Der Wehrwolf

KOMMENTAR: Martin Saxlind anmelder Hermann Löns’ bog »Der Wehrwolf« fra 1910.

Billede fra en illustreret tysk udgave af bogen.

Den tyske nationalistiske forfatter Hermann Löns blev født i 1866 i Vestpreussen. I en alder af 48 meldte han sig frivilligt til Første Verdenskrig. Löns blev dræbt i kamp efter kun tre uger, da hans enhed deltog i et angreb på de franske styrker ved Reims. Ud af 120 mænd i Löns’ enhed overlevede kun to dusin. Som en sidebemærkning tilhørte Löns det samme regiment, som Ernst Jünger begyndte sin militære karriere i (73. lægeregiment). Jünger sluttede sig til regimentet i august 1914 og Löns den følgende måned.

Den ene forfatter døde, og den anden blev født under krigen. I dag er Jünger verdensberømt og anerkendt som en stor forfatter, selvom han også er kontroversiel i den liberale verden, der opstod efter Anden Verdenskrig (som han også deltog i). Löns, derimod, er ikke særlig kendt i dag, især ikke uden for Tyskland, men i 1914 var han den mest kendte af de to.

»Auf der Lüneburger Heide« – en sang baseret på et digt af Hermann Löns.

Hermann Löns.

Löns var journalist, forfatter og digter. Han var også jæger, naturhistoriker og engageret i naturbevarelse. Politisk og kulturelt tilhørte han »völkisch«-bevægelsen, en nationalromantisk tysk bevægelse, som mange mener banede vejen for nationalsocialismen gennem en passion for oprindelig tyskhed og en sund livsstil i harmoni med naturen og folkelige traditioner. Mere specifikt bestod Löns bidrag til folkekulturbevægelsen primært af såkaldt Heimatkunst (hjemmekunst), hvor han skildrede Lüneburg-regionen i Niedersachsen gennem poesi og fiktion. Det begyndte han på efter at være flyttet til Hannover, en by i området, i 1892.

Blandt Löns’ bøger blev især romanen »Der Wehrwolf« kendt og værdsat i Tyskland, da den blev udgivet i 1910. Efter Löns’ patriotiske død i Første Verdenskrig fortsatte bogen med at sælge godt, og forfatterens status fortsatte med at vokse. Mange gader, pladser og skoler er stadig opkaldt efter Hermann Löns i dag.

I slutningen af Anden Verdenskrig blev »Der Wehrwolf« trykt og solgt af den tyske stat i et ekstraordinært stort antal. Det skyldes, at bogen opfordrer til modstand mod udlændinge og besættere. Der skulle også have været en sammenhæng mellem bogens titel og det faktum, at Det Tredje Rige kaldte sine planer for guerillakrig mod de allierede besættere for »Operation Varulv«. Jeg kender i hvert fald ikke til andre tidligere sammenhænge, hvor varulve var voldelige, men gode patrioter, der forsvarede deres hjemland.

På trods af det tyske nederlag i Anden Verdenskrig fortsatte Löns’ bøger med at sælge godt, selv efter krigen. I 1966 blev det anslået, at hans bøger havde solgt over 7,5 millioner eksemplarer alene i Tyskland. Det var dog først i 2006, at »Der Wehrwolf« blev oversat til engelsk, og det er den engelske version af bogen, som jeg nu har læst.

De menneskelige varulve

The Warwolves are we,
Three-hundred and thirty-three,
Interlopers, beware our might,
We don’t bark first, we just bite!

Bogen »Der Wehrwolf«, eller »The Warwolf«, som den hedder i engelsk oversættelse, handler ikke om de mytologiske varulvemonstre. I stedet handler bogen om mennesker og indeholder ikke direkte nogen overnaturlige elementer. Mere specifikt handler bogen om bønder og landsbysamfund på Lüneburger Heide i Nordtyskland. Handlingen udspiller sig under 30-årskrigen (1618-1648), og bønderne er protestanter, men relativt upartiske over for den religionskrig, der plagede det tyske folk.

Bogens hovedperson er Harm Wulf, som i begyndelsen af historien er en munter landmand. Men krigens start efterfølges af mange års generel elendighed og personlige tragedier, som forandrer Wulf. Krigen sætter soldater, banditter og andre vagabonder i bevægelse, som stjæler mad og terroriserer den forsvarsløse bondebefolkning på mange andre måder. Uden hjælp fra den meget svage regering lærer bønderne at »hjælp dig selv, så hjælper Gud dig«.

Uden at afsløre for meget af handlingen, bliver Wulf og de andre bønder tvunget til at tilpasse sig den nye tid. De begynder at leve et stadig mere kollektivistisk liv efter devisen »en for alle, alle for en« og slår sig ned i vildmarken for at gøre sig sværere at finde og for lettere at kunne dræbe ubudne gæster, der truer deres familier.

Bogens tyske titel hentyder således til, hvordan bønderne i stigende grad tvinges til at blive brutale monstre, der bader i deres fjenders blod. Stavemåden »Wehr« giver også titlen den dobbelte betydning af »Varulven«, hvor »ulv« refererer til hovedpersonen Wulf, der også har en ulvekrog som familiesymbol. Ulvekrogen bliver også symbolet på Harm Wulfs illegale hjemmeværnsstyrke.

