Forældre ønsker pædofil stalker i behandling, men man må ikke tvinge ham

SAMFUND: En pædofil mand, der i to år har opsøgt børn på Vestsjælland, risikerer at blive udsat for selvtægt, hvis myndigheder ikke gør noget, siger forældre.

I en lille landsby vest for Slagelse bor nogle forældre med et problem, de meget gerne vil have hjælp til at løse.

I knap to år har en pædofil mand forsøgt at komme i kontakt med deres børn, stået på lur ved den lokale skole, skrevet beskeder på sociale medier og trængt ind i privat ejendom.

Manden er dømt for at være i besiddelse af børneporno samt for at have begået et seksuelt overgreb på et barn, men selvom han har været i fængsel flere gange, fortsætter manden med at opsøge børnene.

I Danmark kan pædofile nemlig ikke tvinges i behandling, hvis de erklæres egnede til fængselsstraf, og som TV 2 kunne dokumentere søndag, opsøgte manden flere gange i november 2021 den dreng, han er dømt for at have begået overgrebet mod.

– Det er fuldstændig galt, at sådan en mand kan gå rundt og opsøge, hvem han har lyst til, siger drengens mor til TV 2.

Hun ønsker at være anonym, men TV 2 er bekendt med hendes navn.

 

Behandling eller folkelig selvtægt?

Manden har polititilhold mod at se tre børn i området omkring landsbyen Hejninge på Vestsjælland.

Et af tilholdene er mod den dreng, han er dømt for overgreb mod, men som TV 2 kan dokumentere, cykler manden jævnligt forbi offerets skolevej, når drengen får fri.

– Det er frustrerende. Når han har fået en dom, så må han da forstå, at han skal lade være med at gøre det. Dommeren har jo sagt til ham, at nu er du nødt til at ændre adfærd, siger drengens mor.

Moren er blot én blandt flere forældre i området, som efterlyser, at manden får hjælp.

– Jeg synes, man skulle hjælpe ham. Give ham en behandling. Det er jo en sygdom, han har, og han forstår det åbenlyst ikke, siger en mor til det andet af de tre børn, manden har et polititilhold mod.

Hun hedder Marianne Bülow Larsen og har oplevet, at manden er trængt ind på deres ejendom, mens hendes søn var alene hjemme.

Faren til det tredje barn, som manden har et tilhold mod, siger til TV 2, at den uønskede opmærksomhed fra manden har påvirket hans søn negativt, og at han håber, det holder op.

Maria Ladefoged Andersen, der er mor til en niårig dreng i området, siger til TV 2, at hun håber, at manden får hjælp, inden folk begår selvtægt mod ham.

– Jeg frygter, at der er nogle forældre, der bliver så trætte af det her og angste for, at det er deres barn, det går udover, at de tager sagen i egen hånd. Det er ikke ok, jeg kunne aldrig finde på at gøre det selv, men jeg kan godt forstå frustrationen, siger hun.

På Trelleborg Friskole, der ligger i Hejninge, deler skoleleder Astrid Vind den bekymring.

– Jeg håber, at han får noget hjælp, inden det måske er for sent. Inden der er nogen, der tænker: »Vi vil begå selvtægt, fordi lovgivningen kan ikke gå ind at hjælpe ham, og så bliver vi nødt til selv at tage derud«, siger hun.

 

Frygt på skolen

På Trelleborg Friskole har lærerne flere gange observeret manden på skolens område, og ifølge Astrid Vind forsøger han at komme i kontakt med eleverne.

– Vi har i perioder sat ekstra gårdvagter på. Vi har snakket med busselskabet, som kører rundt herude, og vist dem et billede af ham, så de kan være opmærksomme, hvis han står ved nogen af busstoppestederne, hvor børnene står af, siger Astrid Vind.

Såvel skole som forældre kontakter jævnligt politiet, når de opdager manden i nærheden af områdets børn, men ordensmagten kan ikke anholde manden, medmindre han gør noget ulovligt.

– Vores samfund er desværre skruet sådan sammen, at når man har udstået en straf, får man ikke noget hjælp efterfølgende, og det er jo der, det uhyggelige er i det, at han ikke kan få den hjælp, han skal have, siger skoleleder Astrid Vind.

Manden ses jævnligt på sin cykel nær skolen, da han er bosat i området.

– Det er fair, at han færdes i det her område, hvis han var stoppet efter den sidste dom, han fik. Der skal være plads til alle mennesker, og alle mennesker kan begå fejl, men når man fortsætter, er det ikke fair, siger Astrid Vind.

Hun ville ønske, at der var blevet taget hånd om manden, dengang han blev løsladt, men i Danmark er reglerne sådan, at myndighederne ikke kan tvinge pædofile til at få hjælp, hvis de erklæres egnet til at afsone en fængselsstraf.

 

Politiet gør, hvad de kan

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil vicepolitiinspektør Allan Holm ikke udtale sig om den konkrete sag.

Generelt opfordrer han borgerne til at ringe til politiet, hvis de oplever situationer med uønsket kontakt til deres børn, eller hvis en person med polititilhold mod et barn overtræder tilholdet.

– Vi er meget bevidste om, at den her slags chikane og overgreb er et meget belastende overgreb for de involverede personer, så vi har stor forståelse for, at det kan skabe utryghed. Derfor er det netop også supervigtigt, at der er en dialog, hvis man oplever de her ting, så vi har mulighed for at sætte ind og hjælpe borgerne, siger Allan Holm.

Moren til den dreng, manden er dømt for at have begået et overgreb mod, fortæller til TV 2, at hun oplever et godt samarbejdet med politiet, men at hun er frustreret over, at ordensmagten ikke kan gøre mere.

– Det der med at ringe til 114 og melde en overtrædelse af tilholdet har vi gjort mange gange efterhånden, siger hun.

 

Krav om handling

Mandens forsøg på at kontakte børn i området har stået på længe, og forældrene har forgæves forsøgt at få hjælp fra de lokale politikere.

– Det er ikke ok, at det er gået så langt. Derfor kontaktede jeg også byrådspolitikerne, fordi jeg var desperat. Jeg ved godt, at byrådspolitikerne ikke har magt til at ændre det her, men så kan de gå til deres bagland og fortælle, at der er noget galt med vores lovgivning, siger Maria Ladefoged Andersen, der er mor til en niårig dreng på Trelleborg Friskole.

Henvendelsen fik dog ikke nogen konkrete resultater.

I foråret 2021 fremsatte Dansk Folkeparti godt nok et lovforslag, som skulle gøre det muligt at tvinge pædofile i behandling, men forslaget blev forkastet af et flertal i Folketinget i juni måned.

Nu håber forældrene i Hejninge så, at de ved at stå frem atter kan få gang i den politiske proces.

– Alle peger på, at der er noget i vores lovgivning, som skal ændres, men det tager bare rigtig lang tid. Vi kan ikke vente på, at han skader endnu et barn, så jeg håber, der er nogle politikere, der tager fat i det her, siger Maria Ladefoged Andersen.

TV 2 har været i kontakt med den pædofilidømte mand for at høre, hvorfor han bliver ved med at opsøge områdets børn, men han vil ikke udtale sig.

 

Kender du til lignende sager om dømte pædofile, som skaber utryghed i lokalsamfund, så skriv til Nordfront.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Heksejægeren says:

    >Der skal være plads til alle mennesker, og alle mennesker kan begå fejl, men når man fortsætter, er det ikke fair

    Muligvis den mest naive kommentar jeg længe har hørt.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.