[s34]Er det en fejl at sympatisere med ikke-hvide?[/s34]

KOMMENTAR: Martin Saxlind reflekterer over spændingerne mellem Israel og Palæstina og argumenterer for, at det er rimeligt at føle sympati for palæstinenserne. Han udforsker samtidig spændingen mellem magt-er-ret-nationalisme og etnopluralisme.

I løbet af 2021, da konflikten mellem Israel og Palæstina udviklede sig på mindre skala, beskrev jeg den langvarige konflikt, der nu er blusset op igen og risikerer at eskalere til en historisk afgørende konfrontation. Hvis betydningsfulde aktører som USA eller Iran beslutter sig for fuldt ud at engagere sig i krigen, kan det skabe en ny front i proxy-verdenskrigen mellem Rusland og NATO. Læsere, der ønsker mere indgående betragtninger om, hvorfor jeg tidligere har støttet palæstinenserne, kan læse denne artikel eller Joseph Jordans seneste artikel om, hvorfor Israels undergang ville være positiv for den vestlige verden.

I denne kommentar vil jeg i stedet rette fokus mod den interne debat blandt nationalister, hvor nogle mener, at det er forkert at bekymre sig om, at Israel gennem vold, terror og sult forsøger at etnisk rense Gaza for palæstinensere. De, der omfavner denne holdning, ser det ofte som “rent” eller “radikalt” ikke at føle empati for mennesker med en anden etnisk baggrund og argumenterer for, at principperne om “magt er ret” overstiger den svages moralisering. Jeg har tre primære indvendinger mod dette synspunkt.

Følelser er relevante

Mennesker er i høj grad styret af følelser. Det er utilstrækkeligt at hævde, at vi ifølge visse filosofiske ræsonnementer bør være følelseskolde og ligeglade. Følelserne er til stede og skaber moralske instinkter eller impulser, der ikke fuldstændigt kan ignoreres. Hvis noget “føles forkert,” er det sandsynligvis forkert på nogen måde. Selvom man kan argumentere for, at man bør være filosofisk følelseskold, er det vanskeligt at lade følelser alene styre ens holdninger. For min egen del kan jeg føle empati med dyr, og det ville være mærkværdigt, hvis jeg ikke også kunne gøre det med mennesker af en anden race. Selvom det er sandt, at man typisk bekymrer sig mindre om personer, der er længere væk eller mere fremmede, er det ikke det samme som total ligegyldighed. At påstå, at man ikke føler nogen form for afsky, når man ser uskyldige ofre for konflikten i Gaza, er dog underligt.

I palæstinensernes tilfælde ærer det deres folk, at de, trods dårlige odds, tappert kæmper mod deres fjender og er parate til at ofre deres liv for retten til deres land. Desværre kan det ikke siges om mange svenskeres holdning i dag.

Moral er en afgørende faktor

Hvide mennesker, især nordeuropæere, har traditionelt været mere moralske og idealistiske end mange andre folkeslag. Total “might is right”-nihilisme er derfor fremmed for os. Ingen nationer, heller ikke uden for Vesten, er uden en elite, der forsøger at retfærdiggøre sin magt gennem moralske argumenter, selvom regeringer uden for Vesten ofte er mere autoritære og ærlige. I Vesten er vi styret af snedige sociopater, der retfærdiggør deres magt ved at præsentere vores lande som “moralske stormagter” og lignende.

Det er forståeligt, at nogle reagerer på politisk korrekthed ved at argumentere for kold rationalitet. Men det er ikke propagandistisk effektivt at undlade at understrege, at vi, som opposition, er mere moralske end dem, der i øjeblikket styrer samfundet. Selvom vi ikke vinder ved blot at præsentere os som moralsk overlegne, vil vi sandsynligvis få mere støtte fra vores folk, hvis de ser vores kamp som moralsk berettiget. Dette er også grunden til, at vores fjender foretrækker at angribe vores ære og moral i stedet for at imødegå vores holdninger objektivt.

Både Israel og Palæstina forsøger under den igangværende konflikt at positionere sig som den moralske side. Dette skyldes, at moralske faktorer motiverer deres eget folk og påvirker verdens holdning til begge krigsførende parter. Nordfront og lignende aktører, der understreger Israels moralske underlegenhed, skaber derfor udfordringer for zionisterne. Selvom vores moralisering i sig selv ikke vil være afgørende for krigen, vil det være en af flere faktorer, der skaber problemer for vores ærkefjende.

Moraliserende konklusioner kan drages rationelt

Selv når man betragter konflikten rent rationelt, kan en objektiv bedømmer se, at Israel dræber flere palæstinensiske børn end omvendt, og at zionismen historisk set har forårsaget unødig lidelse i Mellemøsten, hvilket senere har påvirket Europa gennem flygtningestrømme. Det er fakta, uanset hvor mange eller få følelser man har om konflikten. Det er således muligt at drage rationelle og moralske konklusioner om denne konflikt uden at falde ind i hysterisk polemik eller udvise følelsesladet bias.

