Bekæmp naivitetens plage

KOMMENTAR: Ulf Larsson giver sine tanker om overdreven naivitet i kampen og afslører, hvad der driver ham fremad.

Jeg vil gerne kritisere det, der kan betegnes som »national naivitet«. Man tilslutter sig en bevægelse i den tro, at hvis man er flittig nok, vil den give eksponentiel succes, indtil man til sidst står over for en total sejr. En linjekurve, der går lige op mod solen. Denne tilgang betyder, at ethvert tilbageslag ses som et tab for både den enkelte og gruppen. Da vores verdenssyn hører til en af de mest modarbejdede og forfulgte ideologier i samfundet, er tilbageslag at forvente.

Så kommer den forhadte defaitisme. Man har deltaget i X antal aktiviteter og uddelt Y antal flyveblade, og alligevel sker der »intet«, mens omverdenen stadig ikke er tiltrukket af alle de Z antal argumenter mod masseindvandring og globalisme, man har kastet ud for utrænede ører. De bliver modløse og ser ingen mening i at fortsætte, hvilket spreder deres utilfredshed og negativitet som en løbeild blandt deres kammerater og i værste fald får selv deres kampgejst til at forsvinde.

Som du kan forestille dig, er dette ikke en holdbar holdning, når man befinder sig i den situation, som enhver kæmpende nationalsocialist befinder sig i. Desværre synes denne naivitet efter min erfaring at have været ret udbredt og har haft en skadelig virkning blandt de nationale rækker i lang tid. Så der er behov for en omformatering af, hvordan folk tænker om, hvad der skal motivere dem i kampen.

Det er værd at bemærke, at jeg ikke går ind for pessimisme, »afpresning« eller for at man skal holde op med at tro på succes og sejr. Tværtimod mener jeg, at man altid skal bevare troen på folkets opstand nærmest som en forudbestemt naturkraft, når det rette tidspunkt kommer. Men vi må stadig se virkeligheden i øjnene og ikke leve på urealistiske forhåbninger, som vil blive skuffet igen og igen, indtil vi ikke længere ser nogen mening med at kæmpe.

Det er helt naturligt at ønske at opnå den sejr, man har kæmpet så hårdt for, og at blive skuffet over tilbageslag. Men vi må aldrig glemme, at vi har en hel verdensorden imod os, hvor vi er i et stærkt mindretal. Den vil ikke give op så let. Dette er noget, som de fleste af os allerede forstår, men alligevel dukker disse negative tanker op i vores sind med jævne mellemrum. Det er vigtigt at forblive realistisk og ikke sprede denne negativitet rundt omkring.

Jeg kan selv nogle gange føle, at tingene nogle gange føles håbløse, men disse følelser er kortvarige, da jeg var klar over, hvordan kortene i spillet var lagt ud længe før jeg blev aktiv. Og under alle omstændigheder er min grundlæggende holdning til kampen sådan, at den ikke påvirkes af betingelserne for dens kortsigtede succes. Min holdning er sådan, at jeg først og fremmest kæmper for min egen skyld. Jeg vil kæmpe, fordi det er en dyd i sig selv at kæmpe, og fordi de værdier, jeg kæmper for, er forankret i min sjæl.

Desuden foragter hver eneste celle i min krop de onde kræfter, der søger at ødelægge hele vores folk og alt godt i verden for deres drakoniske dagsorden. På dette tidspunkt kan jeg ikke se, at der virkelig er noget andet valg end at forsøge at gøre den smule, jeg kan, for at bidrage til kampen. Jeg forstår ikke, hvorfor nogen, der har det på samme måde, ønsker at leve på en måde, der undertrykker ens inderste væsen og tvinger en til at leve som slave for magter, man hader.

Det lyder måske som egoistiske motiver, og det er det måske også, men jeg synes, at det er et ret godt fundament at hvile på, da det er urokkeligt over for ydre påvirkninger. Så længe du er tro mod kampen, kan du aldrig tabe. Så vil selv døden være en sejr, da man aldrig lader fjenden knuse ens tro på de højere værdier, som vi kæmper for!

Afslutningsvis vil jeg gerne genbruge citatet i slutningen af Håndbog for aktivister i modstandsbevægelsen af tænkeren Julius Evola, som har været til stor hjælp for mig i forbindelse med at dyrke min tilgang til kampen, og som efter min mening opsummerer en optimal måde at tænke på:

Vær radikal, vær principfast, vær absolut, vær det, som borgerskabet kalder en ekstremist: ofr dig selv uden tanke og uden beregning, accepter ikke det, de kalder »livets realiteter«, og handl på en sådan måde, at du aldrig vil blive accepteret af dette »liv«, opgiv aldrig kampens princip.

– Julius Evola