Den nationalsocialistiske retsstat

IDEOLOGI: Sebastian Elofsson argumenterer i denne artikel for etableringen af en nationalsocialistisk retsstat.

Orden, frihed og retfærdighed. Dette er nøgleordene for det retsvæsen, vi ønsker at skabe, når først vi har taget magten.

Når vi i dag taler om retsstaten, er dette begreb synonymt med liberalt demokrati. Man mener, at liberalt demokrati er selve forudsætningen for overhovedet at være i stand til at opbygge en retsstat. Repræsentanterne for det liberale demokrati slår ofte sig selv på brystet og hævder, at vi minsandten lever i en retsstat, hvor mænd og kvinder kan føle sig trygge og nyde enorme friheder. Dette er intet andet end en stor løgn, for i praksis er det lige det modsatte.

Vi ser i dag, hvordan for eksempel voldtægtsmænd og pædofile går fri efter et par års fængsel eller i retspsykiatrisk pleje. Vi ser, hvordan disse forbrydere kan vende tilbage til deres umoralske livsstil efter at have afsonet deres »straffe«.

Vi ser, hvordan de virkelige ofre, alle de hvide nordiske kvinder, der er blevet voldtaget og krænkede, alle de børn, der er blevet besudlede på de mest modbydelige måder, og alle de nordiske mænd, der er blevet ydmyget og myrdet, latterliggøres af det liberale »demokrati« gennem dets mildhed overfor disse mordere, pædofile, krænkere og voldtægtsmænd.

Vi ser også, hvordan mennesker med kontroversielle holdninger, personer, der er imod denne syge udvikling i samfundet, vilkårligt bliver fængslet af et korrupt retssystem udelukkende på grund af kritikken fra disse rankryggede nordboere.

Ingen mand eller kvinde ved deres fulde fem, kan opstå, at vi lever i en retsstat.

 

Lige rettigheder og forpligtelser

Staten er garant for individets lykke og frihed. Det er staten, der gør det muligt for den enkelte borger at bestemme sin egen skæbne, være i stand til at vælge sin egen vej i livet med hensyn til familiedannelse, bopæl, erhverv, religiøs tro osv. Uden en stat, der garanterer disse rettigheder, kan hvem som helst gøre hvad som helst mod hvem som helst uden nogen konsekvenser.

Individet skal også vide, at hun, selv når ingen andre er på hendes side, er garanteret en retfærdig rettergang ved en domstol, uanset hvem hun er. Hun skal også vide, at den, der har begået hende uret, får sin retfærdig straf i henhold til loven, uanset hvad andre synes.

Men ligesom individet nyder rettigheder, er hun også forpligtet til at kæmpe for sin frihed. Hun har en pligt til at kæmpe for sit folks fremtid og underordne sig folkets fælles interesser, når dette kræves af hende. Dette er de forpligtelser, der følger med hendes rettigheder. For ret og forpligtelse er i sidste ende en og samme ting, det ene er ikke muligt uden det andet. Hvis du får noget, må du også give tilbage.

Ingen skal ej heller være i stand til at lyve, bedrage eller parasitere på folket uden at føle konsekvenserne af deres umoralske handlinger. Dette er af største vigtighed; Loven skal være baseret på moral!

Hvad der er ret, skal også gøres til lov, og den, der bryder loven, og dermed moralen, skal også straffes. De fleste mænd og kvinder af nordisk æt ved inderst inde, hvad der er rigtigt og forkert. Vi ved, at det er forkert at plage både dyr og mennesker til døde, vi ved, at det er forkert at forgribe sig på børn, vi ved, at det er forkert at stjæle og føre andre bag lyset osv. Det er netop denne almindelige folkelige følelse af rigtigt og forkert, som loven skal baseres på.

Dette er imidlertid ikke tilfældet i nutidens liberale demokrati. I dette samfund ses kriminelle som ofre, og loven er baseret på, hvad herskerne anser for at være rigtige i overensstemmelse med deres folkefjendtlige overbevisning. Ifølge disse forrædere, som gennem masseindvandring og multikultur myrder sit eget folk, har den kriminelle lige så meget ret som den retfærdige borger.

Dette er intet andet end en fordrejning af begrebet retssikkerhed.

Den, som er fundet skyldig af en uafhængig domstol, har også midlertidigt eller permanent opbrugt store dele af sine rettigheder, afhængigt af den forbrydelse, der er begået, og dermed forbliver pligten således at afsone sin dom, og hvor det er muligt, at gennemgå den nødvendige rehabilitering som kræves for, efter afsonet straf, at kunne vende tilbage til samfundet som et produktivt medmenneske i folkefællesskabet.

Domstolene i Norden er ikke uafhængige. I enhver byret sidder politiske lægdommere med magten til at dømme eller frikende en anklaget part. Disse politiske kommissærer udvælges direkte af partierne og mangler tilstrækkelig juridisk uddannelse. I hver byret er der to domsmænd og én juridisk dommer, alles stemmer vejer lige meget. Landsretten har normalt tre juridiske dommere og tre domsmænd. Dette betyder, at de politiske partier har direkte kontrol over domstolens første instans og en stærk indflydelse i landsretten.

