Er Antifas og BLM’s optøjer et jødisk kup?

JØDISK MAGT: Dr. Kevin MacDonald analyserer årets mange optøjer og ser i dem et ubehageligt men velkendt mønster.

Kevin MacDonald. Foto: Logik Förlag.

Det var altid indlysende for os på universitetet under Vietnamkrigen, at hvis man tilfældigt skød i en folkemasse bestående af demonstrerende studerende, ville man ramme en masse jøder, og det var præcis, hvad der skete i Kent State i 1970 ( tre af de fire døde). (Remembering the Jews of Kent State, 45 years later, af Anne Cohen, Forward, 4 maj 2015.)

Stanley Rothman dokumenterede derefter den vigtige jødiske rolle i den nye venstrefløj i sit afsluttende studie Roots of Radicalism fra 1982: Roots of Radicalism: Jews, Christians, and the New Left.

Tilsvarende blev mindst en (Joseph Rosenbaum) og muligvis to (Anthony W. Huber) jøder fra Antifa skudt i selvforsvar i Kenosha af den uddannede livredder i Wisconsin Kyle Rittenhouse.

(I et nu fjernet indlæg forsøgte Jewish Chronicle at nedtone Rosenbaum ved at skrive, at han var en “ikke-praktiserende [jøde]”.) (Rosenbaum, not Jewish but targeted by antisemitism after death during unrest, af Rob Golub, 27. august 2020. )

Vil forskere til sidst finde ud af, at Black Lives Matter’s moralpanik, der har rystet USA i 2020, også havde en betydelig jødisk komponent – at det faktisk er et forsøg på et farverevolutions-lignende jødisk kup?

Jeg rejste et lignende spørgsmål under de bizarre (fordi de tydeligvis var dømt til at fejle) Højesterets høringer [i højesteretssagen mod den amerikanske præsident Donald Trump / redaktionens anmærkning] i januar:

Er retssagen mod Trump et jødisk kup? Det er et farligt spørgsmål overhovedet at stille …

Men unægteligt har jøder indtaget meget fremtrædende, meget offentlige roller i Højesteret … Faktisk er Højesteret et projekt fra den i antal regnet dominerende jødiske Demokrat-stemmende venstrefløj, hvor Demokratenes jødiske råd som afhørende jødiske vidner i Repræsentanternes Hus indenfor komiteer ledet af jødiske politikere, og efterfulgt af åndeløs entusiasme i jødisk ejede massemedier som MSNBC, CNN og The New York Times.

Den eneste overraskelse var, at den jødiske rolle har været så offentlig.

Denne sommer med optøjer og nedrivning af statuer, ligesom sidste vinters højesteretsfarce, bør ikke ses som engangshændelser. Jeg tror, det er en del af kampen mellem vores nye jødedominerede elite, der for det meste stammer fra den første store immigrationsbølge i 1880’erne og 1920’erne og det traditionelle hvide kristne flertal i Amerika, stammende hovedsageligt fra prærevolutionære folkegrupper, men forstærket af en efterfølgende hvid kristen indvandring, hvorfra den historiske såkaldte WASP-elite i USA stammer.

Naturligvis er folket på gaden fattige sorte, der plyndrer gummisko og fjernsyn med hjælp og deltagelse af unge hvide, der er trætte af deres job hos Starbucks. Men den store Moralpanik under Black Lives Matter 2020 er stadig et eliteprojekt.

Hvis dette ikke havde været tilfældet, ville eliten i systemmedierne ikke så systematisk nedtone den vold, der følger, hvad de kalder “hovedsageligt fredelige” protester; og de ville ikke ignorere den enorme stigning af skyderier og forbrydelser (Kids Getting Caught in Crossfire som US Gun Violence Surges, af Don Babwin, AP, 3. august 2020). Og penge ville ikke strømme til organisationer, der er knyttet til BLM, fra store virksomheder som Apple, Nike, Facebook, Coca Cola og YouTube. (Want to know where all those corporate donations for #BLM are going? Here’s the list, lavet af James Wellemyer, NBC, 5. juni 2020.)

“Flammende, men hovedsagelig fredelige protester efter politiskydning”.

Med andre ord: Den politiske klasse i de store byer, der drives af demokrater (det vil sige dem alle), hovedparten af ​​elitemedierne og Amerikas førende virksomheder, hele det akademiske etablissement og begge store politiske partier er alle involveret.

Så hvordan endte vi i denne situation? Det har været en lang proces. Men en ting er det ikke: en afspejling af den objektive situation for sorte amerikanere.

Siden 1960’erne har den herskende klasse indført en række programmer for at eliminere forskellene mellem racer i indkomst og formue. “Positiv” diskrimination skabte en sort middelklasse. Ifølge en undersøgelse fra Brookings Institute tilhører cirka 71% af sorte middel- eller overklassen (The Black middle class needs political attention, too, af Andre M. Perry og Carl Romer, 27. februar 2020).

Milliarder dollars blev kastet i Head Start (“Forspring) og andre programmer, såsom at omfordele studerende efter race. Colleges gjorde deres yderste for at rekruttere sorte studerende. Private virksomheder – og endnu mere regeringen – ansatte sorte arbejdere. Og valget af Barack Obama som præsident i 2008 blev foretaget under en bølge af optimisme med hensyn til raceforhold.

Det var selvfølgelig ikke nok. En nylig gennemført undersøgelse replikerede J. Philippe Rushton og Arthur Jensens konklusion fra 2005 om, at 50-70 procent af IQ-forskellen mellem sorte og hvide er genetisk. (Global Ancestry and Cognitive Ability af Jordan Lasker, Bryan J. Pesta, John G. R. Fuerst og Emil O. W. Kirkegaard, Psych, 30. august 2019).

Så alle disse programmer kunne aldrig fjerne forskellene i genetisk påvirkende egenskaber, som behøves for at få succes i det 21. århundredes økonomi.

Der er faktisk ingen tvivl om, at velfærdssystemet og den seksuelle revolution – begge progressive årsager – ramte sorte familier særligt hårdt: markørerne for dysfunktionelle familier steg i 1960’erne for både sorte og hvide, men i meget værre grad for sorte. For eksempel er omkring 70 procent af sorte børn nu født uden for ægteskab, over 80 procent for sorte med gymnasial uddannelse eller derunder (Dramatic increase in the proportion of births outside of marriage in the United States from 1990 to 2016, af Elizabeth Wildsmith, Jennifer Manlove, og Elizabeth Cook, ChildTrends.org, 8. august 2018).

Diagrammet nedenfor viser således data af den art, der findes i Charles Murray’s Coming Apart, som viser den fortsatte kulturelle forværring siden 1960’erne: Andelen af ​​uægte fødsler blandt hvide i 2016 er ca. dobbelt så høj som andelen for sorte i 1960 – men sorte er blevet påvirket værre endnu.

Det er vigtigt, at ledelsen af ​​Black Lives Matter modsætter sig den “vestlige nukleare familie” på trods af familiesammenbruddets mange sammenhænge med dårlige livssituationer for børn. Andre sorte ser dette paradoks (og bemærk Marcellus Wileys kommentarer om “hvid magt” i slutningen af ​​denne video):

Anledningen til BLM’s tilsyneladende perverse holdning: Dens ledere definerer sig selv som marxister – det vil sige, tilhørende den politiske eliteklasse. (Black Lives Matter co-founder describes herself as ‘trained Marxist’, af Yaron Steinbuch, New York Post, 25. juni 2020) Bemærk, at BLM-medstifter Alicia Garza identificerer sig som en jødinde.

Så hvordan konceptualiserer man jødisk indblanding? Som dokumenteret i min bog Kritikkulturen har jøderne udgjort rygraden i den amerikanske venstrefløj siden de kom til Amerika, og de er centrale for den nye elite, der opstod i modkulturen i 1960’erne.

Frankfurter-skolen, stort set formet af jødiske flygtninge fra Hitlers Tyskland, genopfandt antisemitisme som en følge af etniske konflikter, ikke fra en klassekonflikt, som den ortodokse marxisme havde hævdet, men fra etniske konflikter.

Tilsvarende fokuserede jødisk aktivisme efter 2. verdenskrig på at importere ikke-hvide som allierede til jøder i opposition til det traditionelle hvide amerikanske flertal. Deraf den afgørende rolle, jøder og jødiske organisationer spillede i gennemførelsen af ​​den amerikanske immigrationslov fra 1965.

Jøder og jødiske organisationer har allieret sig med sorte siden begyndelsen af ​​det 20. århundrede med grundlæggelsen af ​​NAACP (National Association for the Advancement of Coloured People).

Og, på trods af en omfattende historik af sort antisemitisme (såsom Louis Farrakhan, den seneste tids udbrud af angreb på ortodokse jøder i New York, anti-jødiske udsagn fra sorte mediepersonligheder som Nick Cannon – som også mener, at sorte er bedre end hvide mennesker, men at de blot har bedt jøder om forladelse), fortsætter denne alliance den dag i dag.

(Men Cannon-hændelsen fremhæver, at der er grænser for udelukkelseskulturen [kaldet Cancel Culture i USA]. Steve Sailer har påpeget, at tidligere sorte oprør er stoppet, når de begynder at kritisere jøder, hvilket han mener sker nu.)

I den seneste udvikling i udelukkelseskulturen har visse jøder benyttet lejligheden til at fremlægge deres egne igangværende klager over den vestlige verden. Derfor blev den jødiske kampagne for at fjerne statuen af ​​den franske konge Louis IX (Saint Louis) fra en park i byen opkaldt efter ham, St. Louis. (Should St. Louis take down the statue of its anti-Semitic namesake? Activists say yes, af Ben Sales, Jewish Telegraphic Agency, 26. juni 2020.)

I denne ånd har Aiden Pink i Forward hjælpsomt formidlet en liste over otte “antisemitter”, der stadig har mindesmærker i USA: Charles Lindbergh (som korrekt identificerede jøder som en pressegruppe, der forsøgte at presse USA til at deltage i 2. verdenskrig), General George S. Patton (som ikke brød sig om behandlingen af ​​tyskere og jøder efter 2. Verdenskrig), Henry Ford (udgiver af Den Internationale Jøde), Peter Stuyvesant (som forsøgte at stoppe jøder fra at bosætte sig i New York), Martin Luther (forfatter af Om jøderne og deres løgne), Præsident Ulysses S. Grant (som udstedte en ordre, der udviste jødiske bomuldsspekulanter fra områder under hans kommando under borgerkrigen), Mary Elizabeth Lease (som forbandt jøder med bankvirksomhed som en del af hendes populisme) og Thomas E. Watson (som førte en kampagne mod den jødiske sexmorder Leo Frank). (8 American monuments celebrating anti-Semites, 23. juni 2020.)

Hvor længe skal der gå, før de også lukkes ned?

Men den virkelig store nye udvikling under sommerens kulturrevolution var at rydde internettet for materiale, som venstrefløjen ikke kan lide. I det væsentlige synes venstrefløjen at have fundet ud af en måde at omgå den første tilføjelse [om amerikanernes garanterede ret til at tale] ved at indblande den private sektor. Jøder og jødiske organisationer har været særlig involveret i dette.

Det var ikke længe siden, at computernørderne, der udviklede internettet, havde en stærk ideologisk ytringsfrihed. Dette gav anledning til en blomstrende mangfoldighed af online dissens med afsætningsmuligheder som VDARE.com og min egen Occidental Observer.

Men jødiske organisationer, der højlydt havde foretrukket ytringsfrihed, da venstreorienterede tilhængere blev sortlistet i 1950’erne, havde besluttet, at internettet udgjorde en trussel mod deres interesser. Allerede i 1999 publicerede den jødiske magtgruppe Anti-Defamation League (ADL) Poisoning the Web: Hate Online: An ADL Report on Internet Hate, Bigotry, and Violence.

(Husk, at “had” helt enkelt er ytringer, som venstrefløjen generelt og jøder i særdeleshed misbilliger. Derfor er det helt okay, når den intellektuelle jødinde Susan Sontag [rigtigt navn Susan Rosenblatt / redaktionens anmærkning] siger, at “den hvide race er en kræft i menneskehedens historie ”.)

For nylig har Andrew Joyce dokumenteret, at Europa har organisationer som Community Security Trust i Storbritannien, en jødisk organisation; og den europæiske jødiske kongres (European Jewish Congress – EJC) har taget føringen med at forbyde ytringer på Facebook, Microsoft, Twitter, YouTube, Instagram, Google+, Snapchat, Dailymotion og Jeuxvideo.com.

