Strasserisme – Den indre fjende

IDEOLOGI: Grundlæggeren af Den Nordiske Modstandsbevægelse, Klas Lund, skriver her om den indre fjende.

En af vores kamps værste fjender er den indre fjende (inden for den såkaldte nationale bevægelse). Denne indre fjende har mange ansigter og forklæder sig i forskellige ideologiske og politiske forklædninger. Vi har valgt at benævne hele dette spektre af fjendtlige strømme mod os med ét generisk samlende navn: Strasserism.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet i Modstandsbevægelsens interne uddannelsesprogram. Behovet er dog opstået for at formidle de vigtige fakta heri til en bredere læserkreds og frem for alt til nationale kæmpere. Artiklen er forkortet og redigeret. 

Det skal gøres klart, at vi her ikke blot refererer til en strengt defineret ideologi; den såkaldte strasserisme – men til et bredere slægtskab af tendenser, som vi har valgt at inkorporere under betegnelsen strasserisme for at kunne bringe alle disse ideer ind under én og samme kategori, da vi har kunnet konstatere, at de alle har en lignende metode og effekt, og at fortalere for disse (nogle gange instinktivt) finder hinanden og samarbejder – mod os.

For det første vil jeg forklare, hvad der karakteriserer den generiske strasserisme. Den vigtigste karakteristika for strasserisme er relativiseringen af ​​selve grundlaget for vores idé; hvilket er det biologiske grundlag, race. Baseret på dette racemæssige grundlag følger alle vores andre politiske idéer, holdninger, overvejelser og handlinger. Dette kan forklares ved følgende maksime: Hvad gavner racen som naturens tjener, og hvad gavner national socialisme som tjener af racen; er godt. Hvad der ikke gør dette, er ondt (Colin Jordan).

Fra denne maksime kan vi så udlede alle vores andre idéer, selv vores syn på moral og religion mv. Den generiske strasserisme stræber efter, for forskellige grunde, at relativisere det for os absolutte koncept, Race, og hævde andre forklarende modeller, ofte ens og tilsyneladende relaterede, men i en dybere analyse modsat.

Strasserisme forsøger at understrege andre ting, som f.eks socialisme i begrebet nationalsocialisme og hævder, at økonomiske spørgsmål, sociale spørgsmål, retlige spørgsmål og klasseproblemer har nogen form for fortrinsret (foran raceprincippet). Ifølge en lignende model kan andre ting understreges på bekostning af grundprincippet, såsom kultur, etnicitet eller regeringsform. En anden er at holde racen bundet til beviste ødelæggende dogmer (kristendommen) og hævde “tradition” osv.

Et andet meget vigtigt element i generisk strasserisme er afvisningen af ​​det, vi kalder “ledelsesprincippet” og afvisningen af ​​begreber som “organisation” til fordel for “uafhængighed” og “netværk”.

Alt dette udgør en desintegrerende og subversiv kraft, der har en negativ og forvirrende virkning. Disse doktriner udgør en trussel mod vor race, fordi de med snobbet, intellektuel spidsfindigheder og grundløse teoretiske ideer, eller gennem en dårligt kamufleret anarkisme, forsøger at blande kortene.

Historisk baggrund

Den faktiske strasserisme er blevet navngivet efter brødrene Gregor (1892-1934) og Otto (1897-1974) Strasser. Strasser-brødrene er kendt af eftertiden som ledere af “nationalsocialistiske” modstandere af Hitler. De er blevet personificeringen af den “indre” modstand mod Hitler og nationalsocialisme – med god grund.

Otto og Gregor Strasser.

Både Gregor og Otto var medlemmer af NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei), men lige fra starten eksisterede der en magtkamp mellem Hitler og Strasser-brødrene. Hitler var den indlysende leder, men Strasser-brødrene, der var mere intellektuelle, udøvede stor indflydelse på mange mennesker, både indenfor og uden for NSDAP, især gennem kontrol af partiets største forlag, Kampfverlag, som publicerede flere aviser og en enorm mængde bøger og skrifter.

