Tanker om våbenhvilen mellem Hamas og Israel

KOMMENTAR: Hvorfor har parterne indgået denne aftale, og hvad er de langsigtede implikationer for Israel og Palæstina? Det forsøger Russleman at finde svar på i denne artikel.

Illustrationsbillede. Foto: AI

I skrivende stund er Israels tilintetgørelseskrig mod Gazastriben standset af en skrøbelig våbenhvile. Vilkårene for aftalen mellem Hamas og Israel skal være mere eller mindre følgende:

– Kampene mellem Israel og Hamas skal ophøre under våbenhvilen, med militæroperationer og angreb midlertidigt standset.

– Hamas skal løslade sine tilbageværende israelske gidsler (både levende og døde). De levende gidsler skal frigives inden 72 timer efter en specifik udløsende hændelse (f.eks. efter at israelske styrker trækker sig tilbage) eller efter tilbagetrækningen af israelske tropper.

– Til gengæld vil Israel løslade et betydeligt antal palæstinensiske fanger. Det oplyste antal inkluderer 250 fanger dømt til livstid og 1.700 andre, der blev arresteret under krigen (især fra Gaza), og som nu holdes i israelsk varetægt.

– Israel vil trække sine militære styrker tilbage til aftalte grænser eller linjer og opgive sin tilstedeværelse i dele af Gaza (eller i det mindste fra visse befolkede områder) i overensstemmelse med aftalen.

– Vigtige grænseovergange (f.eks. Rafah) skal genåbnes for at tillade humanitær hjælp (mad, medicinsk udstyr, brændstof) at komme ind i Gaza. Det forventes, at titals til hundredvis af lastbiler om dagen vil krydse ind i Gaza under inspektioner.

Hvad er de forskellige parters motiver for at indgå denne aftale, under forudsætning af at den vil vare i det mindste et begrænset tidsrum?

For Hamas’ del kom det sandsynligvis fra en vurdering af, at gidslernes politiske værdi var ved at forsvinde. Ergo er det bedre at indgå en aftale, også en der har stor sandsynlighed for at bryde sammen inden for kort tid, for at få mest muligt ud af gidslerne, mens de endnu har nogen værdi overhovedet. Hamas har længe balanceret på en knivsæg i forhold til at afvise vilkår, der ville være ensbetydende med fuldstændig overgivelse i forhandlinger med Israel, samtidig med at de giver indtryk af at gøre et oprigtigt forsøg på at opnå fred – med det formål at skade Israels internationale omdømme mest muligt, hvilket de stort set er lykkedes med. Mest sandsynligt har Hamas kalkuleret med, at det at fratage Israel et af dets centrale påskud for at fortsætte krigshandlingerne – nemlig frigivelsen af gidslerne – nu havde mere potentiel værdi for dem end det politiske kaos, gidslerne har skabt internt i Israel.

Så hvorfor er Israel på sin side pludselig villig til at indgå denne aftale, som kunne være sket på et hvilket som helst tidspunkt de sidste to år? Først og fremmest må én ting gøres klart: Dette sker ikke, fordi Donald Trump pludselig genfandt modet og dermed lagde pres på Benjamin Netanyahu. Trump har ingen evne til at gennemtvinge sin vilje over for Israel, og han har demonstreret dette utallige gange. Hvis ydre pres var en faktor her, så var kilden jøder i de vestlige diasporaer, og Trump er kun en marionetdukke, der udfører deres vilje. Mit følgende ræsonnement afhænger af, om våbenhvilen holder eller ej, men hvis den skulle gøre det, så vurderede den jødiske diaspora, at de ikke længere kunne bruge politisk kapital på at beskytte Israel mod den voksende vrede over massenedslagtningen på Gazastriben. Særligt ikke når Netanyahu ikke kan fremvise nogen betydelig gevinst for Israel efter to års krigsførelse.

Problemet for den israelske regering er følgende: Siden krigens begyndelse har de haft tre muligheder, når det gælder en endelig løsning på konflikten på Gazastriben:

1. Total etnisk udrensning af Gazastriben, med palæstinenserne tvangsdeporteret til forskellige lande;

2. Direkte militær besættelse af Gazastriben i overskuelig fremtid med målet om at udrydde Hamas og opdele striben i politisk og militært impotente enheder, der langsomt kan opsluges, som på Vestbredden;

3. Introduktion af en kontrolleret tredjepart til at styre Gazastriben, efter at Hamas er blevet svækket nok militært.

Med hensyn til den første mulighed har dette definitivt været et mål for den nuværende israelske regering, som er ekstrem selv efter traditionelle zionistiske standarder. Jeg har imidlertid aldrig troet, at det har været realistisk, at dette kunne gennemføres, fordi synet af tvangsdeporteringen af 2 millioner palæstinensere ville møde for meget folkelig modstand. Dertil kommer, at det er problematisk at finde destinationer for dem. Andre arabiske lande som Egypten og Jordan har allerede betydelige palæstinensiske minoriteter og ville risikere at blive destabiliseret, hvis de tog imod flere. USA er ikke et alternativ, eftersom jøderne ikke ønsker, at palæstinenserne skal blive mange nok dér til, at de kan begynde at organisere sig i kernen af det jødisk-amerikanske imperium. Europa er allerede fuldstændig udmattet af migrantstrømmene fra 2015 og Ukraine-krigen. Der findes ingen realistiske destinationer.

