George Floyd og Tommie Lindh afslører magtelitens racistiske menneskesyn

KOMMENTAR: Er den antiracistiske magtelite værre racister end racisterne selv? Simon Holmqvist sammenligner reaktionerne på Tommie Lindh-sagen og George Floyd-sagen.

Den såkaldte afroamerikaner George Floyds død er næppe undslået nogen på dette tidspunkt. Han døde under en brutal pågribelse af politiet i Minneapolis, da han var mistænkt for at have handlet med forfalskede pengesedler. At de ansvarlige politibetjente vil blive retsforfulgt – og mest sandsynligt dømt – for den vold, der er rettet mod Floyd, betyder dog ikke noget denne gang. Dette skyldes, at anti-hvide terrorgrupper og deres jødiske finansfolk allerede har udnævnt sagen som et symbol – og den sidste dråbe – for en erfaret strukturel og racistisk voldsundertrykkelse af ikke-hvide.

I dag står næsten alle amerikanske byer i brand. De sorte bøller har smadret hele bykerner, de har overfaldet og endda myrdet nogle hvide som “hævn” for at deres racefælle ikke overlevede politiets pågribelse.

Fra magtelitens side har der været konsekvent godhedssignalering i form af åben støtte til bevægelser som “Black Lives Matter” – en organisation, der blandt andet mener, at hvide er “undermennesker” med genetiske defekter – og som til en vis grad ser ud til at orkestrere optøjerne i USA med stærk økonomisk opbakning fra finansjøder som George Soros.

Spotify, Netflix og HBO tvinger deres kunder til at donere penge til de anti-hvide organisationer, der i øjeblikket smadrer USA. På samme tid udtrykker politikere overalt i den hvide verden uden at blinke, at de støtter sortes kamp for et ødelagt USA – fordi det er det, de faktisk støtter.

Hvad der sker i USA er intet normalt oprør mod en stadig mere totalitær regering, og ingen generel folkelig vrede mod systemet. Det er snarere en blanding af racemæssig og marxistisk motiveret massevold, blandet med kriminelle aktører og enkeltpersoner, der sørger for at plyndre, vandalisere og begå så meget vold man kan, under dække af det resulterende kaos.

Der er dog en anden ung mands død, som måske ikke er så kendt i Sverige, som George Floyd’s død, i det mindste ikke uden for oppositionelle kredse. Dette til trods for, at han blev myrdet her i Sverige, og på trods af at gode kræfter har gjort meget for at markere hans død.

Selvfølgelig taler jeg om Tommie Lindh, der døde, fordi han stod i vejen for en afrikaner, da han ville voldtage en svensk kvinde.

Den Nordiske Modstandsbevægelse afholdt en manifestation i Härnösand kun en uge efter mordet til ære for Tommies minde. Denne værdige og rolige manifestation blev hurtigt fordømt af magteeliten, som på samme tid kritiserede politiet for ikke at have brudt mod grundloven og hindret dens gennemførelse.

Tre uger efter mordet sender SVT en reportage, som ikke handler om at endnu en svensker er myrdet eller voldtaget af en racefremmed, men om hvor bekymrende det er, at hans død bliver bemærket.

En af dem, der er bekymret for, at Tommies død har modtaget en vis opmærksomhed, er Härnösands kommunalchef Lars Liljedahl.

– Jeg synes, det er utroligt trist, at en tragisk begivenhed i sig selv får disse konsekvenser, siger han.

Parlamentsmedlem Jasenko Omanovic (S), der også er leder af den svenskfjendtlige bevægelse “fem i tolv-bevægelse”, siger også, at det er “trist” at “kidnappe en uskyldig mand” og “forsøge at gøre ham til en martyr”. Han benytter dog ikke lejligheden til at fordømme den svenskfjendtlige vold i almindelighed eller mordet på Tommie i særdeleshed.

Indholdet af SVT’s reportage er, at hvad den antiracistiske magtelite nu frygter mest er, at mordet på Tommie bliver en ny Salem, ikke at endnu flere svenskere må give deres liv deres liv i det multikulturelle Härnösand.

For en nationalist kan det virke uforståeligt, at magteeliten på den ene side roser eller i det mindste accepterer voldelige oprør og antivold, som reaktion på en kriminel afrikaneres død, samtidig med at den fordømmer værdige og rolige manifestationer for en hvid mand, der blev myrdet bare for at en afrikaner kunne voldtage en svensk kvinde.

Men grundlæggende afslører dette, at venstreliberalerne, håndgnubberne og de vigtige mennesker er mindst lige så racistiske, som os racister, hvis ikke mere.

De forventer åbenbart intet af afrikanere andet end at voldtage og myrde, det er bare ikke er en stor ting for dem. Tommies død kan være “tragisk”, men ikke mere end det, jeg mener, at afrikaneren ville jo voldtage, og Tommie stod i vejen. De synes heller ikke, at der er noget overraskende i, at afrikanere bogstaveligt talt forsøger at smadre og afbrænde hele USA. Måske tror de, at de fattige afrikanere ikke formår andet? Måske hyldes “Black Lives Matter” nu, fordi vold og kaos er den eneste måde, afrikanere kan udtrykke sig?

Kan det være så enkelt, at man i virkeligheden ikke har højere tanker end om afrikanere?

Dog forventer man sig mere af hvide. Vi skal bare takke og acceptere, når endnu en hvid mand bliver myrdet, når en anden hvid kvinde bliver voldtaget. Og så af en afrikaner i det, der engang var vores eget land. Hvide mennesker burde vide bedre end at “kidnappe” Tommie og “gøre ham til en martyr”. Det er endda sådan, at vi hvide mennesker bare skal sidde stille og se på, mens vort folk bliver myrdet, voldtaget, ydmyget og til sidst udryddet.

Alt andet ville jo være at sprede “had”.

Jeg har dog aldrig til hensigt at leve op til magteelitens krav til mig. Jeg vil aldrig nogensinde acceptere multikulturalisme. Og så længe multikulturalisme påtvinges os, accepterer jeg heller ikke, at afrikanere voldtager, myrder og plyndrer. Der har man for længst overtrådt grænsen for det mindste man kan begære fra nogen, der bare er gæst i nogens hjem, omend en uønsket gæst.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • There is a civil rights song, “We Shall Overcome”.
    Let’s make our own civil rights songs. The following
    are some ideas for songwriters.

    We shall overcome negro crime
    Against our nordic race
    We shall overcome someday
    Odin will see us through
    We are on to victory someday
    The truth shall make us free someday
    We shall live in peace someday

    Here is something to think about. The devotees believed in their new religion so much that they played cymbols, drums, and sang Hare Krishna on the streets. The Salvation Army has marching bands to promote their faith. Nordfront places illegal stickers on property. Where is the fun? Where is the music?


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.