Jødernes rolle

JØDESPØRGSMÅLET: Nordfront bringer her en kronik, oprindelig publiceret på søstersiden Frihetskamp, som belyser jødens rolle i, og indflydelse på, samfundet både indenfor det intellektuelt liv, akademia, bankvæsen, finans og i det politiske liv.

I 1941 skrev jøden Theodore N. Kaufman en bog med titlen «Germany Must Perish!», hvor han blandt andet taler for, at tyskerne må udryddes ved hjælp af kastration. Ydermere opfordredes jøderne til internationalt boykot af tyske varer og tjenesteydelser. Der er ingen uenighed om, at jøderne sad på centrale nøglepositioner, både indenfor det intellektuelt liv, akademia, bankvæsen, finans og i det politiske liv – i Tyskland såvel som i andre lande. Så da de internationale jøder (Judea) truede med konkurser, refinansiering, boykot-aktioner og blokader af handelsruter, var dette både reelt og meget alvorligt.

Når Hitler nævner disse emner i sine taler, tolkes det senere som den rene og skære ondskab, og intet andet end propaganda. Men han greb det altså ikke ud af det blå. I Daily Express (1933) kunne man endda læse følgende overskrift: «Judea Declares War On Germany, og i 1938 blev den tyske diplomat Ernst Eduard vom Rath brutalt likvideret af jøden Herschel Grynszpan (i Frankrig), som herefter udløste den megen omtalte Krystalnatten. Udsagn fra Hitler om, at en “Internationale Clique” konspirerede mod Tyskland, økonomisk, åndeligt og politisk, havde faktisk rod i virkeligheden. Tysklands reaktioner var således både rationelle og helt forståelige. Jødiske kræfter blev fra dette tidspunkt, med overordentlig gode grunde, betragtet som fjender af Riget, noget ganske normalt når man erklærer krig.

Vi er i al eftertid blevet fortalt, at alle reaktioner mod jøderne i Tyskland var uprovokerede, irrationelle og det rene og skære ondskab, som udelukkende var baseret på antisemitisme. Som en del af den efterkrigspropagandaen og den psykologiske krigsførelse, formåede de jødiske kommunister, godt hjulpet af de allierede (før, under og efter Nürnberg-processerne),  at skabe myten om et «Holocaust» (og rekonstruerede, i Auschwitz, efter krigen noget, som skulle have været et gaskammer), hvilket har vist sig at være «det perfekte våben» mod vores moral, vores samvittighed og vores frie tænkning.

Som enhver anden religion: Den gør os til slaver, og kræver vores tro og lydighed. Og i dette tilfælde; troen på jødedommens helligste brændoffer (græsk: «holocaust», fra Septuaginta). Selve plantegningen for denne myte kommer naturligvis fra de sovjetiske «gulag», hvor millioner af hvide, kristne russere blev udslettet. Inspirationen til denne myte kunne ikke være kommet fra andre steder. Ved at skildre sig selv og sit folk som et offer, var jøderne i stand til at opnå en immunitet, som synes at fritage dem for ethvert ansvar, skyld og medvirken i Anden Verdenskrig. Dette religiøse «brændoffer» («holocaust») har givet dem, hvad den jødiske lobby og den zionistiske bevægelse altid har stræbt efter: nemlig palæstinensernes land (som de har lige så lidt ret til som englænderne eller romerne har, historisk set) , kontrol over økonomien, medierne og stor indflydelse på «verdens mest magtfulde mand» – nemlig den amerikanske præsident.

Hele dette projekt om «Holocaust» (soon at a theatre near you!) er intet andet end religion, metafysik og en udspekuleret myte, hvis eneste opgave er den absolutte kontrol over vores tankegang og vores samvittighed, samt at give jøderne den totale immunitet. I modsætning til denne metafysik er historiografi en videnskab, som ikke er bygget på overtro, myter eller følelser. Og i hvilket andet videnskabsområde er det «forbudt» at stille kritiske spørgsmål om vedtagede sandheder? Og er det videnskab eller religion, når man i nogle lande fængsles, for at have en velbegrundet mening, der strider mod «den vedtagne sandhed»?

