Valg i Norge: Der var ingen vindere

NORGE: Musikken er stoppet til denne runde af stoleleg, og alle spillerne står stadig oppe.

Foto: Thomas Bjørkan (CC BY-SA 3.0)

Valget er slut, og resultatet kunne ikke have været mere kedeligt. Den politiske situation i Norge står stille på grund af tabere fra alle sider. Der er ingen vindere her, og der vil ikke ske fremskridt.

Lad os gå fra venstre mod højre.

Det ydre venstre tabte, fordi de ikke lykkedes at manøvrere ind i en forhandlingsposition. Mens mange konventionelle højreorienterede nok vender deres hænder over Rødts udvidede folketingsgruppe, er jeg langt mindre imponeret. Kommunisternes fremskridt er langt mindre imponerende, når man tager i betragtning, at kapitalismen for længst er gået ind i en legitimitetskrise og bliver mere og mere upopulær. På trods af dette er den røde kant af de rødgrønne mellem Rødt og SV ude af stand til at kravle mere end et par procentpoint frem – og hvorfor?

Fordi deres såkaldte progressive økonomiske politik er forgiftet af kulturel og anti-familie radikalisme og ideologisk anti-hvidhed, frastødende for de arbejdende mennesker, de hævder at stå for. Det er derfor, disse mennesker aldrig vil være i stand til at opnå den samme revolutionære succes, som de fascistiske bevægelser havde i begyndelsen af ​​det 20. århundrede.

Jonas Gahr Støre sikrede sig sin drømmestyre med det resultat, at SV bliver nødt til at konkurrere med den mere velpositionerede SP om indflydelse, mens  Bjørnar Moxnes  vil blive stående i kulisserne i de næste fire år.

Centret på den rødgrønne side er også tabere. Champagnepropperne var næppe blevet blæst, før konfliktlinjerne i den nye rødgrønne regering blev tydelige, selvom det lykkedes Arbejderpartiet at stoppe blødningen denne gang takket være de Høyres og Frps utallige egne mål, AP’s politiske hegemoni er død og begravet. Hvis dette er det bedste, Støre kunne præstere mod Høyre og Frp, der brugte det meste af de sidste to år på at slå sig selv i ansigtet og en grøn udfordrer, der gjorde sig helt uspiselig, forudsiger jeg, at det bliver endnu mindre at juble over efter fire år af regeringens arbejde.

Senterpartiet havde derimod en chance for at kvæle et historisk svagt Arbejderparti og blive det største parti på den rødgrønne side, men lod det glide fra sig ved ikke at bruge en bred og national populisme for folket. Trygve Slagsvold Vedums kandidatur til statsminister var en dårlig joke, og nu hvor han skal ind i regeringen og ud af opposition, vil mulighederne for at vokse yderligere være stærkt begrænsede.

MDG tabte, da de selv med en ensidig massemediekampagne bag sig lige før valget ikke formåede at krydse grænsen. Den gennemsnitlige nordmand er tydeligvis klogere, end undertegnede har givet dem æren for. Ingen skal dog tro, at dette fundamentalt ændrer noget. Norge er stadig en integreret del af det jødiske imperium, baseret i Washington DC gennem NATO og vores internationale forpligtelser.

Den store ændring er på vej, og selvom vores neoliberale herskende klasse helst ville have brugt et udvidet MDG som en undskyldning for yderligere at forarme arbejdende nordmænd med klimabeskatning, er den overordnede plan uændret, med eller uden en nyttig syndebuk.

Jeg har ikke noget at sige om KRF og Venstre, da ingen bekymrer sig om disse partier.

Høyre tabte, fordi de tabte. Der vil ikke ske nogen væsentlig ændring, da Erna Solberg  tydeligvis slet ikke er klar til en karriere i Bruxelles eller FN endnu og vil forblive i embedet.

Frp tabte, da valget cementerede deres tab af troværdighed og fald fra partiets Carl I. Hagens storhedstid. Partiets nye ledelse spildte sin eneste chance for at redde sig selv efter Siv Jensens fratrædelse ved at slå til på sin nationalkonservative fløj og skabe en rival i Demokraterne, der let kunne have været undgået.

Frps troværdighed er i toilettet, og vi skal gøre vores bedste for at beholde det der.

Og når det kommer til Demokraterne, er dette forhåbentlig enden med Vidar Kleppes lange og mislykkede politiske karriere. Som Frihetskamp påpegede for flere måneder siden, var paritetspolitik svag og ikke differentieret nok fra moderpartiet, med det resultat, at mange vælgere tog den taktiske beslutning, at der ikke ville være nogen mening med at stemme på Frp. På trods af at de havde et loyalt læsertal på flere hundrede tusinde i mellem sig, formåede Resett og Document ikke at presse en eneste kandidat ind fra deres foretrukne parti.

Og lige så sikkert som Demokraterne var dømt til at falde pladask, er det, at Helge “Jeg elsker transvestitter” Lurås og  Hans “Israel først” Rustad ikke vil lære noget af dette.

Og i sidste ende har vi Alliansen.

Uden at bruge for meget tid på at sparke på en død hest, vil jeg bare understrege, at den nordiske modstandsbevægelse har været, er og bliver det eneste seriøse politiske alternativ for arbejdende nordmænd. Fire år fra nu af vil de uden tvivl blive fristet igen til at forsøge at narre systemet gennem klovneri, ironi og i mangel af en sammenhængende og robust politisk platform forsøge at spille på den seneste politiske tendens (i dette tilfælde vaccination).

Det lykkedes ikke denne gang, og det vil ikke lykkes om fire år fra nu.

Der er kun en løsning, og dens navn er nationalsocialisme.

/ RUSSLEMAN


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.