Uddannede jurister bør sidde i domstolene, ikke uuddannede politikere, der konstant skal blande sit eget politiske partis agenda ind i deres praksis. At dette system skulle betragtes som noget sundt og i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, er lige så idiotisk som en rengøringskone, der får et job som overlæge på et hospital. Domsmandssystemet må derfor afskaffes!

 

En ny ordensmagt

Mens en retsstat må have et stærkt og uafhængigt retsvæsen, må den også have en stærk og effektiv ordensmagt. Den nuværende politistyrke er imidlertid både korrupt og handlingslammet.

Det siger sig selv, at en svag ordensmagt, der mangler både ressourcer og vilje til at bekæmpe den importerede organiserede kriminalitet, resolut aldrig kan opretholde orden og sikkerhed i et samfund.

Udadtil giver man et billede af, at man har situationen under kontrol, men virkeligheden er noget helt andet. De racefremmede bander kontrollerer hele bydele, som de styrer med en jernhånd, og politiet i disse områder er fuldstændig magtesløse. Dødelige skyderier, bomber, voldtægter, narkotikahandel, tortur og ydmygelse er noget, vi læser om hver dag.

Situationen i dag er så alvorlig, at hvis man skal knuse den organiserede kriminalitet en gang for alle, skal man anvende det, som mange vil se som ekstreme metoder.

Man havde mere eller mindre behøvet at erklære undtagelsestilstand over hele landet og indsætte militæret, pansrede køretøjer og stærkt bevæbnede soldater, i forstæderne for at arrestere og tilbageholde alle disse bandemedlemmer og de mennesker, der bevæger sig i denne sfære, i afventning af retsforfølgelse og udvisning … Så stærke og udbredte er de kriminelle bander i det multikulturelle Norden.

De politikere, der styrer dette land, har skabt denne situation gennem deres folkefjendtlige politik, gennem den massive fremmedinvasion, som de selv har åbnet portene for. De er selv ansvarlige for al den lidelse vort folk udsættes for.

På den anden side har ordensmagten, hvis opgave det er at opretholde lov og orden, heller ikke nogen hensigt om virkelig at knuse denne bølge af terror mod det nordiske folk. De øverste chefer er korrupte og er mere interesserede i deres karriere end at bekæmpe kriminalitet.

Det er selvfølgelig indlysende, at ordensmagten til dels er bundet af de nuværende love, der er vedtaget af forræderne i de politiske forsamlinger, og når nogen  arresteres og stilles for retten, så gives enten en minimal straf, der ikke står i proportion til forbrydelsen, eller i andre tilfælde en straf, som på ingen måde giver den rehabilitering, der kræves for at personen ikke skal komme tilbage i kriminalitet.

Udvisning, i tilfælde med racefremmede bander, er normalt ikke en mulighed på grund af det korrupte dommandssystem. Men selvom den nuværende ordensmagt fik beføjelse til at gøre, hvad der kræves, og domstolene faktisk var uafhængige og loven sund, ville den ikke være i stand til at gøre det.

En ordensmagt, der lægger større vægt på såkaldt »dialog«, og som med mildhed møder de kriminelle fremmede bander i stedet for at vise handlekraft, kan ikke garantere nogen sikkerhed, uanset hvor mange ressourcer og beføjelser den har. Det dårlige lederskab kombineret med en kulturmarxistisk doktrin har skabt en forrådnelse i politiet. De fysiske og mentale krav er blevet sænket til fordel for politisk korrekthed, hvilket har ført til en politistyrke fyldt med racefremmede, svage feminiserede mænd og mentalt ustabile kvinder, LGBTQ-galninge og fortalere af multikultur.

Der findes sikkert stadig både stærke og ærlige politibetjente, både mænd og kvinder, men disse er i det klare mindretal. Ikke sjældent bruger den nuværende ordensmagt en enorm mængde ressourcer på at bekæmpe politisk opposition.

Som aktivist i Den Nordiske Modstandsbevægelse har jeg gennem årene oplevet både brutalitet og chikane fra politiet mod mig selv og mine kammerater. Her findes der tilsyneladende altid ressourcer, men gamle Anna, der bliver frarøvet og voldtaget i sit eget hjem af racefremmede, må klare sig selv.

Hele ordensmagten må derfor afvikles for at give plads til en ny handlekraftig ordensmagt bestående af fysisk og mentalt stærke mænd og kvinder med viljen til at beskytte folket mod alle tænkelige interne trusler. Dette må være den nye ordensmagts primære opgave. Den må også have beføjelse til at gøre, hvad der er nødvendigt for effektivt at forhindre og stoppe kriminalitet.

 

Orden, frihed og retfærdighed

I det nye samfund vi må opbygge, er der ikke plads til egocentrisme. Folket, dvs. racekollektivet, står altid højere end individet.

På trods af dette må enhver nordisk borger garanteres grundlæggende rettigheder ud over sine forpligtelser. Han skal, som jeg nævnte tidligere, have ret til at gå sin egen vej i livet, så længe dette ikke betyder, at han vender sig bort fra sit eget folk.

Vi vil rejse en ny retsstat, hvor lige rettigheder og forpligtelser gælder for alle nordiske borgere, en stat, hvor deres frihed og sikkerhed vil blive sikret gennem deres egen offervilje. For et samfund, der består af rodløse individer med uendelige »rettigheder«, men uden forpligtelse til at forsvare deres rettigheder, vil aldrig være i stand til at være fri og sikker fra hensynsløse profitørere og forgribere.

Enhver, der i fremtiden vælger at forråde sit eget folk, den, der vælger at myrde, stjæle og på anden måde voldtage og udnytte sine folkekammerater, skal vide, at han eller hun bliver pågrebet og betaler prisen for hans eller hendes umoralske handlinger .

Med alt dette sagt er det vigtigt at forstå, at det netop er den nuværende stat, der har muliggjort de racefremmede banders skrækvælde, at det er den nuværende stat, der har været ophav til den udbredte kriminalitet i samfundet, uanset hvilken slags kriminalitet der er tale om. Uden masseindvandring ville problemerne med dødelige skud, narkotikahandel, voldtægt og bomber mere eller mindre være et minde blot.

I de alvorlige straffesager er lange domme mere end passende, og i tilfælde af utilgivelige forbrydelser endda dødsstraf, men denne tænkning kan ikke anvendes i alle situationer, når man taler om kriminalitet.

Mennesker, der f.eks. tager stoffer, stjæler og begår hærværk og andre former for »mildere« kriminalitet er normalt mennesker, der simpelthen er havnet på det forkerte spor i livet.

I hele samfundet eksisterer der en ånd af ekstrem individualisme, som har fået folket til ikke at føle nogen forbindelse til hinanden, de tænker kun på sig selv og højst deres nærmeste omgangskreds. Denne stat står bag og går aktivt ind for disse ideer om individets absolutte »frihed« til at gøre præcis, hvad man vil uden hensyn til sine medmennesker. Man gør dette netop fordi man vil opdele folket. Dette skaber egocentriske mennesker, der ikke har noget imod at udnytte eller skade andre mennesker, hvis det på nogen måde gavner sig selv.

I stedet for at placere disse mennesker i trange fængselsceller uden kontakt med omverdenen, hvor de kun opbevares midlertidigt, skal de gives en ærlig anden chance:

Punkt 9 i Modstandsbevægelsens politiske program, Vores Vej

Den som afsoner en fængselsstraf skal arbejde hårdt under afsoningen, men skal også vide, at når han eller hun løslades, så vil der være en vej at gå, et job at tage og et hjem vil stå til disposition, og at eventuel gæld er afbetalt under afsoningen og at betalingsforsømmelser er slettet. De som har afsonet deres straf, har også fået terapeutisk hjælp, fået muligheden for at tage en uddannelse, samt at lære færdigheder som kan bruges i fremtiden, og ikke mindst, er blevet skolet i folkefælleskabstanken. Dette vil naturligvis reducere risikoen for tilbagefald og således gavne samfundet.

Vi anerkender at der skal lægges vægt på kriminologisk forskning for at kunne forebygge forbrydelser, og at det psykiatriske sundhedsvæsen skal have de ressourcer som kræves. Vi vil have flere åbne institutioner med arbejdspligt, gerne i landbrug og naturpleje, hvor fangerne reelt kan gøre nytte for både sig selv og for samfundet.

Vi vil fortsætte med at kæmpe for folket og landet med ambitionen om at skabe en reel retsstat med en stærk ordensmagt, hvor sand retssikkerhed hersker, og hvor vort folk ikke længere plages af kriminelle racefremmede bander og udenlandske profitørere.

Denne nye stat vil heller ikke efterligne den nuværende i andre henseender. Vi ønsker ikke at se et samfund, der er gennemsyret af grådighed, hvor enhver mand og kvinde må klare sig selv, hvor hver nordbo stilles mod hinanden.

Det er vores vilje til at rejse en helt ny stat, hvor hver nordisk borger er en del af et større folkefællesskab, hvor den stærke hjælper med at løfte de svage til sit eget niveau, et samfund hvor hele det nordiske folks velbefindende er i fokus. Vi ønsker at nedbryde denne kriminelle og dekadente stat og i stedet opbygge en nordisk folkestat. Dette er vores ambition.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Torben Have says:

    Udmærket indlæg.

    Men glem ikke, at ingen betydningsfuld og effektiv samfundsomvæltning kan gennemføres uden, at racebevidstheden i hele vort nordiske folk bliver vakt til live.

  • Mikkel Pedersen says:

    Helt enig. De fleste mennesker kan jo godt se forskel på nordbo og en asiat. Eller en araber og en afrikaner. Det bliver straks lidt vanskeligere når man opfordrer folk til også at tænke på de indre forskelle mellem racer, og de negative konsekvenser ved eksempelvis raceblanding. Der kæmper den racebevidste debattør mod et helt system af vildledende tankegods herskende i sindene hos hans folkekammerater som gennem hele opvæksten har været udsat for den kulturmarxistiske propaganda.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.