Kommune vil advare mod omskæring af børn

OMSKÆRING: Ballerup Kommune har i deres nye sundhedspolitik vedtaget, at kommunen vil informere forældre om risici ved omskæring.

På sit møde mandag vedtog Ballerup Kommunalbestyrelse, at der fremover skal advares mod at omskære børn. Det er skrevet ind i kommunens nye sundhedspolitik, som kun et enkelt byrådsmedlem stemte imod.

Ballerup Kommune vil gøre en indsats for at informere nuværende og kommende forældre om de risici, der kan være ved omskæring samt, med udgangspunkt i princippet om »barnets ret til egen krop« opfordre til, at religiøst eller kulturelt begrundet omskæring eller anden kønskirurgi, som ikke er helbredsmæssigt begrundet, udsættes til barnet selv kan tage stilling hertil, står der i den nye sundhedspolitik om kommunens planer for at informere om omskæring af småbørn.

Ifølge Kristeligt Dagblad er det den første kommune, der forsøger sig med tiltag som dette.

Formand for social- og sundhedsudvalget og 1. viceborgmester, Lolan Marianne Ottesen (S), siger til avisen, at det er afgørende med information og oplysning til forældre så tidligt som muligt.

Hvis man alligevel vil vælge at lade sit barn omskære af kulturelle eller religiøse årsager, så skal det ske på et informeret grundlag. Vi ønsker at fraråde forældre at lade deres børn omskære, men hvis man på baggrund af den viden, vi bidrager med, alligevel vælger at gøre det, så skal det naturligvis ske hos en autoriseret læge, siger Lolan Marianne Ottesen til Kristeligt Dagblad.

Kilde:
Danske Kommuner
Kristeligt Dagblad


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //