Det globale hegemoni – de fleste er smittet, hvem har kuren?

ØKONOMI: Arjuna skriver om økonomi og det global neoliberale hegemoni, der har total kontrol over vores liv.

(Det meste af denne artikel er baseret på kandidatafhandlingen “I ​​ideologiens, eksperternes og markedets vold – En sociologisk teoretisk analyse af norske husholdningers tilgang til kreditfinansiering i lys af teorier om kulturel dominans, ekspertdefinering og forbrug som et socialt fænomen” af Magnus Nilsen, skrevet i 2011. Alle citater i anførselstegn, hvor andet ikke er angivet, er taget herfra.)

En vigtig, men ofte overset, komponent i nationalsocialismen er sagskomplekset, der inkluderer det meste af det, der kan placeres under paraplyen “økonomi”. Økonomi er en vigtig del af nationalsocialistisk ideologi, men ikke mindre vigtig for dens fjender. Årsagen til, at den ofte bliver forvist til mere perifere fora og sjældent udsættes for analyse fra vores side, er todelt: Vi er ikke materialister som sådan, for mange af os kan økonomiske spørgsmål ikke fremstå som særligt relevante; Spørgsmål om økonomi generelt, og økonomiske teorier og mekanismer i særdeleshed, kan virke vanskelige at få adgang til, det er et stort felt, komplekst og ugennemsigtigt.

Denne tilgang var også min da jeg trådte ind i den nationalsocialistiske ideologi i en mere organiseret form. Ofte var det kun ældre personer med mange kilometer bag sig som ideologisk overbevidste som beskæftigede sig med økonomi og dens relevans. Vi som var yngre syntes bare at bare spildte tiden, deres egens og vores. Efterhånden indser man imidlertid, at økonomi er en nøglekomponent i nationalsocialismen, og dermed også for vores fjender, sammen med racespørgsmålet, og at dette felt griber ind i de fleste af de kategorier nationalsocialismen omfavner. Nationalsocialismen (Lyset) og dens fjender (Mørket, de dæmoniske kræfter) har siden tidernes morgen udkæmpet en krig som kontinuerligt fortsætter, på et eller andet niveau, materielt såvel som metafysisk. Og i disse krige har der været brugt våben, der har været tilgængelige og anses for passende der og da. I begyndelsen af ​​forrige århundrede blev en “atombombe” lanceret på dette felt og taget i brug af vores fjender: kapitalismen, neoliberalismen (“kapitalismens nuværende og hidtil sidste institutionelle form”) og kreditfinansiering. Hvad er neoliberalisme? Ideologien beskrives som at “understrege individuel og strukturel frihed gennem henholdsvis individualisme og deregulerede markeder som vigtige forudsætninger for størst mulig økonomisk vækst. Dette med afsæt i at individuel og strukturel frihed fremmer kreativitet, innovation og en effektiv ressourceudnyttelse i samfundet.”

Den 1. april 1947 blev Mont Pèlerin Society stiftet i Montreux af jøden og økonomen Milton Friedman og manden, der gennem hele sit liv troede, at han var jødisk (fordi han udelukkende omgav sig med jødiske individer), økonom Friedrich Hayek. En markedsliberalistisk, nyliberalistisk tænketank, der med tiden fik stor indflydelse (dette kom delvis som en reaktion på de økonomiske teorier om en anden rasende personlighed på det tidspunkt, John Maynard Keynes. Den sidstnævnte mente, at staten skulle have mindst én hånd på rattet, når det gjaldt økonomien, og at det var denne, der skulle stå for forbrug og eventuelt optage lån til finansiering. Keynes havde også været en stærk modstander af erstatningskravet, som Tyskland blev fremlagt efter første verdenskrig.) Før dette var der imidlertid oprettet finans-firmaer som specialiserede sig i lån, og territoriale og lovmæssige begrænsninger på kapitalen var dereguleret. Man forsøgte at gøre husholdningen til dem, der tog kredit og fastholdt forbruget, individet skulle blive investor, hvor bilkøb og huskøb var de første finansieringsobjekter. Det faustiske aspekt var imidlertid, at der med kreditfinansiering også kom gældsslaveri og økonomisk ruin.

