folk, der aldrig kan opnå storhed, men kun kan leve i en nedadgående spiral af degeneration og ødelæggelse.

Med denne artikel ønsker jeg at fremhæve vores forfædres idealer gennem tre eksempler fra antikken. Idealer, der er værd at lade sig inspirere af, og idealer, der er værd at ophøje og leve efter. Hvis vores folk skal opnå storhed igen, skal vi fremhæve de sande idealer og stræbe efter dem.

Achilleus
Achilleus er hovedpersonen i Homers værk Iliaden og den største helt i den græske mytologi. Hans liv foregår under den trojanske krig omkring 1200 f.Kr. Krigen begyndte efter, at prins Paris af Troja havde kidnappet Helena, kong Menelaos’ kone fra Sparta, og bragt hende til Troja. Som svar herpå blev Troja belejret, og det endte med Trojas ødelæggelse, efter græske soldater havde gemt sig i en træhest, der var placeret uden for porten til Troja som en gave til Troja. Helena blev befriet og vendte tilbage til Grækenland. Under krigen stod Achilles over for valget mellem ære og død eller et langt, lykkeligt liv uden ære:

Mig har min Moder fortalt, den sølverfodede Thetis,
at paa en dobbelt Viis min Skjæbne mig fører til Dødsmaal:
bliver jeg her, og færdes i Kamp om Troernes Kongstad
da er min Hjemfart forspildt, men evindelig vorder min Hæder,
hvis derimod tilbage til Fædrenelandet jeg kommer,
da er mit Rye forspildt, men da skal længe jeg nyde
livet, og ikke saa snart skal Døden i Vold mig da fange.

Homer: Iliaden, niende sang vers 410

Achilleus i triumf efter at have besejret Hektor i en enkelt kamp.

Achilleus valgte æren. Han besejrede bl.a. prins Hektor af Troja i en enkelt kamp og flere andre krigere, før han til sidst blev dræbt på en fej måde af prins Paris. Thetis’ profeti gik i opfyldelse, og Achilleus vil for altid blive husket som en helt og hædret i al evighed. Denne stræben efter ære er noget, der altid har drevet vores folk til store gerninger. Vi ser det hos vikingerne, hos vores egne krigeriske konger som Gustaf II Adolf, Karl X og Karl XII, hos alle de opdagelsesrejsende, som var drevet af æren af at være de første til at opdage nye kontinenter, de første til at nå Nord- og Sydpolen, de første til at bestige verdens højeste bjerge osv. I alle dem, der førte vores folk til at blive dem, der lagde hele verden under dem.

Ved at udføre heroiske gerninger kan en person blive hædret og husket for evigt og dermed leve evigt. Men det vi også kan lære af Achilleus er, at ære ikke kommer billigt. Achilleus betalte for æren med sit liv. Det samme gjorde Gustaf II Adolf og Karl XII, og jagten på nye opdagelser kostede mange liv. Kun de, der er villige til at risikere alt, er værdige til ære.

Hvor mange af de berømtheder, som du ser som rollemodeller i dag, og som du hylder, fortjener overhovedet nogen ære? Hvor mange af dem vil overhovedet blive husket i historien? Hvis dem, du ser op til i dag, er mennesker uden nogen som helst ære, hvordan kan du så forvente at blive noget selv? Kun en person, der har været parat til at ofre alt for at opnå storhed, er værd at ære og blive fulgt. Følg afskummet og bliv selv til afskum, eller følg efter de sande helte, så du selv kan opnå storhed og ære.

For yderligere læsning om ære og evigt liv, anbefaler jeg min tidligere artikel »Gerningen i livet bliver åndens endelige dom.«

Marcus Atilius Regulus
Regulus var en romersk konsul og feltherre under den første puniske krig mellem Rom og Karthago, som varede fra 264-241 f.Kr. Regulus var i begyndelsen meget succesfuld som feltherre og besejrede Karthago i flere slag. I 250 f.Kr. blev hans hær imidlertid besejret, og han blev taget til fange og ført til Karthago. Under løfte om at vende tilbage til Karthago i tilfælde af fiasko, blev han sendt af Karthago til Rom for at forhandle fred.

Regulus vidste udmærket, hvilken skæbne der ville vente ham, hvis han vendte tilbage til Karthago, men i stedet for at ydmyge sig selv og Rom ved at bede om fred over for senatet, opfordrede han til at fortsætte krigen. Regulus, som ifølge sin ære aldrig ville bryde sit ord, vendte derefter tilbage til Karthago på trods af sin families bønner om at blive i Rom. Regulus blev henrettet på en meget grusom måde i Karthago, idet han blev rullet i en tønde med søm gennem træet efter først at have fået skåret øjenlågene af.