Ifølge den jødiske Talmud og (blandt andre) den jødiske sekt Chabad Lubavitch er hedninge intet andet end kvæg. Hedninge har en satanisk sjæl, ifølge Talmud, og vores eneste formål er at tjene jøderne. Dette afspejles i den skyld, den dårlige samvittighed og vores gældsbaserede økonomi, blandt andre ting, som vi tynges af og ligger under for. Vi er i sandhed slaver af denne “Internationale Clique”. Det er derfor heller intet under, at Hitler ville tage et opgør med hele denne tænkning, som f.eks. ved at afvikle «staten indenfor staten» (nemlig den privatejede centralbank og international jødisk finans).

Sideløbende med ​​denne psykologiske, åndelige og socioøkonomiske krigsførelse mod vort folk, har organisationen «Paideia» ved jødinden Barbara Specter forsøgt at overbevise det nordiske folk, og alle andre, om at Europa må blive multikulturelt, og at jøderne vil spille en central rolle i dette. Naturligvis! Dette går som hånd i handske. Interessant er det også, at det græske ord «Paideia» netop betyder opdragelse. Her skal vi altså opdrages af en jødisk organisation til at blive multikulturelle.

Det er på høje tid vi slår øjnene op for disse sammenhænge, og med al kraft modsætter os denne forgiftning af både vor sjæl, vor ånd og vor krop! I jødiske tekster (som f.eks. i Talmud) og i Chabad Lubavitch, finder vi et had og vrede mod vort folk og vor race, som i alle andre sammenhænge, havde været den anden vej, ville blive stemplet som racisme og såkaldt hadforbrydelse. Havde nogen sagt, at jøderne har en satanisk sjæl, og er djævelens børn (og derved citerer Jesus), hvilke reaktioner ville en sådan udtalelse da ikke afstedkomme? Man kan endda læse i Talmud, at Jesus bliver kogt i sin egen afføring, i helvede, og at han var søn af en hore. Dette er noget som tydeligvis er gået de «kristne» zionisters næse forbi!

Der er åbenbart en dagsorden bag dette multikulturelle Europa, og både Paideia, English Defense League, Norwegian Defense League, Chabad Lubavitch og lignende organisationer, bidrager udelukkende til yderligere splittelse af og kontrol over det europæiske folk, øget indvandring, stadig flere gadekampe mellem etniske grupperinger, «røde zoner» på størrelse af ​​hele bydele, et Europa som snart vil stå i lys lue, på randen af ​​social og økonomisk kollaps. Dette også takket være et kløgtigt privatøkonomisk system (Centralbanken, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond). Intet af det, som nu udspiller sig for åben scene, er tilfældigt. Snarere, tværtimod!

Og når det kommer til denne myte om jødernes brændoffer, ville det, som blev præsenteret under Nürnberg-processerne, ALDRIG have overlevet en moderne retsinstans. Det var da også en militærdomstol!

Utroligt mange bekendelser og indrømmelser blev desuden fremtvunget ved hjælp af tortur. Et eksempel er Höss’s indrømmelser angående hans skyld i, at fire millioner mennesker blev udryddet i Auschwitz. Efter Sovjetunionens fald, da sovjetiske dokumenter endelig blev frigivet, viste det sig, at én million mennesker døde i denne lejr. Dette er i dag også det officielle tal, mens det i 1993 var fire millioner. Så hvorfor skulle han lyve sig til tre millioner mennesker ekstra, hvis det ikke var blevet besluttet på forhånd, hvilke indrømmelser han skulle komme med? Vi kan også bemærke, at det mystiske tal «seks millioner jøder» florerede både i litteratur og i medierne, både før og under Første Verdenskrig. Tallet tog som udgangspunkt antallet af europæiske jøder i Europa før Første Verdenskrig, og er senere blevet stående som et symbol.

