Myten om dampkamrene i Treblinka

“HOLOCAUST”: Før myten om gaskamrene, var der oprindelig en historie om, at mange jøder blev dampet ihjel i Treblinka. Den 24. juni 1943 blev denne løgn spredt over hele verden igennem de allieredes massemedier.

Før nogen bestemte, at «gaskamre» var hvad der blev anvendt som henrettelsesmetoder i de tyske såkaldte dødslejre, var der også andre fantasifulde teorier.

Alt fra elektrificerede samlebånd til vakuumkamre, strømførende gulve, og ovne hvor togvogne hældte deres last af jøder ned så de kunne brændes til døde, er blevet fortalt af vidner, og er i mange tilfælde blevet taget alvorligt. At det var giftgas der blev brugt som henrettelsesmetode lå ikke fast i begyndelsen – det kunne lige så godt være elektricitet, vakuum, ild eller noget andet.

Hvad få ved i dag er, at den metode som hævdes at været brugt i Treblinka, en af de mest kendte og vigtigste “dødslejre”, oprindeligt blev påstået at være dampkamre, og ikke gaskamre. I sommeren 1943 spredte store internationale medier nyheden om, at 2 millioner var blevet dræbt i Treblinka – altså mindst dobbelt så mange som de officielle tal i dag – ved hjælp af dampkamre.

Det var november 1942 at “øjenvidner” kunne rapportere, at jøder blev ført ind i «dødsrum», hvor de blev dræbt af «damp der kom ud af  de mange huller i rørene». Denne øjenvidnebeskrivelse blev senere spredt videre til den polske eksilregering i London, og blev præsenteret som en rapport. I sommeren 1943 blev nyheden spredt over hele verden, med hjælp fra de allieredes massemedier.

Den 24. juni skrev avisen Ottawa Citizen om denne «næsten utrolige nye metode til til jødeudryddelse». Avisen skrev, at 500 mennesker kunne kvæles til døde på 15 minutter:

An almost unbelievable new method of Jewish extermination has been reported from underground sources in Poland to the international department of the British Labor party – steam rooms where 500 persons can be executed by suffocation in 15 minutes. […] Belzec was organized for extermination by electrocution, with Treblinka the main extermination-by-suffocation camp. […] The place of execution is a stone building composed of three chambers and a steam boiler, from which pipes lead to the death chambers. […] They die of suffocation when the steam is forced to such pressure that they cannot breathe. Execution lasts 15 minutes, after which the bodies are buried in deep pits excavated by special shovelling machines working day and night… The camp is so organized as to be able to put to death at least 7,000 person’s daily.

Fra Ottawa Citizen den 24. juni 1943. Klik for at forstørre.

I løbet af hele sommeren spredte massemedierne propaganda om dampkamrene. Den 8. august skrev for eksempel New York Times om Treblinkas dampkamre og hævdede, at 2 millioner var blevet dræbt af på denne måde.

Ud over at dampkammerversionen blev spredt over hele verden af massemedier, udgav Den Jødiske Verdenskongress, en af de første til at lancere gaskammerversionen, samme år bogen Lest We Forget, som detaljeret forklarer hvordan jøder blev henrettet i disse dampkamre. Den samme jødiske kongres hævdede efter krigen, at der var blevet dræbt 3 millioner mennesker i Treblinka, ved hjælp af 3 forskellige metoder: gas, damp og vakuum, hvor al luft bliver suger ud af lokalet.

En anden udredning af dampkamrene, The Black Book of Polish Jewry blev udgivet i New York og sponsoreret af Albert Einstein og præsidentfruen Eleanor Roosevelt.

Endvidere konstaterede den amerikanske efterretningstjeneste, Office of Strategic Services (OSS), forgængeren til CIA, i 1944, at jøder i Treblinka «som regel blev dræbt af damp, og ikke af gas, som vi tidligere har troet».

Efter krigen var dampkammer-bluffet etableret som sandhed, og det blev derfor fremlagt som bevis fra anklagesiden under Nürnberg-processen. Fra retsprotokollen kan man læse følgende fra dokumentet 3311-PS, Exhibit USA-293:

In March 1942 the Germans began to erect another camp, Treblinka B. in the neighborhood of Treblinka A, intended to become a place of torment for Jews.
The erection of this camp was closely connected with the German plans aimed at a complete destruction of the Jewish population in Poland, which necessitated the creation of a machinery by means of which the Polish Jews could be killed in large numbers. Late in April 1942 erection was completed of the first chambers in which these general massacres were to be performed by means of steam. Somewhat later the erection of the real death building, which contains 10 death chambers, was finished. It was opened for wholesale murders early in autumn 1942.

Kvinder og børn blev først smidt ind i dampkamrene:

All victims had to strip off their clothes and shoes, which were collected afterwards, whereupon all victims, women and children first, were driven into the death chambers. Those too slow or too weak to move quickly were driven in by rifle butts, by whipping and kicking, often by Saner himself. Many slipped and fell; the next victims pressed forward and stumbled over them. Small children were simply thrown inside. After being filled up to capacity, the chambers were hermetically closed and steam was let in. In a few minutes all was over. The Jewish menial workers had to remove the bodies from the platform and to bury them in mass graves. By and by, as new transports arrived, the cemetery grew, extending in an easterly direction.

Dokumentet ovenfor var udstedt af den polske regeringskommission og blev støttet af den amerikanske anklagemyndighed under Nürnberg-processen. Det er værd at bemærke, at den polske rapport overhovedet ikke nævner noget om giftgas.

Få eller ingen historikere tror i dag på denne oprindelige henrettelsesmyte fra Treblinka. Dampkammer-versionen har de senere år måttet vige pladsen for gaskammer-versionen. Dampkammer-myten dukker af og til op, men er for det meste gået i glemmebogen, og er for nogle ubehageligt at blive mindet om. Det som var sandheden i årene 1943-1945, at hundredtusindvis, eller millioner, af jøder blev dræbt i dampkamre, anses i dag for ikke at have været sket.