Goebbels, der fra starten var en af ​​Strassers nærmeste medarbejdere, var en af ​​dem, der senere kom til at tro, at Strassers idéer manglede substans, at de var “hule”. Han skrev også i sin dagbog, noget bekymret, at Strasser-faktionen overhalede dem i produktionen af ​​intellektuelt materiale (bøger, skrifter), og at man præsterede bedre end strassisterne som folketalere.

Allerede på dette tidspunkt i tyverne mærkedes en relativisering af racespørgsmålet og en fremhævelse af økonomiske og sociale spørgsmål. Strasser-faktionen indarbejdede også mange idéstrømme, som var hinandens modsætninger, kun forenet i én ofte dårligt skjult opposition mod Hitler.

Forsøg på at ændre de 25 punkter

Da Hitler blev fængslet for at have ledt kuppet i München i 1923, overtog Gregor Strasser partiet med sin bror Otto og andre. Julius Streicher blev udelukket fra partiet på grund af “vulgær antisemitisme”. Da Hitler blev løsladt, var det svært for ham at genvinde kontrollen over partiet. Brødrene Strasser havde et fast greb i det nordlige Tyskland, og Hitler havde endvidere, på passende vis, af regimet fået forbud mod at rejse og tale offentligt i det nordlige Tyskland. Dette blev brugt imod ham, og brødrene Strasser og deres allierede indkaldte et møde i det nordlige Tyskland, hvor Hitler ikke kunne deltage. Hitler sendte Gottfried Feder (forfatter til partiets 25 punkter) som sin repræsentant, vel vidende, at Strasser-brødrene havde til hensigt at ændre NSDAP’s partiprogram.

Som reaktion på dette kaldte Hitler til et stort ledermøde i Bamberg, hvor han endelig formåede at bremse forsøget fra Strasser-faktionen og genoprette sin position som leder.

Tvunget til kompromis

Hitler havde besluttet efter det mislykkede kup, at forsøge at opnå magt gennem valg. Der var ingen tvivl om, at det ville være en lang og vanskelig vej at vandre. På grund af dette, og især i lyset af strasseristernes stærke position i partiet, måtte han gå på kompromis. Risikoen for, at strasseristerne kunne forårsage en alvorlig splittelse af partiet og dermed modvirke hans planer, tvang ham til at gå forsigtigt frem med med hensyn til dem, og i stedet satsede ham på langsomt men sikkert, at styrke sit greb om partiet.

Forsøg på at splitte partiet

Otto Strasser brød endelig ud af NSDAP 1930. Dvs., han forsøgte at splitte partiet og offentliggjorde et manifest “Socialisterne forlader NSDAP” sammen med andre afvigere. I dette manifest krævede Otto Strasser bl.a. nationalisering af alle produktionsmidler og anklagede Hitler for i et brev at have opfordret Berlins Gauleiter, Goebbels, til at udføre en “hensynsløs udrensning” af alle “salon-bolsjevikker”. Manifestet i sig selv udgør et bevis for strasserismens afvigelse fra nationalsocialismens grundlæggende principper.

Strasser dannede derefter den såkaldte Sorte Front, en delvis hemmelig, socialistisk revolutionær organisation, hvis dybe fjendtlighed mod Hitler var drivkraften.

Stennesopstanden

Da regimet truede med at forbyde NSDAP, beordrede Hitler SA-enhederne, at de ikke skulle bære skydevåben. Dette blev brugt som en anledning til at iscenesætte et oprør i SA ledet af SA-leder Øst, kaptajn Walther Stennes ( senere i livet sovjetisk spion). Det er blandt andet blevet afklaret senere, blandt andet gennem Otto Strassers egne oplysninger, at denne opstand blev finansieret af jødiske interesser (Silverberg og Wolff). Under opstanden hævdede Strasser og Stennes, at Hitler havde forrådt “socialismen”, og at en væbnet revolution var den eneste vej. Stennes ledede senere endnu en udbrydergruppe fra NSDAP, som kaldte sig selv Uafhængige Nationalsocialistiske Kampbevægelse (Unabhängige Nationalsozialistische Kampfbewegung) – en gruppe, som primært fokuserede på at bekæmpe NSDAP.

