Modstandsbevægelsens syn på »active clubs« og moderne »männerbund«

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Simon Lindberg udtaler sig her om den nygamle organisationsmetode i den nationale bevægelse.

Selv om vi har talt om dette emne adskillige gange i podcasten Ledarperspektiv, og Fredrik Vejdeland også berørte det, da han skrev om den amerikanske organisation RAM, føler jeg stadig, efter diskussioner med andre nationalister, at vores syn på de såkaldte »active clubs« eller de moderne selvudråbte »männerbund« skal afklares, særligt set i et nordisk perspektiv.

Begrebet er baseret på, at nationalsindede grupper af venner mødes lokalt og udfører forskellige former for aktiviteter, måske træner de sammen, tager ud i naturen, sætter klistermærker op sammen eller endda går ud og får en øl i hinandens selskab. Det er i virkeligheden nok det, som nationalsindede vennegrupper altid har gjort, men den store forskel er nu, at hver af disse vennegrupper også skal være små organisationer med deres egne navne, symboler og ledere (eksplicitte eller ej) – små lokale foreninger som man melder sig ind i, i stedet for at vennegruppen er en del af en større national organisation.

Er det så godt eller dårligt?

Svaret på dette spørgsmål afhænger først og fremmest af, hvad formålet og målet med aktiviteten er.

Hvis formålet er, at du ønsker at finde ligesindede venner at træne og hænge ud med, uden at der stilles krav til dig, hvis målet ikke er højere end at du selv skal få noget ud af det, og hvis dit engagement i klubben sker på bekostning af dit eventuelle engagement i Modstandsbevægelsen – en organisation, hvis formål og mål er at redde vores folk – så er denne type klub meget dårlig set ud fra kampens synspunkt. 

Hvis det endda er sådan, at du går ind for at folk skal »aktivere« sig på denne måde i stedet for i større skala i lande, hvor der findes seriøse alternativer, som stadig kan fungere åbent uden større problemer, som her i Norden – så er du i bedste fald utrolig naiv eller i værste fald ligefrem en fjende af vores race!

Hvis formålet med at drive en sådan klub i stedet er at forsøge at organisere de mennesker, der har en masse fordomme om Modstandsbevægelsen eller af andre grunde, som jeg tidligere har omtalt, ikke ønsker at slutte sig til os, og at målet er, at de i sidste ende også vil organisere sig i den større kamp, så er initiativet langt mere prisværdigt.

Hvis man driver klubben som en åben aktivitet for alle nationaliteter og uden berøringsangst, og hvis man gør det virkelig professionelt og godt, kan det helt sikkert være positivt for kampen. Det jeg mener er, at hvis I virkelig specialiserer jer og dermed formår at organisere bedre kampsportstræning eller vildmarksaktiviteter end Modstandsbevægelsen gør, og hvor Modstandsbevægelsens medlemmer også er hjerteligt velkomne, så er det helt klart noget, der også kan gavne kampen i sin helhed.

Hvor den enkelte såkaldte »männerbund« eller »active club« vælger at placere sig, er op til dem selv, og jeg er altid åben for nye kontakter, bekendtskaber og måske endda alliancer. Jeg respekterer alle nationalister (mere eller mindre), der gør mere godt for kampen end skidt. Men hvis vi ser på det hele ud fra et historisk nordisk perspektiv, må det tilføjes at dommen bliver hård.

Selv om mange (måske særligt unge mennesker) synes at tro, at dette begreb og disse ideer er nye indenfor den nationalistiske bevægelse, er dette ikke sandheden. Tværtimod har vi set lignende organisationer komme og gå mange gange. I nogle tilfælde er de, der var aktive i disse »frie« organisationer, helt sikkert gået videre og har senere sluttet sig til os, hvilket vi naturligvis ikke er sikre på, at de ville have gjort, hvis ikke den »frie« organisation havde fanget dem først. I rigtig mange andre tilfælde er de personer, der var med, imidlertid desværre helt forsvundet fra »kampen« og er i stedet blevet til forbrugszombier. I dette tilfælde har hele aktiviteten kun været negativ, fordi nogle af disse personer ellers måske ville have organiseret sig seriøst, rekrutteret nye mennesker med deres engagement og muligvis stadigvæk været i kampen i dag.