Spol frem til vore dage. I 1970’erne skiftede det ideologiske fokus fra et kollektivistisk til et markedsorienteret perspektiv (således at gældsvæksten siden årtusindskiftet har været langt større end væksten i den disponible indkomst, og andelen af ​​gældsfrie husholdninger er skrumpet fra 28% i 1990 til 18% i 2004). Den første fase i implementeringen af ​​neoliberalismen kom da Friedman og Hayeks teorier blev statsforankret gennem Margaret Thatcher og Ronald Reagen. Under disse blev markedstænkningen etableret i den politiske sfære. Dette ændrede karakter i 1990’erne med Tony Blair og Bill Clinton gennem den såkaldte “Tredje Vej”, en højredrejning fra venstre, der blev udformet af sociologen og baronen Anthony Giddens. Markedet og staten skulle mødes på midten “for at være i stand til at inkludere alle i et pluralistisk og kosmopolitisk samfund.” Den socialdemokratiske orden med by og land, hånd i hånd blev erstattet af den kosmopolitiske sort og hvid, hånd i hånd. Således kan man konkret se, hvordan ideologerne påvirker den politiske sfære, som igen spreder den i resten af ​​samfundet.

Antonio Gramsci

Men hvordan endte vi her? Hvorfor blev neoliberalismen accepteret uden forbehold og betragtet som naturlig og endda gavnlig for mennesker og samfund? Nøgleordet er “hegemoni”; neoliberalisme har opnået hegemoni, det ser ud som “sund fornuft”. “Hegemoni” er et udtryk, der først blev brugt af filosoffen Antonio Gramsci for at beskrive “hvordan en dominerende social gruppering i samfundet kontrollerer andre samfundsgrupper gennem en blanding af magt og konsensus.” Med andre ord beskriver Gramsci gennem begrebet hegemoni, hvordan situationer kan opstå, hvor en samfundsgruppe dominerer andre samfundsgrupper, ved at “tilvænne samfundets deltagere den dominerende gruppes tankegang og idealer.” (Dette svarer også til Marx’ beskrivelse af ideologi som en dominerende gruppes forsøg på at implementere sine interesser, værdier og idealer i samfundets deltagere generelt.) Blandt andet er det set i dansk politik, at selv påståede modstandere af neoliberalisme bruger neoliberale udtryk og praksis – tankegang, perspektiver og instrumenter – dermed dannes en form for alliance mellem de tilsyneladende fortalere og modstandere af kapitalismen. “Et nyliberal hegemoni i den politiske sfære fører til, i et perspektiv hvor den nyliberale virkelighedsforståelse spreder sig fra den politiske sfære og ind i samfundet som helhed, at de sociale institutioner pålægger deltagerne i samfundet vejledende principper i tråd med neoliberale idealer.” (Forestil dig påståede antikapitalister til venstre, der har omfavnet alt hvad neoliberalismen har frembragt: indvandring, LGBTP, undergravning af nationalstater, angrebene på den traditionelle familie osv.) Og hvad der gælder i enkeltstater vil, nu mere end nogensinde, naturligt nok have gyldighed på globalt niveau: der opstår situationer, hvor en global gruppe dominerer andre grupper ved at tilvænne folkene rundt om i verden​​den dominerende gruppes tankegang og idealer.

Spredningen sker hovedsageligt gennem kulturel dominans/imperialisme og symbolsk vold. Det handler om magt til at konstruere virkeligheden, at udøve kulturel dominans ved at konstruere en homogen opfattelse af symboler, tid, rum, mængde og årsag blandt deltagerne i samfundet. Og den kulturelle imperialisme opstår, når både tilhængere og modstandere af den neoliberale ideologi benytter sig af dens sproglige univers, dens termer. Sagt på en anden måde: den dominerende gruppe i samfundet etablerer et sprog og dets rammer, som samfundets deltagere integrerer og benytter. Således er de fanget, ofte uden selv at vide det. “Centralisering”, “tolerance”, “mangfoldighed”, “effektivisering”, “robust”, “multikulturalisme”, “fleksibilitet”, “grænseløs” modeord, der cementerer neoliberalismens hegemoni.

Gramsci argumenterede i øvrigt for, at der altid ville være mindre grupper af kontra-hegemoniske bevægelser i disse systemer med total kontrol, som udgjorde en revolutionær strømning. Disse kontra-hegemoniske, revolutionære grupper finder man ofte hvor rurale, traditionelle, bondeværdier holdes i hævd. For Gramsci, der også var aktivist og kommunist, måtte disse danne en modkultur under den gamle verdens skal og forsøge at kæmpe gennem deres egen kulturelle hegemoni fra denne base.

