Balkan – en kompliceret historie

HISTORIE: For den, der har tanker om nationsbygning, er Balkan et fremragende studieobjekt for at forstå vanskelighederne ved et sådant projekt. Marcus Hansson skriver om de forskellige konflikter på Balkan med udgangspunkt i bogen Balkans historie: Jugoslaviens storhed og fald af Sanimir Resic.

Foto: CC BY-SA 4.0

Balkans historie: Jugoslaviens storhed og fald var en letlæst bog, og den gav et godt overfladisk indblik i de faldgruber, som vi nationalsocialister kan falde ned i. Med andre ord kan man lære, hvad der bør undgås, hvis vi vil opnå vores mål: at slå folk med forskellige sprog og historiske oplevelser sammen til en nation ud fra racemæssig herkomst.

Der fandtes ægte forsøg på at gøre dette på Balkan, men kulturelle og historiske påvirkninger gjorde, at fortalerne for sådanne idéer mislykkedes, og at der i stedet opstod krig mellem de forskellige grupper.

Konflikten i Ukraine mellem russere og ukrainere har også disse elementer i sig, hvilket gør, at man føler en sorg over, at hvidt blod spildes i stedet for vores racefjenders. Jeg vil tage fat på disse ”elementer”, som vanskeliggjorde sammenslutningen af Balkan.

At Balkan befinder sig i et grænseland har præget dets historie. Regionen er en af få landbroer ind til Europa, det er åbenlyst, at vi i Norden ikke ligger centralt på samme måde, og efter at have læst bogen føles faktisk Balkans historie meget mere kompliceret end vores. Hvad den ovenstående video tager op, er primært landegrænser. Den tager ikke højde for folkeflytninger eller de etniske udrensninger af områder, som er sket undervejs – hvilket har skabt et patchwork af forskellige etniske, kulturelle og religiøse grupper over tid.

Public Domain.

Hvis serberne satte sig op mod osmannerne, kunne serbiske områder tømmes for serbere, enten gennem fordrivelse eller som udvandring af frygt for straf, hvorefter en anden gruppe flyttede ind, som var mere loyale mod osmannerne.

Hundredvis af år senere mistede osmannerne kontrollen over området, mens de udvandrede serbere ikke havde glemt de gamle uretfærdigheder. At serbere gør krav på områder, som for længst ikke længere bebos af serbere, er typisk for Balkan, hvilket skabte etniske og religiøse konflikter, da nationaliseringen begyndte. Serberne er ikke alene om dette, da flere folkeslag på Balkan hævder retten til tidligere besatte områder. Samtidig vil alle folk gerne tage udgangspunkt i den historiske epoke, som passer netop deres interesser bedst.

Grækerne er den dag i dag vrede over, at et slavisk folk navngav deres land Makedonien: de er ikke makedonere, de er slaver. Et kompromis er indgået ved at omdøbe landet til Nordmakedonien, men spørger man bulgarerne, så er makedonerne egentlig bulgarere med en anden dialekt. Præcis samme opfattelse har serberne om folket i det nuværende Montenegro. Samtidig hævder albanerne retten til flere områder end de har i dag, da de stammer fra illyrierne, som boede i området, før slaverne (kroater og serbere) indvandrede til Balkan i 600-tallet.

Religion
Foruden landegrænserne har religionen haft stærk indflydelse på konflikterne på Balkan. Disse delte Øst- og Vestrom, som også senere blev skillelinjen for det, man i dag kalder den katolske kirke i vest og de ortodokse kirker i øst. Religionen var og er stadig i dag en meget splittende faktor. Mens kroaterne var kristne katolikker, blev serberne og grækerne i stedet ortodokse. Det hjalp ikke, at katolske korsfarere fra vest plyndrede Konstantinopel, som var de ortdokses ”Vatikan”. Konstantinopel kom sig aldrig helt over plyndringen, som bidrog til, at byen til sidst tilfaldt osmannerne.

Kroaterne havde, på trods af at de tilhørte den katolske kirke, længe ikke messer på latin, hvilket førte til en vis konflikt med Vatikanet. Dette udnyttede italienske stater i deres bestræbelser på at kontrollere Adriaterhavet. Blandt bosniere udviklede der sig en mere lokal tro, som det ungarske kongerige fremstillede som kættersk over for paven for at tilrane sig indflydelse og land i Bosnien. Inden for den ortodokse kristendom opstod der splittelser mellem de forskellige landes kirker. Dette skete især i forbindelse med, at nationalismen fik fodfæste på Balkan, og man brød med den græsk-ortodokse kirke for at skabe egne nationale ortodokse kirker.