Støtte fra storfinansen

En af påstandene fra Sort Front, som var rettet mod NSDAP og Hitler, var, at de modtog bestikkelse fra de tyske industrialister (Krupp, Thyssen m.fl.). Men vi ved i dag, at NSDAP aldrig modtog mere end små penge fra kapitalister (hovedsagelig fra den nationalsindede stålmagnat Emil Kirdorf). I stedet finansierede NSDAP sine aktiviteter gennem medlemsafgifter, men også via indgangsgebyrer fra møder og gennem salg af aviser, skrifter og bøger mv.

Sort Front fik derimod støtte fra en meget værre kilde; fra den jødiske kapitalmagt (Silverberg, Wolff m.fl.). Dette skyldes, at deres interesser stemte overens i ønsket om at knuse NSDAP.

Trussel om splittelse

Samtidig med at Otto Strasser førte en stædig kampagne mod NSDAP, der involverede grov tilsværtning af Hitler, Goebbels og Göring, accepterede disse hans bror Gregor som ledende medlem af partiet. NSDAP var tæt på sejr, men der var hele tiden truslen om splittelse på grund af Gregor Strassers mangel på loyalitet.

For Hitler betød dette et meget alvorligt dilemma, da aviserne under Strassers kontrol forsigtigt og snedigt kritiserede Hitler (“Nationalsocialisme er større end Hitler” osv.), men åbenlyst angreb Göring og Goebbels. Et indgreb mod Strasser på denne yderst følsomme tid kunne have ført til fragmentering og gjort det umuligt at vinde. Hitler blev derfor tvunget til at gå på kompromis, han måtte acceptere Gregor Strasser på trods af bevidstheden om, hvad han gjorde. Og det bør tilføjes, at dette var mens Gregors bror konstant virkede i det skjulte og forårsagede enorme problemer.

Goebbels noterer sig i sin dagbog fra dette tidspunkt, at Gregor Strasser, i modsætning til de andre ledere, var godt behandlet af en ellers dybt hadefuld presse. Dette var noget tungtvejende bevis for, at noget var alvorligt forkert med Strasser. Man må derfor antage, at de i Strasser så en mulighed for at splitte NSDAP. Hans relativisme vedrørende racespørgsmålet og det jødiske spørgsmål gjorde ham til “kompromismand”. dvs. en person, man kunne gøre “forretning” med.

Det store forræderi

Da NSDAP stod på tærsklen til sejr, forvandlede Gregor Strasser sig pludselig til en defaitist. Han hævdede, at NSDAP aldrig ville opnå magt, og at Hitler fejlede ved at køre en hård linje. Strasser, den revolutionære socialist, foreslog et kompromis med ekstremt reaktionære elementer, og at man sammen med dem skulle danne en regeringskoalition. Hitler nægtede. Hans udtalte mål var rigskanslerposten og regeringsmagten for NSDAP – eller slet ingenting. Strasser-faktionen opildnede defeatistiske stemninger inden partiet (dette var kun få måneder før Hitlers magtovertagelse). Endelig blev det afsløret: Gregor Strasser var blevet tilbudt stillingen som vicerigskansler, hvis han kunne splitte NSDAP.

Et møde blev indkaldt med de andre ledere af NSDAP, hvoraf mange, som var påvirket af strasserismen, havde mistet deres mod. En splittelse af partiet var nært forestående. Hitler var villig til at begå selvmord, hvis han ikke formåede at overtale sine gauleites til at holde ved og ikke blive forført af Strasser. Imidlertid lykkedes det Hitler at overtale dem, og dette blev enden på Strasser. Han blev tvunget til at forlade partiet, og kun en måned senere, den 30. januar, blev Hitler udnævnt til kansler. Hitler, den kompromisløse, den principielle, havde vundet. Nationalsocialismen var kommet til magten i Tyskland – trods Strasser-brødrenes intriger.

Infiltration og spionage

Hvad havde Gregors bror Otto foretaget sig i løbet af denne tid? Ja, han havde helhjertet viet sig til at forsøge at ødelægge så meget som muligt. Han en mester i at sprede løgne om ledende nationalsocialister, især Hitler. Han havde kaldt Stennes og mange andre til oprør.