Regulus’ familie og venner appellerer til ham om at blive i Rom.

Historien om Regulus mangler nogle historiske beviser og kan være opfundet til propagandaformål, efter at Regulus døde under naturlige omstændigheder under sit fangenskab i Karthago. Uanset om historien er sand eller ej, viser den tydeligt Roms idealer og det, som de så som det højeste af alle idealer – nemlig ære. Regulus nægtede at forhandle om fred. Han nægtede at ydmyge sig selv og sit folk ved at slutte fred med sin fjende. Han nægtede at gå ned på knæ og indrømme sit nederlag.

Kampen mod fjenden ville fortsætte til det sidste, selv om han måtte ofre sit eget liv for at gøre det. Hans egen ære og Roms ære forbød ham alt andet. Denne stædige beslutsomhed og nægtelse af at forhandle fred på andres betingelser var også det, der førte til Roms endelige sejr over Karthago, og som gjorde Rom til den stormagt, der skulle komme til at dominere verden.

Situationen i krigene mod Karthago så til tider håbløs ud for Rom, f.eks. efter at Hannibal havde fuldstændig ødelagt Roms hær ved Cannae under den anden puniske krig, hvilket efterlod Romerriget helt åbent for karthagiske styrker. Men selv i denne situation gav Rom sig ikke hen til fredsforhandlinger, men fortsatte stædigt sin kamp mod Karthago. Viljen til aldrig at give op og aldrig at indrømme nederlag blev Roms fundament.

Historien lærer os også, hvilken ære romerne tillagde deres ord. Regulus havde givet sit ord på, at han ville vende tilbage, og selv om han udmærket vidste, hvad det ville betyde, og selv om han kunne være blevet i Roms sikkerhed uden problemer, holdt han sit ord. Ære var alt for ham. Ære var vigtigere end hans eget liv. Med æren i behold kunne han dø og være kendt for altid at stå ved sit ord, uanset hvad det kostede. For hvad er et menneske værd, hvis hans ord ikke er noget værd?

Kong Leonidas og hans 300 mænd
I 480 f.Kr. gik den store persiske konge Xerxes I over Bosporus med en hær, der var større end nogensinde før, for at erobre Grækenland. De græske folk var splittede, og spartanerne, der var midt i deres høstfest, var ikke i stand til at mobilisere deres hær til at imødegå truslen, mens festlighederne var i gang. Kong Leonidas af Sparta samlede derefter sin livgarde på 300 mand sammen med et par tusinde athenere og marcherede mod Thermopylæerne. Dette blev ikke gjort for at stoppe eller besejre den enorme hær, som han vidste, at de ville stå over for, men blot for at forsinke Xerxes I’s fremrykning og give grækerne tid til at samle sig og samle deres hære.

De vidste alle, at de marcherede mod deres død. Med de få kræfter, de havde, havde de ingen chance mod den overvældende fjende. Alligevel vaklede de aldrig. Da de marcherede væk, vidste de, at de aldrig mere ville se deres børn eller holde deres kvinde i armene igen. De vidste, at de aldrig ville kunne gøre karriere eller nyde livet mere. De vidste, at kun døden ville møde dem. Men de vidste også, at de kunne forsinke fjenden, og at de kunne yde en god kamp. De vidste, at de, men ingen andre, kunne gøre det, og at det måtte gøres. For hvis de ikke gjorde det, ville hele Grækenland være tabt. Pligt og loyalitet var deres drivkraft. Pligt over for deres familie og deres folk. Loyalitet over for deres konge. De satte pligt og loyalitet højere end deres eget liv.

Jagten på ære kan også have drevet dem, og ære vandt de. I dag, 2500 år senere, huskes og hyldes de stadig for deres mod og voldsomme modstand. Men det var pligten frem for alt, der fik dem til ikke at tøve, og deres offer gav grækerne den tid, de havde brug for til at forene sig og stå sammen for endelig at slå fjenden tilbage og redde ikke kun Grækenland, men måske hele Europa, fra at blive slavebundet af Persien.

Kong Leonidas ved Thermopylæerne.

Disse idealer, som de gamle mennesker betragtede som de højeste, er noget, vi alle bør stræbe efter. Ved at løfte idealer som ære, hæder, pligt og loyalitet kan vi igen løfte vores folk og blive de største af alle. Stræb efter ære. Sæt din hæder over alt andet. Bøj dig aldrig. Giv aldrig op. Du skal altid stå ved dit ord. Gør din pligt og kæmp for vores folk til det sidste. Hvis vi vinder denne skæbneskamp for vores folk, vil du blive ophøjet i ære for evigt!