Foruden dette blev islam indført, da osmannerne invaderede Balkan. Bosniere, albanere, serbere og andre balkanske folk blev enten tvunget til at konvertere eller lokket til frivilligt at gøre det for at få flere fordele i Osmannerriget. De privilegerede konvertitter kom derefter i konflikt med dem, der ikke konverterede, da Osmannerriget faldt.

Geopolitik og økonomi
Rundt om Balkan har der over tid eksisteret større og stærkere lande, som af egeninteresse ikke har ønsket at se et forenet Balkan: Italien, Østrig-Ungarn, Osmannerriget og Rusland. Disse lande skabte sig allierede på Balkan, som derefter blev spydspids i de krige, som de større nationer udkæmpede med hinanden. Resultatet blev, at mennesker på Balkan dræbte hinanden i flere hundrede år i en slags broderkrig, som historisk har fundet sted flere steder rundt omkring i verden. Da nationalismen slog igennem, og Osmannerriget begyndte at falde fra hinanden, blev der dannet flere nye nationer. På dette fulgte Balkankrigene som et svar på spørgsmålet om, hvem der havde ret til de områder, som osmannerne havde mistet.

På trods af at Frankrig og Storbritannien var kristne, og hjemlig opinion ønskede at gøre noget ved den ”forfærdelige tyrker”, ønskede landenes magthavere ikke Osmannerrigets fald. Årsagen var, at man ville modvirke russisk indflydelse på Balkan, men måske først og fremmest fordi man havde lånt så store summer penge ud til osmannerne, at udenlandske bankfolk var dem, der styrede rigets skattevæsen.

Østrig-Ungarn, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland sidder på gryden.

Da det første Jugoslavien blev dannet (Kongeriget Jugoslavien – serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige, 1918-1941), måtte de styrende ikke kun manipulere stormagterne til deres fordel, men også håndtere den nye stats indre spændinger. Kroaterne og slovenerne havde kæmpet på den tabende Østrig-Ungarns side under første verdenskrig, samtidig med at serberne havde kæmpet på sejrmagternes side og havde mistet uhyre mængder soldater og civile. Dødstallene i første verdenskrig var for folkene på Balkan højere end under anden verdenskrig. Man skal også huske, at første verdenskrig udbrød takket være Balkanfolkenes forsøg på at frigøre sig fra Østrig-Ungarn. ”Krudttønden” blev tændt, da serberen Gavrilo Princip dræbte Østrig-Ungarns tronfølger.

De områder, som var serbiske, var ikke lige så industrielt udviklede som de kroatiske, og over disse mennesker herskede til en vis grad stadig en bosnisk-muslimsk jordadel. For at gøre sagen endnu mere kompliceret anser serbere, at bosniere blot er muslimske serbere, mens kroater anser, at de er muslimske kroater.

Det første Jugoslavien var et kongerige, men der fandtes stadig et historisk osmannisk administrativt system, der fandtes klansamfund med stærk krigerånd i Albanien og Montenegro, som var skabt for at modvirke osmannerne. Der fandtes også liberale politikere, som ønskede at afskaffe kongedømmet og danne en republik. Sådanne strømninger kom fra resten af Europa og antageligvis delvist fra Grækenland, som ikke havde en græsk konge, men konger, som stammede fra Tyskland og Danmark.

De indre spændinger fik delvist afløb under anden verdenskrig, hvor der på ny fandt etniske udrensninger sted mellem kroater og serbere. Kroaterne havde ikke glemt mordet på kroaten Stjepan Radić i parlamentet og den milde behandling, som morderen fik.

Heller ikke den kommunistiske Josip Broz Tito glemte under krigsafslutningen, hvem der var fjende, hvilket førte til, at titusinder af kroater blev dræbt på få dage. Titos hårde diktatoriske greb holdt folket i ave, men så snart han døde, var konflikterne igen i gang.

I dag er Kroatien, Slovenien, Rumænien, Bulgarien og Grækenland medlemslande i Den Europæiske Union, mens Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien står udenfor.

Serbien anerkender som bekendt heller ikke Kosovos uafhængighedserklæring i 2008.