Otto Strasser viede sig også til andre ting; hans Sort Front rekrutterede utilfredse NSDAP-medlemmer ved at kritisere Hitler for at forsøge at nå magt gennem valg, for at have “forrådt socialismen” og de hævdede, at de var blevet købt af industrialisterne. De hævdede, at den eneste måde at komme til magt var gennem en voldelig socialistisk revolution. Otto Strasser opfordrede de rekrutterede NSDAP-medlemmer til at forblive i partiet og danne en hemmelig revolutionær front, en sabotage- og spionageorganisation. Hvad mange af disse mennesker ikke forstod var, at deres rapportering og information blev brugt af strasseristerne, og i forlængelse af Zion, til at bekæmpe Hitler og NSDAP. Således var medlemmerne af Sort Front de facto spioner for fjenden.

Sort Front – Sort propaganda

Jøden dr. Kurt Hiller, som lærte Otto Strasser at kende under sit lange ophold i Tjekkoslovakiet, skriver: “Siden 1930, først i Tyskland i eksil, førte han [Strasser] et usvigeligt og modigt slag mod varulven [Hitler] i Tyskland.”

Sort propaganda er en dyb forførende form for propaganda, der er beregnet til grov bagvaskelse, demoralisering og forvirring ved hjælp af genialt udformede løgne. Denne form for propaganda passer derfor godt til navnet af Otto Strassers organisation; Sort Front.

Sefton Delmer, Storbritanniens førende ekspert på sort propaganda under Anden Verdenskrig, manden bag den sorte radiostation “Gustav Siegfried eins” (hvis hovedmedarbejder var en flygtning, der var gift med en jødinde), nævner i sin selvbiografi “Trail Sinister” at en af ​​hans forbilleder var en hemmelig sort propagandaradiosender lokaliseret i Tjekkoslovakiet drevet af Otto Strasser og ledet af en anden strasserist; radioingeniør Rudolf Formis, som var blevet tvunget til at flygte fra Tyskland efter at være blevet afsløret som sabotør. Fra denne hemmelige radiostation spredtes de mest groteske historier om Hitler og andre. Det skal nævnes her, at det er fra Otto Strasser som eksempelvis mange af løgnehistorierne om seksuel perversion blandt førende nationalsocialister stammer fra.

Strassers sorte radiosender blev finansieret af jøder og blev drevet under den tjekkoslovakiske regerings beskyttelse.

Højforræderi

Jøden Fritz Max Cahen skriver i sin bog “Men Against Hitler”, at han, som leder af den “tyske” modstand mod Hitler, havde regelmæssige møder med Otto Strasser, som led i kampen mod det nationalsocialistiske Tyskland. (Otto Strassers kontakter med Frankrigs jødiske indenrigsminister i begyndelsen af ​​krigen, bør også nævnes i denne sammenhæng.)

I maj 1939 gav Strasser en ordre til medlemmerne af Sort Front, som blandt andet indeholdt disse ord: “Sort Fronts [hemmelige] grupper i Tyskland skal arbejde sammen med andre fjender af regimet for det fælles mål til at vælte det.”

Efter den tyske invasion af Frankrig flygtede Otto Strasser hals over hoved gennem Frankrig, men lykkeds ikke at nå England. I stedet tog han ned til Portugal, og englænderne hjalp ham senere til sikkerhed i Canada. Strasser hjalp senere de allierede i deres propagandakrig mod Tyskland.

Således er det klart, uden enhver rimelig tvivl, at Otto Strasser bekæmpede sit eget folk, sin egen race og sit eget land, desuden i krigstid, som ifølge alle definitioner er ensbetydende med højforræderi.

Strasserismen idag 

Anvendes strasserismen i dag som et middel af fjenden for at forhindre fremkomsten af en reel modstand mod Zion? Svaret skal være ja. John Tyndall (den afdøde tidligere leder af BNP, der blev afsat ved et kup af en gammel strasserist, Nick Griffin) havde intet bevis, men han foreslår i sin artikel “Enemy finger in the pie?”, at fjenden optræner infiltratorer og træner dem i strasserisme, for at sætte dem i stand til at angribe den nationale bevægelse indefra ved hjælp af denne subversive idéstrøm. Han skriver blandt andet at: “Hvad jeg ikke overvejede omhyggeligt nok da – noget jeg gjorde senere – var at der kunne være en slags metode i deres åbenlyse dumhed, og at “strasseristisk”-politik vel kunne være en klogt gennemtænkt kile drevet i resterne af den tidligere NF (National Front) for at sikre dens fortsatte splittelse.”

Men strasserisme appellerer desværre til mange moderne mennesker, uden at de behøver at trænes eller tjenestegøre som bevidste agenter for fjenden. Den moderne verdens, det liberale demokratis, opløsende tendens påvirker også vores kamp. Selv om den moderne mand er “national sindet”, falder det dog naturligt for ham at basere sin tankegang og handling på grundlag af den moderne verdens (judariserede) kultur og værdier. Den moderne demokratiske mand reagerer negativt, når han ser en organisation, der er hierarkisk organiseret, som stiller store krav, som kræver, at hvert medlem indlemmer sig i denne orden og viser loyalitet. For den moderne mand skal en sådan organisation opfattes som en sekt, især i forhold til det omkringliggende demokratiske samfund, som han bor i og er en del af. Jo mere degenereret samfundet er og jo mere demokratisk fordærvet mennesker er, desto mere lærer de “nationale” at blive tiltrukket af strasserismen.

Som nationalsocialist skal man altid huske, at alt i sidste ende kan spores tilbage til det biologiske fundament: Racen. Strasserisme kan derfor antages at være en idéstrøm, som grundlæggende kommer fra, og appellerer til, lagene af “nationale”, som er raceligt mistænkelige.

Det er selvfølgelig Modstandsbevægelsens opgave at omvende så mange af disse mennesker som muligt, da de fleste forhåbentlig har adopteret en form for strasserisme på grund af manglende indsigt. Ikke desto mindre eksisterer truslen fra denne strøm af idéer, og vi skal altid være årvågen over for dem, som aldrig vil ændre sig, og mod dem, som bevidst bruger disse læresætninger som et våben mod os. Vær derfor opmærksom og husk, at ikke alle “nationale” er nationale.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Meget vigtig læsning og interessant.

  • christian says:

    Kære NMR

    Allerførst, stor respekt for jeres mod og kampgejst i denne decadente tid, og alt godt ønskes jer i al evighed!!!!
    Jeg har læst artiklen af Klas Lund, og forstår de teoretiske overvejelser han gør sig, udfra de historiske “fakta”. Jeg skriver “fakta” sådan, fordi at kildehenvisningerne er lidt diffuse, og fordi som vi jo ved; Sejrherrene skriver historien!
    Sejrherrene i denne konflikt var Hilter-fløjen, og taberne var Strasser-fløjen.
    Den kritik af “strasserismen”,som Klas Lund gør sig til fortaler for, kunne man, udfra et National-Socialistisk perspektiv, helt legalt og reelt, også give af Fascismen. Men er tiden inde til det nu?
    Udfra disse betragtninger; at Stennes´s NSKD og Strassers KGRNS var splittende organisationer, gør man det ikke nemt for sig selv at samarbejde med nogen, nogensinde!!! At kalde “strasserisme” for et “genetisk samlende navn” der indeholder “et bredere slægtskab af tendenser”…og alt sammen noget som vi ikke kan lide…..minder meget om konflikten imellem Trotskister og Leninister i Soviet, under Stalin. Trotskij blev jo udråbt som en demon, der var skyld i alle Soviets problemer!!!
    Jeg kan sagtens leve med at blive kaldt “strasserist”, hvis det er det man er, når man har saglig og faktuel kritik af Adolf Hitlers vej til NS, særligt efter udrensningerne i 1934(hvor bla.Gregor Strasser blev likvideret). Og da særligt hvis det er til gavn for os……..
    Men som positiv, organisk, videnskabelig, revolutionær national-socialist, vil jeg hellere glædes over Martin Saxlinds opslag idag, 19/7;
    Hvorfor gøre det perfekte til det godes fjende?

    Venlig Hilsen Christian


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.