Hedonistisk individualisme vs folkelig kollektivisme

LÆSERINDLÆG: Fredrik Alfredson angriber i dette læserindlæg individualismen og stiller den mod nationalsocialismens folkelige kollektivisme.

Læserindlæg

Dette er et læserindlæg. Holdningerne som fremlægges i dette indlæg deles ikke nødvendigvis fuldstændigt af Nordfront eller Modstandsbevægelsen.

Har du som læser af Nordfront noget på hjertet som vil være af interesse for Nordfronts læsere, er du velkommen til at sende dit indlæg til [email protected]

Den rådende idé i dag er, at mennesket er et individualistisk væsen. Mennesket fødes, lever og dør for sig selv, og det eneste rigtige er, at hvert enkelt individ kan stræbe efter sin egen maksimale lykke og profit. Et glimrende eksempel, som hele denne tanke udtrykker sig i, er den såkaldte seksuelle revolution med den regnbuefarvede dildo som dens fremmeste symbol. Her ser vi hvordan livet er blevet perverteret til kun at handle om at søge seksuel stimulans.

Og det man normalt får tilbage som svar fra dem, som forsvarer dette vanvid er: Det skader jo ingen, så hvorfor skal du blande dig? Dette er bestemt sandt, hvis man kun ser mennesket som et individualistisk væsen.

Tilsvarende mangler race betydning for det menneske, som kun ser mennesket som et individualistisk væsen, og man kan høre lignende svar, når det kommer til f.eks. raceblanding: Du kan vel bare vælge en hvid partner selv, hvordan skader det dig, hvis folk vælger at raceblande sig? Man kan reagere på dette på den konservative måde, men dog med den samme individualistiske grundtanke, at der til sidst ikke er nogle hvide partnere tilbage til mig, og derfor er det dårligt.

Men hvis man har som grundtanke, at “JEG kan få det værre” og ikke kan se ud over sin egen interesse, som under det nuværende systemstyre kan tage skade i fremtiden,  er man langt fra nogen reel løsning. Man er da blot forskellige sider af samme mønt, og det er et spil plat eller krone om man havner på den side som er for den sande folkelige løsning.

På samme plan agerer marxismen. På det økonomiske plan bekender man sig til en gruppe (klasse), fordi det af rent økonomiske grunde er til gavn for det undertrykte individ. Men nu da verden ikke udfoldede sig som Marx havde forestillet sig og almindelige mennesker har mere end deres kæder til at tabe, er disse marxister begyndt at søge efter et nyt proletariat eller en ny form for klasse, som de anser er undertrykt. Derfor har de nu sat sig i samme båd, som kapitalen de svor at ødelægge. Hvad vi ser i dag, er hvordan de promoverer importen af ​​et nyt undertrykt proletariat fra den tredje verden, mens kapitalen taler for den samme import i anledningen af, at det er billigere arbejdskraft. På det kulturelle plan opløser marxismen, ligesom liberalisme, alle former for hierarkier og traditionelle værdier, som “undertrykker individet” og holder det tilbage i dets “frihed”.

Alle former for mere kollektivistiske handlinger, som man kan se i dagens samfund, som f.eks. at ville redde hver flygtning i hele verden, eller at tænke, at man bekymrer sig om klimaet, er blot samvittighedsnarko, som man som individ kan tage for at føle man har det godt. Dette kan man se, når man spørger folk om de vil tage imod flygtninge, som de normalt gerne vil, men meget få vil faktisk tage sig af dem. Eller når folk proklamerer at de vil redde klimaet, men samtidig tager på rejser til Thailand eller køber dimser, som er lavet på den anden side af planeten. Det fortales, at hvide bør føde færre børn, fordi det er klimasmart, mens Afrika og Asien tegner sig for 75% af hele verdens befolkning, og dette tal stiger konstant.

Hele dette dogme opsummeres faktisk bedst selv med sit slogan “Alle menneskers lige værd”.

Nationalsocialismen anser, at denne tankegang er fuldstændig befængt, og slår i stedet fast, at mennesket er et kollektivt væsen. Mennesket fødes ikke som et tomt blad, men i stedet er det født som en side i en tusindårig gammel bog, hvor den røde blodlinje tydeligt løber fra side til side, og hvor hele folket har til opgave at bære historien videre.

Personlig frihed indenfor folkefælleskabets rammer

Mange af disse såkaldte godhedsapostler ville skrige sig hæse om, at et nationalsocialistisk samfund er et totalitært mareridt, hvor alle former for frihed blot er en fjern drøm. Ikke alene er dette total vrøvl, faktisk hænger det sådan sammen, at nationalsocialismen er den sande garanti for ægte frihed.

“Oppe på et bjerg byggede ridderen og hans tjenere et stolt slot. Omkring slottet samlede bosættere sig for at søge beskyttelse; huse blev bygget, fæstningsvolde og mure blev rejst og voldgrave blev gravet. Et bånd af fællesskab eksisterede mellem riddere og beboere: Individualitet og samfund. “/ Alfred Rosenberg.

Den såkaldte frihed er ikke noget, som drysser ned fra himlen, når du bliver født. En mus kan påberåbe sig rettigheder og friheder lige så meget den vil, men slangen vil stadig sluge den. Nej, livet må man vinde, og det samme scenario gælder grundlæggende for mennesker. Forskellen er imidlertid, at mennesker har kapaciteten til at organisere sig som folk. Og dette sammenfattes meget godt i en fasces symbolik. En enkelt stok er nem at knække, men et sammenbundet bundt er umuligt at knække og bliver således mere end summen af ​​dets komponenter. Frihed er således direkte koblet til folkets fællesskab og den harmoni, som opstår mellem ens egen personlige vilje og sine forpligtelser overfor fællesskabet.

Den naturlige frihed er derfor friheden af personligheder. En personlighed er den der skaber for sit samfund. En håndværker, som er en håndværker af natur, og som skaber for sit fællesskab gennem sit håndværk, føler sig fri, ved at hans personlige vilje, som netop hans håndværk er, aldrig vil gå imod fællesskabets regler og skikke.

Det samme gælder for eksempelvis en kunstner, som gennem sin kunst kan forbedre sit fællesskab. Men en kunstner kan også forkaste sit fællesskab og forsøge at nedbryde det gennem den såkaldte moderne kunst, med sin “menstruationskunst” og sine farvesprøjt på et hvidt lærred. Dette kan ikke ses som en kunstnerisk frihed, da det er et direkte angreb på det, der garanterer dens frihed.

Lederskab og offervilje

Fællesskabstanken er også uadskillelig fra tanken om lederskab og hierarki. Et fællesskab er ikke bare en samling, som en bunke af mursten, som i den atomiserende individualistiske tanke, men står stadigt som et ensartet murstenshus. Og for at have sand enhed må der være lederskab. Lederskab er blandt de største udtryk for personlighed, for hvad er større end at lede sit folk til nye højder, inden for såvel videnskab og innovation, som i organiseringen folket? Dette går hånd i hånd med det naturlige hierarki og tanken om personlighedens frihed, da personligheder naturligt inddeler sig, og hvis de også har plads til at handle efter deres evne, skabe og lede fællesskabet, får man da også det naturlige hierarki i fællesskabet.

Heroisme og offervilje er tydeligvis centralt for fællesskabstanken. I den individualistiske tanke er heroisme og offervilje et bizart koncept. Hvad har jeg at vinde ved at udvise mod og offervilje for mit folk? Intet! Derimod er gevinsten af ​​heltemod og offervilje tydelig i fællesskabstanken. Det ultimative offer for individet er tydeligvis, at give sit eget liv for fællesskabet. Dette er eksemplificeret i historien om slaget ved Thermopyle, hvor de 300 spartanere ofrede deres liv for at købe de græske bystater tid.

Selv inden for vort eget folk har vi haft denne tanke, hvilken er demonstreret i den måske mest berømte strofe fra Den Højes Sang:

Ejendom dør,
Frænder dø,
selv man dør tilsidst.
Ét jeg véd,
som aldrig dør:
Dom over hver en Død

Fordi det skal gøres klart. I fællesskabstanken står ikke liv og død som organiske modpoler. Dette er for en individualist den mest absurde tanke. Men hvis man gransker naturen både åbent og ærligt, indser man snart, at dette ikke er tilfældet. Døden er blot en hændelse for den individet, men ikke for helheden, det vil sige folket, som er bærere af livet. Individer fødes og dør, men livet fortsætter, og folket består så længe, ​​at de som dør, erstattes af de med lignende genetisk sammensætning. Så hvad der rent faktisk står som organiske modpoler er fødsel og død, mens det er livet, som forener de to.

Og det er ligegyldigt, om et individ dør før eller senere, for den skæbne undgår ingen. Men det er ikke ligegyldigt, om individet lever og dør hæderligt eller ej. For netop, som sagt tidligere, lever individet gennem sit folk, dets myter og idealer, og han kan kun føle sig fuldstændig og fri, hvis livet leves i overensstemmelse med disse idealer, selvom det skulle indebære det ultimative offer. For det vigtige er ikke individets livslængde, men snarere at folkets liv kan fortsætte.

Det kan være svært for individet, og specielt i tider som disse, da der ikke synes at være så meget at kæmpe for, at acceptere dette og faktisk stræbe efter idealet. Men stræbe er hvad vi må.

Gennem historien har civilisationer vokset sig stærke og derefter visnet bort. Men folket kan for evigt være ungt og blomstre igen, så længe det ikke blandes med fremmed blod og forpester sig af fjendtlige idéer.

Og præcis som ligesom englene i Goethes Faust sagde:

Den, som bestandig stræber frem,
forløsning kan vi skænke.

/Fredrik Alfredson


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Valdemar says:

    Rigtig god artikel


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.