To those of greed and ill intent! By this sign, let our message be sent

Det samfund, som bønderne byggede op for at overleve krigsårene, var også meget tydeligt præget af en følelse af fællesskab:

There was no class separation in Peerhobstel, no farmer and farmhand, no wife and serving girl; it was a joined community of industrious folk in which everyone worked the land, for himself and for all. In all the towns around the moors the expression arose: »United, like the Peerhobstlers!«

Bogens stil

Bogen er en letlæst historisk roman, hvor den store krig mere fungerer som en baggrund, og bønderne er i centrum af historien og giver farve og liv til den større historie. Da bønderne for det meste er aktive i deres eget lille område, er det kun de store træk i krigen, der skildres gennem rygter, der når bønderne, og deres egne oplysninger om, hvilke hære der bevæger sig i deres del af landet. Oversætteren Robert Kvinnesland tilføjer også nogle oplysninger via sine fodnoter. Både Gustav II Adolf og Axel Oxenstierna optræder i bogen, som dermed har en historisk, almendannende funktion, selv om den hovedsageligt er fiktiv underholdning.

»Der Wehrwolf« minder lidt om de nordiske sagaer, fordi den ikke er særlig psykologiserende og ikke fortæller alt, hvad der sker, i detaljer. I stedet udspiller historien sig, når der sker vigtige ting, f.eks. når nogen fødes eller dør, og nogle gange opsummeres flere års begivenheder i nogle få sætninger.

Selvom fokus er på, hvad der sker, og hvad de forskellige personer gør, snarere end deres følelser og tanker, er det let at genkende og sympatisere med mange af personerne. Det gælder især hovedpersonen, som er både stoisk og rationel. Bønderne er generelt hårde mænd, men stadig gode mennesker. Nogle kæmper for ikke at blive lige så uhyrlige som de fjender, de dræber, men de fleste af bønderne dræber ubudne gæster modvilligt og af nødvendighed. »Hårde tider skaber stærke mænd«, som man siger.

Der er også en del humor i bogen. For eksempel joker en mand til sin kone med, at krigen har skabt stor mangel på mænd, og at mænd derfor burde have lov til at tage flere koner. Konen reagerer ved straks at fyre den eneste enlige kvinde i husstanden.

Bønderne har også mange sjove og alvorlige ordsprog, som de bruger. Jeg har noteret nogle eksempler:

”The hard to reach fruit always tastes best!”

”The wise eat and sleep today for tommorow in advance.”

”A woman needs to be able to protect herself even more than a man, for she has more to lose than just her life.”

”Every man for himself and his own. Better a stranger’s blood on one’s knife, than a stranger’s knife in one’s blood!”

Racisme

Gypsy and other strange folk who show up in the area are greeted immediately by the lash… because that lot act as spies for the marauders…

– Citat fra en af personerne i bogen

Efter moderne standarder kan bogen siges at indeholde en del racisme og fremmedhad, men det virker ikke som politisk propaganda, men som en troværdig skildring af, hvordan personerne i bogen egentlig burde se på verden.

Sigøjnerne er de mest kritiserede og bliver gentagne gange portrætteret som spejdere for banditter og soldater, der leder efter bønder at plyndre. Nøgne sigøjnerbørn, der tigger, beskrives som »værre end lus«, og det siges også, at bønderne kan se forskel på sigøjnernes og tyskernes fodspor, fordi sigøjnernes tæer har en anden vinkel.

Jødiske handelsmænd bliver nævnt et par gange i bogen, men de bliver ikke fremstillet som lige så problematiske som sigøjnerne. Svenskerne, derimod, bragte tilsyneladende ulykke mod slutningen af krigen:

The Swede came; fear preceded him, misery followed him, and pestilance walked alongside.

Det er modigt og forfriskende, at Kvinnesland, som oversatte bogen i begyndelsen af 2000-tallet, ikke moraliserer over bogens til tider racistiske temaer. Tværtimod får man næsten indtryk af, at oversætteren selv er lidt nationalt indstillet, da han i en fodnote i begyndelsen af bogen forklarer, at »bonde« (bauer) på tysk kan have en mere heroisk klang end på engelsk, og at bønder skal ses som »nations byggere«. Oversætteren forklarer også mange detaljer om tyske traditioner og folketro, som en nutidig læser let kunne gå glip af, detaljer, der tyder på en meget ægte og dyb interesse for tysk kultur og historie fra oversætterens side.

Med hensyn til religion skildrer Löns de tyske bønder som nogle, der har en »hedensk hukommelse« og holder fast i nogle traditioner og overbevisninger, som de vidste var førkristne. Bønderne i Löns’ fortælling lægger også stor vægt på deres familiehistorie, og især hovedpersonens aner beskrives meget detaljeret, både langt tilbage i tiden og op til moderne tid.

Afsluttende ord

Alt i alt vil jeg sige, at »Der Wehrwolf« er en spændende historie og en historisk interessant bog. Mange af personerne, historien og den måde, tingene beskrives på i bogen, er også præget af en anstændighed, som mangler i næsten al moderne populærkultur. At læse denne slags litteratur er derfor sundere end at se tv eller læse den slags fiktion, der udgives i dag.