At konkurrere i nationalisme

KOMMENTAR: Martin Saxlind kommenterer den distance-debat, der er opstået mellem de to podcasts “Løgnenes Tempel” og “Mere end Ord.”

Jerry Olsson fra Mere end ord og Julius.

“NMR rekrutterer unge og producerer socialt og psykisk udfordrede individer. De eneste meningsfulde politiske aktiviteter er at lave armbøjninger og få børn. Den nationale bevægelse er værdiløs og demoraliseret, det er godt, at jeg er her og i stedet spreder en så positiv stemning.”

“Den MUF-økonom kan ikke engang regne ud, at hans to børn på lang sigt blot bliver en plusminusnul, når han dør. Kom tilbage, når du har fået ni børn ligesom Jerry. Alle, der ikke beskæftiger sig med gadeprotester, er i øvrigt homoseksuelle og tilføjer ingen værdi.”

En smule ondt opsummeret og stærkt overdrevet, lyder det cirka sådan i de seneste afsnit af Mere end Ord og Løgnenes Tempel, hvor Julius, en katolik med baggrund i Nordisk Ungdom, var gæst.

Kævlet begyndte faktisk med, at en person i ‘Mere end Ord’, i en anden episode, fejlagtigt kom til at sige, at Christoffer Dulny havde været medlem af Alternativ for Sverige, samt at der var en lidt mærkelig tilgang i en episode af ‘Løgnenes Tempel’, som Nordfront også skrev om, da vi fandt episoden interessant og bekræftende i forhold til vores opfattelse af situationen med AfS. I stedet for bare at konstatere, at AfS er et skib i forfald, problematiserede ‘Mere end Ord’, at tidligere højtstående repræsentanter for AfS nu kritiserer partiet og Gustav Kasselstrand.

At “afhoppere” ikke altid præsenterer hele sandheden, at de ofte burde være mere selvkritiske end de er, og gerne fokusere på at gøre noget positivt i stedet for at beklage sig over organisationen, de tidligere tilhørte, kan være sandt i mange tilfælde, men jeg synes ikke, den tilgang var anvendelig på Jeff Ahl og Andreas Feymark og den kritik, de fremsatte mod AfS. De har åbenlyst gjort alt, hvad de kunne, for AfS, holdt en god mine udadtil i lang tid og har nu forladt partiet og forklaret hvorfor:

– Partiet havde store ambitioner og har ikke præsteret. Det er jeg enig i, og jeg syntes endda, deres valgkampagne i 2018 med falske løfter om at komme i rigsdagen, var ren bedrag og bidrog til den overdrevne demoralisering, der generelt ramte nationale i Sverige efter det valg. Jeg syntes også, at lanceringen af partiet i 2018 var uheldig, da det kolliderede med Den Nordiske Modstandsbevægelses første valg. Den sidste del er selvfølgelig en rent organisations-egoistisk holdning – men med facit i hånd, er der ikke mange nationalister i dag, der er enige i, at det havde været bedre, hvis AfS ikke var blevet lanceret dengang, og Modstandsbevægelsen kunne have fortsat med at bygge videre på det momentum, vi faktisk havde fra 2015-2018?

– Kasselstrand støttede åbenlyst Pavel Gamov. Det var Nordfront, der offentliggjorde, at Gamov blandt andet havde en upassende stilling inden for AfS, fordi Gamov udgjorde en sikkerhedsrisiko, som alle skulle advares om. (Vi gik ud med advarslen, men Dan Eriksson fra DFS fortjener også anerkendelse her, da han var den eneste kilde, der turde bidrage til afsløringen under sit eget navn.)

– Kasselstrand forsømte ledelsesopgaven, tog dobbelt løn og bosatte sig i udlandet. Dette er det mest komplekse punkt at tage stilling til. Jeg synes, det er forkert, som nogle nationalister gør det, at generelt moralisere over nationalister, der får løn for at kunne bruge mere tid på politik. At nøglepersoner kan arbejde fuldtid med politik, er på lang sigt nødvendigt for, at den nationale bevægelse kan udvikle sig. Balancegangen er, at lønnen ikke må blive urimeligt høj i forhold til de ressourcer, der er til rådighed, hvordan den aflønnede person præsterer, og hvor meget lignende arbejde andre udfører frivilligt. Et andet problem er, at økonomiske incitamenter kan korrumere personer og organisationer til at tilpasse deres ideologi og strategi for at tiltrække flere medlemsbidrag eller donationer. På lang sigt er jeg som en udenforstående observatør dog enig i AfS-afhoppernes analyse, der siger, at Kasselstrand sandsynligvis har fået for meget betalt i forhold til det arbejde, der er udført, at partiet i øjeblikket mere fungerer som en personlig pengekasse end som et brugbart politisk redskab, og at denne orden opretholdes ved at styre partiet på en måde, der har dræbt andres muligheder for at tage positive initiativer.

