Alene er svagt – organiseret er stærkt

KOMMENTAR: Den svenske aktivist Max Fagerstedt, som er tidligere Sverigedemokrats-politiker, skriver om betydningen af politisk organisering og tro på fremtiden.

En aften sad Rafaela og jeg i køkkenet, som vi plejer at gøre om aftenen. Vi diskuterede alt fra himmel til jord, da min åbenbaring kom på tale. Jeg forklarede min partner, at jeg i flere år før jeg blev aktiv var interesseret i nationalsocialismen, hvilket jeg har beskrevet i Nordic Frontier. I den dialog (eller snarere monolog, hvis jeg skal være lidt selvkritisk) kom vi ind på begrebet alienation, eller fremmedgørelse/ensomhed. Jeg vil hævde, at de fleste mennesker, der tænker i vores retning, på et tidspunkt har følt sig ensomme over deres situation, eller at de ikke hører til i dagens samfund. Frygten for, at ingen vil lytte til en, tale med en eller overhovedet røre en, hvis de finder ud af, at man har nationalsocialistiske sympatier, kan føre til apati eller angst. De fleste mennesker vælger så at spille et skuespil, forblive i systemet og holde deres holdninger tilbage.

Under min samtale med Rafaela talte vi om, hvordan jeg havde det omkring 2018 – 2019. Jeg husker, hvordan jeg i den periode blev mere og mere radikaliseret i løbet af min tid i Sverigedemokraterne, men vidste, at jeg ikke kunne tale med nogen om min ideologiske udvikling. Inden for Sverigedemokraterne kan man næppe fortælle nogen, at man begyndte at læse Evola eller bestilte Turners dagbøger fra Greenpilled. Selv over for familie og venner følte jeg, at der var en risiko, for de fleste af dem mente allerede, at Sverigedemokraterne var radikale nok – hvordan kan man have lyst til at stikke nakken endnu mere frem og åbent støtte nationalsocialismen? Hvordan kan man have lyst til at ødelægge sit liv på den måde? Resultatet af dette var, at jeg skjulte mine faktiske holdninger for mine omgivelser, hvilket på ingen måde mindskede min interesse for nationalsocialismen eller forskellige fascistiske organisationer.

Folk føler instinktivt et behov for at handle ud fra deres holdninger på en eller anden måde. Hvis man ikke kan gøre dette på en socialt acceptabel/lovlig måde og/eller ikke er modig nok, kan holdningerne komme til udtryk i mere radikale former. Jeg er overbevist om, at eksistensen af Nordisk Modstandsbevægelse har stoppet flere »højreorienterede« terrorforbrydelser end SÄPO, siden organisationen blev grundlagt. Men hvis der ikke findes en sådan organisation, eller hvis frygten hos enkeltpersoner for åbent at stå frem for deres holdninger er for stor, kan dette føre til feje voldshandlinger for at udtrykke deres ægte angst for samfundet; apati og ensomhed fører til destruktivitet.

Dette kan ses i organisationer som The Base eller Atomwaffen Division, der ganske vist er amerikanske organisationer, men hvis medlemmer kun kan ses som apatiske og ængstelige individer, der ikke tør udtrykke deres synspunkter offentligt. Organisationernes eneste budskab er at ødelægge, knuse og tilintetgøre systemet – organisationen viser os aldrig, hvad vi skal bygge på dets ruiner. I sidstnævnte organisations tilfælde førte dette til, at kammerater myrdede kammerater, og at organisationen blev infiltreret af satanister. Dette er ikke kun et problem med »nationale organisationer«, men også venstreekstremisterne i AFA/SAC har lidt under dette i Sverige, f.eks. da den pædofile Jonas Linde samlede automatvåben og politiuniformer.

Da jeg ikke kunne give udtryk for mine holdninger, begyndte jeg som mange andre at læse mere obskure og sekteriske fora. Mine tanker blev mørkere, og jeg så ingen udvej. Måske kan vi opbygge et hvidt og frit land, hvis vi brænder hele dette lortesystem af. Det var først da jeg for alvor begyndte at lytte til og følge Den Nordiske Modstandsbevægelse, at jeg så lyset for enden af tunnelen. Det er det, som systemet ikke forstår, eller som de forstår, men som de vil undgå skal komme frem. Hvis Den Nordiske Modstandsbevægelse ikke eksisterer, dvs. hvis systemet håndhæver et forbud mod mod modstandsbevægelsen, vil det føre til politisk fremmedgørelse for tusindvis af mennesker. Det er nok det, som systemet ønsker. Hvis der ikke er nogen organiseret modstand, og nogle få enkeltpersoner begår voldshandlinger (som det sker fra tid til anden i Tyskland) – vil systemet have nogle at skyde skylden på.

En præcisering er dog på sin plads: Dette er ikke en trussel, men snarere en redegørelse for, hvad der kan ske, hvis der ikke er noget alternativ for nationalsocialisterne i Sverige – hvor nogle få radikale og fremmedgjorte elementer sandsynligvis vil se aktiv terrorvirksomhed som den eneste udvej. Dette er allerede set i forskellige venstreekstremistiske kredse, både tidligere og nu, som f.eks. terrororganisationen Baader-Meinhof Ligaen, der begik en række terrorhandlinger og mord i 1970’erne.

Billede fra Organisationsdagene 2023.

Til dem, der føler sig ensomme, fremmedgjorte og ængstelige, findes der nu et alternativ, der tilbyder sandt og ægte fællesskab. Der er ingen grund til ikke at give udtryk for sine synspunkter. Er du bekymret for at blive udstødt? Det ordner sig altid. Er du bekymret for, hvad dine pårørende tænker? De, der virkelig elsker dig og holder af dig, vil blive hos dig. Er du bekymret for dit arbejde? Hvis dit arbejde ikke accepterer dit politiske engagement, kan de gå ad helvede til, for husk på, at vores folk er under aktiv besættelse af både fjendtlige og indenlandske magter. Det, der hverken er acceptabelt eller tolerabelt, er meningsløs vold, som kun falder i hænderne på vores fjender. Det kan i øjeblikket virke lettere at falde i en glorværdig dødssejr, men hvad er pointen med det? Hvis man dør eller ryger i fængsel resten af livet, så er du intet værd for kampen. Vores folk har brug for dig, og det er din forbandede pligt at stå på gaden.

Nationalsocialismen kan kun sejre, hvis vi vinder folkets hjerter, og det sker ikke med automatgeværer og bøllehuer i splittede organisationer eller som enlige ulve – det sker med en organiseret og folkelig modstand i gaderne og på torvene!