Broderkrig i øst – visse betragtninger

UKRAINEKONFLIKTEN: Arjuna betragter de historiske foranledninger til ukrainekonflikten som udspiller sig i dag.

»Funeral of a Rus’ nobleman« af Henryk Siemiradzki. CC public domain.

Så var krigen en kendsgerning. De indledende delmål ser allerede ud til at blive nået snart for Rusland: kontrol over de østlige områder (øst for Dnepr-floden, men med hele landtungen, der har en kyst til Sortehavet og dermed også omfatter Odessa). Desuden vil russerne have en sikkerhed på plads for et neutralt og atomvåbenfrit Ukraine. Dette kræver så omstyrtning af regimet i Kiev, enten med magt eller forhandling, noget selv John Bolton fremlagde som det mest sandsynlige scenarie i et nyt interview med Russia Today. Med dette etableret vil krigens mål være fuldbragt.

Der vil blive skrevet meget om disse begivenheder, og disse begivenheder vil i sig selv generere nye begivenheder langt ud i en uoverskuelig fremtid. Dette er ikke skrevet som et indlæg for eller imod nogen af ​​parterne, men for at se på motiverne og motivationen bag Ruslands handlinger. Er de baseret på rationalitet eller er det ren desperation? Hvilke faktorer spiller ind? Hvem er de involverede? Osv. Et andet problem er, hvor langt tilbage i tiden man skal gå på tidslinjen. Et eller andet sted, på et givent tidspunkt, skal man dog begynde, og hvad er mere naturligt end at starte med det argument, som Rusland selv gav for interventionen i Ukraine.

Den 21. februar holdt Ruslands præsident, Vladimir Putin, en timelang tale uden manuskript og uden teleprompter, som var en del af anerkendelsen af ​​de østlige republikker Donetsk og Lugansk. Disse republikker, som hovedsageligt består af russisktalende folk, blev angrebet af Ukraine i 2014, efter at en russisk-fjendtlig regering tog magten i Kiev (med den jødiske chokoladekonge Poroshenko som præsident) og erklærede, at det russiske sprog ikke længere ville blive sidestillet med ukrainsk. En separatistbevægelse opstod i frygten for, at Kiev ville indføre en politik, der behandlede russisktalende som andenrangsborgere, hvorefter Ukraine angreb. Siden da er titusindvis af civile blevet dræbt i disse republikke. Putins tale gik dog dybere og længere end blot at beskæftige sig med republikkerne; i modsætning til hvad de fleste, hvis ikke alle, vestlige ledere kunne præstere om deres respektive lande, gik Putin ind på sit lands og sin regions historie og kultur og vævede dette sammen til et samlet billede fra hans synspunkt. Det følgende er uddrag fra denne tale, uddrag, der direkte handler om det, der nu sker i Ukraine og Donetsk og Lugansk.

Jeg vil gerne igen understrege, at Ukraine ikke kun er et naboland for os. Det er en uudslettelig del af vores egen historie, kultur og åndelige rum. Det er vores kammerater, de kæreste for os, ikke kun kolleger, venner og mennesker, vi tjente sammen med, men også slægtninge, mennesker bundet sammen af ​​blod, af familiebånd.

Siden tidernes morgen har de mennesker, der boede i den sydvestlige del af det, der historisk er blevet kaldt russisk land, kaldt sig russere og ortodokse kristne. Dette var tilfældet før det 18. århundrede, hvor en del af dette område igen blev en del af den russiske stat, og efter dette.

Det forekommer os, at vi alle, generelt set, ved dette, at det er almindeligt kendt. Det er dog nødvendigt at sige et par ord om det historiske bag dette emne for at forstå, hvad der sker i dag, for at forklare motiverne bag Ruslands handlinger, og hvad vi ønsker at opnå.

Det moderne Ukraine blev skabt af Rusland, mere specifikt af bolsjevikkerne i det kommunistiske Rusland. Dette startede umiddelbart efter revolutionen i 1917, og Lenin og hans samarbejdspartnere gjorde det på en måde, der var ekstremt ødelæggende for Rusland, ved at opdele det, der historisk var russisk land og territorium. Ingen af ​​de millioner, der bor i disse regioner, blev spurgt, hvad de mente om dette.

