Hvad betyder NATO’s artikel 5 egentlig?

ANALYSE: NATO’s artikel 5 er noget, der bliver nævnt oftere og oftere i takt med, at sikkerhedssituationen i verden forværres. Artikel 5 siges at betyde, at enhver, der angriber et NATO-land, kommer til at bekrige alle NATO-lande, men er det virkelig sandt?

Jens Stoltenberg nævner ofte artikel 5, men er tilbageholdende om hvad den i praksis betyder. Foto: Nato (CC BY-NC-ND 2.0).

Både den generelle NATO-debat og den debatten om Vesteuropas sikkerhed i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine nævner ofte artikel 5 i NATO’s vedtægter.

Det anføres både som et eksempel på, hvorfor lande bør tilslutte sig NATO, og som en grund til, at Rusland ikke ville turde angribe et NATO-land. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg og andre NATO-ledere har gentagne gange henvendt sig direkte til den russiske præsident, Vladimir Putin, og advaret ham om ikke at »træde ind på NATOs territorium«.

I debatten og truslerne fremgår det, at artikel 5 betyder, at hvis et NATO-land bliver angrebet, har alle NATO-lande (i praksis USA) pligt til at komme militært til undsætning. Samtidig har Stoltenberg været meget vag, da han blev spurgt af journalister om, hvornår artikel 5 præcis kan implementeres, og hvordan den kommer til at se ud.

I NATO’s historie er artikel 5 kun blevet påberåbt ved én lejlighed, og det var i forbindelse med angrebene på World Trade Center i New York i 2001, hvor USA’s daværende præsident, George Bush, indledte den nu berygtede »krig mod terror«.

 

Garanterer NATO-lande militært forsvar af andre NATO-lande?

Men når man på NATOs hjemmeside læser, hvad artikel 5 egentlig betyder, tegner der sig et meget mere vagt billede, end den gængse opfattelse, at USA sender sit krigsarsenal direkte til et lille NATO-land i verden, hvis det bliver angrebet af en fjende.

Sådan lyder artikel 5 (oversat til dansk):

Deltagerne [i NATO-alliancen] er enige om, at et væbnet angreb på en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb på dem alle, og derfor er det også aftalt, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem, ved at udøve den individuelle eller kollektive ret til selvforsvar, der er anerkendt i artikel 51 i FN-pagten, bistå den eller de angrebne deltagere ved individuelt og efter aftale med andre deltagere træffe sådanne foranstaltninger, som skønnes nødvendige, herunder anvendelse af væbnet vold, for at genoprette og opretholde sikkerheden i det nordatlantiske område.

Ethvert sådant væbnet angreb og enhver handling, der træffes som følge deraf, skal straks rapporteres til Sikkerhedsrådet. Sådanne foranstaltninger skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de nødvendige foranstaltninger til at genoprette og opretholde international fred og sikkerhed.

Det er den fede del af denne tekst, der er vigtig. Det betyder, at NATO-landene individuelt skal vurdere, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at komme et andet NATO-land til undsætning. Disse foranstaltninger omfatter også væbnet vold, men behøver ikke være det.

Hvis et NATO-land bliver angrebet, så kan andre NATO-lande klart anse, at de hjælper ved at sende civile hjælpeindsatser og våben, ligesom NATO lige nu »hjælper« Ukraine.

NATO’s hjemmeside kan man videre læse, at der var stor uenighed blandt medlemslandene, de såkaldte deltagere, da disse meninger blev formuleret:

Ved udarbejdelsen af ​​artikel 5 i slutningen af ​​1940’erne var der konsensus om princippet om gensidig bistand, men grundlæggende uenigheder om, hvordan implementeringen af ​​disse principper skulle foregå i praksis. De europæiske deltagere ville sikre sig, at USA automatisk ville komme dem til hjælp, hvis en af ​​underskriverne blev angrebet. USA ønskede ikke at give et sådant løfte og insisterede på, at dette skulle afspejles i ordlyden af ​​artikel 5.

Det ser således ud til, at artikel 5 bevidst er udformet således, at NATO-lande ikke skal hjælpe andre NATO-lande militært, hvis de bliver angrebet, og at forpligtelserne er udformet på denne måde på amerikansk initiativ. Da USA rent militæret er den suverænt stærkeste part i NATO, er de øvrige NATO-lande i praksis under amerikansk beskyttelse og den nuværende formulering er dermed til gavn for USA på bekostning af de mindre magtfulde parter.

Et NATO-land kan således i praksis kun håbe på, at NATO (med andre ord USA) kommer det til undsætning, hvis det bliver angrebet af en stærk fjende. USA kan dog vælge at komme landet til undsætning på andre måder end med væbnet magt mod angriberen.

Hvilken slags hjælp der er »nødvendig« er op til USA at afgøre helt tilfældigt.

På den baggrund er det naturligvis endnu mere bekymrende, at Sverige og Finland nu seriøst overvejer NATO-medlemskab. De, der går ind for, at vi går med i krigsalliancen, mener, at vi trods vores i forvejen meget dybe samarbejde ikke kan »forvente« hjælp i en skarp situation.

Men som artikel 5 er formuleret, kan man bestemt sikre sig en form for bistand som medlem af NATO, men ikke nødvendigvis den bistand, man anser for nødvendig.

De store spørgsmål står således tilbage: Hvorfor eksisterer NATO overhovedet? Hvilke interesser tjener krigsalliancen? Og hvorfor skulle nationer overhovedet ønske at forholde sig til sådan en potentielt forræderisk organisation – en krigsalliance ledet af et USA, der forbeholder sig retten til ikke at komme de lande til undsætning, som det har påtaget sig at beskytte?

Og måske frem for alt: Hvad sker der, hvis Rusland tør teste, hvad artikel 5 egentlig betyder i praksis? Det ønsker selv Jens Stoltenberg ikke at svare på.

/Simon Holmqvist


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.