Vi kan også se, trods mange prædikener om behovet for mellemliggende alternativer og skridt på vejen, at Den Nordiske Modstandsbevægelse var størst og stærkest, da der ikke var andre svenske nationalistisk indstillede alternativer mellem os og Sverigedemokraterne. Det er derfor højst sandsynligt forkert at hævde, at vi ville have gavn af en mellemting.

Så hvorfor skulle Modstandsbevægelsen være bedre end disse »männerbund«

Selvfølgelig kan man ikke gøre mere end det, man har sat sig for at gøre. En organisation, der har til formål at være en gruppe af venner, vil ikke ved et uheld redde vores folk. Selv hvis målet faktisk er at besejre systemet og skabe en nationalsocialistisk stat, kan en eller to håndfulde mænd i en gruppe af venner aldrig lykkes.

Er det bedre at være i små grupper, fordi man så skal underkastes mindre undertrykkelse fra systemet? Igen, hvis målet er at være en gruppe af venner, er det måske ikke altid sjovt at blive udstødt eller retsforfulgt, men hvis man rent faktisk ønsker at besejre dette system, er undertrykkelse i stedet et bevis på succes. Som jeg skrev i en anden artikel for ikke så længe siden; hvis du ikke bliver udsat for undertrykkelse, er det ikke fordi du er taktisk eller smart, nej, det er fordi systemet ikke ser, at du udgør nogen trussel eller har potentiale til at gøre det i den nærmeste fremtid. Det er ikke mere kompliceret end som så.

Rob Rundo, der driver »active clubs« i USA, blev for nylig arresteret, fordi hans aktiviteter der er en reel trussel mod systemet, han får hvide unge mennesker til at organisere sig på denne måde i mangel af, eller som supplement til og i positivt samarbejde med andre alternativer. Hans kopier i Sverige og resten af Norden bliver imidlertid ikke undertrykt, fordi det kun er positivt for systemet her, hvis de nationalsindede borgere er opdelt i mange små organisationer i stedet for at forenes i Modstandsbevægelsen.

For at sejre må vi imidlertid gøre som vores forfædre gjorde, da de besejrede fjender og opbyggede samfund og hele lande – vi må organisere os seriøst!

Vi må gøre det, som vores fjender har gjort for at besejre vores folk og ødelægge vores samfund og lande – vi må organisere os seriøst (og samtidig tilskynde fjenden til at blive mere individualistisk i stedet)!

Jo flere kvalitative mennesker vi organiserer til et fælles og storstilet mål, jo større er sandsynligheden for, at vi når det. Med hierarki og klar ledelse kommer vi fremad på den mest effektive måde, og hvis dette ikke var tilfældet, ville hverken militære styrker eller succesfulde virksomheder operere på denne måde.

Måske vil nogen, der er aktive i disse små grupper, være enige i dette, men sige, at tiden ikke er inde nu, og at når den er inde, bør disse mindre grupper fusionere til én eller noget lignende? Der er også klare problemer med denne fremgangsmåde i forhold til Modstandsbevægelsen.

For det første er der naturligvis praktiske og teoretiske spørgsmål. Hvem skal lede den nye store gruppe? Hvilken ideologi skal man gå ind for? Hvilken strategi skal man følge? Alt sammen spørgsmål, som med garanti vil føre til konflikter og kan undgås ved at være klar fra starten.

Og så kan et fællesskab og en stærk loyalitet inden for en gruppe naturligvis ikke skabes i en fart. Nej, i stedet skal det afprøves og bevises igen og igen – et fællesskab og en loyalitet kan ikke afprøves i en organisation, der endnu ikke eksisterer.

Konklusion

Der er ikke noget enkelt ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt disse nationalistiske klubber er gode eller ej. I nogle tilfælde er det klart for enhver, der læser denne artikel og derefter undersøger den pågældende klub ud fra denne standard, at de ikke er det, og i andre tilfælde vil kun tiden vise det. I langt de fleste tilfælde tror jeg dog på de mennesker, der organiserer sig i disse klubber, og jeg vil have, at de alle skal vide, at hvis den dag kommer, hvor de rent faktisk ønsker at engagere sig i stor skala for vores folk, så er vi her.

Den Nordiske Modstandsbevægelse har altid formået at overleve og drive vores aktiviteter fremad, når andre er kommet og gået. Det agter vi at fortsætte med at gøre, uanset hvor mange »active clubs«, »männerbund« eller »frie« organisationer der bliver åbnet eller lukket.