Det er ikke forbudt at være hvid - endnu

KOMMENTAR: Arjuna kommenterer Floyd-sagen med den sidste tids raceoptøjer og demonstrationer i Vesten – demonstrationer baseret på en følelse af racisme mod sorte, som der ikke findes empirisk bevis for eksisterer.

Foto: eastsafaris

Baggrund: En 47-årig afroamerikansk mand med en kriminel fortid, der inkluderer to tilfælde af indbrud og væbnede røverier (med en pistol mod maven af gravide kvinder i deres hjem, på jagt efter smykker og stoffer), forsøger at bruge forfalskede sedler i en lokal butik. Politiet tilkaldes, manden bliver udadreagerende, men politiet får kontrol på vedkommende. Efter næsten ni minutter bliver han sendt til hospitalet på grund af bekymring over hans tilstand. Der erklæres han død. Der gennemføres en uafhængig obduktion, der viser, at manden døde af hjertesvigt, som et resultat af kombinationen af underliggende hjertesygdom, en cocktail af rusmidler i blodet (inklusive fentanyl, som er 50 gange stærkere end heroin, og methamphetamin) og politiets halsangreb (den påståede racistiske politimand var i øvrigt gift med en asiatisk flygtning.) Derudover havde manden påvist Covid-19, coronavirus. Politiets nakkegreb var fuldt lovligt, men blev forbudt en uge efter hændelsen, netop på grund af dette; en tragisk begivenhed for alle involverede og pårørende, men som var perfekt til at blive udnyttet.

Resten af historien ser vi nu udfolder sig: en verden, der i post-coronakarantæne har fundet en grund til at strømme ud på gaderne. Selv corona forventes at knæle i disse tider. Flere millioner er gjort arbejdsløse og efterlades uden indkomst og fremtid, mange frivilligt og i solidaritet på grund af de restriktioner, der blev indført i forbindelse med udbruddet af Covid-19, men så dør altså en mand i USA. Paven, kongelige, statschefer, idrætsverdenen, kulturelle personligheder, intellektuelle, kapitalmagten, Hollywood, Silicon Valley, Wall Street, medierne, spilleindustrien, den lovgivende, udøvende og dømmende magt, militæret, hele Systemet, alle strukturer og institutioner, er faldet på knæ. Både bogstaveligt og i overført betydning. Kulturkrigen har forberedt grunden til, hvad der nu sandsynligvis er en generalprøve. Narrativet er monopoliseret, og hegemoniet er totalt, massesuggestion, hysteriet og psykosen langt fremskredet.

Jonestown, hvor den multikulturelle og kommunistiske Peoples Temple begik masseselvmord, med 909 døde, efter ordrer fra sektens leder, Jim Jones. Medlemmerne stod i kø, «som gode kommunister», for at drikke, hvad de vidste var en dødbringende cocktail; små børn fik gift af deres forældre. Samfundet var dannet med det udtalte formål, at fungere uden skillelinjer mellem racerne og kønnene. Imidlertid truede det store samfund med at opløse regnbuesamfundet, og døden var at foretrække. De hørte, lærte og handlede. Foto: David Hume Kennerly / Getty Images.

Det empiriske grundlag for Systemet og dets fodsoldater er på den anden side i bedste fald tyndt. Hovedpræmissen for den overvejende vestlige indignation er, at der skal eksistere det, der kaldes strukturel racisme. Dette kan imidlertid ikke påvises empirisk, det er en følelse man har, derfor må man bruge ad hoc argumenter: personlige oplevelser og følelser. Man har en følelse af, at afroamerikanere dræbes i uforholdsmæssigt antal af politiet, fordi det er hvad, der bliver formidlet, det er noget, man har «hørt». En af de mest delte kronikker i sidste uge var NRK-kronikken af Robert Nyheim-Jomisko fra Oslo, der følelsesmæssigt kunne fortælle, at han var blevet stoppet af politiet flere gange, endnu flere gange, end hans hvide venner havde indtryk af. I Dagsnytt 18, 5. juni. sagde Oslo-politibetjent Beate Gangås dog, at kun to tilfælde af etnisk diskriminering begået af politiet var blevet indrapporteret, og kun et af dem blev betragtet som kritikværdig. Forsker ved Politiakademiet, Randi Solhjell, kunne i det samme program oplyse, at der ikke var noget empirisk materiale opdelt efter etnicitet, simpelthen fordi politiet ikke registrerer etnicitet. Sagt på en anden måde: dem, der hævder, at der er en strukturel racisme i politiet, som er forudsætningen for markeringerne, har ingen empiriske beviser for at underbygge dette.

Det er imidlertid empirisk bevist, at disse ad hoc-argumenter ikke underbygger eksistensen af «strukturel racisme» i USA, snarere tværtimod. Og hvis det ikke eksisterer i USA, hvad er chancerne for, at der vil være et problem i dette land? En oversigt fra Statistikbureauet Statista viser, at ca. dobbelt så mange hvide dræbes af politiet hvert år i USA, at der sidste år blev dræbt 9 ubevæbnede sorte, mod 19 ubevæbnede hvide. Nu udgør sorte en mindre andel af befolkningen, men trods dette begik de ifølge FBI 53,1 procent af alle drab i USA i 2017, og på trods af det faktum at hvide er klassificeret i den samme racegruppe som latinamerikanere, «hispanics» . Så selv med størstedelen af befolkningen fusioneret med den største indvandrergruppe, er sorte overrepræsenterede. Er de i større grad repræsenteret som kriminelle, vil de naturligvis også være mere udsatte. En bilchauffør vil have en statistisk større chance for at dø i trafikken end en pensionist, der bliver hjemme og bygger en fuglekasse, også uanset forholdet mellem bilchauffører og pensionister i samfundet.

Forudsætningen for hele spektaklet, som vi nu ser udfolde sig, er således falsk. Der er betydeligt flere hvide betjente, som i løbet af de seneste dage har knælet, end hvide betjente der skudt en sort person inden for et år, og det selv om det skulle være berettiget i tjenestesammenhæng.

Så handler det vi er vidne til da heller ikke om (indbildt) racisme mod sorte. I kølvandet på demonstrationerne har enkelte stemmer adresseret som problem, det som de omtaler som «hvidhed». En diffust betegnelse, der i det væsentlige skal omfatte en opfattelse af, at der er privilegier forbundet med at have en bestemt hudfarve, metafysisk såvel som biologisk. En a priori egenskab, en tillagt kvalitet, der skal være eksklusiv for én race, og udelukkende denne race. Alt baseret på opfattelsen af én mands handling. Og igen, en påstand uden empiri. Er det ikke netop dette syn, der er den moderne definition af racisme? «Venstrefløjen» må da først afklare: er racisme okay eller ej? Kan den relativiseres?

Så hvorfor dette spektakel, hvorfor denne systematiske løgn man går til disse ekstremer for at opretholde? Det er åbenlyst, at det de fleste vil opfatte som tilhørerne venstrefløjen, nu har opgivet klassespørgsmålet som teoretisk model til fordel for en form for racespørgsmål (identitetspolitik, eller «pigmentvenstre», som nogle kalder det), noget som sandsynligvis må tilskrives en infiltration og manipulation fra kapitalmagten, eliten, kabalen og deres håndlangere. «Venstrefløjen», værdiliberale, tjener nu de herskende klasser, de dominerende samfundsgrupper, og de ser ikke ud til at bryde sig om det. Marxister ville sandsynligvis sige, at arbejderklassen nu har regresseret, og vendt tilbage til sin urstatur: som «class-in-itself», klassen i sig selv, hvor de ikke er klassebevidste og er interesserede i alt andet, end deres eget bedste. Dette i modsætning til «class-for-itself». (Dette ville da udgøre et uovervindeligt paradoks for venstrefløjen: hvis arbejderklassen ikke er klassebevidst, hvem skal overtage samfundet, når kapitalismen kollapser?) Om noget, så indikerer empirien, at medlemmer uanset farve, er særligt udsat for overgreb fra visse dele af samfundet. Prekariatet og proletariatet udgøres ikke én race, hammeren rammer blindt blandt disse. Som nordlænding i Oslo fik jeg besked ved et møde på Aftonposten, at jeg ikke kunne få et job som annoncesælger, fordi man måtte tale norsk der. Et par sarkastiske vendinger om dialekten var også inkluderet i beskeden. Og jeg er hvid. Og jeg blev ikke inviteret til Dagsnytt 18 for at afbalancere indtrykket. Dette var en almindelig oplevelse for folk fra distrikterne, men ingen mediedækning, hvor de i stedet blev parodieret.

Jøden Saul Alinsky skrev manualen «Rules for Radicals» for at opildne og forme borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, og bogen cirkulerer sandsynligvis i stor udstrækning blandt dem, der organiserer de demonstrationer, som vi nu ser. I forordet til bogen tilskriver Alinsky skriftet til Lucifer, Satan, fordi Alinsky betragter Lucifer som den første oprører. Lucifer er imidlertid også billedet på hovmod, teologisk set en af de mest alvorlige dødssynder, og som bekendt blev han kastet ned. For som vi ved: al natur består af grænser, det er sådan den eksisterer. Hvis disse overskrides eller udfordres, vil der være en reaktion (det er derfor kabalen forsøger at fjerne mennesket fra naturen, muligvis naturen fra mennesket).