Den revolutionære kamp skal forblive radikal!

IDEOLOGI: Her følger en ideologisk artikel fra Samuel Almroth, der skriver om vigtigheden af ​​radikal og revolutionær kamp.

Når man taler om radikalisme (vores radikalisme), bør man også notere sig, hvordan vores hovedmodstandere, folkets fjender, handler på den mest radikale måde.

Siden 1945 har de internationale zionister efterhånden haft held med at manipulere og korrumpere vestlige regeringer og banksystemer i en sådan grad, at de i dag har næsten fuld magt. I årtier er indoktrineringen af ​​kulturmarxismens globalistiske ideologi, takket være deres totale kontrol over massemedierne, sammenholdt med deres omfattende indflydelse på populærkulturen, blevet så dybt forankret i størstedelen af ​​Europas befolkning, at det i dag anses for tabu at udtrykke noget positivt om vores etniske oprindelse og kulturarv. Gennem denne nøje planlagte proces med selvhad er vi hvide mennesker ikke kun degenereret i åndelig forstand, men også med hensyn til karakter og intellekt.

Vores »folkevalgte« repræsentanter (lydige globalistiske nikkedukker) på deres minister- og ledelsesposter i alle regeringssektorer fører en meget radikal politik med masseindvandring, nyliberalisme og kulturmarxisme. Det er derfor umuligt at forsvare sig mod denne stærke, målrettede og aggressive kraft, medmindre man selv er villig til at agere lige så målrettet og radikalt.

Hvad angår de konservative, har de aldrig sat sig nogen offensive mål. Derfor vil de aldrig bruge offensive metoder eller anbefale offensive tiltag. Hvis de ikke selv er fuldt ud klar over det, kan de ikke undslippe spørgsmålet. Det er nok netop derfor, at det kun er muligt for dem at hævde, at samfundet var meget bedre for 15-20 år siden. For at kunne føre en vellykket kamp mod et system, der uundgåeligt vil vende sig mere og mere imod os, efterhånden som tiden går, er det nødvendigt med radikale kampmetoder. For at nå revolutionære mål kræver det radikale metoder!

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 opstod der flere sammenslutninger i det vestlige samfund for at forsøge at modvirke globalisternes fremadskridende indflydelse. Men disse tidligere sammenslutninger, som udgjorde modstanden på det tidspunkt, var blevet ledet ud fra et reaktionært synspunkt og ikke et revolutionært synspunkt, i modsætning til vores urokkelige og fastholdende kamporganisation. Gennem vores revolutionære indstilling, vores oprejsthed, uanset hvor meget undertrykkelse systemet er tilbøjeligt til at hælde over os, er det en kendsgerning, at vi alene udgør den reelle offensive modstand mod det kosmopolitisk-orkestrerede system, som for øjeblikket hersker over hele Norden og resten af Europa med jernhånd.

Efter 80 års modstand mod disse onde, magtsyge kræfter, der ønsker at ødelægge vores folk, kan man sige, at de i princippet er blevet domineret af reaktionære og konservative elementer. Netop fordi fjenden ikke betragter denne form for bagudrettet adfærd som en eksistentiel trussel, men blot som en modkraft, der i bedste fald blot forsinker den ødelæggende udvikling, som fjenden har skabt og fremskynder.

Globalisterne har hele tiden avanceret deres positioner ved at være radikale, offensive og politisk aggressive. Den nationale bevægelse i sin helhed har haft en tendens til at liberalisere og pacificere sig med tiden. Hvad angår den nationale bevægelse, hvor nationalsocialisterne har udgjort modstanden, har de i modsætning til NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) manglet visioner. Tidligere mindre nordiske nationalsocialistiske organisationer (før grundlæggelsen af Den Nordiske Modstandsbevægelse) led under mangel på den revolutionære sammenslutning, der var nødvendig for at besejre det folkefjendske system. I de fleste tilfælde har de i det væsentlige kun set tilbage på Det Tredje Rige som en slags svar på alle verdens løsninger. Nogle grupper af moderne nationalsocialister gør desværre stadig dette i dag, selv om man aldrig kan opbygge en vellykket revolutionær bevægelse ved at gå hundrede år tilbage og kopiere den oprindelige organisations metoder. Derfor er tankegangen fortsat konservativ og reaktionær.

Nej! Den eksistentielle kamp kræver, at man marcherer med blikket fast rettet mod det fjerne. Hvis vi stræber efter at bevæge os fremad, vil vi vokse. Naturen tilbyder ingen mellemvej, enten lider vi nederlag og dør ud med tiden, eller også vokser vi os stærke og genvinder vores territorier. Den sidste mulighed er vores races og kulturs undergang.

Indtil videre er de konservative holdninger i flertal, både i den større reaktionære nationale bevægelse, men også i vores egne rækker. De konservative ønsker imidlertid ikke at formulere fremtiden eller søge forandringer, de ønsker at forhindre fremtiden. Det skyldes, at de aldrig har svar på de spørgsmål, der vil blive stillet i morgen, men kun på dem, der blev stillet i går. Det er klart, at hvis man holder fast ved en så enfoldig filosofi, vil kampen for eksistens aldrig overleve.

Hvis vi skal være den nordiske races avantgarde, kan vi ikke blot forhindre fremskridt, men vi skal være den kraft, der tager initiativ til at skabe forandring. Kun på denne måde kan vi sikre vores overlevelse!

Det kan således bekræftes, at reaktionære og konservative »nationalister« aldrig kan opnå store positive reformer, fordi de ikke har ambitioner om oprigtig forandring, men i stedet kun handler for at bevare det eksisterende, bortset fra nogle få yderst marginale forskelle i deres beregninger. Samtidig er disse blokke konstant under angreb fra de radikale og revolutionære kræfter. Set ud fra et strategisk synspunkt kan de kun tabe, da det er en naturlov!

De eneste, der har en chance for at vinde den skæbnesvangre kamp for vores races fortsatte eksistens, er en ægte revolutionær nationalsocialistisk bevægelse som Den Nordiske Modstandsbevægelse. Kun vi og kommende generationers ligesindede er dem, der udgør den sande opposition, dem, der besidder den urokkelige mentalitet og åndelige vilje, der er nødvendig for at udfordre systemet alvorligt og i sidste ende sejre.

/ Samuel Almroth