Feminismen – kvindens største fjende

IDEOLOGI: Et kvindeligt medem af Modstandsbevægelsen skriver i dag på den internationale kvindedag om feminismens skadelige indvirkning og vigtigheden af enhed mellem mænd og kvinder for racens og familiens bedste.

For mange år siden troede jeg, at jeg var feminist, og at feminisme var den rette vej til lykke. Det kan vel lyde som sød musik i ørerne med ligestilling og ligeløn? De fleste mennesker i dagens samfund tager det for givet og tænker aldrig over, hvad deres handlinger faktisk resulterer i. Konsekvenserne er mange.

For hvad betyder det egentlig i praksis? Kan vi have det godt med feminisme som grundlag i vores relationer, på arbejdspladsen eller i livet generelt?

Jeg kunne ikke. Som mange kvinder, brændte jeg ud, og jeg har nu forstået, at det netop var feminismen, der drev mig derhen. For hvad sker der, når vi skal investere i vores karriere, klare det tunge arbejde i hverdagen og samtidig forsøge at få tid til at bekræfte den naturlige drift, der så stærkt gennem instinktet bor i os? Hvad sker der, når vi forventes at være både mænd og kvinder? Kvinder kan! Men kan vi det? Kan vi forventes at klare disse umenneskeligt høje krav, som feminismen stiller til os? Svaret er nej. Det kan vi ikke.

I stadig nyere tid ser vi kvinder presse sig selv til udmattelse for at følge samfundets strategisk konstruerede normer.

Man hører nogle gange fra kritikere, at feminisme er drevet af mandehad, men jeg vil sige, at det også er lig med kvindehad og det af den mest lumske slags. Dybest set kvinder mod kvindelighed. Kvinder mod naturen. Et had så stærkt, at man ønsker at ødelægge de fantastiske medfødte egenskaber, som vi har fået af naturen.

Denne giftige ideologi skaber kløfter, ikke kun mellem mænd og kvinder, men også mellem kvinder. Hvor alt det, der kendetegner en kvinde, pludselig bliver forkasteligt og grimt, hvor man ikke længere må følge sit indre og hvor man er tvunget til at leve op til feminismens umenneskelige krav, jeg siger det lige igen. Lad os som eksempel tage et hurtigt kig på generationen, der formåede at rive sig selv fra hinanden. Fortalerne for den nye feminisme. Kvinder, der var unge voksne i anden halvdel af det 20. århundrede. Generationen af ​​skilsmisse, sygepension, lykkepiller og fibromyalgi. Var disse kvinder lykkeligere end kvinder fra tidligere generationer? Blev den feministiske frigørelse, som de forestillede sig?

Nej. Jeg vil kalde feminisme for ren mishandling.

Det kan fungere ganske godt i unge år, men efterhånden som det biologiske ur tikker, bliver det en stadig tungere byrde at bære.

I dag er det for mange umuligt at være hjemme i mere end et år med børnene, og det skyldes, at økonomien ikke kan klare det. I et feministisk samfund skal kvinder arbejde i samme omfang som mænd for at forsørge deres familier. Lige løn for lige arbejde.

Derudover ønsker man, at mødre og fædre deler forældreorloven ligeligt. Det er heldigvis stadig til en vis grad frivilligt. Vi arbejder gravide, tunge og trætte. Vi foretager den største rejse i vores liv, hvor livet vokser inde i vores kroppe. Vi får max et år til at lande, helbrede, amme, forbinde os med og lære vores børn at kende, med alt hvad det medfører. Et år med vågne nætter under den største, mest svimlende og vidunderlige forandring, vi vil opleve i vores liv.

Så vil børnene blive revet fra vores bryster og over i systemets varetægt. Til hvilken nytte? Til hvis fordel? Kvindens, hvis vi skal være feminister. Egne interesser kommer før familie og børn. Ivrigt opmuntret af både samfundet og staten hopper feministiske mødre i takt med forventningen, når de endelig kan forlade deres børn og fokusere på at realisere sig selv igen. Selvfølgelig er der tragisk nok mødre, der selv vælger at vende tilbage på arbejde, så hurtigt de kan og endda længe før baslen er ovre. Mødre, der har lært, at frihed er at undgå at være mødre.

I umindelige tider har kvinder ledt efter en stærk mand. En mand, der er i stand til at beskytte og forsørge familien. Når den hvide mand gennem feminismen har opgivet sin position og er blevet feminiseret i takt med kvindens maskulinitet, bliver hans formål i samspillet lig nul, overflødigt. Den svage, forkrøblede, forvoksne dreng, der i dag kendetegner mange hvide »mænd«, kan umuligt opfylde sit formål som hverken ægtemand eller far.
På trods af den unaturlige kønsforvirring forbliver instinktet dybt i os. Jeg vil gerne sige, at vi også her finder en stor indflydelsesfaktor for, hvorfor mange i dag vælger at stifte familie med racefremmede. For i andre racer har feminismen ikke slået rod. I andre racer er mænd stadig mænd. Den stærkeste af drifterne er reproduktion og afkommets overlevelse. Men da kvinden i sin vildfarelse vælger den vej, ophører også hendes blodlinje.
Det kvindeundertrykkende syn, hvor kvinden skal tie og adlyde sin mand, lænket til komfuret, er åbenbart ikke at foretrække, og det er ikke det synspunkt, jeg vil fremføre. Det, jeg taler om, er i stedet at slette den skam, som kvindelighed i dag er forbundet med, for i stedet at ære og bekræfte naturen. Den sande frigørelse, lykke og mening med livet findes kun, når du lever efter denne.
I sidste ende handler det om at føre racen videre. Så lad os gøre det så godt vi kan. Moderen er den vigtigste person i et barns liv, og den korte tid, børnene er børn, er det tidspunkt, hvor grundlaget er lagt for, hvilke voksne de bliver.
Det er vores pligt at give vores børn tryghed og bygge et solidt fundament for dem at stå på. Du skal måske ofre din karriere og dine hobbyer, men når du ser tilbage på dit liv i livets efterår, er det den familie, du har skabt, du vil føle dig mest stolt af. Hvilken stilling du havde på jobbet, eller hvilke oplevelser du havde i livet, er så ligegyldigt.

  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //