Jøderne kontrollerer medierne

JØDISK MAGT: Strømmen af underholdning fra USA er konstant, massiv og præger i høj grad identiteten af alle som lader sig underholde af det, også i Danmark. Nordfront ser her nærmere på ejerskabet af medierne i USA og forsøger at bevise påstanden om, at jøderne kontrollerer medierne.

I forordet af The Culture of Critique diskuterer Kevin MacDonald den jødiske kontrol over massemedierne i USA. Da jøderne kun repræsenterer et par procent af den amerikanske befolkning, er omkring 60% af mediekontrollen helt uforholdsmæssig. Det betyder, at deres propaganda er i stand til at kontrollere hjerterne og sindet af ikke bare amerikanere, men den meste af den civiliserede verdens folk.

Det er derfor ikke overraskende, at den fordærvede anti-hvide dagsorden, som promoveres af psykoanalytikere, kulturmarxismerne og postmodernisterne også promoveres af de almindelige medier, Hollywood og forlagsbranchen.

Her er teksten:

Jødiske bevægelser imod europæisk dominans i USA fokuserer på tre kritiske magtområder: Den akademiske verden af ​​information i samfundsvidenskab og humaniora, den politiske verden, hvor den offentlige politik om indvandring og andre etniske problemstillinger bliver besluttet, og massemedierne hvor “måder at forstå” er præsenteret for offentligheden. Culture of Critique fokuserede på de to første af disse magtkilder, mens der blev lagt meget lidt vægt på massemedierne, undtagen hvor det tjente til at fremme jødiske intellektuelle eller politiske bevægelser, som i eksempelvis psykoanalyse. Denne mangel på opmærksomhed på massemediernes kulturelle indflydelse er et stort hul. Det følgende repræsenterer kun en delvis og foreløbig diskussion.

På alle måder har etniske jøder en stærk indflydelse på de amerikanske medier – langt større end nogen anden identificerbar gruppe. Omfanget af jødisk ejerskab og indflydelse på de populære medier i USA er bemærkelsesværdigt i betragtning af den relativt lille andel af befolkningen, der er jødisk. I en undersøgelse udført i 1980’erne havde 60 procent af en repræsentativ udsnit af filmeliten ​​jødisk baggrund (Powers et al., 1996, 79n13). Michael Medved (1996) bemærker, at “det giver ingen mening at forsøge at benægte virkeligheden af ​​jødisk magt og fremtrædende rolle i populærkulturen. Enhver liste over de mest indflydelsesrige produktionsledere på hver af de store filmstudier vil producere et stort flertal af genkendeligt jødiske navne. Denne fremtrædende jødiske rolle er indlysende for alle, der følger nyhedsrapportere fra Tinsel Town eller gider tage sig tiden til at læse rulleteksterne på store film- eller tv-shows.

Medieejerskab er altid i bevægelse, men det følgende er et rimeligt præcist portræt af det nuværende medieejerskab i USA af etniske jøder. Det største mediefirma i verden blev for nylig dannet i fusionen mellem America On Line og Time Warner. Gerald M. Levin, tidligere chef for Time Warner, er administrerende direktør for det nye selskab. AOL-Time Warner har bedrifter på tv (f.eks. Home Box Office, CNN, Turner Broadcasting), musik (Warner Music), film (Warner Brothers Studio, Castle Rock Entertainment og New Line Cinema) og udgivelse (Time, Sports Illustrated, People, Fortune).

Det næststørste mediefirma er Walt Disney Company, ledet af Michael Eisner. Disney har bedrifter i film (Walt Disney Motion Pictures Group, under Walt Disney Studios, herunder Walt Disney Pictures, Touchstone Pictures, Hollywood Pictures, Caravan Pictures, Miramax Films); tv (Capital Cities/ABC [ejeren af ABC netværket], Walt Disney Television, Touchstone Television, Buena Vista Television, ESPN, Lifetime, A&E Television-netværkene) og kabelnetværk med mere end 100 millioner abonnenter; radio (ABC Radio Network med over 3.400 datterselskaber og ejerskab af 26 stationer i større byer); udgivelse (syv dagblade, Fairchild Publications [Women’s Wear Daily] og Diversified Publishing Group).

Det tredje største mediefirma er Viacom, Inc., ledet af Sumner Redstone, som også er jødisk. Viacom har bedrifter i film (Paramount Pictures); tv-netværk (CBS TV-netværket; MTV [i særdeleshed en fokuseret kritik af kulturelt konservative], VH-1, Nickelodeon, Showtime, National Network, Black Entertainment Television, 13 TV-stationer, programmering for de tre TV-netværk; udgivelse (Simon & Schuster, Scribner, The Free Press og Pocket Books), videoudlejning (Blockbuster); det er også involveret i satellit-udsendelser, forlystelsesparker og videospil.

En anden stor medieafspiller er Edgar Bronfman, Jr., søn af Edgar Bronfman, Sr., præsident for Den Jødiske Kongres og arving til Seagram-destillationsformuen. Indtil fusionen med Vivendi, et fransk selskab, i december 2000 ledede Bronfman Universal Studios, et stort filmproduktionsselskab og Universal Music Group, verdens største musikvirksomhed (herunder Polygram, Interscope Records, Island/Def Jam, Motown, Geffen/DGC Records). Efter fusionen blev Bronfman næstformand for det nye selskab, Vivendi Universal, og familien Bronfman og beslægtede entiteter blev de største aktionærer i virksomheden. Edgar Bronfman, Sr. er i bestyrelsen for det nye selskab. For nylig trådte Edgar Bronfman tilbage fra Vivendi, og Vivendi slog sig sammen med Barry Diller’s USA Network. Diller, en fremtrædende tilstedeværelse i Hollywood og mentor til mange magtfulde Hollywood-figurer (Michael Eisner, Jeffrey Katzenberg), vil nu drive det nye selskabs medievirksomheder.

Andre store tv-selskaber, der ejes af jøder, omfatter New World Entertainment (ejet af Ronald Perelman, der også ejer kosmetikvirksomheden Revlon) og DreamWorks SKG (ejet af filminstruktøren Steven Spielberg, tidligere Disney Pictures bestyrelsesformand Jeffrey Katzenberg, og indspilningsindustriens mogul David Geffen). DreamWorks SKG producerer film, animerede film, tv-programmer og indspillet musik. Spielberg er også en jødisk aktivist. Efter at have lavet Schindlers Liste etablerede Spielberg Survivors of Shoah Foundation ved hjælp af et tilskud fra den amerikanske kongres. Han har også hjulpet med at finansiere professor Deborah Lipstads forsvar mod en injuriesag, anlagt af den britiske militærhistoriker og holocaust revisionist David Irving.

I de skrevede mediers verden ejer medieimperiummet Newhouse 26 daglige aviser, herunder flere store og vigtige, såsom Cleveland Plain Dealer, Newark Star-Ledger og New Orleans Times-Picayune; Newhouse Broadcasting, der består af 12 tv-radiostationer og 87 kabel-tv-systemer, herunder nogle af landets største kabelnetværk; søndagstillægget Parade med en cirkulering af mere end 22 millioner eksemplarer om ugen; over 20 store magasiner, herunder New Yorker, Vogue, Mademoiselle, Glamour, Vanity Fair, Bride’s, Gentlemen’s Quarterly, Self, House & Garden og alle de andre magasiner i den helejede gruppe Conde Nast.

Nyhedsmagasinet, US News & World Report, med en ugentlig omsætning på 2,3 millioner dollars, ejes og udgives af Mortimer B. Zuckerman. Zuckerman ejer også New Yorks tabloidavis, Daily News, den sjette største avis i landet, og er den tidligere ejer af Atlantic Monthly. Zuckerman er en jødisk aktivist. For nylig blev han udnævnt til leder af Conference of Presidents of Major American Jewish Organizations, en paraplyorganisation for store jødiske organisationer i USA. Zuckermans kolonne i US News and World Report forsvarer regelmæssigt Israel og har hjulpet med at forynge den amerikansk-israelske venskabsliga, af hvilken han er præsident.

En anden jødisk aktivist med en fremtrædende position i de amerikanske medier er Martin Peretz, ejer af The New Republic (TNR) siden 1974. Gennem sin karriere har Peretz været viet til den jødiske sag, især Israel. Under den arabiske-israelske krig fra 1967 fortalte han Henry Kissinger, at hans “dristighed stoppede ved delikatessdøren”, og mange af hans ansatte frygtede, at alle spørgsmål ville blive besluttet ud fra hvad der var “godt for jøderne” (Alterman 1992 185, 186). Faktisk blev en redaktør instrueret til at indhente materiale fra den israelske ambassade til brug i TNR-redaktionen. “Det er ikke nok at sige, at TNRs ejer kun er besat med Israel; han siger det selv. Men endnu vigtigere er Peretz besat af Israels kritikere, Israels mulige kritikere og folk, der aldrig har hørt om Israel, men måske en dag kommer til at kende nogen, der måske engang bliver kritiker” (Alterman 1992, 195).

Wall Street Journal er den største avis i daglig cirkulation i USA. Den ejes af Dow Jones & Company, Inc., et New York-selskab, der også udgiver 24 andre dagblade og den ugentlige finansavis Barron’s. Formand og CEO for Dow Jones er Peter R. Kann. Kann har også stillinger som formand og udgiver hos Wall Street Journal.

Sulzberger-familien ejer New York Times Co., der ejer 33 andre aviser, herunder Boston Globe. Selskabet ejer også tolv blade (herunder McCalls og Family Circle, hver med en omsætning på mere end 5 millioner dollars), syv radio- og tv-stationer; et kabel-tv-system; og tre bogforlag. New York Times News Service sender nyheder, indhold og fotografier fra New York Times til 506 andre aviser, nyhedsbureauer og magasiner.

Det jødiske ejerskab af New York Times er særligt interessant, fordi det siden begyndelsen af ​​det 20. århundrede har været den mest indflydelsesrige avis i USA. Som det fremgår af en nylig bog om Sulzberger-familien (Tifft & Jones 1999), var der endda flere jødiske ejede aviser, herunder New York World (kontrolleret af Joseph Pulitzer), Chicago Times-Herald og Evening Post (kontrolleret af H.H. Kohlsaat) og New York Post (kontrolleret af Jacob Schiff-familien). I 1896 købte Adolph Ochs New York Times med den kritiske støtte fra flere jødiske forretningsmænd, herunder Isidor Straus (medejer af Macy’s stormagasiner) og Jacob Schiff (en succesrig investeringsbankmand, der også var en jødisk aktivist). “Schiff og andre fremtrædende jøder som. . . Straus havde gjort det klart, at de ønskede, at Adolph skulle lykkes, fordi de troede, at han kunne være yderst god tjeneste til jøderne generelt “(Tifft & Jones 1999, 37-38). Ochs svigerfar var Rabbi Isaac Mayer Wise, grundlæggeren af ​​Reform Judaism i USA.

Der er nogle undtagelser fra dette mønster af medieejerskab, men selv i sådanne tilfælde har etniske jøder en stor ledelsesrolle. For eksempel ejer Rupert Murdoch‘s News Corporation Fox Television Network, 20th Century Fox Films, Fox 2000 og New York Post. Barry Diller lancerede Fox Television Network, og i øjeblikket er Peter Chernin administrerende direktør for Fox Group, som omfatter al News Corporations film-, tv- og forlagsvirksomhed i USA. Murdoch er dybt filosofisk og dybt engageret i Israel, ikke mindst delvist fra et tæt forhold som han tidligt i sin karriere udviklede med Leonard Goldenson, der grundlagde American Broadcasting Company. (Goldenson var en stor figur i New Yorks jødiske etablering og en fremtrædende tilhænger af Israel.) Murdochs publikationer har taget en stærk pro-Israel-linje, herunder The Weekly Standard, det førende neo-konservative blad, redigeret af William Kristol.

Murdoch. . . som udgiver og chefredaktør for New York Post, havde en stor jødisk valgkreds, som han også i mindre grad havde med New York magazine og The Village Voice. Pre-Murdoch Post-læserskaren havde ikke bare været stærkt jødisk, det var også de nuværende annoncører af Post. De fleste af Murdochs nærmeste venner og forretningsrådgivere var velhavende, indflydelsesrige New York-jøder, der var stærkt aktive i pro-Israel foretagender. Og selv bevarede han en stærk uafhængig sympati for Israel, en personlig identifikation med den jødiske stat, der gik tilbage til hans Oxford-dage. (Kiernan 1986, 261)

Murdoch udviklede også tætte relationer med adskillige andre fremtrædende jødiske figurer i New York-etablissementet, herunder advokat Howard Squadron, der var præsident for AJCongress og leder af Council of Presidents of Major Jewish Organizations, og investeringsbanken Stanley Schuman. En anden undtagelse er NBC, som ejes af General Electric. Imidlertid er præsidenten for NBC Andrew Lack, og præsidenten for NBC News er Neal Shapiro, hvoraf begge er jødiske. Derudover er Bertelsmann-forlagsgruppen et tyskbaseret firma, der er verdens største udgiver af handelsbøger og ejer også magasiner, aviser og musik. Det meste af Bertelsmanns indflydelse er uden for USA, selv om det for nylig købte Random House Publishing Company.

Trods undtagelserne er det klart, at jøderne har en meget stærk position i amerikanske medier, en position, der er langt mere magtfuld end nogen anden race/etnisk gruppe. Den fænomenale koncentration af mediemagt i jødiske hænder bliver endnu mere usædvanlig, når man bemærker, at jøder blot udgør omkring 2,5% af den amerikanske befolkning. Hvis den jødiske procentdel af den amerikanske medieelite er estimeret til 59% (Lichter et al., 1983, 55) – sandsynligvis en undervurdering på nuværende tidspunkt, kan graden af ​​uforholdsmæssig repræsentation beregnes som større end 2000%. Sandsynligheden for, at en sådan ekstraordinær forskel kunne opstå ved et tilfældighed, er stort set nul. Ben Stein, der noterer sig at omkring 60% af de øverste stillinger i Hollywood er besat af jøder, siger “Styrer jøder Hollywood? Det kan du vædde på, at de gør – og hvad så?”

Har jødisk ejerskab og kontrol af medierne nogen effekt på produktet, selv i Danmark? Mange af USA’s største, næststørste og tredjestørste medieselskabers produktioner er netop hvad der fylder i programfladerne på danske tv-stationer, og dermed bliver jødisk indflydelse, omend skabt i USA, til dansk hjernevask.

Kilde:
Jewish Control of the Media in the United States and therefore around the World