Sandheden er sandsynligvis, at de fleste af disse var ofre for de forfærdelige tyfusepidemier, som tyskerne måtte opgive kampen mod, ironisk nok pga. manglende adgang til Zykon B. Som bekendt bekæmpede tyskerne tyfus ved hjælp af Zyklon B; tyfussmitten bæres nemlig af af lus – deraf aflusningskamrene, som i virkeligheden var de eneste gaskamre, der nogensinde blev brugt i tyske koncentrationslejre. En anden ting der sjældent eller aldrig nævnes i denne sammenhæng er, at tyske videnskabsmænd var de første til at fremstille syntetisk olie og gummi fra kul. Og kulforekomster var der rigeligt af i områderne omkring Auschwitz. Det synes også ret absurd, at tyskerne brugte både penge og ressourcer til at bekæmpe tyfus (som smittes ved lus), difteri og andre sygdomme, for derefter at gasse ihjel deres egen billige og meget tiltrængte arbejdskraft. Måske kan disse vidnesbyrd bidrage til et mere sandfærdigt billede af, hvad der faktisk fandt sted i disse lejre: koncerter, musikorkestre, børneteater, fodboldkampe, postkontor, kantine, bibliotek osv. – hvilket vidner om, hvor langt fra de jødiske gulag-lejre tyskerne faktisk var i tanke og handling.

Hele processen (Nürnberg-processerne, retsopgørene, efterkrigspropagandaen og den akademiske historiografi) vidner om de allieredes (inklusive jødernes) desperate forsøg på at fraskrive sig enhver skyld og al ansvar for Anden Verdenskrig og dens krigsforbrydelser, som f.eks. jødernes krigsmageri mod Tyskland. Og prikken over i’et er selvfølgelig disse gaskamre. At et beskyttelsesrum (sikringsrummet vis-a-vis officersmessen i Auschwitz) skulle omdannes til et gaskammer i slutningen af ​​krigen, med øget allieret aktivitet, er intet andet end absurd! Manglen på tekniske faciliteter sammenlignet med de faktiske gaskamre (dvs. aflusningskamrerne), er slående. Dette, sammen med manglen på spor af Zyklon B i det formodede gaskammer osv., er mildt sagt et problematisk skib at holde flydende. Listen ville blive alt for lang til at presse ind i en artikel af denne type. Men spørgsmålet er: Hvad forsøgte de allierede så desperat at dække over, og hvad nødvendiggjorde denne fantastiske jødiske myte om et helligt brændoffer? Spørgsmålene er mange, og de fortjener at blive besvaret.

De fleste af disse svar kan findes ved at undersøge både Sovjetunionen og kommunismen som et gennemgående jødiske projekt. Likvideringen af Tsaren og hans familie (med kvinder og børn!), afbrændingen af ​​kirker og kristne symboler; de grusomme gulag-lejre og henrettelsen af ​​kristne præster osv. er blot toppen af ​​det forfærdelige og grusomme isbjerg i det iskolde kommunistiske hav.

Dette jødiske projekt var tæt på også at etablere sig i Europa, og især i Tyskland. Også i Norge blev der etableret «røde celler», og Arbeiderpartiet meldte sig ind i «Den kommunistiske internasjonalen» og modtog endda økonomisk støtte, og havde på tidspunktet besøg af selveste Trotskij, eller rettere sagt jøden Lev Davidovich Bronstein. Med jødisk finansiering, Dalfour-erklæringen, «det jødiske problem» og drømmen om en jødisk stat (som jøderne måtte ofre noget for, hvis de skulle have noget håb om forhandlinger efter krigen, da landene skulle fordeles), var alle elementer af den jødiske propaganda, som fik både England, Frankrig og endelig USA til at kaste sig ind i krigen mod Tyskland; det eneste land i Europa, der kunne have været et alternativ til det Europa (og USA), vi er vidne til i dag. De fleste konflikter i dag (militær som finansielle) er enten knyttet til Israel eller det zionistiske USA (som i de fleste tilfælde optræder som en Amer-Israel), hvilket igen resulterer i et Europa på randen af komplet katastrofe. Det Norge, der allierede sig med det eneste land, der krænkede norsk neutralitet (!), blandt andet ved af lægge miner i norske fjorde, høster nu frugterne af dette vanvittige projekt.