I visse andre tilfælde kan der være en konflikt mellem følelser og rationalitet. For eksempel, når det drejer sig om modtagelse af flygtninge. På den ene side kan man føle en vis medlidenhed med reelle flygtninge; på den anden side må vi forstå, at vi ikke årligt kan lukke tusinder af fremmede ind i Sverige og lade dem bosætte sig her permanent, uanset hvor synd det måtte være for en enkelt person. I sådanne situationer skal fornuften afgøre, og følelserne må træde til side.

En sådan interessekonflikt findes dog ikke i forhold til Israel-Palæstina. Det koster os ikke noget at tage parti for palæstinenserne i den pågældende krig. At støtte palæstinenserne i Palæstina indebærer ikke at byde velkommen til arabisk masseindvandring til Sverige eller sige, at svenskere skal engagere sig i denne konflikt på bekostning af vores eget kamp. Det eneste mere afdæmpede nationalister kunne sige er, at vi – ved at være fjendtlige over for Israel – mister muligheden for støtte fra jøder og zionister, men det er alligevel ikke noget, vi ønsker, fordi vi ved, at denne støtte altid kommer med en så høj pris, at vi aldrig vil kunne betale af på renten af den gæld.

“Might is Right”?

Den ultimative årsag til undergang har altid været, at man glemte, at al kultur er afhængig af mennesker og ikke omvendt. Det vil sige, for at bevare en bestemt kultur skal den person, der har skabt den, holdes i live. Men denne opretholdelse af livet er bundet af den ufravigelige lov, at den bedste og stærkeste nødvendigvis og med rette skal sejre.

Den, der ønsker at leve, må også kæmpe, og den, der ikke ønsker at deltage i den evige kamp, fortjener ikke at leve.

– Adolf Hitler i Mein kampf

Den foregående passage er et velkendt citat fra Hitler, der præcist indfanger den nationalsocialistiske verdensanskuelse. Udtalelsen udfolder tre objektive sandheder:

1. De, der ikke er både villige og i stand til at kæmpe for deres overlevelse, risikerer at uddø.

2. Kun de mennesker, der overlever, kan skabe og opretholde en kultur.

3. Man kan hævde, at de personer eller grupper, der overlever (både biologisk og kulturelt) set fra naturens objektive synspunkt, er overlegne og fortjener at overleve.

Disse observationer er sande, men de udgør ikke nødvendigvis et moralsk princip. Hitler beskriver snarere, hvordan tingene er rent pragmatisk; hvordan verden faktisk fungerer. Han udtrykker ikke en personlig holdning til et specifikt moralsk spørgsmål.

Ved opbygning af moral baseret på det givne citat er der potentiale for at gå i to forskellige retninger. Den ene retning er den fatalistiske og deterministiske: Alt, der sker, er altid per definition naturens vilje og dermed både uundgåeligt og positivt. Så det spiller ikke så stor rolle, hvad du gør eller hvordan noget faktisk går, fordi tingene alligevel altid bliver som naturen ønsker det. Den anden retning er den mere aktive og psykopatiske krig mod alle: Alle andre mennesker er konkurrenter og fjender! Så jo flere mennesker, du dræber og undertrykker, desto mere moralsk korrekt er du, fordi magten til at gøre noget i sig selv giver dig ret til at gøre det. Personer, der ønsker, at nationalister i dag ikke skal have sympati for palæstinensernes lidelse, er ofte tilhængere af denne anden moralske opfattelse og mener, at Israel har ret til at udnytte sin militære overlegenhed over for palæstinenserne så meget de ønsker.

Ingen af disse synspunkter er noget, som Hitler ville tilslutte sig. Udover sin objektive forståelse af naturens love havde Hitler en egen idealistisk vilje. Han var nationalist og ønskede, at det tyske folk skulle rejse sig ud af Weimar-dekadencen, som de var havnet i efter den ydmygende afslutning på Første Verdenskrig. Selvom Hitler var selvkritisk over for tyskerne efter Første Verdenskrig, var kritikken primært rettet mod landets politiske ledere, og han hilste ikke sejrherrerens undertrykkelse af det tyske folk velkommen som en form for naturlig “retfærdighed”.

At nogle jøder i 1920’erne på forskellige måder faktisk besad stor magt i Tyskland, gjorde ikke, at Hitler mente, at deres magtudøvelse var moralsk retfærdig. Tværtimod havde han mange moralske indvendinger både mod, hvordan magten blev skaffet, og hvordan den blev brugt. Hitlers indvendinger mod, hvordan jøder skaffede sig magt, var ofte baseret på, at magten blev erhvervet på en “uærlig” måde (en personlig, moralsk præference). Indvendingerne mod, hvordan den jødiske magt blev udøvet, var, at det førte til splittelse og svækkelse af det tyske folk (en i vid udstrækning subjektiv og specifikt nationalistisk indvending).

Min pointe her er, at nationalsocialister og nationalister i dag, ligesom Hitler, bør forstå og respektere naturens love. Men udover at se udad og objektivt forstå, hvordan verden fungerer, har vi også grund til at se indad og reflektere over vores egen moral. Hvordan vil vi selv have, at verdenen, vi lever i, skal se ud? Folkets overlevelse er naturligvis det primære for nationalister, men vi skal også have andre positive visioner. For et folk uden en vis fælles kultur og moral er ikke rigtig et forenet og selvbevidst folk.

Selvom der er evige sandheder og vis moral, der er relativt tidløs, skal moral også tilpasses omstændighederne. Historisk set er det korrekt, at forskellige folk har kæmpet mod hinanden, og at de fysisk og intellektuelt stærkere har haft tendens til at overleve, og det har været eugenisk. Men i dag, med globalisering, kernevåben og højteknologisk krigsførelse, er det ikke længere en kamp mellem genetisk homogene folk, hvor fysisk underlegne mennesker dræbes af fysisk overlegne mennesker. Så at male moderne krige som andet end en nødvendig ondskab forekommer absurd for mig.

Især når man ser specifikt på konflikten mellem den ulovligt kernevåbenbevæbnede stat Israel og de statsløse palæstinensere, der ikke engang har en regulær hær, virker det moralsk absurd at sige, at palæstinenserne “fortjener” at gå under. Det er muligt, at zionisterne vil lykkes med deres planer om at fordrive palæstinenserne fra Gaza, men det vil i så fald med rette føre til, at Israel bliver en endnu mere hadet stat.

Etnopluralisme?

I modsætning til den nationale tankegang om, at “magt er ret,” finder vi den liberale nationalistiske opfattelse kaldet “etnopluralisme.” Etnopluralister argumenterer for, at alle folkeslag bør have ret til deres eget land. Tanken bag etnopluralisme er, at en verdensorden baseret på denne tankegang ville fremme fred og bevare den kulturelle mangfoldighed på jorden, mens globalisering og multikulturalisme, som de hævder, blander og udvisker kulturer, skaber konfliktfyldte og etnisk opdelte samfund.

Selvom etnopluralismen er en tiltalende tanke, må den erkendes som både utopisk og upraktisk. For at denne teori overhovedet kunne fungere, ville der kræves en overstatslig aktør, ligesom FN, der kunne afgøre præcist, hvilke folkeslag der skal have ret til præcist hvilket land. I praksis er der imidlertid altid uenigheder og interessekonflikter omkring sådanne spørgsmål.

Israel og Palæstina udgør et illustrativt eksempel på, hvorfor etnopluralisme kan betragtes som en naiv tanke. Konflikten skyldes, at begge folkeslag har gyldige argumenter. Palæstinenserne har faktiske rødder i området og hævder derfor retten til landet. Sionisterne benægter palæstinensernes rettigheder ved at afvise, at der historisk set har eksisteret et palæstinensisk folk (på samme måde som nogle svenskhedsfjendtlige jøder afviser, at der findes et svensk folk). De hævder derefter, at palæstinenserne i virkeligheden er en del af det større arabisk-folk og derfor burde kunne bosætte sig i et af de mange andre arabiske lande.

Israelitterne har en svag historisk og religiøs tilknytning til området, der i sig selv ikke er tilstrækkelig til at retfærdiggøre deres krav på landet. I stedet har de anvendt propaganda med budskabet “mød medlidenhed med os”: 1. Jøderne har ingen anden stat, og det er uretfærdigt! [3] 2. Jøderne har været forfulgt og udsat for en mislykket udryddelse og fortjener derfor et sted at beskytte sig mod alle de grusomme ‘gojer’. Palæstinensernes indvending mod israelitterne er, at de er tyve, der har stjålet og besat palæstinensisk land og terroriserer samt undertrykker den oprindelige palæstinensiske befolkning.

FN og andre eksterne aktører, der har forsøgt at mægle i konflikten mellem Israel og Palæstina, har ikke formået at nå frem til en varig tostatsløsning, primært fordi de mangler tilstrækkelig overstatslig magt. Derfor har rettighedstankegangen ikke formået at løse konflikten. I stedet har Israel udvidet sit territorium og trængt palæstinenserne tilbage, hvilket i høj grad er sket i overensstemmelse med princippet om, at den stærkeste part har retten på sin side. Den israelske magt manifesterer sig dog ikke kun militært men også gennem propaganda (moralsk) og økonomisk (korrumperende) magt. Uden støtte fra USA og andre vestlige stater, der kontrolleres af sionister, ville Israel ikke have kunnet handle på samme vis som nu, hvilket har ført til moralsk afsky i mange stater, især i Mellemøsten. Dette kan i sidste ende tvinge dem til at gå i krig mod zioniststaten.

En mere afbalanceret og realistisk opfattelse af den eksistentielle kamp mellem forskellige nationer erkender, at moral ofte er en afgørende faktor. Men man kan ikke altid forvente, at påståede rettigheder vil blive respekteret, og konflikter løses ofte til fordel for den mægtigere part, når de skærpes.