Alfons Rebane – en estisk krigshelt

HISTORIE: Den 24. juni 1908 blev Alfons Rebane, en estisk nationalhelt og landets højest dekorerede soldat, født.

Alfons Rebane blev født i byen Valga i 1908, som dengang var en del af det Tsar-russiske imperium. Efter endt skolegang fik Alfons Rebane en uddannelse på hærens nyetablerede militærhøjskole. Han dimitterede med topkarakterer og var stationeret som infanteriofficer på et af hærens pansertog. Alfons Rebane tjente i den estiske hær, indtil sovjetiske tropper besatte landet i juni 1940. For at pacificere landet arresterede og myrdede de sovjetiske besættelsesmyndigheder hurtigt landets ledelse og alt ældre militærpersonale. De fleste dårligere stillede officerer blev kun fyret, inklusive Alfons Rebane. Da de sovjetiske massedeporteringer begyndte, forlod Rebane sit job og etablerede sammen med andre tidligere militærmænd en alliance med såkaldte »Skovbrødre« for at kæmpe mod besættelsestropperne.

Da Tyskland befriede esterne fra sovjetisk besættelse i juli 1941, kom Rebane og de andre skovbrødre frem fra de dybe skove, og mange af dem meldte sig til tjeneste i den tyske hær. Han genvandt sin gamle rang som løjtnant og fik kommando over et kompagni i den estiske politibataljon 184. I januar 1942 blev Rebane forfremmet til kaptajn, og senere samme år ville Rebane få kommandoen over den nyetablerede østbataljon 658. Enheden blev Rebanes hjem de kommende år. Under den hårde kamp på Leningrad-fronten i januar 1944 blev Rebanes enhed indsat og det lykkedes dem at afværge et sovjetisk gennembrudsforsøg. For denne indsats var Alfons Rebane den første ester, der blev tildelt ridderkorset.

I løbet af foråret 1944, da sovjetiske tropper igen stod ved den estiske grænse, ansøgte Rebane om at blive flyttet tilbage til hjemlandet med sin bataljon. Ansøgningen blev imødekommet, og bataljonen satte sig på et tog til Narva. Næsten umiddelbart efter ankomsten blev bataljonen sat i hård kamp, ​​og efter et større sovjetisk angreb blev de lukket inde bag fjendens linjer. Rebane og de estiske soldater kæmpede sig tilbage til deres egen side under nogle meget hårde kampe.

Allerede i 1942 var den estiske legion i Waffen-SS blevet oprettet. Under kommando af SS-oberst Frans Augsberger kæmpede SS Division Wiking i Ukraine. I 1943 var der kommet så mange nye frivillige, at enheden kunne udvides, og den 3. Estnische SS Freiwilligen Brigade blev oprettet. Når soldaterne blev optaget i brigaden, svor de soldatereden:

Jeg sværger ved Gud denne hellige ed, at jeg i kampen mod bolsjevismen ubetinget vil adlyde de tyske væbnede styrkers højeste kommando Adolf Hitler og som en modig soldat altid være parat til at risikere mit liv i overensstemmelse med denne ed.

Denne brigade udgjorde kernen i, hvad der skulle blive den 20. Waffen-Grenadier Division der SS, som blev dannet i januar 1944. Alfons Rebane kom med sin bataljon for at blive overført til den nyetablerede SS-division, som den anden bataljon i Waffen-Grenadier Regiment der SS 47. Efter kort tid som uddannelsesofficer ved Uddannelsesbrigade Nord vendte Rebane tilbage til sin bataljon i juni 1944 under direkte ordre fra Heinrich Himmler.

Den sovjetiske sommeroffensiv i 1944 ramte hele den tyske frontlinje i øst hårdt. Soldaterne i den estiske SS-division mistede langsomt men sikkert deres eget territorium til den fremrykkende sovjetiske hær. Under retrætekampene viste det sig, at lederen af ​​det 46. regiment var en inkompetent soldat, da han forårsagede regimentet meget store tab. Alfons Rebane blev derfor forfremmet til Waffen-Sturmbannführer der SS og leder af Waffen-Grenadier-Regiment der SS 46.

Det tredje germanske SS-panserkorps under SS-Obergruppenführer Felix Steiner, som omfattede den estiske division, trak sig tilbage under hårde kampe til Tannenberg-linjen, der lå i et strategisk vigtigt område. I slaget, som på tysk er gået over i historien som »Die Schlacht um die Tannenbergstellung« eller Slaget om Tannenberg Linjen på dansk, ville Rebane sammen med svenske, norske, danske og andre frivillige gentagne gange afværge angrebsforsøg fra de sovjetiske horder. I de to uger, som kampene varede, ville de mere end 20.000 forsvarere koste den sovjetiske hær et tab på næsten 200.000 døde og sårede soldater.

Efter kampene ved Tannenberg blev Rebanes regiment kraftigt reduceret, og den estiske division var den der havde lidt mest, af de enheder der kæmpede, med 2.275 døde og sårede. På samme tid som kampene ved Tannenberg havde sovjetiske styrker brudt igennem de tyske linjer ved Pskov og rykkede nu frem mod Tartu for at forsøge at omringe de tyske forsvarere. Efter dette blev Alfons Rebane beordret til at oprette en kampgruppe, som skulle sættes ind mod de fremrykkende sovjetiske tropper fra syd. Sammen med dele af den 11. SS-division var Rebane i stand til at stoppe de truende sovjetiske enheder. Under kampene i september var Rebanes regiment igen omringet, men efter et døgn med hårde kampe brød de ud. Under retrætekampene mod de tyske linjer stødte Rebane på andre estere – de havde dog valgt at forråde deres hjemland og trådt ind i sovjetisk tjeneste.

I oktober 1944 blev Rebane evakueret fra Estland med sit regiment. I et par måneder fik det hårdt sårede regiment en meget tiltrængt hvile og tilføjelsen af ​​nyt mandskab. I november 1944 blev Alfons Rebane forfremmet til Waffen-Obersturmbannführer der SS. Da sovjetterne fortsatte deres offensiv i foråret 1945, blev Rebane og hans regiment sendt til Schlesien. Under den meget hårde kamp i Tyskland blev Alfons Rebane igen forfremmet til Waffen-Standartenführer der SS og modtog egetræsbladene til Ridderkorset. Alfons Rebane og den estiske SS-division sluttede krigen i Tjekkiet. I modsætning til en stor del af hans estiske kolleger lykkedes det Alfons Rebane at nå til de amerikanske linjer hvor han kapitulerede. De estiske soldater, for hvem det ikke lykkedes at kapitulere over for de vestlige allierede, blev myrdet af tjekkiske kommunister eller af NKVD.

SS-Sturmbannführer Paul Maitla minutter før han blev myrdet af tjekkiske kommunister.

Efter krigen bosatte Alfons Rebane sig i Storbritannien og arbejdede en tid i den britiske efterretningstjeneste ved at organisere partisanenheder i det besatte Estland. I 1960’erne flyttede Alfons Rebane til Tyskland, hvor han døde i sit hjem i Augsburg den 8. marts 1976.

Efter Estlands uafhængighed fra Sovjetunionen blev resterne af Alfons Rebane bragt hjem til Estland hvor han fik en statsbegravelse. Den estiske stat måtte tåle hård kritik fra forskellige jødiske organisationer for at have begravet en af ​​dens helte.