Efter Anden Verdenskrig inkorporerede Stalin territorium i både USSR [Sovjetunionen] og Ukraine, som tidligere havde tilhørt Polen, Rumænien og Ungarn. I processen gav han også territorium til Polen, som traditionelt altid havde tilhørt Tyskland, som kompensation, og i 1954 tog Khrusjtjov af en eller anden grund Krim fra Rusland og gav det til Ukraine. Alt i alt er det sådan, det område, der udgør det moderne Ukraine, blev skabt.

Jeg vil gerne minde jer om, at efter oktoberrevolutionen i 1917 og den efterfølgende borgerkrig satte bolsjevikkerne sig for at skabe en ny statsform, men de havde stærke interne uenigheder om, hvordan den skulle se ud. I 1922 var Stalin både generalsekretær for det russiske kommunistparti (bolsjevikker) og Folkets Kommissær for etniske anliggender. Han foreslog at bygge landet på principperne om autonomi, det vil sige at give republikkerne stor magt og autonomi, inden for en samlet stat.

Lenin kritiserede denne plan og ville hellere give efter for nationalisterne, som han dengang kaldte »de uafhængige«. Lenins idéer, som i det væsentlige svarer til en konfødereret statssammensætning med et slogan om nationernes ret til selvbestemmelse, ja endda uafhængighed, blev en del af grundlaget for Sovjetunionens statsdannelse.

[…]

Det eneste, jeg vil sige i dag, er, at det er præcis sådan, det var. Det er et historisk faktum. Faktisk, som jeg har sagt, er det sovjetiske Ukraine resultatet af bolsjevikisk politik og kan med rette kaldes »Vladimir Lenins Ukraine«.

Han var dets skaber og arkitekt. Dette er empirisk dokumenteret i vores arkiver, inklusive Lenins strenge instruktioner vedrørende Donbas, som faktisk blev presset ind i Ukraine. Og i dag har dette »taknemmelige afkom« revet statuerne af Lenin ned. De vil fjerne sporene af kommunismen, som de kalder det.

Vil du fjerne sporene af kommunismen? Godt, det passer os perfekt. Men hvorfor stopper der, når kun halvdelen af ​​arbejdet er udført? Vi er klar til at vise jer, hvad fjernelsen af ​​kommunismen i virkeligheden betyder.

[…]

Det ukrainske militær er allerede integreret i NATO-systemet. Det betyder, at NATO-hovedkvarteret kan give direkte ordrer til de ukrainske militærstyrker, selv ned til individuelle enheder.

USA og NATO har startet en udvikling, hvor de ønsker det ukrainske territorium som teaterscene for potentielle militære operationer.

Fællesøvelserne er åbenlyst anti-russiske. Alene sidste år var 23.000 soldater og mere end tusinde militærfartøjer og våbensystemer involveret.

Der er allerede indført en lov, der tillader udenlandske styrker at komme til Ukraine i 2022 for at deltage i multinationale øvelser. Det er da hovedsageligt NATO-styrker. Alene i år er mere end ti af disse øvelser planlagt.

Det er naturligvis forberedelser, der skal tjene som dække for en hurtig opbygning af NATO’s militære magt på ukrainsk territorium.

Det understøttes af, at landets netværk af lufthavne er blevet opgraderet af USA i Borispol, Ivano-Frankivks, Chuguyev og Odessa, for blot at nævne nogle få, og som så er klar til at modtage styrker i løbet af kort tid.

Ukraines luftrum er åbent for amerikanske strategiske bombefly, overvågningsfly og droner som foretager rekognoscering over russisk territorium.

Jeg vil også gerne tilføje, at Maritime Operations Center, som USA har bygget i Ochakov, gør det muligt at støtte krigsskibe fra NATO, herunder brugen af ​​præcisionsvåben, mod den russiske Sortehavsflåde og vores infrastruktur på hele Sortehavskysten.

[…]

Vi har set fem bølger af NATO-ekspansion, den ene efter den anden; Polen, Tjekkiet og Ungarn kom med i 1999; Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien i 2004; Albanien og Kroatien i 2009; Montenegro i 2017; og Nordmakedonien i 2020.

Som et resultat har alliancens infrastruktur nået Ruslands grænser. Dette er en af ​​årsagerne til Europas sikkerhedskrise; det har haft en ekstrem negativ indvirkning på hele det system, der udgør internationale relationer, og har ført til tab af gensidig tillid.

Situationen bliver kun værre, også på det strategiske område. Så udplaceringen af ​​afskæringsmissiler er blevet tilføjet til Rumænien og Polen som en del af amerikanernes projekt om at skabe et globalt missilsystem. Men det er almindelig kendt, at affyringsramperne der også kan bruges til Tomahawk-raketter, offensive raketsystemer.

Derudover er USA ved at udvikle sit Standard Missile-6, som kan bidrage med luft- og missilforsvar, udover at angribe mål på jorden. Med andre ord er det påståede defensive amerikanske missilsystem ved at blive udviklet og udvides i offensiv retning.

Disse oplysninger giver os god grund til at tro, at Ukraines optagelse i NATO og de efterfølgende forberedelser til, at NATO kan etablere sig i landet, allerede er besluttet, og det er kun et spørgsmål om tid.

Vi forstår, at konfronteret med dette scenarie vil de militære trusler mod Rusland stige betydeligt, dramatisk. Og jeg vil her understrege, at risikoen for et pludseligt angreb på vores land vil være betydeligt større.

Nogle analyse er overflødig, men nogle punkter kan være passende at påpege. Den første del af talen omhandler den fælles etniske og kulturelle arv, som russerne og hvad de, der lever i statsdannelsen Ukraine deler. Det Putin tænker på er højst sandsynligt Kiev-imperiet eller Kyiv-Rus, som eksisterede omkring samme tid som vikingetiden herhjemme. Denne stat omfattede de områder, der i dag udgør dele af Rusland, Ukraine og Hviderusland og de mennesker der delte en fælles kultur, religion og etnicitet. Med omfattende og ekstensive mongolske angreb blev staten Kiev dog ufrivilligt delt i det 12. og 13. århundrede, og den vestlige del blev taget af Polen og Litauen. Det er denne vestlige del, der senere bliver til »Ukraine« . Dette område bliver en kastebold mellem forskellige nationer og kongeriger, inklusive det habsburgske imperium, som besatte dette område og brugte det som en buffer mod Rusland. Dette var en strategi, mange så sig selv drage fordel af, og intellektuelle i flere lande, men hovedsageligt Polen, begyndte at dyrke nationalistiske strømninger i området, hovedsageligt gennem udviklingen af ​​et sprog hentet fra lokale dialekter og en bevidst brug af begrebet »Ukraine« i så mange sammenhænge som muligt. Navnet er også en betegnelse, der bruges om alle mennesker, der boede på grænserne mellem nationerne i Østeuropa, og betyder »grænsefolk«. Vi ser således klare linjer til, hvad der sker i dag (som Mark Twain sagde: »historien gentager sig ikke, men den rimer«): »Ukraine« bruges af forskellige eksterne kræfter til at beskytte sig mod »den« eller »de« andre .

Hvad med bolsjevikkernes indførelse af autonomi i Ukraine og Putins kritik af dette? Er Putin ikke en kommunist i Stalins og Lenins tradition? Nej, det er for simpel en konklusion. Putin er ikke tilhænger af ideologi, men han er en realpolitiker og bruger det, der virker; for ortodokse Putin er der kun to ting, der betyder noget: Rusland og Gud. Putin og Kreml mener, at bolsjevikkerne (kommunisterne) fra Lenin og Stalin gjorde uoprettelig skade, herunder ved at opgive Ukraine, men de udformede, definerede staten og reddede (Stalin, i russernes øjne) landet under Anden Verdenskrig (derfor også det stærke fokus på »afnazificering«: det moderne Rusland, via Sovjetunionen, blev skabt og defineret af Anden Verdenskrig og kampen mod det nationalsocialistiske Tyskland og dets allierede.) Ikke at anerkende dette ville være politisk selvmord. Kommunisterne gav dele af landet væk, og hvis befolkningen dér nu vil fjerne sporene af kommunismen, må man, for at være konsekvent og principfast, ophæve, hvad der blev gjort af Sovjetunionen, og Ukraine må tilbage til Rusland, hævder Putin og Rusland.

Når det kommer til NATO’s ekspansion til grænsen til Rusland og omringning af landet, taler det for sig selv. Dette er reelt og naturligvis en væsentlig sikkerhedsudfordring for Rusland. Det er faktisk mere end det, det er et spørgsmål om overlevelse, ifølge Kreml. Tragisk nok er det civilbefolkningen i Ukraine og udbryderrepublikkerne, der får lov til at flygte i denne situation, og for mange af disse er det også blevet et spørgsmål om overlevelse. Hvorfor Kreml betragter dette som en kamp for overlevelse, og som de også mener retfærdiggør blodsudgydelserne og lidelsen, vil jeg udlede i næste artikel.

Kilder:
The Rio Times


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //