Den finske vinterkrig slutter

DAGENS DATO: Efter 105 dages heroiske kampe mod Sovjetunionen blev der den 13. marts 1940 underskrevet en fredstraktat, som afsluttede den finske vinterkrig.

Den 30. november angreb Sovjetunionen Finland uden en krigserklæring. Angrebet blev gennemført på en bred front og havde til formål at besætte og indlemme Finland i Sovjetunionen. Angrebet blev iværksat af 4 arméer med 24 divisioner, 6 panserbrigader og forskellige andre enheder på i alt over 500 000 soldater, der blev støttet af ca. 2 000 pansrede køretøjer, 2 000 artilleripjecer og ca. 600 fly. Den sovjetiske overkommando forventede at besætte hele Finland inden for to uger.

Hærernes angrebsmål var:
7. armé: Karelske næs, med sigte på Viborg.
8. armé: Ladoga-Karelen med det formål at flankere det finske forsvar på den karelske næs.
9. armé: Gennem Suomussalmi mod Oulu for at dele Finland i midten.
14. armé: Indtagelse af Petsamo og derefter videre til Rovaniemi.

Hovedvægten i det sovjetiske angreb blev lagt på den sydlige front, hvor hovedparten af styrkerne blev indsat på den karelske næs og i Ladoga Karelia.

I den nordlige del af krigsskuepladsen brugte den finske hær ukonventionelle kampteknikker, da den ikke var i nærheden af den sovjetiske numeriske overlegenhed. I slaget ved Suomussalmi førte oberst Hjalmar Siilasvuo sine tropper til en knusende sejr. De finske tropper vandt også en stor sejr i slaget ved Salla i det finske Lapland.

Sovjetisk krigsmateriel i Suomussalmi

Ved Ladoga-Karelia vandt Finland flere store sejre. Slagene ved Tolvajärvi, Kollaa og Lemetti, hvor den berømte Lauri Törni kæmpede, endte med store finske sejre, hvor hele sovjetiske enheder blev ødelagt.

Den finske forsvarslinje på den karelske landtange blev kaldt Mannerheim-linjen, og nogle af krigens hårdeste kampe blev udkæmpet i dens forsvar. Ved Taipale vandt de finske kanoner en defensiv sejr og holdt deres stillinger indtil krigens slutning.

Fly fra den svenske frivillige styrke F-19

Sverige støttede den finske forsvarskampagne med store mængder uvurderligt krigsmateriel. Sverige sendte ikke officielt tropper til nabolandets redning, men et stort antal frivillige kom deres brødre til undsætning. Næsten 10 000 svenskere, nordmænd og danskere sluttede sig til det svenske frivillighedskorps. Svenske flyenheder kæmpede også på den finske side.

De vestlige allierede i form af Frankrig og Storbritannien tilbød Finland direkte militær støtte. Formålet med »hjælpen« var dog ikke at gå i krig for Finlands sag, men snarere at angribe Sverige og Norge. For at forhindre eksport af malm til Tyskland skulle Nordnorge og Norrbotten besættes.

Ved Summa på den karelske ishøjslette blev der udkæmpet hårde kampe. Først i december 1939 var finnerne i stand til at afvise det sovjetiske angreb. I midten af februar var der kommet nye sovjetiske tropper til, og de angreb igen og formåede at bryde igennem de finske linjer. Der blev iværksat finske modangreb, som mislykkedes og med store tab til følge. Det var lykkedes de sovjetiske styrker at bryde igennem Mannerheim-linjen og rykkede frem mod Viborg.

Den finske politiske ledelse havde indset, at den på trods af de mange store sejre ikke i længden kunne modstå den enorme sovjetiske numeriske overlegenhed i både mandskab og udstyr. Regeringen sendte udenrigsminister Väinö Tanner til Stockholm for at indlede forhandlinger med Sovjetunionen. I begyndelsen af marts 1940 blev de endelige fredsforhandlinger afholdt i Moskva, og traktaten blev underskrevet den 12. marts 1940, og våbenhvilen blev fastsat til den følgende dag.

De finske tab i mandskab udgjorde i alt 22 451 dræbte, 45 384 sårede og 1406 savnede. De sovjetiske tab beløb sig til 450 000 dræbte og sårede og enorme mængder krigsmateriel, herunder 3 500 kampvogne og 500 flyvemaskiner.

De finske fredsbetingelser var hårde: hele den karelske ishøjslette gik tabt, herunder byen Viborg, samt hele Ladoga-Karelia til Sovjetunionen. I Lapland blev Salla, Kuusamo og Petsamo tabt. En række øer i Den Finske Bugt faldt også til Sovjetunionen.

Det vigtigste var dog, at landet og dets befolkning blev reddet fra det kommunistiske åg, som havde ramt en lang række af Finlands naboer. Der skulle dog kun gå lidt over et år, før Finland igen skulle forsvare sig mod sin store nabo mod øst.