Tilbage til pointen

Denne analyse af AfS var dog en sidebemærkning til det, jeg egentlig vil bringe op i denne artikel, nemlig den tragiske og destruktive dynamik, der er opstået mellem ‘Mere end Ord’ og ‘Løgnenes Tempel’. Seneste afsnit af ‘Mere end Ord’ var underholdende, og de saglige svar på kritikken var på næsten alle punkter ting jeg er enig i, men alligevel sniger der sig unødvendige personangreb, fejltolkninger og dumme spot undervejs.

Det, der går galt, udspringer ofte af misforståelser og fjendtlige gætterier, og dette gælder begge veje. Meget af det, der blev sagt i ‘Løgnenes Tempel’, var falske skæbnebilleder om Modstandsbevægelsen, som om de var hentet direkte fra AFA eller PK-medierne. Ikke engang alle medlemmer af Modstandsbevægelsen ved alt om, hvad organisationen gør, og derfor irriterer det mig, når andre nationalister tror, de ved alt om os. Med den erkendelse forstår jeg også, at jeg ikke ved alt om, hvad andre nationalister gør, hvordan de ser på tingene osv.

Man skal heller ikke dømme en hel organisation ud fra enkeltpersoners adfærd eller udtalelser, især ikke hvis det kun er anonyme konti på Telegram, man har interageret med (som det ser ud til at være tilfældet med Julius). Store organisationer vil altid have enkelte medlemmer og sympatisører, som en udenforstående person kan blive irriteret over af forskellige årsager, og især på internettet opstår meningsløse kævl let.

En anden vigtig ting at forstå er, at når det drejer sig om udenomsparlamentarisk politisk aktivitet, er det ofte svært at måle resultaterne på en objektiv måde. Derfor bør man være forsigtig med at sige, at nogen aktivitet er helt meningsløs. Hvis man er enige om, at resultater er vigtige, og desuden er nogenlunde enige om det mål, vi stræber efter, bør man indse, at forskellige metoder vil være nødvendige for at bringe os tættere på målet. Gadeprotester og meningsdannelse på internettet er begge metoder, der er nødvendige, og det er svært at sige, at den ene er overlegen i forhold til den anden. Forskellige personer bør beskæftige sig med forskellige ting, og ikke forsøge at sabotere dem, der bruger andre metoder.

At tale dårligt om andre er en form for sabotage, selvom det ikke er et mål, man bevidst har sat sig, og det er som tidligere nævnt let at sige ting, der ikke er sande, hvis man kun taler om andre i stedet for at tale direkte med dem. Jeg mener, at alle involverede her og nationalister generelt bør tænke over dette og forsøge at tolke andres politiske handlinger på en mere positiv måde. Og hvis man ikke har noget positivt at sige, kan det ofte være en god idé slet ikke at sige noget, da der ellers nemt opstår onde cirkler af negativitet, hvis man selv udtrykker sig negativt om andre offentligt. At konkurrere om, hvem der er den bedste nationalist, ser simpelthen dumt ud, da alle forsøger at vinde ved at tale dårligt om hinanden.

I stedet for åbent skænderi og (uden mulighed for at vinde nogen præmie) konkurrence om, hvem der er hårdest, mest moralsk eller mest effektiv, burde nationalister faktisk stræbe efter at samarbejde og hjælpe hinanden fremad. Solidaritet styrker os, fjendskab svækker os.

Dog ser jeg to konkrete spørgsmål, som man kan tage op fra denne debat, og som jeg på et tidspunkt vil forsøge at skrive mere om:

1. Hvad menes der med “kamp”, “den nationale bevægelse” osv.? Det er ret brede begreber, der kastes rundt fra vores side, og de skal defineres for, at man konstruktivt kan diskutere dem. (I seneste afsnit af Dulnys anden podcast “Vita Pillret” blev begrebet “revolutionær” også overfortolket på et sted i min artikel om anonymitet. Det er et eksempel på et stort begreb, som folk kan tolke og bruge på forskellige måder.)

2. Er “organisationsnummernationalisme” (medlemsorganisationer) virkelig fuldstændig meningsløs, som Julius og Dulny syntes at mene? Jeg synes faktisk, det er en meget dum holdning, som jeg har mange indvendinger imod. Ikke alle behøver at være med i politiske organisationer, men det er klart, at politiske organisationer vil være nødvendige. Fortsættelse om dette følger i kommende artikler.