«Den internationale mindedag for ofre for slaveri, og den transatlantiske slavehandel»

HISTORIE: Den 25. marts fejres «den internationale mindedag for ofre for slaveri, og den transatlantiske slavehandel». Dagen er indført af FN for blandt andet at bekæmpe racisme.

FN’s internationale side står der følgende om denne dag:

I over 400 år er mere end 15 millioner mænd, kvinder og børn blevet offer for den tragiske transatlantiske slavehandel, et af de mørkeste kapitler i menneskets historie. Den årlige markering af den internationale mindedag for slaveriets ofre og den transatlantiske slavehandel giver mulighed for at ære og mindes dem, der led og døde i hænderne på det brutale slaverisystem og øge bevidstheden om farerne ved racisme og fordomme i dag.

Når FN taler om «farerne ved racisme og fordomme i dag», er der ingen grund til at tro, at de mener alle racer, men lægger skylden på den hvide race, der anses for at være den race, der styrede den transatlantiske slavehandel. Denne holdning blev meget klar, da det svenske parlamentsmedlem Hillevi Larsson (Socialdemokraterna) i 2014 foreslog at gøre denne dag til en national svensk mindedag. Ifølge Hillevi Larsson skal dagen blive brugt som et boldtræ mod nynazisme, racisme og svenskere:

Betydningen af ​​historiske mindedage bør ikke undervurderes. Formålet er at mindes og ære ofrene, men også at protestere mod lignende sager, der sker i vores egen tid. Krystalnatten er blevet en vigtig dag at mindes og ære ofrene for nazisternes grusomheder. Men dagen handler lige så meget om at manifestere sig mod nynazisme og racisme i dagens samfund. En national svensk dag til minde om slaveriets afskaffelse ville være af stor betydning. Den 9. oktober 1847 blev den sidste svenskejede slave på øen Saint-Barthélemy, en daværende svensk koloni, befriet.

Racister, nynazister, svenskere – alle er, ifølge Larsson, skyld i den transatlantiske slavehandel. Problemet er blot, at det ikke var helt sådan det gik til. Det er rigtigt, at slaver blev bragt til Amerika, og det er også rigtigt, at nogle af slaveejerne var af vore race (kun et par procent af hvide var imidlertid slaveejere), men de, der var ansvarlige for langt størstedelen af slavehandel var faktisk jøder.

I 1992 forårsagede Nation of Islam et ramaskrig, da de udgav bogen «The Secret Relationship Between Blacks and Jews». Nation of Islam var træt af den jødiske ledelse i den sorte borgerrettighedsbevægelse, noget som Frihetskamp tidligere har skrevet om. Trods det faktum, at borgerrettighedsbevægelsen skulle være sort, var det jødiske personer, der kontrollerede den for at føre en fælles front mod de hvide i USA. Argumentet for denne fælles front var, at jøder og sorte har en lignende historie, da begge folk har været slaver (jøder i Egypten og afrikanere i Amerika). De fortalte imidlertid ikke, at det var jøderne, der stod bag den transatlantiske slavehandel. Dette blev i stedet afklaret af Nation of Islam, blandt andet ved at henvise til jødiske kilder. For eksempel fremhævede de Seymour B. Liebman, som i sin bog «New World Jewry 1493–1825» konstaterede følgende:

De (jøderne) var de største købmænd i hele Caribien, hvor skibsfart hovedsagelig var en jødisk virksomhed. Skibene var ikke kun ejet af jøder, men var bemandet med jødiske besætninger og ledet af jødiske kaptajner.

En der også har undersøgt dette emne er David Duke, der har produceret en todelt dokumentar kaldet «The Shocking Jewish Role in Slavery» (se dokumentaren nedenfor). Da Duke begyndte sine undersøgelser, der fandt sted inden Nation of Islam udgav sin bog, viste det sig, at han fandt bog efter bog, der bekræftede, hvad Seymour B. Liebman skriver. Disse bøger var skrevet af jødiske historikere til et jødisk publikum. David Duke henviser blandt andet til Marc Lee Raphael, som i «Jews and Judaism in The United States: A Documentary History» fortæller ting, som hverken FN eller Hillevi Larsson vil vide om:

Jødiske købmænd spillede en vigtig rolle i slavehandlen. I virkeligheden dominerede jødiske købmænd ofte de amerikanske kolonier, hvad enten de var franske, britiske eller tyske.

Marc Lee Raphael navngiver også nogle af de jøder, der «dominerede den jødiske slavehandel på det amerikanske kontinent»: Isaac Da Costa i Charleston i 1750’erne, David Franks i Philadelphia i 1760’erne og Aron Lopez i Newport i slutningen af ​​1760’erne og begyndelsen af ​​1770’erne . David Duke viser, at den transatlantiske slavehandel var så kontrolleret af repræsentanter for dette folk, at slaveauktioner måtte lukkes under de jødiske helligdage. Duke viser også gennem Jacob Marcus’ bog «United States Jewry 1776–1985», at i 1820 var «næsten 40 procent af de jødiske familier i USA ejere af en eller flere slaver». Duke mener desuden, at historiske fakta viser, at «mindre end fem procent af ikke-jødiske hvide i de sydlige stater ejede slaver» og «mindre end to procent af de hvide i hele Amerika». Jøder ejede således forholdsmæssigt flere slaver end hvide.

Det kan understreges, at sandheden begyndte at dukke op, efter at Nation of Islam spredte bogen til en større kreds. Som på bestilling kom der umiddelbart efter «The Secret Relationship Between Blacks and Jews» flere nye «analyser» om den transatlantiske slavehandel fra et jødisk perspektiv. Den nye litteratur hævdede, at jødernes involvering i den transatlantiske slavehandel var overdrevet, men det blev i det mindste erkendt, at det var sket, hvilket var mere end hvad ikke-jøder vidste et par år tidligere.

På FN’s mindedag for afskaffelse af slaveri vil der rettes opmærksom på den transatlantiske slavehandel, men hvorfor nøjes med det og ikke fortælle om slavehandlen, som fandt sted for flere tusinde år siden? I det romerske imperium fulgte jødiske slavehandlere de romerske hære overalt for at købe fanger som slaver.

Et uskønt billede fra Israel. Foto: Emese Benko.

En menneskehandel, der i samme omfang er bragt til tavshed, er nutidens israelske sex-slavehandel, hvor hvide østeuropæiske kvinder sælges som prostituerede i Israel. Nordfront har tidligere skrevet om dette, og William Pierce beskrev det grundigt i en længere artikel. Imidlertid har FN, massemedier, politikere og andre valgt at lukke øjnene for dette, ligesom de undgår at fortælle om de virkelige udøvere af den transatlantiske slavehandel. I stedet får hvide mennesker skylden, hvis forfædre havde en minimal involvering i enhver slavehandel overhovedet. Allermindst nordboerne.

The shocking jewish role in slavery – part 1 – What jewish historians say:

The shocking jewish role in slavery – part 2 – The media coverup:


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Det er en viden der skal deles, de fleste har ingen viden om Jødernes andel af slave handlen


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.