Hvorvidt noget er en risiko, noget farligt, var også imperativt for de neoliberale ideologier selv at definere (kreditfinansiering måtte ufarliggøres), således at folk fik et forvrænget og skævt billede af fareaspektet. Dette skete da også gennem den kulturelle imperialisme, hvor “de med magt til at definere en risiko dermed også har magt til at formindske, forstørre, dramatisere eller bagatellisere en risiko.” Men risiko giver også en (falsk) moralsk ophøjethed; har du taget chancer, så står du moralsk over dine medborgere, uanset om du er Michael O’Leary og starter dit eget lavbudget-flyselskab eller en flygtning, som bryder op og sætter sig i en flåde på Middelhavet. Flygtningen er således det kapitalistiske princip legemliggjort. Max Horkheimer og Theodor Adorno skriver i deres “Oplysningens dialektik, filosofiske fragmenter”: “Den listige outsider er allerede en Robinsonade. De to prototypiske skibsbrudne vender deres svaghed – svagheden hos det individ, der skiller sig ud fra kollektivet – til samfundsmæssig styrke. Prisgivet bølgeslagets tilfældighed, hjælpeløst isoleret, dikterer deres isolation dem hensynsløst at forfølge den atomistiske interesse. De legemliggør det kapitalistiske princip, allerede inden de gør brug af nogen arbejder; men hvad de bringer med sig af reddet gods til nye virksomheder glorificerer den sandhed, at fabriksherren fra første færd bragte mere med ind i konkurrencen end sine hænders flid. Deres afmagt over for naturen fungerer allerede som ideologi for deres særlige magt i samfundet. Odysseus’ værgeløshed over for brændingen lyder som en legitimation for den rejsendes berigelse på den indfødtes bekostning. Det har den borgerlige økonomiske teori sidenhen fastholdt i begrebet risiko: muligheden for undergang skal give moralsk dækning for profitten.”

Foto: AP Photo/Santi Palacios

Et aspekt af neoliberalismen er, at for at etablere et forbrugersamfund, baseret på kreditfinansiering, må tidligere identitetsmarkører som familie, nation og blod erstattes af livsstil, forbrug. For at den kan omfatte flest muligt og således være maksimal effektiv, kan den heller ikke begrænses af en social klasse, den bliver således en frigører fra dette klasseaspekt. Den nye identitet “forbrug” er individuelle livsstile, der er uafhængig af sociale klasser. For at opretholde et stabilt samfund over tid, må samfundet passe på dets medlemmer, og den første og vigtigste kategori på denne måde er identitet: samfundet må opretholde eller give deltagerne en identitet. Den neoliberale ideologi fungerer således som en ny identitet, og den skal reproduceres kontinuerligt i hele samfundet for at legitimere dens eksistens: “ved en situation hvor samfundsfelterne og eksperterne er underlagt en neoliberal virkelighedsforståelse, synes en da at skabe et identitetsskabende middel, hvis ideologienfremmer det som en kulturel værdi.” Den symbolske vold kommer til syne ved at undertrykke de samfundsdeltagere, der ikke er i stand til at tilpasse sig samfundets forbrugsmønstre, de, der ikke har erstattet familie, nation og blod med markedets tilbud af varer. Igen Horkheimer og Adorno: «Den analyse, som Tocqueville leverede for hundrede år siden, er i mellemtiden blevet fuldt ud bekræftet. Under det private kulturmonopol er det faktisk sådan, at “tyranniet lader legemet i fred og går lige løs på sjælen. Der siger herskeren ikke længere: du skal tænke som jeg eller dø. Han siger, at du er fri til at tænke anderledes end jeg, du skal have lov til at beholde liv, ejendom, alting, men fra i dag er du en fremmed blandt os”. Det, der ikke forholder sig konformt, bliver slået med en økonomisk afmagt, der bliver fortsat i enspænderens åndelige afmagt. Udelukket fra maskineriet, som han er, kan han let påvises at være utilstrækkelig. Mens mekanismen af produktion, virker i overbygningen som en kontrol til fordel for de herskende. Forbrugerne er arbejderne og embedsmændene, landmanden og småborgerne. Den kapitalistiske produktion holder dem så indesluttet i krop og sjæl, at de uden modstand bliver ofre for det, der tilbydes dem.”

Fra filmen THX 1138

Dette er da legemliggjort af de kapitalistiske, liberal-demokratiske samfund. De angriber såkaldte totalitære stater for tilsyneladende undertrykkelse og fysisk vold mod sine indbyggere, mens de udøver total kontrol, af både krop og sjæl, de ejer dig mere end stater med åbenlyse totalitære tendenser nogensinde kan gøre. Skulle du i et kapitalistisk, liberal-demokratisk samfund modsætte dig f.eks. LGBTP og indvandring og forsvare den traditionelle familie- og nationalstat, vil den symbolske vold hurtigt sørge for at du bliver sat på plads, gennem subtil, og undertiden ikke så subtile, trusler om at blive ostrakiseret, udstødt.

Kilder:
Wikipedia
Agendamagasin

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.