Men hvordan befrier vi så Norden?

KRONIK: “Vi skal befri Norden”, “Nordisk revolution uden nåde”. Der er mange slagord og store ambitioner, men hvordan kan en befrielse af Norden gå fra ambition til virkelighed?

Der tales meget i vores rækker om revolution. Vi skal overtage magten og befri Norden. Nordisk revolution – uden nåde! Men der tales ikke lige så ofte om, hvordan vi nationalsocialister kan befri Norden. Vi har været udsat for massiv undertrykkelse fra både systemet og IT-giganterne, som har stærkt begrænset vores evne til at nå ud til folket og dermed vokse.

I en artikel på Nordfront.se berørte Max Rosenfors dette spørgsmål. “Er der ingen, der har en plan?”, spurgte Rosenfors i en ret defaitistisk ånd og mente, at den nye totale censur er temmelig håbløs og svær at se igennem.

Jeg tænkte i denne artikel at dele mine tanker om emnet. Dette er ikke en “officiel plan” for en magtovertagelse eller nogen strategi vedtaget af en bestemt gruppe eller organisation. Det er bare, hvordan jeg selv forestiller mig, at en befrielse af Norden måske kan ske.

Det første man kan konstatere, er, at spillepladen lige nu ikke tillader nogen befrielse af Norden. Det er faktisk bare en konstatering. Det er måske kedeligt, men det betyder ikke, at det altid skal være sådan. Spillepladen skal ændres, og vores evne til at ændre den er lige nu begrænset. Faktum er, at jeg ikke tror, at det altid kan være helt op til os, men det vender jeg tilbage til.

Det vi skal gøre lige nu er at fortsætte kampen, på trods af undertrykkelse, på trods af modgang, bare fortsætte med at være til stede og være synlige så meget som muligt. Det er Den Nordiske Modstandsbevægelse som organisation eksperter i. Mens modgang konstant fejer organisationer og partier væk, står Modstandsbevægelsen tilbage. Arbejder videre for vores folk og kæmper for en bedre verden.

Styrke og svaghed i stedet for argumenter

Nøglen til succes for vores sag ligger ikke i fakta og argumenter. Pointen med at uddelte eksempelvis flyveblade er ikke i første omgang. at den information der findes deri, på en eller anden måde skal overbevise læseren. Nøglen er, at det står “Den Nordiske Modstandsbevægelse” som afsender, og at de overleveres af rigtige nationalsocialister af kød og blod. Modtageren bliver mindet om, at disse kræfter eksisterer i virkeligheden, er synlige, er offensive og ønsker at opnå noget.

Hvis fakta og argumenter havde ført til en befrielse af Norden, havde vi allerede vundet for længe siden. Vi har ret, vi laver korrekte analyser, vi har advaret om al elendigheden, der sker, og påpeget alle åbenlyse problemer. På samme måde har vores fjender uret, de er dumme og tilbagestående, og deres argumenter er så irrationelle og løgnagtige, at de er tvunget til massiv censur af alt og alle, der modsiger dem. Alle mennesker i vores land har trods dette haft adgang til korrekt og ærlig information, til fakta og gode argumenter, og de er blevet eksponeret for dette i forskellig grad i flere årtier.

Mennesket er et flokdyr, selv nordiske mennesker, og den store masse reagerer ikke på argumenter og fakta. Det er især svært i den moderne individualiserede tidsalder, hvor alle er snefnug, der tror, de er helt upåvirkede af ydre påvirkninger og former deres egen verdensopfattelse baseret på dybe indre overbevisninger. Bare spørg, hvor nemt det er for Jehovas Vidner at rekruttere ved at banke på dørene i et hvilket som helst vestligt liberaldemokratisk land i modsætning til, hvordan det foregår i den tredje verden.

Hvis den store masse, NPC’erne, er mere eller mindre immune over for vores argumenter, hvorfor køber de så i stedet systemets argumenter? Hvorfor har de nøjagtig de samme tanker og ideer som alle andre, selvom de ser sig selv som unikke snefnug?

Dette sker, fordi disse mennesker er meget følsomme over for og reagerer instinktivt på svaghed og styrke. Mennesket vil føle sig tryg og være under vinderens beskyttelse. Så længe systemet udstråler relativ og uimodsagt styrke, vil NPC’en forblive loyale og automatisk integrere systemets propaganda i deres egen verdensopfattelse. Massiv indvandring, LGBTQ+-propaganda, åben seksualisering af vores børn, gruppevoldtægter og bandekrige er en billig pris at betale, så længe man er loyale over for den mægtige stat, der tilbyder illusionen af relativ tryghed og velstand. Disse mennesker er ikke villige til at risikere alt dette for sandheden eller for kampen for en bedre tilværelse på nogen måde.

Men i et scenario, hvor systemet svækkes mere og mere, og en radikal del af samfundet, der udfordrer magten, bliver stærkere, vil flokmenneskene mærke hvordan vinden blæser. Som når der opstår et vakuum, vil deres loyalitet blive suget ud fra systemet og hen imod dem, hvis magt og indflydelse har en tydelig og voksende tendens. Og så vil disse flokmennesker automatisk sluge vores argumenter råt og støtte dem lige så ivrigt, som de i dag støtter systemets.

Spillets regler kan ændres på måder, vi ikke kan forudsige

Hvis nøglen til succes er, at vi bliver større og mere indflydelsesrige og på sigt en reel udfordrer til systemet, rejser et andet spørgsmål sig mere og mere tydeligt: Hvordan kan dette ske?

Jeg tror, der er plads til vækst, selv under de nuværende omstændigheder. Under bedre omstændigheder kan vi vokse endnu mere. Trods NPC’ernes immunitet over for vores argumenter er der altid en stærk, tænksom minoritet, der kan lade sig overtale og omvendes og blive den rygrad, der kræves for at udfordre systemet på rigtigt. Hvis NPC’erne er “fårene”, er disse mennesker “ulvene” og på sigt også de nye “hyrder”.

Dette kan for eksempel ske gennem ændringer i systemet, med politikere der modsætter sig den kulturmarxistiske dominans og mener, at “selv nazister skal have lov til at mene, hvad de vil”. En anden åbenlys svaghed i systemet er dets åbenlyse selvdestruktivitet, og vi kan meget vel forvente total energikollaps, miljøkatastrofer, fødevaremangel og andre ulykker i nær fremtid. Endnu en variabel, der kan være svær at forudsige er AI-teknologien, som har potentialet til at skabe totalt kaos for dagens magthavere. Det kan bestemt forstærke systemets magt, men det kan også udligne spillets regler afhængigt af, hvordan tingene udvikler sig.

Det kan også ske på en række andre måder, som vi måske ikke kender til eller kan forudsige i dag. Pointen er, at når det sker, skal en organisation som Den Nordiske Modstandsbevægelse være til stede og være klar og i stand til virkelig at udnytte muligheden.

Den transatlantiske magtsfæres hovmod og fald

Men det er ikke kun den nationale spillebane, der skal ændres. Internationalt har vores yderste fjender fat i det absolut stærkeste våben, de nogensinde har haft: Det er Washington, det er NATO, EU og andre liberale demokratiske og totalitære globalistiske organisationer. For enkelhedens skyld kan vi kalde det “den transatlantiske magtsfære” og bag den, den “jødiske magtbevægelse”. I den moderne verden er de globale IT-giganter og medierne, der kontrollerer informationsstrømmen, fuldstændig på denne magtsfæres side.

Denne sfære har i praksis og med al ønskelig tydelighed vist, at den under ingen omstændigheder tillader lande eller regioner at befries. Ved enhver lejlighed, hvor en leder eller en bevægelse er opstået i verden, der ønsker at skabe reel suverænitet og uafhængighed for sit folk, frit for bankelitens slaveri og globale homo-imperialistiske påvirkningskampagner, har den transatlantiske magtsfære brugt alle midler, den har til rådighed: økonomisk afpresning, farve-revolutioner, mord, terrorhandlinger, fuldskala invasioner og demokratibomber, alt sammen med det formål at sætte en definitiv og ofte demonstrativt blodig stopper for ambitionerne.

Den transatlantiske magtsfære og den jødiske magtbevægelse bag den, udgør således en absolut hindring for en reel befrielse af Norden. Et allerede befriet Norden ville være stærkt nok til at stå imod denne magtsfære, men her opstår dilemmaet: hvordan kan vi stå imod den, samtidig med at vi befrier Norden?