Der er således en sammenhæng mellem, hvad der skete i Sovjetunionen, i Tyskland, og hvad sker der nu sker i både EU og USA. Og ser man nærmere på det kommunistiske lederskab var det 100% kosher! Karl Marx selv, hed i virkeligheden Mordechai Levy. Trotskij Bronstein. Andre fremtrædende personer (og kommissærer) var Lev Kamenev (Rozenfeld), Zinoviev (Apfelbaum), Alexander Pavrus (Israel Gelfand) og Jacob Sverdlov. Sidstnævnte var den første præsident og ansvarlig for likvideringen af ​​Tsaren og hele hans familie. Endvidere bestod ledelsen af ​​det hemmelige politi hovedsageligt af jøder.

Det er heller ingen hemmelighed, at det var jødisk finans, der finansierede bolsjevikkernes revolution. Den tyske jøde Max Warburg sendte millioner af dollars til Trotskij og Lenin, for at finansiere deres forsøg på at vælte Tsaren, hvilket de lykkedes med. Den amerikanske jøde Jacob Schiff (New York Banking House) hjalp også med at finansiere dette folkedrab, som Sovjetunionens jødiske ledelse stod bag.

Efter Sovjetunionens fald ser dette projekt ud til at fortsætte både i Europa og i USA. De er ikke længere kommunister, men «ny-konservative turbo-kapitalister» (såkaldte neo-cons), som om slangen bare har skiftet ham! Der arbejdes hårdt for at ændre både grundlove og forfatninger. I USA er religiøse symboler som kors f.eks. forbudt på offentlige ejendomme, men at Menorahen (som er et højt ladet jødisk symbol) antændes uden for Det Hvide Hus, synes ikke at plage nogen, og især ikke når det gør den tændes af den næstmægtigste mand i USA, nemlig Rahm Emanuel (tidligere stabschef under Obama), med dobbelt statsborgerskab (amerikansk og israelsk). Men nu siger man jo heller ikke «Merry Christmas» mere, men snarere «Happy Hanukkah»! Man skal heller ikke lære noget om sin hvide kulturarv, hvilken må ud af skolen, lovgivningen og forfatningerne, og give plads for læren om jødernes hellige brændeoffer, ja se, dét er obligatorisk. Selv i Danmark sender vi vores unge på en obligatorisk pilgrimsrejse til både Tyskland og måske især til Polen (Auschwitz). At manipulere folks samvittighed, høre religionen til (og er et vigtigt våben), og det er netop det dette handler om. På et dybere plan lærer man, at man er i en form for samvittighedsgæld til jøderne og Israel.

§ 2 og lignende love i andre lande, samt kongehuset og kirker, havde magt til at bygge en mur rundt om i Europa, som i stor og vigtig grad holdt jøderne, blandt andre, udenfor. At dette nu er er ændret, takket være det jødiske projekt, er et dobbeltægget sværd. Hvor vi tidligere havde fjenden uden for Europas fæstning, har vi nu fjenden midt iblandt os, og de er i færd med at flå os i stykker indefra! Dette var heller ikke et fremmed emne for NSDAP, hvilket resulterede i, at kirken blev frataget sin politiske magt, snarere end at indrømme kommunisternes klassekamp.

Men det er ikke kun på det politiske, religiøse, kulturelle og åndelige niveau, at USA ligner det tidligere Sovjetunionen. Hvilke lobbyer er mest indflydelsesrige i USA? Og er det en konspirationsteori at sige, at jøderne kontrollerer den amerikanske presse? Hvem ejer f.eks. NBC? Jo, Brian Roberts (Jeff Zucker). Hvem ejer CBS? Murray Rothstein (aka Sumner Redstone). Hvem ejer ABC? Robert Iger. Og CNN? Carl Icahn. Og den trykte presse? Time Magazine eies av Richard Stengel (Gerald Levin), New York Times ejes af Arthur Sulzberger (med familie) og Newsweek? Jane Harman og Hollywoods Barry Diller.

Og i Det Hvide Hus? Hvem er præsidentens nærmeste? Her må læseren ty til deres egne undersøgelser. Fra hans nuværende og tidligere stab kan dog nævnes: Rahm Emanuel, James B. Steinberg, Gary Gensler, Lawrence Summers, Dennis Ross, Jared Bernstein, Mary Schapiro, David Plouffe og andre. Ved siden af ​​disse medarbejdere er selvfølgelig de indflydelsesrige organisationer AIPAC, Jewish Defense League, American Jewish Congress og den tidligere nævnte Chabad Lubavitch, med mange mange flere.

Det står ikke bedre til i EU. Her i Danmark, for eksempel, skal man indvies i troen på det hellige, jødiske brændoffer, vor samvittigheds vogter. Og «Talmudisterne» giver ikke op, før de har sat varige spor i konstitutioner, i skoler, i økonomi, i politik, i medierne, i kultur, i underholdning og i den noget mere mistænkelige og dekadente industri. Hvad der skete i Sovjetunionen, og forsøgt i Tyskland, sker nu både i USA og i Europa. Dette, sideløbende med indsatsen for at omdanne Europa til et multikulturelt Europa. Og hvorfor skulle en israeler (Barbara Specter) og hendes organisation (Paideia) være så interesseret i det? Kan hun ikke vende tilbage til Israel og sikre, at israelere og palæstinensere kan integreres og leve sammen i et multikulturelt Mellemøsten? Nej, se! Og dette er ikke noget, som gøres af kærlighed til hedningerne! Vi ved godt, hvad både Talmud og Chabad Lubavitch blandt andet mener om hedningerne! Dette projekt tjener kun ét folk, og det er den “Internationale Clique”!

Af dette kan vi også konkludere, at det ikke er muslimer der kontrollerer medierne, den internationale økonomi, eller som har de stærkeste lobbyer. Hvor jøderne tidligere udpegede Tsaren, det kristne Rusland, eller Tyskland (og ethvert andet land, der tør åbne munden) som fjender og syndebukke, er det i dag – i og ved Israel – muslimerne, der er den store syndebuk, og som angiveligt (ifølge den jødiske presse) vil være ansvarlig for den næste “holocaust”. Det er på tide for os at vågne op! Multikulturalisme og indvandringen er intet andet end en bevidst “biologisk krigsførelse” mod vort folk, vor race, vor kultur og vores Europa! Men Paideia er ikke en islamisk organisation, men en jødisk, ledet af israelske Barbara Specter! Også i USA er de tungeste jødiske organisationer både for, og direkte medvirkende til, den vanvittige indvandring, som USA har oplevet og oplever. Mange taler om den fabelagtige “islamisering” med den allerstørste selvfølge, mens det man i realiteten er vidne til, både før, under og efter Anden Verdenskrig (for at vælge et punkt i historien), ikke er andet end en international jødeficering.

Dette er kun begyndelsen på de mange ting, som må indrømmes og imødekommes, hvis man virkelig ønsker at gøre noget ved indvandring, multikulturalisme og internationalisme. Indvandring til vores land er som sådan et symptom og en lille (men meget seriøs) del af et større og mere komplekst billede. Med andre ord høster Danmark konsekvenserne af de valg, som vores politikere har taget (og hele tiden tager), og vi har måske altid have været, når sandt skal siges, i et fremmed folks hule hånd og magt. Og sandheden er: Dette er bare begyndelsen.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • På nedenstående site findes der en hel række interessante
    bøger der med fordel kan læses.Den sidste i rækken er “zweites buch”af Adolf Hitler.Personligt har jeg lært meget af Eustace Mullins bøger.

    http://www.jrbooksonline.com/pdf_books_top_list.htm.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.