Med hensyn til den anden mulighed ser det simpelthen ud til, at Israel mangler evnen til at gennemføre den, selv med amerikansk støtte. Vi er nu to år inde i Israels tilintetgørelseskrig mod Gazastriben, og Hamas dræbte og sårede IDF-soldater næsten hver dag helt op til det øjeblik, våbenhvilen blev annonceret. Dette er imidlertid ikke Israels eneste prioritet. Der er også behov for tropper til at sikre den nordlige grænse mod Hezbollah, de nye territorier, der er blevet besat i Syrien, og på Vestbredden. Israels militære doktrin er baseret på større mobiliseringer af reservister i begrænsede tidsrum og kampagner, ikke længere udmattelseskrige, og slet ikke mod en fjende, der intet har at tabe og alt at vinde ved at gøre modstand. Med andre ord er Israels militære ressourcer spredt for tyndt. Og dette medregner end ikke Israels mislykkede angreb på Yemen og Iran.

Dermed har vi den tredje mulighed, som efter min mening altid har været Israels eneste realistiske mulighed for at løse denne konflikt til sin fordel, og såfremt Israel ikke bryder våbenhvilen efter kort tid (hvilket der er en betydelig sandsynlighed for), så kan det se ud til, at vi endelig er på vej i denne retning. Nøglepunktet her er, om Israel, med støtte fra dets vestlige og arabiske klientstater, kan opsætte et kontrolleret regime på Gazastriben, som kan lykkes med at undergrave og ødelægge Hamas’ magt i deres kerneområde på længere sigt. For nuværende har Hamas udtalt, at de ikke har nogen intention om at lade sig afvæbne, selv hvis de skulle afgive formel politisk kontrol over Gazastriben til en anden palæstinensisk selvstyremyndighed. Det er svært at forestille sig, at Hamas vil indgå en aftale, der gør dem fuldstændig militært impotente, så længe de regner med, at de kan fortsætte kampen mod et udslidt IDF i overskuelig fremtid.

Så hvem har overtaget i processen indtil nu? Dette vil naturligvis afhænge af, hvordan de kommende dage, uger og måneder udspiller sig, men jeg mener, at den vigtigste målestok her er, om hver side har formået at opnå sine erklærede mål fra starten af konflikten.

Med hensyn til Hamas var deres primære mål at forstyrre Abraham-aftalerne, som blev igangsat af USA under den første Trump-administration med det formål at skabe et rammeværk for politisk normalisering mellem Israel og resten af landene i Mellemøsten, der omgik Palæstina-spørgsmålet. For nuværende ser Hamas ud til at være lykkedes med dette. Ved at tvinge Palæstina-spørgsmålet tilbage i centrum for international politik har Hamas øget de politiske omkostninger for andre arabiske lande ved at indgå Abraham-aftalerne, eftersom det ville være enormt upopulært efter Israels massenedslagtning af civile på Gazastriben. Et vigtigt punkt her er dog, at det jødisk-amerikanske imperium vil forsøge at knytte en udvidelse af Abraham-aftalerne til enhver aftale om varig fred på Gazastriben.

Hvad med Israels mål? Israels invasion af Gazastriben blev gennemført med målet om ”at knuse Hamas”. Det faktum, at Israel nu forhandler med Hamas to år senere, siger alt, hvad du behøver at vide om, hvorvidt de har haft succes med dette. Yderligere fremstår Israels geopolitiske position langt mere sårbar nu end for to år siden. Den jødiske stats internationale omdømme er i ruiner, og Israel fremstår fuldstændig afhængig af USA og vestlig støtte for at overleve. Den israelske hærs militære omdømme, som det har brugt mange årtier på at opbygge, er også blevet svækket. Udover Gazastriben har Israel uløste politiske trusler i Libanon og Det Røde Hav, hvor de aldrig lykkedes med at bryde Houthi-bevægelsens søblokade. Og sidst men ikke mindst har Iran, Israels største regionale rival, vist sig i stand til at påføre Israel betydelig skade under 12-dageskrigen i juni, selv efter at Israel modtog omfattende støtte fra USA. For at konkludere: Israel fremstår ikke længere som en uundgåelighed.

Hvad der gør situationen endnu mere prekær for Israel end ovenstående, er spørgsmålet om, hvad Israel kunne udrette i en kontekst, hvor de havde næsten absolut kontrol over vestlige regeringer – men det er langt fra sikkert, at dette vil fortsætte. Den nuværende fanatisk pro-zionistiske politiske klasse i vestlige lande er et resultat af meget særlige omstændigheder, herunder den kulturelle og psykologiske påvirkning, ”holocaust” havde på boomer-generationen. Vi er nu imidlertid kun omkring 10 år fra et punkt, hvor millennial-generationen og Generation Z vil udgøre flertallet af vælgere i vestlige lande. Sidstnævnte har et overvældende pro-palæstinensisk syn på Israel/Palæstina-konflikten, ikke mindst takket være Israels forsøg på folkedrab på Gazastriben. Netanyahu-regeringen ved udmærket godt, at uret tikker, hvilket er grunden til, at den er gået så langt for at skabe permanente politiske løsninger for Israel nu, mens de stadig har et jerngreb om det politiske apparat i Vesten, når det gælder politisk zionisme. Indtil nu ser de dog ikke ud til at være lykkedes med dette.

Jeg må understrege, at alt dette er spekulation om begivenheder, der udvikler sig meget hurtigt, og jeg anser det for, at der i øjeblikket er 50/50 chance for, at Israel vil finde et påskud for at trække sig ud af forhandlingerne efter kort tid og genoptage sin militærkampagne mod Gazastriben. Imidlertid vil ethvert scenarie, hvor Hamas forbliver en magt på Gazastriben – selv i en stærkt reduceret form – udgøre et knusende nederlag for Israel, taget i betragtning den enorme mængde politisk kapital, verdens jødedom har investeret i dette, og eksplosionen i global antisemitisme, de har måttet udholde som et resultat.