Min vurdering er, at det i praksis er en umulig opgave. Selv hvis vi skulle lykkes med at narre sanktioner, embargoer, mord, CIAs psykologiske krigsførelse og andet, så besidder denne magt i sidste ende våben, der kan medføre total ødelæggelse og en definitiv stopper for en potentiel befrielse af Norden. De har også vist sig villige til fuldt ud at bruge disse våben, hvis intet andet virker.

Men selv her kan spillepladen ændres. Vi ser i dag, hvordan denne magtsfære mister sin indflydelse mere og mere. Over hele verden er Washingtons og dollarens dominans blevet udfordret, og det føles i dag som om, det kun er de nærmeste allierede – EU- og NATO-landene sammen med Australien, Japan, Sydkorea osv. – der fortsat fastholder deres ukuelige underkastelse under globalismens verdensorden og dollarens slaveri.

Landene som Kina, Rusland, Iran og sandsynligvis også andre lande som f.eks. Indien og Brasilien har besluttet sig for at bryde fortryllelsen en gang for alle og afsætte den transatlantiske magtsfære. Disse lande synes også at have gennemskuet den transatlantiske magtsfæres metoder med farve-revolutioner og kulturel subversion og har skabt effektive modforanstaltninger. Lige nu spreder de aktivt denne viden til de lande, der er villige til at lytte, hvilket på sigt vil reducere globalisternes evne til at påtvinge deres vilje på disse dele af verden uden direkte krigsførelse.

Vi ved ikke, om dette vil lykkes, og vi har heller ingen anelse om, om resultatet vil betyde en bedre spilleplade for vores revolutionære drømme. Men vi kan se, at denne magtsfære kan udfordres, at den ikke er almægtig, at den i stedet er skrøbelig, lider af storhedsvanvid og hovmod og opfører sig irrationelt og til tider endda barnligt dumt, når den virkelig føler sig truet.

Det nye gyldne morgengry

Alt dette beviser, at det ikke altid behøver at være sådan. Tingene kan ændre sig. Socialdemokraterne og Moderaterne kan ryge ud af Riksdagen og erstattes af helt andre magtpartier, EU kan bryde sammen, Pride-bevægelsen kan afsløres, iranerne kan jage jøderne ud af Palæstina, nationalistiske oprør kan sprede sig som en steppebrand over verden, NATO kan opløses, USA kan igen blive en isolationistisk nation, der tager sig af sine egne og ikke bomber alle, der står imod dem. Historien lærer os, at sådanne ændringer kan ske både uventet og hurtigt.

Vi kan altså vinde, vi kan befri Norden, vores tid kan virkelig komme, og når den tid kommer, skal vi, der har valgt denne vej med ofring og radikal kamp, være klar. Men hvis vi falder for defaitisme og “decentraliseret organisering” og andet pjat, så vil alle disse potentielle chancer passere forbi uden, at nogen er der for at gribe dem. Derfor er en pan-nordisk, ideologisk og hierarkisk organisering så utrolig vigtig, selv i tider hvor spillepladen for øjeblikket ikke er fordelagtig for os.

“Du skal ikke tro, at Norden vil blive befriet, medmindre nogen sætter fart på det,” siger nogen måske. Men alt det, vi gør, når vi skriver artikler, når vi mødes med kammerater, når vi demonstrerer, debatterer og afholder torvemøder, når vi deltager i Nordendagene eller uddeler flyveblade og opsætter plakater, når vi rutinemæssigt bliver angrebet af politiet, hængt ud af jødiske medier og røde, når vi spyttes på og hånes, mister vores job, når vi fængsles, og når Säpo (svensk PET, red.) truer med at tage vores børn, så befrier vi Norden. Vi må selv gennemgå disse tider, om så bare blive ved at eksistere og ved at gøre det, vi gør, ved at være så synlige og hørlige som muligt og ved at vise alt og alle, at vi er her trods al undertrykkelse og at vi aldrig giver op.

Og når spillepladen endelig ændres, når verdens magter falder, og nye opstår, når undertrykkelsen lettes, og horisonten oplyses af en ny, gylden morgengry, og vi faktisk stadig eksisterer, så kan Nordens befrielse endelig fuldendes.

/Simon Holmqvist