Tilsvarende har ADL i USA været dybt involveret i sociale medier. Mens de fleste virksomheder har været fuldstændig lydige, startede ADL en kampagne mod Facebook for indlæg om “Holocaust”. De præsenterede en

liste med krav til dem om at afslutte deres boykot [som] omfatter en bevilling af vigtige instanser [dvs. ADL] til at håndtere “borgerlige rettigheder”, der vil udføre regelmæssige, uafhængige “revisioner af had” på platformen [hvilket ville give dem mulighed for at deltage i dataindsamling til efterretningsaktiviteter, indsamling af IP-adresser osv.], øjeblikkelig fjernelse af “tusinder” af meningsdannelsesgrupper for hvides interesser, og anvendelse af Facebook-software til at “rette sigtet” på nynazister og hvid magt ”. (“Secure Tolerance”: The Jewish Plan to Permanently Silence the West, Part 3 of 3, af Andrew Joyce, Occidental Observer, 15. juli 2020.)

Facebook er bestemt ikke i princippet imod ADLs krav. For nylig sagde Facebooks driftschef, Sheryl Sandberg, på en resultatkonference … “at virksomheden var enig med boykottens mål om, at Facebook skulle være hadfrit.” (Facebook: increased ad revenue even as ADL-led boycott reduced spending, af Marcy Oster/JTA, Jerusalem Post, 3. august 2020.)

Og Facebook har netop meddelt et forbud mod al politisk reklame i syv dage før præsidentvalget den 3. november. Dette skader tydeligvis Trump-kampagnen, der har været stærkt afhængig af reklamer på sociale medier for at komme rundt om det venstreorienterede styre af virksomhedens medier. Men det har ikke tilfredsstillet venstreorienterede tilhængere, der simpelthen ønsker, at Facebook undertrykker højrefløjen, mens venstrefløjen får frie tøjler. Facebook synes desperat at forsøge at undgå dette, sandsynligvis fordi hvis de træffer åbenlyse redaktionelle beslutninger, ville det styrke kræfter, der ønsker at fjerne den ansvarsbeskyttelse, som Facebook i øjeblikket nyder som en angiveligt neutral platform. (Facing immense pressure, Facebook had no choice but to ban new political ads week before election, af Jon Swartz, MarketWatch, 4. september 2020.)

Det siger sig selv, at giganterne indenfor internetreklamer er jødisk-dominerede: Facebook (Sheryl Sandberg og administrerende direktør Mark Zuckerberg) og Google (grundlagt af Sergei Brin og Larry Page).

Censuren spreder sig også ud til [banken] PayPal, hvis administrerende direktør er [jøden] Dan Schulman. [National Justice Exclusive: Lækkede billeder fra PayPal-seminar afslører eksplicit racemæssig skævhed over for hvide kunder, Eric Striker, National-Justice.com, 4. juli 2020] PayPal, som dominerer internetbetalingsmarkedet, er begyndt at afvise servicekonti knyttet til hvide meningsdannende – og endda kritik af masseindvandring – selvom det er det spørgsmål, der vandt Trump valget i 2016.

I betragtning af jødiske organisationers mangeårige engagement for at undertrykke “hadefuld tale”, herunder deres nylige involvering i samarbejde med BLM-tilknyttede Al Sharpton i censureringen af internettet, kunne vi tydeligt se, at alle højreorienterede dissidente websteder – især de som er knyttet til hvid identitet og hvides interesser – er lukket ned. (Anti-Defamation League CEO Jonathan Greenblatt Joins Al Sharpton to Promote Boycott of ‘Hate’.)

Den eneste frelse i det er, at dette er en gruppe, der har en lang historie med altid at gå for langt.

Tidligere på året, og med spørgsmålet om, hvorfor jødiske lovgivere og mediepersonligheder satte så meget energi i en fantasifuld idé om at sagsøge Trump – som ikke engang havde nogen chance for succes – svarede jeg: Fordi de ikke kan lade være.

Og de mislykkedes virkelig med deres retssag.

På samme måde vil Antifa og teknologidiktatorerne gå for langt. Det kunne være et uprovokeret drab på en Trump-tilhænger på gaderne i Portland, eller Facebooks efterfølgende skandaløse censur af siderne i den gruppen, som dette uskyldige offer tilhørte. Det kan være de nationale systemmediers fuldstændige undertrykkelse af nyheden om, efter en mindesstund for den myrdede Trump-tilhænger – at en militant Antifa-terrorist kørte over og næsten dræbte et stolt Proud Boy-medlem – tilsyneladende på grund af dets pinlige parallel med Charlottesville.

Det er umuligt at sige. Men historien siger, at de vil gå for langt.

Tidligere publiceret af Kevin Macdonald på The Occidental Observer og oversat med tilladelse.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.